Jeg er en pige på 24 år. Jeg har altid været kristen, men indenfor det sidste halve år er jeg stærkt begyndt at tvivle.
I min barndom var jeg ude for en ubehagelig oplevelse, der gjorde at jeg i mange år havde det psykisk dårlig. Jeg kæmpede med min oplevelse og fandt trøst i troen. Denne oplevelse kunne jeg omsider lægge bag mig for 4 år siden.
På ca. samme tid mødte jeg en mand som jeg forelskede mig i, jeg følte virkelig vi var skabt for hinanden,(han er også kristen) og jeg følte mig for første gang virkelig lykkelig og stærk. For et halvt år siden gik jeg fra ham, men fortrød. Han har siden ikke ville have mig tilbage. Og det har været en kamp at komme over ham.
Nu kommer mit dilemma: Jeg har bedt til gud om at lade ham elske mig hvis vi var skabt for hinanden eller hjælpe mig til at glemme ham hvis vi ikke var ment for hinanden. Jeg bad om et tegn, og for 3 måneder mødte jeg ham igen. Vi har siden snakket sammen,, indtil jeg for 2 uger siden fandt ud af han lige havde indledt et nyt forhold. Jeg er desværre stadig forelsket i ham og må nu igen kæmpe for at komme over ham. Jeg forstår ikke hvorfor gud udsætter mig for dette? Har gud ikke hørt mine bønner? Min ekskæreste er åbenbart kommet mege lettere over bruddet end mig, elsker gud da ham højere? Jeg har altid ment at gud ikke lade større byrder på vores skuldre end vi kunne bære, men nu tvivlerjeg. Jeg føler ind imellem at jeg ikke må være lykkelig. Er gud ligeglad med mig? Forstår bare igenting....
m.v.h den fortvilvlede

Kære Mette

Du spørger om hvorfor Gud ikke hører dine bønner og om han bedre kan lide din ekskæreste end dig, siden han ser ud til at have det lettere.

Lad mig straks sige til dig, at jeg er helt overbevist om at Gud hører dine bønner og at han vil dig det aller bedste. Men det kan være så svært at holde fast i, når tingene ikke går som vi selv ønsker det. Gud har magt til at gøre lige præcis hvad vi beder ham om, ingen tvivl om det. Men Gud bruger sjældent sin magt sådan som det passer bedst med vore ønsker. Det skyldes dels at Gud ser både mit og alle andres liv i et langt større perspektiv end jeg selv gør. Og det skyldes dels at Gud ikke ønsker at tage vores frihed fra os og tvinge os ind i hans planer. Sommetider kunne vi måske nok ønske at han gjorde det, men sådan er Gud altså ikke.

Det er umuligt for mig at sige hvad Guds plan er for dig, men jeg er overbevist om at han har en plan. Og det er en plan "om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb." - for at bruge ordene fra Jeremias' Bog kap. 29 v 11. Gud ønsker virkelig at du skal blive lykkelig, men rigtig lykkelig bliver du kun dér hvor du giver slip på dine egne drømme og ønsker og i stedet beder Gud lede dig.

Når vi er forelskede, så er det svært at se at der skulle være lykke og fremtid i noget som helst andet end at være sammen med den vi elsker. Sådan er det nu engang naturligt. Men lykken ligger ikke i at være sammen med en bestemt person, men i at stole på Gud og lægge sit liv i hans hænder. Som der står i Salme 73,28: "at være Gud nær er min lykke, jeg tager min tilflugt til Gud Herren."

Du skriver at du ikke tror Gud lægger større byrder på vore skuldre end vi kan bære. Det har du helt ret i. Men du skal huske at du ikke skal bære din byrde alene. Hvis du vil bære den alene, uden Gud, så kan selv den mindste byrde blive for tung. Men sammen med Gud, i tro på hans hjælp og omsorg, da kan du bære de tungeste byrder. Også den som du oplever lige nu.

Måske kommer du til at forstå engang, måske ikke. Men Gud forstår dig og han er ikke ligeglad med dig. Han vil blot at du skal stole på hans planer fremfor dine egne. Må Gud velsigne dig til at finde hvile i det og til at se hvad han vil med dig.