Jeg læste lige et svar her på JesusNet ang. rollespil. selv er jeg med i en bestyrelse for live-rollespil. det går kort ud på, at man klæder sig ud i et kostume og spiller rollespil ude i en skov :-)
Vores rollespil bruger både magi og fantasi væsener, og det er sådan set derfor jeg skriver dette indlæg. mange har spurgt om rollespil ikke er farligt eller satanistisk, og hvordan krisne kan tillade sig at spille det.
vi er flere kristne som spiller, men afgjort også mange ikke-kristne. ja, vi bruger magiske formularer som vi selv har fundet på, altså ikke noget med gammel magi eller hebraiske ord. vi har heller ikke nogen antikristne ting med (heller ingen kristne) og derfor mener jeg ikke at det på nogen måde er farligt. ja, vi lader da som om vi er nogen andre. mendet skal ses som et teaterstykke - der er jo også kristne skuespillere - forskellen er bare at vi ikke har noget fast manuskript, og som sådan heller ikke noget publikum. vi har aldrig oplevet nogen som er blevet psykisk ustabile af det eller noget.
Og det er nu jeg gerne vil høre andre kristnes meninger til det, om der er nogen der har erfaring med rollespil? for som jeg ser det, kan kristne altså sagtens spille det og få meget sjov ud af det, uden på nogen måde at krænke Jesus Kristus... ?

Hej Jaric

Det kan godt være jeg rammer helt ved siden af med dette indlæg..... men nu prøver jeg .....

Som jeg har forstået det med rollespil fra de tidligere tråde, har det været sådan at man skulle spille en bestemt karakter på en bestems måde og sige nogle bestemte formulare...... altså ret tilrettelagt - dog frit på den måde at hvert valg giver nye valg... som jo er mere eller mindre fastlagte.....

Så vidt jeg har forstået er faren ved de spil at man bliver SÅ fanget af dem at man til sidst spiller det i AL sin fritid..... og til sidst kan man næsten ikke finde ud af om man er Peter eller troldmanden......


Det rollespil du beskriver lyder noget anderledes på mig (uden dog at vide det)...... for mig lyder det som om at i faktisk "bare" leger med "lego"...... hvor i selv er figurene og hvor figurene kan tænke selv og ikke behøver en barnehånd for at bevæge sig......
Lidt ligesom små piger ofte leger så koncentreret at de er prinsesser at de udelukker alle andre tanker mens de leget og bagefter er de små piger igen eller måske hekse - hvem ved..... Eller små drenge som leget at de ER Batman eller Spiderman.... der ER virkelig dem de leger de er mens det står på...... DEt er det man kalder fantasi - og ganske ufarligt.....

Jo ældre man bliver jo mere rafineret og gennemtænkt bliver ens fantasi.....og dermed også leg..... men det ser jeg som sådan ikke noget galt i......
Så længe man til enhver tid ved at det kun er en leg og så længe man ikke påtager sig roller som kan virke til skade på sig selv og/eller andre - så tror jeg ikke der er noget galt i det....... man skal bare bevare virkelighedsfornemmelsen.....

Ja - det var så min mening om nogen jeg faktisk ikke aner ret meget om

tak for din kommentar... ja, jeg skrev nu mest fordi jeg er træt af at folk ikke får ordentlig besked om rollespil... det du har hørt om har måske været brætrollespil som - vidst nok - kan være mere styret end live :-)

Hej Jaric

nu har jeg selv spillet rollespil før jeg blev kristen, men efter at jeg blev kristen var jeg med en enkelt gang, og det eneste jeg kan sige er, jeg fik det rigtigt dårligt i mit indre fordi at det ikke var godt, men om man kan generalisere ved jeg ikke, dem der er med har noget at gøre med det torr jeg, noget med hvad vej man går i åbenhed overfor den åndelige verden.

Jeg håber dette er godt nok svar

Ole

Jeg tror bestemt ikke at man kan generalisere. Hvis jeg, som er kristen, var skuespiller (det ville jeg principielt ikke ville have noget imod, bortset fra, at jeg nok ikke ville være god til det), var der sikkert visse roller, jeg ville sige nej til at spille.

Jeg tror nemlig godt, man kan stimulere sin egen iboende ondskab ved at leve sig ind i en imaginær figur.

kristina

Hej Jaric, Ester, Ole Madsen og Kristina...

Jeg er rollespiller og jeg er ex-kristen, nu ateist.

Jeg har spillet rollespil i 15 år, primært Pen & Paper.

Jeg har spillet et væld af karaktere og jeg har et væld af venner der har spillet et væld af karaktere og hverken de eller jeg har nogensinde fået nogen mén af at spille. Heller ingen af dem jeg kender, som kender nogen der spiller rollespil har hørt om at nogen har taget skade af at spille.

Der regnes med to typer rollespil: Live, som er det Jaric fortæller om og så Pen & Paper, som foregår rundt om et bord, hvor man KAN have et brædt at spille på, men bestemt ikke altid har det. Jeg mener derfor ikke at man kan karakterisere det som brædtspil. De fleste brædtspil er af taktisk karakter og handler ofte om krig. Blandt brædtspil kan nævnes Risk, Stratego, Warhammer Fantasy og Warhammer 40k.

Der findes også kortspil, som i høj grad handler om at have mange forskellige slags kort og disse kort købes så i små pakker som man ikke kan se indholdet af, så der er et element af held i hvorvidt man er godt udstyret.

Disse kortspil er for mig at se et pengemalke system, som desværre er blevet ALT for populært. Blandt disse spil kan nævnes Magic: The Gathering, Pokémon og Beyblade (som jo ikke er et kortspil, men idéen er den samme, bare meget dyrere).
--------------------------------
Mine venner og jeg har gennem vores interesse for rollespil lært en del om alle mulige andre ting også, bl.a. historie, geografi, logisk tænkning (bl.a. ved løsning af gåder, men også i tilrettelæggelsen af spillet), improvisation, kommunikation og samarbejde, matematik, statestik og meget mere.

Vi har også gennem rollespillet lært engelsk, meget godt engelsk endda. Der er ikke én af mine venner der har fået under 10 i engelsk i gymnasiet (det er nu heller ikke så svært, men jeg ville bare lige nævne det ).

Der er ingen af os der er blevet professorer eller noget, men vi har fået en bred intellektuel og social baggrund og det er bl.a. på grund af vores hobby, at spille rollespil.

Jeg har spillet onde, snedige, luskede og nedrige personer og jeg har spillet selvopofrende, gavmilde, ærlige og kærlige personer. Jeg har nydt at kunne udforske forskellige dele af min personlighed i trygge rammer uden at skulle stå til ansvar overfor reele personer.

Jeg mener at denne form for rollespil har været med til at gøre mig til et mere integreret individ og det har styrket min evne til at sætte mig ind i andre menneskers tanker og følelser, hvilket igen har medført at jeg generelt er en ret behagelig person at omgås

Det skal hertil tilføjes, som jeg også vil komme lidt nærmere ind på nedenfor, at uden en sund følelsesmæssig balast fra min søde og kærlige forældre ville dette muligvis slet ikke have set så rosenrødt ud

Da vi startede med at spille rollespil, så var der også en stor aldersspredning og det skabte en god dynamik i gruppen, hvor de ældste tog de yngste under deres vinger, hvilket efter mit hoved er en ret god ting.

Det værste der efter min smag sker når vi spiller rollespil er når vi skal spise, for der bestiller vi mad udefra og det er sjældent at det er sund kost. Samtidigt drikker vi også en del sodavand og til tider også en hel del chips og slik.

Det kan dog siges at der kun er to ude af en flok på 12 der er overvægtige og langt de fleste af os træner mere end én gang om ugen, så selvom der kunne være en fare for os ved maden, så tvivler jeg stærkt på at det vil blive aktuelt lige med det samme. Set i lyset af at hver fjerde dansker er overvægtig, så synes jeg nu at det er meget flot. Det er jo trods alt en stillesidende hobby (i modsætning til det live rollespil, som Jaric taler om)
------------------------------------
Mennesker har en forfærdelig god evne til at generalisere, så hvis én rollespiller har begået selvmord eller ofret høns på sit værelse, så er ALLE rollespillere i risiko for at gøre det samme.

Hvis en person begår selvmord, gør hærværk, ofre høns, hører for højt Metallica, så er det IKKE rollespillets, religionens, musikkens eller bogens skyld, men ene og alene et samspil mellem forældrenes opdragelse og den individuelle kemi der nu engang forefindes i vedkommende, som for mig at se, er et resultat af arv og miljø.

I sådanne tilfælde tror jeg at forældrenes indflydelse i langt det fleste tilfælde strækker sig længere end arv og miljø. Hvis barnet har en sund indfaldsvinkel til tilværelsen og forstår at sætte grænser, så vil ingen mængde af dødsvold på TV, ofring af høns til Satan eller rollespil kunne ødelægge vedkommende, i hvert fald ikke inden for vores danske samfunds nuværende grænser.

Jeg mener at jeg har en sund indfaldsvinkel til livet, jeg er kritisk uden at være dræbende, jeg er åben uden at være blottet og jeg søger at finde den løsning der gavner flest indenfor min ringe rækkevidde. Derfor har de, i mine øjne, få ulemper der kan være ved at spille rollespil aldrig fået tag i mig og gør det nok heller aldrig, hvis min teori holder stik
----------------------------
Ligesom at en ikke-kristen der ser ind på mængden af kristne og ryster på hovedet, fordi vedkommende ikke forstår hvad der sker, ligesådan står ikke-rollespillere og ryster på hovedet over det som de ikke forstår. Sådan er mennesker nu en gang, det vi ikke forstår og ikke kan se meningen med, det har vi svært ved at acceptere og vi får meget let overtaget en eller anden andens mening omkring det uden selv at have fået syn for sagen.

Det sjove ved dette er jo at ingen bryder sig om at blive slået sammen med en stor gruppe uden hensyntagen til ens individualitet og private bevæggrunde, men alligevel gør vi det ustandseligt. Vi gør det specielt hvis vi kan hævde os selv samtidigt og måske er det her hunden ligger begravet?
--------------------------
I den periode af mit liv hvor jeg var kristen, brugte jeg mindre tid på at spille rollespil, men i og med at de fleste af mine venner er rollespillerer og at vi har det som et fælles forum, så blev der lige pludselig langt imellem at jeg så mine venner og det syntes jeg ikke at hverken de eller jeg kunne være tjent med.

Jeg spillede mens jeg var kristen gerne karaktere, som afspejlede kristne tanker og holdninger og på den måde var jeg en repræsentant for min tro. Jeg fik det ikke dårligt af at spille mens jeg var kristen, igen tror jeg at det handler om hvilken baggrund man har.
---------------------------
Når kristne kikker på rollespillet, så er det ofte alle de negative ting der springer dem i øjnene. Når man som kristen er blevet lært den for mig at se overtro at man skal holde fingrene væk fra alt hvad der ligner noget med 5 takker, slanger og drager, ja så er rollespil ikke lige et hit, for deri indgår mange af de symboler, som indenfor kristne kredse karakteriseres, som okkulte ().

Lyt og lær... Bibelen på hverdagsdansk Mattæus 15:11 "Det er ikke de ydre ting, som forurener jer; men hvad der virkelig forurener jer, er det, som kommer indefra - det I tænker og siger!"

Vi lader billedet stå et øjeblik...

Hvis du er erklæret kristen og dyrker Jesus, Gud og Helligånden, engagerer dig i kirken og reelt har vækkelse og andre menneskers frelse på hjertet, så er der nok bedre ting at tage sig til end at spille rollespil... Men helt ærligt hvor mange har reelt det?

Navlepilleri og ordkløveri er nok en af de mest udbredt beskæftigelser blandt mennesker, i udbredt grad blandt dem der har "set lyset" og gerne vil have alle andre til at se det samme.

For mig at se er rollespil bedre end dét...

Det var så bare lige hvad jeg havde at sige om den sag.

"Jeg har spillet et væld af karakterer og jeg har et væld af venner der har spillet et væld af karakterer og hverken de eller jeg har nogensinde fået nogen mén af at spille."

Jamen kære CloudHands, du har jo mistet din kristne tro - - og så siger du, at du ikke har fået mén ...

Nej, dårlig spøg, jeg tror ikke et øjeblik, at det var årsagen. En del mennesker mister deres tro, og nogen af dem får den igen, med eller uden rollespil, og en del begår selvmord, også med eller uden rollespil.

Men jeg, som en gang i min ungdom spillede grædekone i et stykke af Lorca, har vistnok taget varig skade - i hvert fald har jeg let til tårer og har ikke mere, som dengang, behov for at stå ude i kulissen og snitte løg ..

Jeg har spillet onde, snedige, luskede og nedrige personer og jeg har spillet selvopofrende, gavmilde, ærlige og kærlige personer. Jeg har nydt at kunne udforske forskellige dele af min personlighed i trygge rammer uden at skulle stå til ansvar overfor reele personer.
Jeg mener at denne form for rollespil har været med til at gøre mig til et mere integreret individ og det har styrket min evne til at sætte mig ind i andre menneskers tanker og følelser, hvilket igen har medført at jeg generelt er en ret behagelig person at omgås

Det tror jeg på! .. men igen, som du selv er inde på, det kommer an på, om man har en grundliggende stabil psyke eller er følelsemæssigt ude i tovene ..
Mener du for alvor, at mennesker er et produkt af arv og miljø, som du skriver, og nix mer?

Lyt og lær... Bibelen på hverdagsdansk Mattæus 15:11 "Det er ikke de ydre ting, som forurener jer; men hvad der virkelig forurener jer, er det, som kommer indefra - det I tænker og siger!"
Vi lader billedet stå et øjeblik...

Ja, det er jo det jeg siger: ".. det vi tænker og siger " lige netop det gør noget ved os. Hvis vi lever os ind i noget negativt, og udtrykker det verbalt og med vores kropssprog, så kommer det jo faktisk indefra, og så er der spotlight på netop det, og så kunne jeg godt forestille mig, at dette negative, hvad det så end er, kunne "forurene" os!

Omvendt kan det også godt være positivt og psykisk helende at få bevidstgjort og afreageret fortrængninger under trygge former - forudsat at spillerne har sympati for hinanden, og afhængigt situationen - af hvilken bagage man har med sig - arv og miljø med videre!

Men tak for din redegørelse, det var interessant at læse om dine erfaringer ..

kristina