Vi har tæsket os igennem Prædikerens Bog i vores bibelgruppe - nogenlunde uden at miste humøret - og har forsøgt at finde ud af, hvad det lige er, denne prædiker vil med det hele. Det lykkedes helt og aldeles ikke.

Hvad ER prædikerens bog egentligt? Der virker til at være to muligheder: 1) Et enormt udbrud af kedsomhed, eller 2) en joke.

1) Hele bogen består af dystre tanker og beskrivelser om, hvor elendigt altid er. At der aldrig sker noget nyt, og det der endelig sker, er bare endnu mere elendigt, end hvis der ikke skete noget. Det hele er en lang beskrivelse af elendighed, kedsomhed og tomhed. Og når der endelig bliver nævnt noget positivt, bliver det strakt manet i jorden igen som endnu mere elendigt, kedsommeligt og tomt. Hvad er hans problem? Er han træt af sin far (David)? Er han morgensur? Er det hele bare så skidt som han siger?

2) Det hele slutter med, citat: "Der er ingen ende på de mange bøger, der skrives, og den megen læsning bliver man træt af." Ja det tror jeg da nok lige.

Dertil kommer dog, at det endelige ord er, at man skal frygte Gud, da både det gode og det onde man gør, kommer til regnskab. Men det virker ikke rigtig som om, det hænger sammen med resten af bogen, der mest går på at beskrive, hvor elendigt det hele er.

"Endeløs tomhed,
sagde Prædikeren,
alt er tomhed!"

Ja hvad snakker manden om?

Machine A:

---

Hvad ER prædikerens bog egentligt? Der virker til at være to muligheder: 1) Et enormt udbrud af kedsomhed, eller 2) en joke.

---

Tjaaah - det er jo også en samling ordsprog, og hvis man læser dem som en 'roman' og prøver at finde handlingen, så kan man da godt blive rundtosset.
Den tomhed, han beskriver, hvad går den ud på? At alt det, vi stræber, efter er en fis i en hornlygte. Eller med hans egne ord: 'Jag efter vind'. Hvad med at oversætte det til: 'Søg først Guds rige...'?
Ære, berømmelse, stor bil, ny internetforbindelse, højere status på jobbet - alt det, vi knokler efter, og som måske ligefrem forkorter vores liv betydeligt, fordi vi falder om med blodpropper og andre stress-sygdomme - er det ikke tomt, når det kommer til stykket? Gør det nogen af os til mere hele mennesker?
Konklusionen bliver, at vi skal frygte Gud, leve anstændigt og nyde hver dag som den kommer. For mig at se ligner det mere almindelig hverdagsfilosofi.

Hvis du tager en samling danske ordsprog og læser dem, så tvivler jeg også på, at du vil finde en dybere menig bag alle de løsrevne brokker af livsfilosofi.

Så hvad med at tage de enkelte ord for sig? 'Spis, drik og nyd livet med den kvinde, du elsker.' Det er da ikke så dårligt, er det?

Du har ret i at Prædikerens Bog på mange måder er deprimerende læsning, men jeg tror ikke det er tilfældigt at det er kommet med i Bibelen. Bogen skal læses som det den er: en mands beskrivelse af hvordan han oplever livet - i hvertfald på det tidspunkt hvor han skriver disse linier. Bogen handler ikke om hvordan livet altid er, men om hvordan det kan opleves. Og her er der vel egentlig mangt og meget vi hver især kan genkende ...? Livet er ikke - heller ikke for en kristen - altid lykke og glæde.

Jeg synes det er godt at Bibelen er så realistisk og ligefrem som den er. Ikke mindst Prædikerens Bog bidrager til dette. Den sætter ord på følelser og oplevelser som er ægte og som er menneskelige. Sådan er "syndens verden"!

Pointen i Prædikerens Bog er at livet set alene fra vores menneskelige synsvinkel er tomt og uretfærdigt. Jfr. 8,14: "Der er en tomhed, som forekommer på jorden; der er retfærdige, hvem det går, som om de havde handlet uretfærdigt, og der er uretfærdige, hvem det går, som om de havde handlet retfærdigt. Jeg sagde: Også det er tomhed!". Jamen der er da så sandt.

Derfor rummer Prædikerens Bog også igen og igen opfordringen til at frygte og elske Gud. Det er kun ved at vide at det hele kommer fra Gud - både ondt og godt - at der virkelig er trøst at hente. Jfr. kap. 2,24-26 og 9,7. I nogle tilfælde kan vi opleve tilværelsen så tom at dette er den eneste trøst. Måske er Prædikrerens Bog overleveret os netop mhp. dem som har det sådan.

Tak for svarene begge.

Eva:

Jeg mener faktisk ikke Prædikerens Bog er en desideret samling af ordsprog, man som sådan kan pille ud fra hinanden og bruge enkeltvis. Det i sig selv i at hvis man læser hele bogen, har den et utroligt sammenhæng, man ikke ser i ret mange af bøgerne. Højsangen er faktisk det nærmeste jeg lige kan komme på, men der er også en del af de mindre bøger, jeg ikke kan huske, så der er nok flere. Og ikke mindst det, at bogen indledes og afsluttes med det samme lille "digt" - den endelige afslutning menes af nogle at være en senere tilføjelse, hvad det da også ret kraftigt ligner indholdsmæssigt.

Derfor syntes jeg kun man kan bedømme bogen ud fra hele dens sammenhæng og indhold, da den faktisk ingen brud har - hvad mange af de andre bøger har.

Asbjørn:

Man kan jo sige, at bogen rammer et meget ømt sted. Men den gør det stadig på en utrolig pessimistisk måde. Prædikeren selv (som menes af være Salomon) beskriver rigtig nok, at han selv har prøvet alt, hvad der (på den tid) kunne prøves (hvor mulighederne som kongesøn da også har givet sit) men ikke fundet nogen egentlig værdi i det.

Det er bare svært umiddelbart at skille ud, hvad vi egentlig skal lave hernede (!) andet end at frygte Gud. Hans pessimisme syntes at overskygge selv det almindelige liv. Ligeledes syntes han meget frustreret over den måde, Gud spiller ind i vores tilværelse på. Også i forbindelse med det skriftsted, du nævner.

Jeg har ofte diskuteret det, jeg vælger at kalde "skæbne" (vel det, du kalder syndens verden?) med andre, ikke mindst dem, der har haft ulykke inde på livet. "Skæbnen" (som jeg ikke vil personificere) syntes at være netop det, han beskriver i dele af bogen. Netop, at man som kristen ikke nødvendigvis har bedre forudsætninger for at klare livet, end ikke kristne. Og ikke mindst, at dét heller ikke er væsentligt, for "livet er, hvad der sker for os" - som en eller anden vist engang sagde i en større hashrus i nærheden af San Francisco i de glade 70'ere.

Så vores lod er at leve livet igennem som det er og med hvad det bringer - men med Gud for øje!?

Jeg må vist på biblioteket for at finde lidt mere om de to teorier der er om denne bog.

Prædikerens Bog udtrykker på mange måder et pessimistisk og frustreret livssyn, ja, det kan du kun have ret i. Men jeg tror det er vigtigt at vi forstår det sådan som det er skrevet: som et menneskes oplevelser og ikke som udtryk for at sådan ER livet. Blot at det kan OPLEVES sådan.

---

Så vores lod er at leve livet igennem som det er og med hvad det bringer - men med Gud for øje!?

---

Ja faktisk - når det skal formuleres lidt negativt. Men det kan da lykkeligvis opleves langt mere positivt.

Prædikerens Bog er vel en slags dagbog fra et deprimmeret men også realistisk menneske, som har oplevet hvorledes "denne verden" er tomhed og derfor alene er henvist til at sætte sin lid til Gud. Sådan er livet OGSÅ - og Gud bliver ikke mindre af det!