Hej Asbjørn.

Jeg er en pige på 25 år fra Sønderjylland.
I den by hvor jeg voksede op var der mange indre missionske. Min familie har ikke opdraget os søskende i den Kristne tro, og det er jeg faktisk ked af.

Underligt nok ville jeg ASBOLUT ikke konfirmeres, da jeg på det tidspunkt ikke troede på Gud. Troen kom faktisk først efter......Hvorfor Tja ved det faktisk ikke.

I min omgangskreds og i min familie tales der sjældent om Gud og Jesus. Der er en del som ikke tror på noget som helst og specielt min svoger kan komme med så mange spydige kommentarer omkring min tro på Gud. Det er ret irriterende hele tiden at skulle forsvare sin tro. Han siger altid: Kristne er imod kannibalisme, men at de går til nadver og får Jesu legme og blod....Har prøvet at fortælle ham, hvordan det hænger sammen, med taler desværre til en dør!

Efter mange dødsfald i familien inden for de seneste år ( alle af kræft), har jeg skældt Gud meget ud...Har ikke kunnet forstå hvorfor Han hele tiden "skal" tage af min familie ....

Det er egentlig synd for Gud med al det skælden ud, men hvem skal det ellers gå ud over? Døden er jo desværre et tabu emne her i Dk og der tales alt for lidt om de afdøde.

Når jeg beder, beder jeg næsten altid Gud om at hilse dem som er døde fra min familie, er det underligt at gøre det?
Jeg håber dog at kunne komme til at se dem alle igen. Så jeg håber inderligt, at de troede på Gud inden de døde....Hva nu hvis de ikke gjorde, ser jeg dem, så aldrig igen?

Håber du vil besvare mine spørgsmål....

Kære sønderjyde

Det er altid dejligt at høre om mennesker, som kommer til tro på Jesus og beholder denne tro selvom det ser ud til at alle odds er imod. Det lyder som om du er én af dem.

Du skriver om at du har mistet mange af din familie de seneste år og at du har skældt Gud ud for det. Det skal du ikke skamme dig over. For du har ret i at det er Gud som "tager" hver gang et menneske dør, uanset hvad dødsårsagen er. Vi skal alle sammen møde døden før eller siden og det viser os hvor skrøbelige vi mennesker er. Døden kan ramme os pludseligt og uden varsel eller den kan komme stille og nærmest snigende. Sådan er livet for os alle - uanset hvordan vores forhold til Gud er.

Det er ikke underligt at bede Gud hilse de døde. For hvis der overhovedet er nogen der kan gøre det, så må det jo være Gud.

Du spørger om du nogensinde får dine døde familiemedlemmer at se igen. Og jeg kan høre at du er klar over at svaret hænger nøje sammen med om de troede på Gud inden de døde. Jeg kan ikke svare dig på anden måde end ved at give dig ret i, at netop troen på Jesus afgør hvordan vores liv efter døden bliver. Til gengæld er der ingen mennesker som kan dømme om andre har denne tro eller ej. Det kan kun Gud selv. Derfor tror jeg også der venter os mange overraskelser når vi engang skal mødes efter døden. Jeg tror der vil være mennesker vi ikke ventede at se og der vil være mennesker vi undrer os over ikke er med.

Men uanset hvem vi møder og ikke møder, så vil denne dag ikke være præget af sorg eller savn, men af glæde og befrielse. Gud siger gennem sin profet Esajas på Bibelens side 665 (65,17):
"Nu skaber jeg en ny himmel
og en ny jord;
det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes,
og ingen skal tænke på det.
Men I skal fryde jer og juble til evig tid
over det, jeg skaber."

Det kunne altså tyde på Gud simpelt hen sletter vores hukommelse eller i hvert fald lader os glemme det onde og smertefulde sådan at vi kun har grund til at juble og glæde os. Det er det bedste svar jeg kan give dig.

Måske kan svarene på disse spørgsmål også hjælpe dig lidt:

Er alle ikke-kristne fortabte?
Får jeg min ikke-kristne forældre at se i himlen?
Har vi samme familie på den nye jord?

Hvis du ikke synes du kan bruge dette svar, så må du gerne spørge igen.