Kære sønderjyde
Det er altid dejligt at høre om mennesker, som kommer til tro på Jesus og beholder denne tro selvom det ser ud til at alle odds er imod. Det lyder som om du er én af dem.
Du skriver om at du har mistet mange af din familie de seneste år og at du har skældt Gud ud for det. Det skal du ikke skamme dig over. For du har ret i at det er Gud som "tager" hver gang et menneske dør, uanset hvad dødsårsagen er. Vi skal alle sammen møde døden før eller siden og det viser os hvor skrøbelige vi mennesker er. Døden kan ramme os pludseligt og uden varsel eller den kan komme stille og nærmest snigende. Sådan er livet for os alle - uanset hvordan vores forhold til Gud er.
Det er ikke underligt at bede Gud hilse de døde. For hvis der overhovedet er nogen der kan gøre det, så må det jo være Gud.
Du spørger om du nogensinde får dine døde familiemedlemmer at se igen. Og jeg kan høre at du er klar over at svaret hænger nøje sammen med om de troede på Gud inden de døde. Jeg kan ikke svare dig på anden måde end ved at give dig ret i, at netop troen på Jesus afgør hvordan vores liv efter døden bliver. Til gengæld er der ingen mennesker som kan dømme om andre har denne tro eller ej. Det kan kun Gud selv. Derfor tror jeg også der venter os mange overraskelser når vi engang skal mødes efter døden. Jeg tror der vil være mennesker vi ikke ventede at se og der vil være mennesker vi undrer os over ikke er med.
Men uanset hvem vi møder og ikke møder, så vil denne dag ikke være præget af sorg eller savn, men af glæde og befrielse. Gud siger gennem sin profet Esajas på Bibelens side 665 (65,17):
"Nu skaber jeg en ny himmel
og en ny jord;
det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes,
og ingen skal tænke på det.
Men I skal fryde jer og juble til evig tid
over det, jeg skaber."
Det kunne altså tyde på Gud simpelt hen sletter vores hukommelse eller i hvert fald lader os glemme det onde og smertefulde sådan at vi kun har grund til at juble og glæde os. Det er det bedste svar jeg kan give dig.
Måske kan svarene på disse spørgsmål også hjælpe dig lidt:
Er alle ikke-kristne fortabte?Får jeg min ikke-kristne forældre at se i himlen?Har vi samme familie på den nye jord?Hvis du ikke synes du kan bruge dette svar, så må du gerne spørge igen.