Går du rundt og ikke ved om du er frelst og på vej til himmelen eller du tror at du er frelst fordi du gør en eller flere af disse ting:

1: Du tror på Gud

2: Du beder til Gud hver dag

3: Du går i kirke hver søndag

4: Du lever et pænt liv og gør ikke noget galt

5: Du er døbt og konfirmeret

6: Du er født og opvokset i et kristent hjem

7: Du bor i et kristent land

Ingen af disse ting vil bringe dig til himmelen. Er du overrasket ????



Jamen hvad skal man så gøre for at blive frelst ? vil du nok spørge

Det man skal gøre for at blive frelst er at overgive sit liv til Jesus Kristus den levende Guds søn, som døde en stedfortrædende død på korset for ca 2000 år siden, hvor han led de lidelser du ellers skulle lide i helvede fordi du er født som en synder pga. at menneskeden er i en fortabt tilstand pga. syndefaldet Adam og Eva begik. Jesus opstod 3 dage senere og satan og evig død var dermed totalt besejret.
En overgivelse til Jesus Kristus indebærer at du OMVENDER dig fra ALT synd og lader Jesus Kristus blive HERRE i dit liv. Dvs. at du ikke længere går dine egne veje, men lader Jesus bestemme suverænt i dit liv. Når du er villig til at omvende dig fra alt synd, så giver Jesus dig kraft til at leve kristenlivet, så du bliver i stand til at sige nej til alle fristelser. Det gør dig virkelig til et lykkeligt menneske.
Vil du gerne give dit liv til Jesus og omvende dig fra alt synd og blive frelst så du er sikker på at du får evigt liv i himmelen, så kan du bede denne bøn lige nu til Jesus:

KÆRE JESUS. JEG ER EN SYNDER. TILGIV MIN SYND LIGE NU. RENS MIG GØR MIG REN. FJERN ALLE SYNDERE FRA MIT HJERTE LIGE NU. JEG MODTAGER DIG SOM MIN HERRE OG FRELSER, OG JEG TROR AT DU ER DEN LEVENDE GUDS SØN. JEG TROR AT DU KOM TIL JORDEN OG DØDE PÅ ET KORS FOR MIG. JEG TROR AT DU OPSTOD FRA DE DØDE. JEG TROR AT DU ER GUDS HØJRE HÅND. JEG TROR AT DU KOMMER IGEN. LIGE NU OVERGIVER JEG MIT LIV TIL DIG. JEG GIVER MIT HJERTE TIL DIG. JEG MODTAGER DIG SOM MIN FRELSER. JEG PROKLAMERE DIG SOM HERRE FOR ALTID.
AMEN


Hvis du bad den bøn og du virkelig mente det du bad, så ER du NU frelst. Bibelen siger i Romerne 10: 9-10 at hvis man med hjertet tror at Gud oprejste Jesus fra de døde og man med sin mund bekender Jesus som Herre, så skal man blive frelst. Og bad du den bøn oprigtigt, så er det lige præcis det som er sket for dig. Bibelen kalder det også at blive født påny.
Er du nu blevet frelst, så er der 3 ting du må gøre for at du kan leve et sejrrigt kristen liv:
1: Du må læse hver dag i bibelen så at Gud kan tale til dig
2: Du må bede til Gud hver dag, så du hver dag har fællesskab med Gud
3: Du må finde en god menighed at komme i hvor de tror på hele bibelen, så du kan få undervisning i Guds ord og have fællesskab med andre kristne

Hej Jan!

Jeg har lige et par spørgsmål til dig.

- Sætter du lighedstegn ved omvendelse og et dadelfrit liv??

- "Sejrigt kristent liv". Hvad er det?

Hygge hej
Løwendahl

Hej Løwendahl


Jeg tror ikke at der er nogen mennesker som når så langt i deres kristenliv at de når at leve 100% syndfrit liv imens de er her på jorden.

Vi bliver først fuldkommen når vi er hjemme i herligheden hos Jesus.

Men omvendelse betyder at man er villig til at gøre hvad man kan for ikke at synde og når man opdager synd i sit liv, så omvender man sig fra det. Når vi har denne vilighed så giver Jesus os kraft til at kunne overvinde fristelser, så vi kan komme ud af enhver fristelse uden at synde.

Men det er en process og noget vi skal lære og til at starte med kan vi godt lave mange fejl, men med tiden skulle vi gerne blive bedre og bedre til at leve et mere og mere hellig liv.

Sejrrigt kristenliv betyder at vi får sejr på alle områder i vores liv. Og det er ligesom med helliggørelse også noget vi skal lære og med tiden bliver bedre og bedre til. Men Ingen skal føle sig fordømt fordi man oplever nederlag. Vi må bare rejse os og lære at nederlag så vi klare prøvelser og fristelser bedre næste gang

Håber det var svar på dit spørgsmål

venlig hilsen Jan

Hej Jan !

Du skriver at du ikke TROR der er nogen der 100% syndfri.
Jeg ved ikke om det er "fortalelse" fra din side??!!?

Jeg VED ihvertfald at der INGEN syndfri findes. Deri var Jesus jo også enestående

Hvad er det biblen skriver på det punkt:

Rom 3.23. "Alle har syndet og mistet herligheden fra Gud".

El. Rom.3.10-12. "Der er ingen retfærdig, ikke e´n eneste. Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud. Der er alle kommet på afveje, alle er fordærvede, ingen gør godt, ikke en eneste".

Og i Rom. 7.18. "Jeg ved at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt".

Dette betyder for så vidt ikke, at vi ikke kan gøre noget godt, ihvertfald set med vore øjne. Men i Guds øjne er der ingen af vore gerninger der er fulkomne.

Det er, som du også skriver, konsekvensen af syndefaldet.

"Sejrrigt kristenliv"!
Nej Jan, der har du nu misforstået noget.
Jesus sejrede over døden ved at dø på korset og opstå fra graven. Vi sejrer ved hans død. Dvs. at vi ved tro på Jesus, må opstå med Ham. Derved har vi et sejrrigt kristenliv.
Ikke ved på alle områder, at have sejr i vort liv.
At vi heldigvis sommetider får sejr i vort liv. Ja, det er jo dejligt når det sker. Men fremgang får vi alene af Guds nåde.

Måske du skulle læse lidt af Jobs bog. Den er god at blive klog af.
Og hvad med de kristne martyrer. De sejrede først ved deres død. Ikke i deres liv.

Jan, vil du ikke godt læse det her som en kærlig påmindelse om at du skal vende om.
Jeg vil virkelig bede for dig.

De kærligste Hilsner
Løwendahl

Hej Jan, du skriver her:

Men Ingen skal føle sig fordømt fordi man oplever nederlag.

Nej, det har du ret i. Jeg vil oven i købet sige, at hvis et menneske når så vidt i helliggørelsen, at det nogenlunde lever op til sine egne forventninger om at leve et syndfrit liv, så har det menneske et meget alvorligt problem med sin selvforståelse og - hvad der er endnu værre - med sit liv med Gud.

Es57,15: For dette siger den højt ophøjede,
som troner for evigt, og hvis navn er Hellig:
Jeg bor i det høje og hellige
og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet,
for at oplive den nedbøjede ånd
og oplive det knuste hjerte

og Es61: Herren har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige
og lægedom til dem, hvis hjerte er knust ...

og Matt.9,12: Men da Jesus hørte det, sagde han: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge.

Altså: Gud bor hos dem, hvis hjerte er knust, ikke hos de "retfærdige" ...

Men det forholder sig jo da også sådan, at det er er ingen af os der er,
jfr. Rom3,9-12:

Har vi så nogen fordel? Overhovedet ikke! Vi har jo allerede anklaget både jøder og grækere for alle at være under synd – som der står skrevet:
Der er ingen retfærdig,
ikke en eneste.
Der er ingen forstandig,
ingen, der søger Gud.
De er alle kommet på afveje,
alle er fordærvede;
ingen gør godt,
ikke en eneste.

Det var den sønderknuste tolder, og ikke farisæeren (som takkede Gud for sit nogenlunde syndfri liv) der gik retfærdiggjort hjem.

kristina

Kære Loewendahl

Det er korrekt at der ikke findes et eneste menneske som ikke har syndet og det er også rigtigt at ingen mennesker er fuldkommen før de kommer til himmelen. Så er det slået fast.

Mht sejrende kristenliv, så har Jesus vundet sejren for os så vi ikke skal gå fortabt.

Han har også gjort det således, at vi her på jorden kan få sejr og synd, sejr og sygdom og sejr og andre angreb fra satan, således at vi ikke behøver at lide nederlag.

Men som sagt, det er noget man skal lære og det er ikke noget som kommer over natten.

kærlig hilsen

Jan

Hej Kristina

lige en lille kommentar til dit indlæg

du siger:

Altså: Gud bor hos dem, hvis hjerte er knust, ikke hos de "retfærdige" .

Jo Gud bor i de retfærdige. Er du født påny eller frelst som bibelen siger det også, så er du retfærdig og ikke længere en synder. Så bor Jesus i dit hjerte.

kærlig hilsen

Jan

Hej Jan

Læg mærke til mine gåseøjne - som du slettede i dit svar!

Når jeg skrev "retfærdig" så mente jeg selvretfærdig, altså farisæisk retfærdig.

Selvfølgelig har du ret i, at når vi tilregnes Kristi retfærdighed, så er vi retfærdiggjorte i ham.
Jo, vi er samtidig både syndere og retfærdiggjorte ...

kristina

Hej Loewendahl og Jan Sloth,
Hvad er denne ultimative sejr? Det er vel at Jesus HAR vundet sejren, og når vi således lever i Ham, og hviler i Ham, forsvinder frygten og bekymringerne. Det er ikke sikkert at problemerne "flytter sig" lige med det samme, eller at omstændighederne ændrer sig sådan lige med ét, men jo mere vi er i stand til at læsse over på Gud, have tillid til Ham, og stole på Ham for, des mere vil vi lytte til Ham, have vores fokus på Ham, og ikke på problemerne.

Dette er den ultimative sejr. Lægerne kan have afsagt deres dødsdom over dig, men i dit hjerte er du sikker på hvad Gud har sagt, og det giver fred til trods for lægernes dom. Lægerne er ikke Gud, og selv om vi takker Gud for læger og deres indsats, så er og bliver de jo kun læger. Du ved at Gud er Gud og at Han ikke har pålagt, men tilladt dette i dit liv, ikke for at slå dig ihjel, men for at du skulle komme stærkere ud på den anden side, og med et vidnesbyrd til Hans ære.

Vi kan diskutere frem og tilbage, men det hele handler om at kende Gud. At have et levende og kærlighedsfyldt forhold til Gud, at elske Ham af hele sit hjerte, sjæl og styrke, og at bruge tid i Hans nærvær, og I Hans skrevne ord.

Vores frelse er i den grad afhængig af vores forhold til Gud. Kender vi Ham? Elsker vi Ham? Eller har vi blot æret Ham med læberne, udført døde religiøse ritualer og forsøgt at arbejde os vej til himlen, for at gøre os fortjent dertil?

Det er nogle spørgsmål jeg vil blive ved med at stille mig selv. Aldrig må jeg glemme min første kærlighed! Aldrig glemme Hans nåde!

Mvh. Carsten

Hej Carsten!

Mark. 12.30-31.

Nu vil jeg provokere lidt.

Du skriver, at vi må elske Gud af hele vort hjerte, sjæl og styrke.
Jeg føjer så lige det sidste til: Du skal elske din næste som dig selv.

Kan vi det? Kan jeg det? Kan du det?

Det er faktisk en del af min syndige natur. Jeg kan ikke, altid, elske Gud. Og jeg kan bestemt ikke altid elske min næste som mig selv.

Hvis jeg gjorde dette, var jeg ikke afhængig af frelsen i Jesus.

Jeg synes faktisk, at jo mere jeg "vokser" i troen. Jo ældre jeg bliver i troen. Jo mere erkender jeg min utilstrækkelighed i forhold til Gud. Jo mindre bliver jeg i forhold til Gud.
Jeg plejer at sige at man vokser som en kohale - Nemlig nedad!

Du skriver, at det gælder om at have et kærlighedsfyldt forhold til Gud.

Ja, det ved jeg nu ikke helt. Det forekommer mig nu, at kærligheden er lidt vel ensrettet. Nemlig FRA Gud TIL mig!
Det er GUD der elsker MIG så højt, at han sendte sin egen søn, for at JEG, blot ved at tro på HAM, må få et fantastisk evigt liv.
Havde jeg elsket Gud, var Jesu sonoffer ikke nødvendigt.

Om jeg kommer til at elske Gud ved at være frelst/omvendt?
Ja, sommetider, indimellem, nogen gange - Men kravet er ALTID!

Det når jeg aldrig at opfylde.
Derfor må jeg daglig omvende mig. Jeg må daglig få tilgivelse for min synd.

For synder ER jeg.
Men en TILGIVET synder!

Kærlig hilsen
Løwendahl

Hej Carsten, du skriver

...Vores frelse er i den grad afhængig af vores forhold til Gud ..[...........] Vi kan diskutere frem og tilbage, men det hele handler om at kende Gud. At have et levende og kærlighedsfyldt forhold til Gud, at elske Ham af hele sit hjerte, sjæl og styrke ...

Når jeg læser disse ord, bliver jeg mismodig . Hvis min frelse afhænger af det, så er det nemlig ude med mig!

Carsten, det er jo lovisk, det du prædiker, og ifølge Jesus sammenfatningen af hele loven: Vi skal elske .. vi skal elske ... vi skal elske ... og vi skal oven i købet "kende Gud", skriver du ... Gør du det? Jeg gør ikke, men jeg tror, at han kender mig, og at han alligevel elsker mig ..på trods af at jeg er som jeg er ..

Jeg hørte engang prædikant sige: Smid alle skallerne ud til hønsene - det er jo lov, og ikke evangelium, det med alle de skal'er !

Evangeliet er Johs. 3,16! Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Det falder jeg til ro med, så enhver frygt og bekymring forsvinder, så jeg allerede her og nu i overstrømmende glæde og taknemmelighed befinder mig i Guds rige!

kristina

Hej Kristina!

Tak for dit indlæg.
Det var dejligt at læse.

Du har jo nemlig ret.

Rom. 8.1
For nu er der ingen fordømmelse for dem som er i Kristus Jesus.

Kærlig hilsen
Løwendahl

Hej Loewendahl,
Puha! så vi skal ikke kende Gud. OK...

...og hvis jeg skal forstå dig og Kristina ret, så mener I heller ikke man kan kende Gud. Lad os se på hvad Bibelen siger:

Du skriver:

Du skriver, at vi må elske Gud af hele vort hjerte, sjæl og styrke.
Jeg føjer så lige det sidste til: Du skal elske din næste som dig selv.

Kan vi det? Kan jeg det? Kan du det?

JA! Hvis vi kender Ham!

1 Johannesbrev 2:3:
"Og deraf kan vi vide, at vi kender ham: hvis vi holder hans bud."

Eller omskrevet, at kende Ham vil resultere i de frugter at du vil holde Hans bud. Altså siger Bibelen Ja, til dine spørgsmål!

1 Johannesbrev siger fortsat - v4 - v6:
"Den, der siger: »Jeg kender ham,« men ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham; v5 men den, der holder fast ved hans ord, i ham er Guds kærlighed i sandhed fuldendt. Deraf ved vi, at vi er i ham. v6 Den, der siger, at han bliver i ham, skylder også selv at leve sådan, som han levede."

Derudover siger 1 Johannesbrev 4:7
"Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. v8 Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. v9 Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. v10 Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder."

Jeg er enig med jer i, at kærligheden er af Gud, og at Han først elskede os. Det siger Bibelen jo klart både her og i Johannes 3:16, men det jeg måske glemte at uddybe det er, at når vi er "i Kristus" og "i Hans Ord" så kan vi også elske hvor næste og elske Gud. Ikke af hvor egen kærlighed, men af Hans.

Hele det kristne liv kan vi jo slet ikke leve af os selv - eller i kødet om man vil - det er man nødt til at leve i Ånden - i Kristus - i Hans Ord, og når vi gør det, så er det ikke hvor egen styrke vi vandrer i, ikke hvor egen retfærdighed vi vandrer i og ikke hvor egen kærlighed vi vandrer i - men Hans. Vi lever, ånder og har alt vores væsen i Ham, og vores gerninger vil således også blive deraf.

Det hele kommer af at tro på Ham, og hvad er tro så. Overgivelse, hengivenhed og fast tillid til Gud, som alkærlig, alt-tilstrækkelig og almægtig, hvorfor Johannes også frimodigt kan proklamere:

1 Johannesbrev 3:9
"Enhver, som er født af Gud, gør ikke synd; for Guds sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud."

Hvordan kan Johannes bruge så stærke ord, at vi ligefrem ikke kan synde, hvis vi bliver i Ham?

Johannes svarer selv på det:

1 Johannesbrev 3:5-6:
I ved, at han blev åbenbaret for at bære vore synder, og der er ikke synd i ham . v6 Enhver, som bliver i ham, synder ikke; enhver, som synder, har ikke set ham og KENDER HAM IKKE.

Venner, for nogen tid siden, da måtte jeg med mine øjne fæstnet på disse skriftsteder sidde ned og græde foran Gud, bekende at jeg ikke kendte Ham, og at mit liv bar sine tydelige frugter deraf, hvilket jeg også måtte omvende mig fra. Siden har jeg bedt næsten dagligt om at jeg måtte kende Ham, og Gud har virkelig besvaret min bøn.

Jeg er ikke uenig i jeres udlægning om at det hele kommer fra Ham, også kærligheden, og at det var Ham der først elskede os. Dette er jeg ikke uenig i, det har i ret i, men min pointe er netop at Gud netop via sin Ånd har udgydt sin kærlighed i mit hjerte, og at jeg med Hans kærlighed, ikke min egen, er istand til at elske af Ham af hele mit hjerte, og ligeså elske min næste.

Vores frelse er i den grad afhængig af at vi er "i Kristus" og Han i os, hvilket opnås blot ved at tro på Ham, og når vi befinder os "i Kristus", så er det netop at vi kan kende Ham, kan elske Ham, kan elske vores næste og overholde Hans bud. Dette er ikke af egen styrke, egen retfærdighed, egen kærlighed - men det er altsammen Hans, og vi lever i det og af det og ved det.

Det er det Paulus også taler om, når han siger at Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. For livets ånds lov har I KRISTUS JESUS befriet mig fra syndens og dødens lov.

Paulus siger ydermere:

Galaterbrevet 2:20
"Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig."

Venner jeg er ikke uenig med jer, tror jeg, men jeg forsømte vist at uddybe mig selv. Sorry

Mvh. Carsten

Kære Kristina,
Se mit svar til Loewendahl...
Mvh. Carsten

Kære Kristina

Hvis du har bedt Jesus om at komme ind i dit hjerte og blive din personlige Herre og frelser, så kender du jo også ham som din frelser. Så jo vi kan kende Jesus, og de som er frelst kender ham som sin Herre og frelser

Og så længe at vi derefter vandrer i kærlighed overfor Gud og mennesker, da er vores sag iorden med Gud *S*

håber det satte noget på plads

kærlig hilsen

Jan

Hej Carsten.

Jeg bliver meget stille ved at læse hvad du skriver her - jeg er faktisk dybt betaget - det er så smukt .. og oprigtigt, tror jeg.

Samtidig er jeg også forvirret og har svært ved at forholde mig til det.

For kan det virkelig passe, at jeg sidder her og brevveksler med en ikke-synder?

Er gamle Adam virkelig helt, helt stendød i dit liv?
Er du fyldt med Kristi kærlighed i en sådan grad, at du ikke kan synde?
Lever du et fuldt ud helligt liv i tanker, ord og gerninger?
Har du aldrig brug for at bede om Guds tilgivelse? - er det virkelig, virkelig sandt?

Og hvis det er ... ?
.. egentlig skulle du jo så slet ikke kunne dø så?

Jeg håber ikke det lyder provokerende, for det er ikke sådan ment, og selvfølgelig behøver du ikke at svare. Det er bare min helt spontane reaktion lige nu - måske fordi det er over min sengetid ...

kristina

Hej carsten
Til dine skriftsteder burde man maaske lige tilfoeje:
Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd. v8 Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os. v9 Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed. v10 Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os.
Senere taler Johannes om at vi ikke kan fortsaette i synden som om intet var haendt, men benaegter ikke det han begyndte med at skrive.
Du er stadigvaek en synder, der hver dag har brug for at bede: tilgiv os vor synd, hvis du ikke mener dette er det fordi du er en forhaerdet synder og dermed en ikke-kristen.
NaarJohannes taler om at ikke-synde er det en durativ brug af formen praesens, hvilket vil sige: kan ikke uhaendret fortsaette i synden, hvilket vi ikke kan. Men vi har satdigvaek det gamle koed som strider imod og vi bliver ikke syndfrie i dette liv.
Igen, hvis du tror at du er syndfri og ikke har brug for tilgivelse, er du paa vej til helvede.


mvh. magnus

Hej Carsten
Du skriver:

Vi kan diskutere frem og tilbage, men det hele handler om at kende Gud. At have et levende og kærlighedsfyldt forhold til Gud, at elske Ham af hele sit hjerte, sjæl og styrke, og at bruge tid i Hans nærvær, og I Hans skrevne ord.

Vores frelse er i den grad afhængig af vores forhold til Gud. Kender vi Ham? Elsker vi Ham? Eller har vi blot æret Ham med læberne, udført døde religiøse ritualer og forsøgt at arbejde os vej til himlen, for at gøre os fortjent dertil?

Jeg er enig i, at en krsten vil begynde at elske Gud og at begyndende kaerlighed til Gud og naesten, herunder at foelge Gud er et tegn paa troen og frelsen, men at sige at frelsen er afhaengig af vores kaerlighed til Gud er simpelthen romersk-katolsk og antikristelig laere, som jeg ikke kan forstaa kommer fra en, der har arguemnteret for at RKK er antikrist. Det ser jo naermest ud som om du kunne skrive under paa tridentinerkoncilet.

Du ender endda med at kritisere dit eget standpunkt, eller er det eneste der kan kaldes lovtraeldom, det, som ikke er fint og aandeligt nok. Hvis du tror at din frelse er afhaengig af din kaerlighed til Gud og ikke omvendt at din kaerlighed til Gud er afhaengig af din frelse, forsoeger du jo netop at arbejde dig vej til himlen, selvom det ikke er ved "doede religioese ritualer". At tro at ens egen aandelighed kan bringe en ind i himlen er en loegn fra Helvede og de som saetter deres lid til egne gerninger, det vaere sig aandelige eller ikke-saa-aandelige vil ende i helvede.

Din frelse afhaenger af Jesus kristus alene, af at han har baaret dine synder, baade de aabenbare, som du sikkert ikke lever saa meget i mere, men ogsaa de skjulte, begaer efter magt, penge, kvinder, stolthed over egen aandelighed sov., jeg skal ikke kunne sige om noget af det rammer dig, men dine skjulte synder er lige saa fodoemmelsesvaerdige som de aabenbare og hvis du ikke har brug for tilgivelse for dem, vil du heller ikke faa det. Men Jesus har baaret dem og Guds vrede derfor, og Gud har ved hans opstandelse erklaeret verden retfaerdig i ham, saa a enhver, der saetter sin lid alene til Guds naade i ham, vl blive frelst. den naade tilbyder og giver han os gennem ordet, daaben og nadveren, som er mere end doede ritualer, men sakramenter indstiftede af kristus selv, hvori han kommer til os og giver os den tilgivelse han vandt paa korset.

Foerst naar Helligaanden har skabt en levende tro ved disse naademidler, kan han begynde at virke gode gerninger i os og disse gode gerninger erhelt afhanegige af vores tro paa vores frelse i Kristus. Derimod er vores frelse ikke afhaengig af vores gode gerninger, aandelige eller materielle.

mvh. Magnus

Hej Jan
Du skriver:

Hvis du bad den bøn og du virkelig mente det du bad, så ER du NU frelst. Bibelen siger i Romerne 10: 9-10 at hvis man med hjertet tror at Gud oprejste Jesus fra de døde og man med sin mund bekender Jesus som Herre, så skal man blive frelst. Og bad du den bøn oprigtigt, så er det lige præcis det som er sket for dig.

Hvor var det saa det der med at bede til frelse stod.......?

mvh. magnus

Hej Kristina og Chemnitz,
Hør her, selvfølgelig har jeg stadig brug for at bede om tilgivelse, jeg begår da mine små fejltrin, og dem vil jeg begå indtil Jesus kommer og henter mig hjem - men grov, bevidst vanemæssig synd praktiserer jeg ikke længere!!! Og jeg kan ikke få mig selv til det! Det jeg ved Gud hader, kan jeg ikke længere få mig selv til. Jeg frygter Ham for meget og elsker Ham for højt til at kunne...

Hvorfor er det at I mener at vi skal fortsætte med at synde? Er det for at nåden kan blive så meget større?

Vi ser lidt forskelligt på det må jeg sige. Den frihed jeg nyder i Jesus, er ikke friheden til at fortsætte i synden, men friheden til ikke at synde. Jeg er ikke længere slave af synden, og jeg adlyder ikke længere kødets syndige lyster, som jeg før var bundet af.

Og med hensyn til hvor den gamle Adam/Det syndige legeme er henne, ja så blev han jo altså korsfæstet med Kristus...

Mvh. Carsten

Hej Magnus,
Du forstår at ødelægge ens gode humør. Er der virkelig ingen indlæg fra andre du kan bruge til noget som helst? er der ikke nogen der kan fortælle dig noget? Eller skal du forstørre små tilsyneladende fejl, og blæse dem op i en sådan grad som du gør? At læse dine svar er virkelig som at få en spand kold vand i hovedet. Hvad enten vi taler dåb, nådegaver, eller hvad det måtte være...

Prøv at læse 1 Johannesbrev, så vil du opdage vigtigheden af at kende Gud.

Det kan godt være at jeg ikke fik ordenligt uddybet at den kærlighed jeg talte om, er den kærlighed Gud ved sin Ånd har udgydt i mit hjerte, og at det er den jeg lever ved og ikke min egen, men det retfærdiggører ikke dit modbydelige angreb. At sidestille det jeg siger med antikristelig lære, fortæller mere om dig end det gør om mig. At fortælle om vigtigheden af at have et tæt forhold til Jesus kan vel næppe være antikristeligt. Det er jo Ham der skal føre mig til målet - ikke mig selv - ikke dig - og ikke Paven!

Gud velsigne dig

Carsten

God morgen, Carsten - nu har jeg sovet på det

Du skrev: " ... jeg begår da mine små fejltrin, og dem vil jeg begå indtil Jesus kommer og henter mig hjem - men grov, bevidst vanemæssig synd praktiserer jeg ikke længere!!! Og jeg kan ikke få mig selv til det!"

Det er jeg ikke i tvivl om, at du ser rigtigt på. Altså de grove, bevidste synder begår du ikke mere - -

Det er bestemt også muligt, at de synder, du erkender at begå, er i småtingsafdelingen.

Men det helt alvorlige er: Når du overhovedet begår dem, så er det fordi du er en synder - helt i dit allerinderste!

Jeg tror du mener, at det er lige omvendt: at vi bliver syndere ved at begå synd.

Men nej, vi begår synder, fordi vi er syndere, det er vores fælles skæbne. Sådan er vi født, og sådan dør vi! Også du, Carsten! Det kan godt være, at det ikke lige føles sådan, og at du, når du kigger i spejlet, synes det ser rimelig pænt ud, og det tror jeg også på. Og helt klart, det er bestemt vigtigt ikke at begå bevidst synd.

Men gamle Adam er gået i dækning, tror jeg, og har iført sig camoflage-dragt.
Du er ham! Ellers ville du slet ikke gå rundt her i denne verden! Gamle Adam er ikke blevet korsfæstet, men lever stadig i værste velgående! Det var Jesus der blev korsfæstet, og derved betalte og gjorde fyldest for alle vores synder.

Jeg vil nødig ødelægge dit gode humør, men jeg vil sige, at i samme øjeblik du mener at være en mindre synder end nogen af os andre, så bedrager du dig selv.
Se 1. Joh. 1,8: Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os ...

I vores menneskeverden kan synd godt gradbøjes - at tilegne sig en ekstra banan hos grønthandleren er bestemt en mindre forbrydelse end at pande ham ned.

Men i Guds øjne ser det anderledes ud. Synd er synd, og der er ingen forskel.

Det skriver jeg ikke fordi jeg bilder mig ind at være i stand til at se noget som helst i et guddommeligt perspektiv, men fordi jeg har læst det i Bibelen!

kristina

Hej Carsten
Du skriver:

Du forstår at ødelægge ens gode humør. Er der virkelig ingen indlæg fra andre du kan bruge til noget som helst? er der ikke nogen der kan fortælle dig noget? Eller skal du forstørre små tilsyneladende fejl, og blæse dem op i en sådan grad som du gør? At læse dine svar er virkelig som at få en spand kold vand i hovedet. Hvad enten vi taler dåb, nådegaver, eller hvad det måtte være...

Nogengange kan det vaere meget godt med en spand koldt vand.

Prøv at læse 1 Johannesbrev, så vil du opdage vigtigheden af at kende Gud.

Jeg mener vi skal kende Gud, og jeg mener ogsaa at en frugt af det er at vi elsker ham og at mennesker som slet ikke er begydnt at elske Gud eller deres naeste nok ikke er kristne. Kaerlighed til gud og naesten er en frugt af troen, og et tegn paa den sande tro.

Det kan godt være at jeg ikke fik ordenligt uddybet at den kærlighed jeg talte om, er den kærlighed Gud ved sin Ånd har udgydt i mit hjerte, og at det er den jeg lever ved og ikke min egen, men det retfærdiggører ikke dit modbydelige angreb. At sidestille det jeg siger med antikristelig lære, fortæller mere om dig end det gør om mig. At fortælle om vigtigheden af at have et tæt forhold til Jesus kan vel næppe være antikristeligt. Det er jo Ham der skal føre mig til målet - ikke mig selv - ikke dig - og ikke Paven!

Problemet var ikke at du glemte hvor kaerligheden kom fra, men at du skrev at vores frelse var afhaengig af at vi elskede Gud. Dette er essensen i Roms antikristelige laere og bestemt ikke en smaafejl. Det er en fundamental sammenblanding af retfaerdiggoerelse og helligoerelse. Den tro, der retfaerdiggoer er den som saeter sin lid til Jesu stedfortraedende doed og opstandelse. Vi bliver ikke frelst fordi vi har et taet forhold til Jesus, men fordi han er doed for vores synder og ved troen derpaa frelses vi og faar et taet forhold til ham.
Hvis jeg har misforstaaet dig, beklager jeg, men dette her er ikke en smaating, som vi kan vaere uklare om, det er det viogtigtste i den kristne tro overhovedet.

mvh. Magnus

Hej Magnus,
Når jeg siger at vores frelse er afhængig af at vi kender og elsker Gud, så mener jeg det indirekte. Ja, vi 100% enige om at vi er retfærdiggjorte ved tro, og ikke ved gerninger, men vi må ikke glemme at hvis den tro er ægte og levende, så vil den bære frugter, præcis som du er inde på - og de frugter er at elske Gud og sin næste. Derfor kan man sige, at er kærligheden til Gud kold, så er vores tro død. Man kan kalde det et symptom som man kan bruge til at stille en diagnose med

Jakob i Jakonsbrevet er også inde på at en tro der ikke bærer frugt i gerninger er en død tro, og at vi ved gerningerne kan se at personen tror.

Gerninger uden tro - og dermed uden kærlighed til Gud - er blot døde gerninger. Alt hvad vi gør, som vi ikke gør af tro, er synd, men gerninger og frugter der udspringer af troen bekræfter at troen er levende...

Magnus, jeg tror ikke vi er uenige. Måske skulle jeg bare have udtrykt mig klarere. Alt til trods, tak for den kolde spand vand

Mvh. Carsten

Hej Kristina,
Jeg har også sovet lidt på det, og ja, hver dag når man vandrer med Gud, er man nødt til at overgive sig til Hans opdragelse. Gud tugter og irettesætter dem Han elsker, og når jeg træder ved siden af, så er Han der med det samme.

Hans ord til mig, både Hans skrevne Ord, og det Han taler til mit hjerte ved sin Ånd, er som en projektør der går ind og lyser mit hjerte op, så jeg kan se om der skulle gemme sig noget snavs i krogene. At vandre med Gud er en proces, som vi aldrig i dette liv bliver færdig med.

mvh. Carsten

Hej Carsten.

Du skriver om dine "små fejltrin", som du begår hver dag - og stiller dem op som modsætning til den "grove, bevidste vanemæssige synd", som du ikke længere praktiserer.
Er ordvalget "små fejltrin" bevidst - sådan at du ikke mener, at det er egentlige synder?
Hvordan definerer du en "grov" synd? Hvis man læser Bjergprædikenen, opdager man, at Jesus ikke gør en sådan skelnen.
Kan det virkelig passe, at en kristen ikke har synder, der jævnligt vender tilbage, og som han med skam må erkende, at hans gamle natur stadig har lyst til? Hvis det er rigtigt, ser det sort ud for mange af os.
Hvad ville du sige til et fortvivlet kristent menneske, der var bange for, at han ikke var kristen pga. nederlag i kamp mod synden?? Skulle man så bare tage sig sammen, eller?

Det er værd at bemærke, at Jesus lærer os at bede: forlad os vor skyld - ikke bare vores små fejltrin. Der er virkelig tale om skyld overfor Gud.
Selv Paulus måtte klage: Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde som jeg ikke vil, det gør jeg! Det skulle jo ikke være muligt, hvis der kun var små fejltrin tilbage i den kristnes liv.
Og Johannes, der skriver de stærke ord, om at den der er født af Gud, ikke synder, betoner nødvendigheden af at vandre i lyset, bekende sine synder, og blive renset for synd i Jesu blod.
I denne forbindelse er det vigtigt at huske, at gamle Adam, som vi stadig har, ikke er født af Gud!

Mvh. Anne.

Hej Jan.

Mener du, at man bliver født på ny vha. en bøn? Hvor er det bibelske belæg for det?
Og handler det ikke mere om at modtage den uforskyldte frelse, som Jesus har vundet til os på korset, end at give sit liv til ham, tage en beslutning for ham, eller hvilke udtryk man nu måtte bruge?

Mvh. Anne.

Hej alle sammen

jeg syntes at det er en god debat det her. Mange ting er blevet sat på plads. Jeg tror at nogle har haft stor glæde at det her.

kærlig hilsen Jan

Hej Carsten
Ja, det ser ud som om vi er enige om at vores frelse alene grundes paa Jesu stedfortraedende lidelse og doed, som alene modtages og bevares gennem troen.
hvis et menneske ikke gennem troen er begyndt at elske gud og naesten overhovedet er det personen mangler ikke mere kaelrighed, men en sand tro. En tro uden kaerlighed mangler ikke kaerlighed, men er slet ikke en tro.

Det er for mig at se det allervigtigste i kristendommen overhovedet at ahve dette klart, da alternativet er gerningslaeren, som foerer til fortabelse.

der hvor jeg tror vores uenighed ligger er nok mere, hvordan troen skabes samt hvor helliggjorte vi kan blie i dette liv.

mvh. Magnus

Hej Anne

Ja, jeg har det også sådan, at jeg ikke har det så godt med udtrykket "at give sit liv til Jesus" og tilsvarende.

Det er jo ham, ved hvem Gud har skabt os - - så hvordan give sit liv til ham?
Vi har liv i kraft af ham, uden ham var intet til af det som er.

Altså har vi aldrig haft liv i os selv - og hvordan give sit liv til Jesus, som er, og altid har været, livgiveren selv?

Joh. 1,2-4:
Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er.
I ham var liv, og livet var menneskers lys ..

Vi har slet intet at give, så vi kan kun komme modtagende med vores tomme hænder - og selv dem har vi fået af ham ..

kristina

hej carsten
Du skriver:

Hør her, selvfølgelig har jeg stadig brug for at bede om tilgivelse, jeg begår da mine små fejltrin, og dem vil jeg begå indtil Jesus kommer og henter mig hjem - men grov, bevidst vanemæssig synd praktiserer jeg ikke længere!!! Og jeg kan ikke få mig selv til det! Det jeg ved Gud hader, kan jeg ikke længere få mig selv til. Jeg frygter Ham for meget og elsker Ham for højt til at kunne...
Hvorfor er det at I mener at vi skal fortsætte med at synde? Er det for at nåden kan blive så meget større?

Jeg er enig med dig her i, at man ikke som kristen kan lee ubodfaerdigt i bevidst synd. man kan falde tit og ofte, men er synden bevidst vil man ogsaa aere bodfaerdig og her dag blive drevet til korset, naar man erkender sin synd.
Forskellen paa "smaa" vanesynder og store beidste grove sydner er imidlertid ikke i deres tilgivelighed, men i at man naar man lever i grov synd, maa vaere bevidst om det og derfor vaere ubodfaerdig. Et menneske, der som troende vaelger at leve saadan, modstaar Helligaanden og jager ham ud og falder dermed ud af naaden. Men mht. deres stoerrelse i forhold til Guds lov, er der ingen forskel, smaa synder er lige saa fordoemmelige overfor Gud og vi har lige saa meget bru for tilgivelse for smaa synder, ja selv synden i vores hjerter. Det er dog ikke saadan at vi maa erkende alle vore synder og bekende dem, vi kender slet ikke alle vore synder, men dem vi er bevidste om, maa vi bekende overfor Gud og soege tilgivelse for i hans ord og sakramenter, hvor han uddeler den tilgivelse, Jesus vandt paa korset.

mvh. Magnus

Hej Magnus, jeg tror også vi er enige.

Men jeg savner en helt klar definition af ordet "elske". Som med ordet "hade" og mange andre vigtige ord er der tydeligvis sket en betydningsglidning siden de først blev nedfældet ..

Joh. 14,21: Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.«

kristina

Hej kristina
Det er rigtigt at ordet elske har mistet en del af sin betydning og idag snarere betyder forelesket, fascineret, begaerlig efter eller noget i denne retning. At elske i bibles forstand vil sige at aktivt soeger det bedste for den man elsker, som Gud, da han sendte sin Soen for at frelse os. kristi forpligtende kaerlighed er forbilledet.
Kaerlighedne til gdu og naeste er derfor ogsaa en forpligtende kaerlighed, hvor man soeger Guds vilje og naestens bedste, og ikke bare en idoliserende foelelsesopstemt fascination af Jesus. Derfor synes jeg ogsaa det er problematisk at man i moderne lovsange ligger saa meget vaegt paa dette og ofte ikke kan se forskel i andet end navnet Jesus paa disse sange og pop-kaerlighedssange.

mvh. magnus

Til Anne

Når man har taget en beslutning om at man ønsker at Jesus skal være ens Herre og frelser, da skal man også bekende det med sin mund. Det står i romerne 10: 9-10

Nogen modtager frelsen blot ved at man i sit indre tager imod, og så fortæller man det til andre mennesker bagefter. Så nej det er ikke bønnen i sig selv, men modtagelsen af Jesus ind i sit hjerte som er afgørende. Men det er da ikke forkert at få folk til at bede en bøn til Jesus om at han skal frelse dem, hvis folk ønsker at blive frelst *S*

Og give sit liv til Jesus, dermed mener jeg at man gør ham til Herre i ens liv og man ikke længere lever for sig selv.

venlig hilsen Jan

Hej Kristina

Det jeg mener med at give sit liv til Jesus er, at man ikke længere ønsker at leve for sig selv, men man vil leve for Jesus og lade ham bestemme i ens liv.

venlig hilsen Jan

Når du beder til Jesus om at han skal komme ind i dit hjerte, da bekender du jo til frelse, som der står i romerne 10:9-10

hej jan
Du skriver:

Når du beder til Jesus om at han skal komme ind i dit hjerte, da bekender du jo til frelse, som der står i romerne 10:9-10

Der staar ikke noget om at bede til frelse er det samme som at bekende til frelse. Tvaertimod er bekendelsen i biblen altid en frugt af troen, tegnet paa at man er frelst ved tro uden gerninger og troen og frelsen opnaas dermed ikke ved boen, men ved at hoere som der staar laengere nede i selvsamme kapitel.

mvh.magnus

Hej Jan.

Nej naturligvis er det ikke forkert at bede sammen med en der gerne vil være kristen.
Men mit spørgsmål gik på, hvor du fandt det bibelske belæg for at det var sådan man blev født på ny.

Og igen: Hvor i den tekst du citerer - eller i nogen anden - ser du at det drejer sig om at tage en beslutning? Det er ikke det Paulus skriver.
Han skriver: "Hvis du i dit hjerte tror". Ikke "tager en beslutning."
Desuden står der bagefter, at troen kommer af det, der høres. Der er altså tale om at Gud skaber troen ved sit ord, ligesom han har skabt alt andet ved sit ord.
At vi så selv kan stå imod, er en anden sag.

Mht. at give sit liv til Jesus, det kan jeg heller ikke finde som udtryk for det der sker, når et menneske kommer til tro.
Som Kristina skriver, tilhører vores liv ham jo allerede.
Det er dog også rigtigt, at den kristne ikke længere skal leve for sig selv og være sit livs egen herre, men overlade det til Jesus at være Herre, og leve for ham.
Men det er for mig at se mere et udtryk for en frugt af den Gudskabte tro end det er menneskets gerning for at komme til tro.

Mvh. Anne.

For lige at få på det rene præcist, hvad der står i det vers du citerer.

v9 For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses. v10 For med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse,

Er det let at komme til tro? Er det nok bare at sige den bøn, du har præsenteret? Lad os se, hvad Jesus sagde.

John 14, v6 Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.

v8 Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« v9 Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? v10 Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. v11 Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne. v12 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem, for jeg går til Faderen;

Se disciplene var hos Jesus i ca. 3 ½ år, men som vi kan se "kendte" de alligevel ikke Jesus. Jesus svarer så, at hvis man tror, så gør man også de gerninger som Jesus gjorde, ja endnu større gerninger. Hvordan kan du tro, at man finder frelse ved en bøn?

Mat 7 v16 På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? v17 Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter.

v21 Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. v22 Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? v23 Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!

Forstå Jesu lære og følg den. Det er Vejen til frelse. Hvis man tror, så følger man. Man kan se på folks gerninger(frugter, det de manifesterer) om de tror. Er tro let? Nej!

Mat 7 v13 Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. v14 Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!

v24 Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen.

Følg Jesu lære!! At tro er at følge.

v48 Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!

Hej divine!

Tak for dit indlæg. Jeg har bare lige et lille spørgsmål til det du skriver her:

Man kan se på folks gerninger(frugter, det de manifesterer) om de tror.

Er du sikker på, at du altid kan se på folks gerninger, om de tror? Det mener jeg faktisk ikke, at man kan.

I Gal 5,22 står der: Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed

Kender du ingen kærlige, glade, fredsommelige, tålmodige, venlige, gode og trofaste mennesker, som gør mange gode gerninger, og som ikke bekender sig til den kristne tro?

Det gør jeg i hvert fald, og jeg mener, at det kun er Herren selv, som kender sine,
og at ingen af os kan vide med sikkerhed hvem, og hvem ikke, der er Guds børn ...

kristina

Hej Devine

At tro er at følge.

Hermed gør du menneskets gerning til tro - eller troen til en gerning.

Sådan opfatter jeg slet ikke troen. Derimod opfatter jeg troen som den tomme hånd der passivt omfatter Guds gerning i os.

Vi kan slet intet gøre for at tro, vi har ingen naturlige forudsætninger for at tro "Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd" Joh.3.

På grund af Adams fald bliver mennesket født bortvendt fra Gud. I mørket. Det er kun i kraft af Guds gerning ved Ordets hørelse at mennesket overhovedet kan komme til tro.

Det er kun i kraft af Guds handling i Ordet og Vandet (ved dåben) at man bliver flyttet fra mørket og over i Guds rige " Tak med glæde vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset. Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse" (Kol.1,13)

Du taler så om gerninger. Men gerningerne er ikke menneskenes, men Guds gerninger i mennesket. Og det som en konsekvens af at være podet ind til Kristus

"Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. v2 Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. v3 I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. v4 Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. v5 Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre" Joh. 15,1

Mennesker er rigtignok meget optaget af deres bedrifter, men Jesus siger "skilt fra mig kan I slet intet gøre".

Det er træet, der bærer frugterne -

Det er ikke frugterne, der bærer træet!!

Mkh Malli

Hej Jan

Herren være med dig.

Jeg er ikke sikker på at dine oversimplificerede indlæg er særlig troværdige ej heller din automatiske fornægtelse af gamle kristne traditioner som er lige så gyldige som din egen. Du må ikke tro at du ikke selv også er et produkt af en kirkeligt tradition der er lige så traditionalistisk soma lle andre, det er måske det nyeste skud på stammen men det er underordnet.
Du behøver ikke fortælle alle andre som siger sig kristne at de ikke er det, heller ikke om du er uenig i nogle af deres punkter fordi selv du kan ikke sige at en der er barndbøbt men som ellers med sit liv vidner om Jesus ikke kommer til himlen.
På samme måde kan jeg som tidligere prædikant i pinsevækkelsen fortælle dig om mennesker som er både vosken dit og dat men som ikke vidner om Jesus i deres liv og som er blevet voksendøbt flere gange i alle mulige underlige sekter og lige meget hjalp det vor meget voksendøbt de var og hvor tit.
Det ender altså evigt og altid men hvor vores hjerte er ikke sandt?
Hvis du vil fortælle syndere og uomvendte hvordan man kommer til himlen, jamen det vil jeg kun støtte dig i men det er ikke overbevisende at du herinde kommer brasende og fortæller os at det ikke er nok at vi kommer i kirke hver søndag eller ligesom stiller lister op med ting som ikke er nok.
Det er næsten som om du holde os andre for nar.
Men det gør du vel ikke vel? Eller hvad? Hvis du er 30 år så stammer argumentationen om at barnedåben kommer fra helvedes afgrund i hvert fald fra et 10 års barn efter min mening.
Ikke særligt overbevisende argumenter du har Jan.
Men Jan når du starter en tråd er det generelt en god ide at svare på de indlæg der bliver lagt ind og ikke bare starte et ontroversielt emne og så holde sig væk.