Hej!
JEg er en ung pige, der er vokset op med den kristne tro. HVer søndag er jeg i kirke og jeg kommer til næsten alle møder i vores missionshus (LM)... Jeg har dog et stort problem, og det anfægter mig. Problemet er tvivlen. Tvivl på Guds eksistens. Jeg siger gang på gang til mig selv at Gud må være der for ellers kunne verden med natur og mennesker så fantastisk. Men alligevel tvivler jeg. Jeg beder ofte til Gud (som jeg jo tvivler på eksisterer) om han ikke nok vil give mig tro. Men det gør bare ikke nogen forskel. Og jeg tænker også tit på hvorfor jeg ikke oplever at "Troen kommer af det der høres..." Jeg vil så gerne høre Gud til hvis jeg bare vidste med sikkerhed at han er her. En bøn jeg ofte bruger er "Gud hvis du er her, så tag mig med i himmelen."
Den eneste trøst jeg finder er i en sang hvor der står:
At tro det er ikke at tro at du tror, men barnligt at klynge sig fast til Guds ord"
For jeg klynger mig fast, men tvivler alligevel meget. Havd skal der til for at jeg kan tro mere, og er jeg en kristen?
Med venlig hilsen en tvivler.

Kære tvivler

Når jeg læser hvad du her skriver, så er jeg ikke i tvivl om, at du er en kristen og, at du har en frelsende tro på Jesus. Hvordan kan jeg dog sige det? Jo, det kan jeg fordi troen netop ikke handler om at man ikke tvivler, men derimod handler om at "komme til Jesus med sin tvivl" og med alt det andet vi ikke magter selv.

Du citerer selv linien fra sangen: "At tro det er ikke at tro at du tror, men barnligt at klynge sig fast til Guds ord". Og det er netop sådan troen er. Den frelsende tro er ikke stor og stærk, uden tvivl eller ægstelse. Nej, den rette tro på Jesus, den tro som giver Jesus adgang til dit liv sådan at han kan fylde og frelse dig, det er den tro som føles lille og hjælpeløs.

Den store apostel Paulus giver udtryk for noget lignende, når han siger: "For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk." (2. Korintherbrev 12,10). "Min nåde er dig nok" siger Gud til Paulus i samme afsnit og det samme gælder også dig. Du oplever at din tro er svag og lille samtidig med at du tvivler og føler Gud langt væk. Netop sådan kan vores forhold til Gud ofte opleves. Men det gør ikke troens virkelighed mindre og det gør ikke Gud svagere. Tværtimod. Det betyder at vi desto mere må klynge os fast til Guds ord, som sanglinien sagde det.

Når du beder om mere tro, så kunne jeg forestille mig, at det du egentlig ønsker er en stærkere oplevelse af troen. Er det ikke sandt? Dette er såmænd også en ærlig og god bøn, men svaret må ikke være afgørende for om du ved dig frelst eller ikke. Du bliver ikke frelst ved at føle dig meget frelst eller føle dig meget troende, men ved at vide at du magtesløs uden Guds nåde og derfor må tro på ham. Troen føler ikke ret meget, men den véd noget, eller rettere: håber på noget, nemlig at Gud er min frelser og at han holder ord - også dér hvor jeg selv svigter og tvivler.

Det modsatte af tro er ikke tvivl, men vantro. Og det er noget helt andet. Vantro er når vi afviser Gud, når vi ikke vil tro på ham og heller ikke mener, at vi har brug for ham. Har vi det sådan overfor Gud, så kan han ikke frelse os. Men tvivlen som har det svært med at Gud er skjult og føles uvirkelig, den går hånd i hånd med troen, som klamrer sig til håbet om at Bibelen alligevel taler sandt, at Jesus alligevel er min stedfortræder og at Gud alligevel holder sit ord om at frelse alle som kommer til ham.

Jeg ved ikke om det netop er disse ord du har brug for at høre, men jeg håber at du får at se at Gud ikke bor i din tro, men derimod er virksom i sit ord og i sine egne løfter.