Hej allesammen

I vores moderne samfund udsættes vi dagligt gennem medierne for mange forskellige indtryk. Her må man som kristen foretage nogle valg, mener jeg. I større eller mindre grad må man afgøre, hvad man kan tage til sig, og hvad, man må tage afstand fra.
Når det kommer til musik i radio og tv, er jeg ofte meget i tvivl om, hvad jeg skal mene om dette. Der er masser af musik, som jeg - rent musikalsk - synes virkelig godt om, men som jeg alligevel fravælger pga teksterne.

Nogle tekster går lodret imod kristne værdier. Sex er ofte det centrale tema i teksten, og det fremstilles som et tilfredstillelsesmiddel, man bare skal have nok af her og nu. Andre gange er sproget helt igennem sjofelt, eller måske handler teksten kun om at nedgøre andre.
Nogen gange er da altså ikke noget at rafle om... synes jeg...

Andre gange befinder teksten sig i noget, der ligner en gråzone. Hovedbudskabet er ikke altid tydeligt, og mange ville betegne denne type musik som "neutral".
Jeg ved ikke, om jeg bare skulle sortere tvivlstilfældene fra, og måske - som nogen - kun høre kristen musik. Har nogen erfaringer med dette?

Baggrunden for dette oplæg er bl.a., at jeg ofte oplever, at kristne overhovedet ikke tænker over budskabet i den musik de køber.

Hvad mener I? Er det bedøvende lige meget med teksten, hvis man aldrig tænker over den?
Hvordan finder I kristne derude rundt i den verdslige musik?

Mange hilsner
Frans

Hej Frans

Dine spørgsmål rammer lige ind i nogle overvejelser jeg selv har gjort mig, og til stadighed overvejer.

Jeg mener helt klart, at den tekst der bliver sunget har eller kan have et budskab der påvirker os. Vi kan med vores ord opbygge andre, men vi kan også bryde hinanden ned med vores ord, derfor er det ikke ligegyldigt hvad vi fylder os med. Jeg tror, at hvis man lytter meget til tekster der handler om sex og utroskab, så kan det være med til at flytte nogle grænser hos een selv, så man lettere accepterer synd på det seksuelle område.

Jeg er enig i, at der findes masser af god ikke-kristen musik, og jeg har ikke selv valgt kun at høre kristen musik, men jeg forsøger at vurdere om teksterne og sangeren/bandet er noget jeg kan stå inde for - så for mig er det ikke sort/hvidt, men jeg forsøger at navigere rundt i "gråzonen".

En andet sprøgsmål man kunne stille er: Hvad med selve musikken? Kan den have en åndelig påvirkning? Jeg mener selv at musikken selvfølgelig kan påvirke vores følelser og "skabe" en bestemt sindsstemning, og dermed kan den gøre een mere modtagelig for budskabet i teksten. Men jeg tror ikke på at der følger en lille sex- eller alkohol- dæmon med, når man køber en CD, som springer frem når man åbner den og påvirker een. Men har selve musikken så ikke en åndelig dimension? ... dette spørgsmål arbejder jeg selv med for tiden. Hvis man læser om Kong David, er der noget der tyder på, at musik kan have en åndelig påvirkning:

1. Sam. 16:23
Hver gang den onde ånd fra Gud kom over Saul, greb David sin citer og spillede. Så fandt Saul lindring og fik det godt, for den onde ånd forlod ham.

Det var lige kort mine tanker omkring musik.

Mvh
Raven

Hej Frans og Raven!

Det er da forunderligt, for det med musik og med tekster er lige netop noget, som også jeg for tiden er meget optaget af.

For det som påvirker os temmelig ordløst (eller med tomme, banale ord) og som altså unddrager sig vores intellektuelle censur og går rent ind i vores hjerter uden om hovedet - mener jeg, at det er vigtigt at være opmærksom på.

I sidste nummer af "Budskabet" skriver Jan Bygstad (cand.-theol og præst i Bergen):
om et skift i krintendomstype. Mange er ikke mere særlig interesserede i den kristne lære, men mere i "how to do it", og når man henført kan lukke øjnene og vugge i takt med "lovsangen" er kritiske spørgsmål kun en plage ... "

Det er jeg meget enig med ham i. Jeg er for mit eget vedkommende meget selektiv med hensyn til, hvad jeg lægger øre til, ikke kun ud fra en beslutning, men fordi jeg faktisk bliver utilpas ved de for mig at se tomme moderne lovsange.

Der er masser af helt vidunderlige lovprisningssange at finde i salmebogen! (Af en eller anden grund kaldes fx. "Aleneste Gud i Himmerig .. " og "Hil dig Frelser og Forsoner" ikke for lovsange!)

Når det drejer sig om det verbale - teksterne - kan vi trods alt tage stilling og vurdere, om de forkynder evangeliet eller noget helt andet. Men hver gang vi synger eller lytter til en tom eller ligegyldig tekst, er der en opbyggende tekst, som vi ikke hører! Vores tid er begrænset, og der findes helt kolossale mængder af guddommelig musik!

Med hensyn til tonerne: Jeg er selv meget glad for Baroktidens musik. En meget stor del af den er komponeret til Guds ære og intet andet. Bach skrev fx. ofte på de af hans kompositioner, som han i særlig grad fandt inspirerede, bogstaverne SDG (= Soli Deo Gloria - Gud alene æren).

Desuden er en stor del af Gospel og Jazz musikken efter min opfattelse åndelig inspireret musik - en del fra negerslavernes overlevelsessange derude i bomuldsmarkerne ..

Men ny pop? Hvilke spor fører den os ind i? De fører os næppe til fordybelse i hverken lov eller evangelium, og mere til sentimentalitet end til følsomhed. Eller også er det en appel til noget udelukkende fysisk: Hvis rytmemusik kombineres med sentimentale tekster, får man et stærkt suggstivt virkemiddel, fordi musikken gør noget ved forsamlingen, helt uafhængigt af tekstens indhold.

Der kan derved skabes en fælles flokinstinkt-stemning, som nok for ensomme sjæle kan føles som ren salighed, men åndeligt inspireret er den efter min mening næppe.

kristina

Hej Kristina

Dit indlæg indeholder megen stof til eftertanke, og bevæger sig også lidt ud over det, jeg lagde op til fra starten. Jeg satte særligt fokus på den musik, der ikke er kristen. Det, du inddrager nu, er den musik, man synger/spiller i kirken.
Men disse to emner har jo da også et spørgsmål til fælles: Har musik en åndelig dimension? Og i så fald, er det så onde ånder, der står bag al verdslig musik? Bare nogle tanker...
Jeg har ikke noget klart svar.

Jeg må indrømme, at jeg heller ikke rigtig kan finde ud af, hvad det er, du mener, når du skriver:

For det som påvirker os temmelig ordløst (eller med tomme, banale ord) og som altså unddrager sig vores intellektuelle censur og går rent ind i vores hjerter uden om hovedet - mener jeg, at det er vigtigt at være opmærksom på.

Hvad mener du med "tomme, banale ord"?

Der er mange lovsange hvis tekster er meget simple, men derfor behøver de ikke være tomme. En bøn som "Jesus, vær mig nær" er temmelig simpel, men er da ganske sund at bede.
Den slags simple sange er der ikke noget forkert i at synge, men - som du selv siger - går man glip af meget, hvis man synger dem hele tiden.
Salmebogen har mange fantastiske sange, mener jeg også. Men det sprog, som - ikke alle, men nogen - salmer er skrevet i, forekommer mig ofte så gammeldags og fremmed, at jeg må studere teksten før jeg forstår den.

Du skriver yderligere:

Men ny pop? Hvilke spor fører den os ind i? De fører os næppe til fordybelse i hverken lov eller evangelium, og mere til sentimentalitet end til følsomhed. Eller også er det en appel til noget udelukkende fysisk: Hvis rytmemusik kombineres med sentimentale tekster, får man et stærkt suggstivt virkemiddel, fordi musikken gør noget ved forsamlingen, helt uafhængigt af tekstens indhold.

Hvis "ny pop" er alm. rytmisk lovsang, tror jeg, at jeg er lidt uenig med dig. Den slags musik kan da sagtens medføre fordybelse i lov og evangelium - hvis teksten er indholdsrig nok til det!
En rytmisk sang, hvis tekst handler om store følelser i Gudsforholdet, kan godt skabe en stemning, ja. Men behøver denne stemning være forkert? Store følelser behøver vel ikke være sentimentalitet? Og hvis der i menigheden også lægges vægt på, at Gud også er meget andet end de følelser, (som i øvrigt hurtigt kan forvsinde,) behøver den slags lovsang vel ikke lede nogen på afveje?

Kærligst
Frans

Hej Kristina

Jeg er enig i at der findes mange gode lovsange og salmer, men at der også findes mange, hvor teksten i bedste fald er ligegyldig og andre gange direkte forkerte. Som lovsangsleder i en menighed forsøger jeg selv at holde mig til sange der er "bibeltro".

At en sang eller salme er skrevet for lang tid siden er ingen garanti for, at den er "sund" - på samme måde kan moderne lovsang med rytmisk musik ikke nødvendigvis karakteriseres som: "næppe til fordybelse i hverken lov eller evangelium". Det er ikke instrumenterne, akkorderne eller stilarten det handler om, men teksten og hjertets indstilling hos lovsangeren.

Jeg vil gerne spørge dig, hvad du forstår ved "åndelig inspireret musik".

Mvh
Raven

Debatten om musik er altdi interessant, fordi den er et parameter for hvordan vi manøvrerer rundt i denne verden. Debatten er ikke blevet mindre aktuel af det andet steds i debatten omtalte indlæg i budskabet som jeg selv har læst med stor fornøjelse.

Der er to spor i debatten, hvad man selv hører, og hvad der anvendes i menigheden. Jeg kan bedst gøre rede for mine sysnpunkter ved at beskrive min egen praksis. Jeg er oplært med princippet om skidt for sig og møg for sig, så derhjemme hører jeg praktisk talt aldrig hvad nogen vil betegne som kristen musik. Jeg hører hård heavy, smuk opera og sanseløs engelsk midtfirser pop ala Pet Shop Boys, Erasure med med. Teksterne er alt andet end moralsk forsvarlige og det er jeg vidende om, men har alligevel valgt at hører det fordi jeg holder meget af musikken. Påvirker det mig så? Uden tvivl, men jeg tror at påvirkningen er minimal, man accepterer ikke nødvendigvis en forfalden moral blot fordi den synges til en.

I menighedssammenhæng er jeg stor tilhænger af at alle typer musik anvendes, primært fordi jeg ikke mener musik i sig selv har nogen iboende kraft ud over den rent emotionelle som er yderst subjektiv. Jeg er derimod meget kritisk overfor mange af de tekster vi anvender, og det er uanset om der er tale om salmer eller korte vers, således er jeg glad for Ingemanns digteriske formåen, men afskyr hans rosenrøde teologi, jeg kan godt se at en kort lovsang er medrivende og givende, men hvis teksten primært er "Jesus vi elsker dig" i stedet for "Tak Jesus at du elsker mig", ja da krummer jeg ligeledes tær. Nogen vil sige at det sidste standpunkt bunder i en nederlagsteologi, og det er sikkert rigtigt, men faktum er da også at vi har lidt nederlag, men Kristus oprejser os.

I øvrigt bekymrer det mig at så få efterhånden gider synge salmer af eksempelvis Brorson, jeg frygter at det er fordi intet i hans tekstunivers er billigt, alt er dyrt, alt koster, men for at noget kan blive dyrebart må det også være dyrt, og nåden er dyrebar.

Så syng blot "Vi har herlig sejr!" når blot vi altid fortsætter med "Sejr i Jesus", der er ingen, i verdens øjne, målbar sejr i det at være kristen, men en evig sejr i ham, fordi han sejrede, skal jeg leve.

Hej Frans og I andre.

Jeg fik skrevet et ret kikset indlæg, som jeg bestemt ikke er stolt af - det var ikke ordentlig gennemtænkt. Det var faktisk kun mine egne oplevelser, der kom ud i tasterne, og de er egentlig ikke interessante for andre end mig selv.

Med hensyn til, om der er onde ånder der står bag verdslig musik: Nej det tror jeg bestemt ikke. Musikken i sig selv er ikke farlig, men jeg tror da, at onde åndsmagter kan bruge absolut hvad som helst, altså også musik, til at påvirke kristne og føre dem bort fra troen, og påvirke ikke-troende til at lukke øjne og ører for sandheden ved at fylde en masse på, der "kildrer deres øren".

Den der har fået slukket sin tørst ved hjælp af surrogater, vil nok ikke være særlig motiveret til at søge efter den ægte vare.

Jo, jeg tror der er kan være en stærk (men ikke iboende) kraft i musik. F.eks. bruges den jo meget bevidst i militær-musikken, som kan opildne til heltemodig kæmplyst. Den kan også bruges til at dysse os i søvn. Jeg havde en gang et meditationsbånd med dybdeafspændings-musik, som startede med en blid og stille stemme der langsomt sagde "This tape is not to be listened to when driving af automobil .." Det blev sagt tre gange, og så sov man næsten allerede inden meditationsmusikken begyndte! .. - så det var helt relevant at advare mod at lytte til den siddende bag rattet!

Hvis vi ved, hvad det er vi lytter til, så tror jeg ikke der er nogen risiko for at vi bliver påvirket negativt (på anden måde end evt. at spilde tiden på noget junk) - Det er værre, når man ikke er opmærksom på, hvad det er, der siver ind i sjælen.

Fx. er musakken i supermarkederne designet til at få os til at slappe af og give os god tid og lægge flest muligt penge. Men den virker kun, hvis man ikke ved det. Hvis man ved det, bliver man nok nærmest irriteret - det gør jeg i hvert fald.

Hvad mener jeg med "tomme banale ord"? Det ved jeg egentlig ikke - jeg mener i hvert fald ikke "enkle budskaber". Der er mange dejlige kristne sange for børn i alle aldre - hvor vi - både børn og voksne - klapper og hopper og tramper til helt enkle tekster. Det er da ren glæde, synes jeg, og hverken tomt eller banalt, men enkelt og ærligt.

Frans skriver: Salmebogen har mange fantastiske sange, mener jeg også. Men det sprog, som - ikke alle, men nogen - salmer er skrevet i, forekommer mig ofte så gammeldags og fremmed, at jeg må studere teksten før jeg forstår den.
Det kan jeg godt forstå, og jeg synes det er flot at du ikke bare kasserer dem, som jeg ved at så mange gør.

Det er lidt af en hjertesag for mig at slås for, at vores fantastiske forkyndende salmeskat bliver bevaret. De gamle (Kingo, Brorson osv. - og sandelig også Grundtvig - kan godt være nogle sværvægtere, som det kræver en indsats at tilegne sig, som få gider gøre, hvis man ikke har dem med fra hverken hjem eller skole.

Du skriver også: Hvis "ny pop" er alm. rytmisk lovsang, tror jeg, at jeg er lidt uenig med dig. Den slags musik kan da sagtens medføre fordybelse i lov og evangelium - hvis teksten er indholdsrig nok til det!

Du har ret! Det er bare mig, der ikke kan holde det ud, og jeg kan ikke give nogen fornuftig forklaring på hvorfor.

En rytmisk sang, hvis tekst handler om store følelser i Gudsforholdet, kan godt skabe en stemning, ja. Men behøver denne stemning være forkert? Store følelser behøver vel ikke være sentimentalitet? Og hvis der i menigheden også lægges vægt på, at Gud også er meget andet end de følelser, (som i øvrigt hurtigt kan forsvinde,) behøver den slags lovsang vel ikke lede nogen på afveje?

Nejda, du har ret. Det væsentlige er, at fokus ikke er på vores eget indre, men på Kristus.

Jeg tror, at sang og musik er en stor og vigtig hjælp til at bevare og styrke vores følsomhed så at vi af hjertet - og såmænd også gerne med hovedet! - kan modtage hvad Gud vil os.

Følsomhed er ikke det samme som føleri. Jeg ville ønske, at jeg kunne sætte ord på hvad forskellen er, men desværre ...!

kristina

Hej Raven, du spørger: Jeg vil gerne spørge dig, hvad du forstår ved "åndelig inspireret musik".

Jeg mente at komponisten var inspireret af Gud Helligånd, da han skrev sin musik.

Newage-musik kan jo selvfølgelig også siges at være "åndeligt inspireret" - det er bestemt ikke al spirituel musik, der er kristen musik. Det tænkte jeg bare ikke lige på i sammenhængen.

kristina