I denne uges Fokus skriver Benna Hørlück:

Det kan godt være, at vi i forårssolen på Langelinie i Royal og national stemning kan overbevise os selv om, at de krige vi går ind for, udelukkende handler om forsvar for de sande og gode værdier, vi har bygget vores samfund på. Men jeg må indrømme, at jeg ikke kan falde i henrykkelse over at se ”hovedet” på et missil eller et F16 fly med det royale monogram på halen.

Læs hele artiklen og skriv hvad du selv mener.

Interessant artikkel.

Det, at soldater ydmyger fanger, er jo ikke noget nyt. Det der er nyt er, at Danmark er med helt i front og at medierne kigger med over skulderen.

Når oberst Lars R. Møller siger at sådanne handlinger (som de amerikanske scener med irakiske fanger) ikke finder sted blandt danske soldater, tager Møller naturligvis grueligt fejl og han ved det udemærket godt selv. Møller er en mand af principper. Hvis en soldat lader sig gå på af pres eller afmagt, er soldaten ikke i stand til at være soldat. Og derfor bliver han hjemsendt. Og af selv samme grund, forekom de groteske handlinger ikke der, hvor Møller var.

Imidlertid var der forud for Møller masser af handlinger - dog ikke så groteske - hvor bl.a. danske FN-soldater ydmygede lokalbefolkningen. Dette skyldes mange ting. Hovedsageligt afmagt og stort pres, men også at de soldater der udøvede disse ydmygelser simpelt hen ikke var voksne nok til at være soldater. Det er fatalt for et land som Danmark at vi ikke er i stand til at sortere de sindsyge personer i vores samfund fra, før det er for sent.

Som Møller viste i sin indsats i ex-Jugoslavien, hvor han med sin kampvognsgruppe slog alt og alle ihjel i en serbisk stilling, er man ikke nødvendigvis ond fordi man går i krig. Møller iværksatte "Operation Bøllebank" for at beskytte Røde Kors konvojer. Krig KAN godt have en god mening, hvor umenneskeligt det end lyder. Men hvis folk bryder ud af de etiske regler, kollapser korthuset.

Der er intet overhovedet at fejre ved at sætte monogrammer på missiler. Kun grotest sarkasme, der leder de gode principper til fald. Krig kan være nødvendigt for at bevare det gode. Men det er en hårfin ballance, og hvis man falder, falder man langt.

Hej Karsten ... tankevækkende stof, det her .. jeg har siddet og tygget lidt på din sætning her: Krig kan være nødvendigt for at bevare det gode og sendt tankerne til mine år som pacifistisk tresserflipper ... jo, der er løbet meget vand i stranden siden da.

Nu har jeg lige siddet og læst tre af de prædikener, som Kaj Munk holdt under krigen (i 1942-43) og som kostede ham livet.

Jeg citerer lidt derfra:

... også jeg elsker mit hjem, min ægtefælle og mine børn, og ville indtil fortvivlelse nødig se mit hjem i ruiner og mine børn rulle sig med afrevne lemmer i splinter og murstøv. Der er dog en ting, jeg, med Guds hjælp, endnu nødigere vil se. Det er sandheden forrådt.

Jeg vil ikke være med til at takke Gud for, at vi er "holdt uden for krigen". For det første er vi ikke udenfor - vort land er besat. For det andet kan man ikke takke Gud for, at han hjalp os med at snyde i hestehandel. Gud forlangte kamp af os.

Vi sveg hans bud. Man skal ikke gøre nar af Gud ved at takke ham for, at Fanden
hytter sine.

Den der svigter Gud, stiller sig under Djævelens beskyttelse. Danmark er under Guds vrede. Derfor er det, at vi har det så godt! Vi lader andre bløde for vor skyld og vor sag. Vi har solgt vor sjæl til kompromissets onde ånd og skrevet kontrakten med andres blod. Derfor er det, at alt lykkes for os.

Vi "holder sig fra politik" prædiker fred for enhver pris til opbyggelse for Djævelen, der hellere end gerne ser, at det onde får fred til at brede sig.

Ordet hedder ikke : Når din næste får et slag på den ene kind, så er det din opgave at hjælpe til med at holde ham, så han kan få et slag på den anden kind også ...

Fredsfyrsten kom for at bringe ikke fred, men sværd, han der tilgav Peter og lod Judas hænge sig, han der var sagtmodig og ydmyg af hjertet og dog drev tempelskænderne ud ...

Det var den gang - Danmark var besat, man skulle gå meget stille med sine meninger, hvis man ikke ville risikere noget.

Men hvordan med os i dag? Vi er ikke besat, men har vist vænnet os til at tie stille - vaske vores hænder - og vover dårlig nok at sige sandheden om, hvem Gud er - at vi kun ved at følge Jesus kan blive frelst fra evig fortabelse. Så kunne man risikere, at nogen blev forargede.

Stefanus sagde sandheden - den kostede ham livet. Sandheden kostede også Judas Iskariot, fortabelsens søn, livet .. men det var fordi han ikke brugte den. Han mistede også sin frelse. "Hvem af de to vil du helst ligne" spurgte Kaj Munk i en anden prædiken ...

Jeg har længe undret mig over, at Gud stadig ikke har flyttet lysestagen bort fra vores forkælede og næsten afkristnede land - kom til at tænke på, om det er en helt anden magt, der sørger for, at vi kan stadig kan hygge os i Danmark - orkanens øje, hvor der er så stille - mens uretfærdigheden breder sig og en stor del af omverdenen lider så forfærdeligt, at det er lige før vi bliver nødt til at slukke for fjernsynet ...

Måske er det Guds fjende, der hygger om os og dysser os i søvn, så vi på Herrens dag kommer til at så for Guds ansigt med pæne, rene hænder, men helt uden olie på vores lamper og - som fem af brudejomfruerne - må banke den lukkede dør og råbe: Herre, herre, luk os ind! .. og høre det frygtelige svar: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke.

Jesus formanede sine disciple: Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.

kristina