Hej og god påske!

Philip Yancey har skrevet 3 bøger (Scandinavia forlag - Den nåde jeg ikke kendte, Den Gud jeg ikke kendte og følgende). Jeg er næsten ved at være færdig med bogen Den Jesus jeg ikke kendte, og her skriver han noget meget imponerende synes jeg. Han skriver bl.a. følgende:

Scott Peck skriver, at han først nærmede sig evangelierne med skepsis, fordi han havde en mistanke om, at han ville finde en slags reklameskrifter skrevet af forfattere, som havde samlet alle løse ender om Jesus for derefter at forskønne dem. Men evangelierne bragte ham selv ud af denne vildfarelse.

"Jeg var absolut lamslået over den virkelighed, der omstråler den mand, jeg fandt i evangelierne. Jeg fandt en mand, der næsten altid var frustreret. Hans frustration springer formentlig ud af hver side: "Hvad skal jeg sige? Hvor mange gange skal jeg sige det? Hvad skal jeg gøre for at komme igennem til jer?" Jeg fandt også en mand, der hyppigt var bedrøvet og undertiden deprimeret ofte ængstelig og bange". En mand, der var ganske forfærdeligt ensom, selv om han ofte desperat havde brug for at være alene. Jeg fandt en mand, der var så utrolig virkelig, at han ikke kan være opdigtet.

Det gik op for mig, at hvis evangeliernes forfattere havde være i reklamebranchen, som jeg troede, ville de have kreeret en slags Jesus, som tre fjerdedele af kristne stadig ser ud til at forestille sig....afbildet med et sødt og evigt smil på sine læber, klappende små børn på håret med sin uforstyrrelige og uafrystelige sindsro.... Men evangeliernes Jesus - som nogen kalder kristendommens bedst bevarede hemmelighed - havde ikke megen fred i sindet, som vi normalt opfatter det i vore dage; i den udstrækning, vi er i stand til at følge ham, får vi det heller ikke."

Hvordan kan vi komme til at kende "den virkelige Jesus", som Scott Peck fik et glimt af? Jeg har bevidst forsøgt at se Jesus "nedefra" for på den måde at begribe, så godt som jeg nu kan, hvordan det ville have været personligt selv at opleve de særlige begivenheder, der skete i Galilæa og Judæa. Ligesom Scott Peck blev jeg lamslået over det, jeg fandt.

Den græskortodokse kirkes ikoner, europæiske domkirkers glasmosaikker og de malerier, der hænger i søndagsskolerne i USA, viser alle i todimensional form en fredsommelig og "tam" Jesus. Men den Jesus, jeg mødte i evangelierne, var alt andet end tam. Hans svidende ærlighed gjorde ham uhørt taktløs ved nogle lejligheder. Kun få mennesker følte sig godt tilpas ved hans side, og de, der gjorde, var typer, som ingen andre følte sig godt tilpas sammen med. Han var kendt for at være umulig at modsige og umulig at sætte til vægs....

Jeg vil slutte min oversigt over Jesus med lige så mange spørgsmål som svar. Det er ikke lykkedes for mig at "tæmme" ham, hverken for mig selv eller for nogle andre. Nu har jeg en indbygget mistænksomhed over for alle forsøg på at kategorisere Jesus og sætte ham ind i faste rammer. Jesus er radikalt anderledes end nogen, der nogensinde har eksisteret. Forskellen på ham og andre er ifølge Charles William forskellen imellem "en, som er et eksempel på livet og en, der er livet selv."

For at omsummere det, jeg har lært om Jesus, kommer her en række indtryk. De udgør under ingen omstændigheder et helt billede, men det er de facetter i Jesu liv, som udfordrer mig, og som vist aldrig vil høre om med at udfordre mig.

En syndfri ven af syndere. Da Jesus kom til jorden, blev han genkendt af dæmonerne, de syge flokkedes om ham, og syndere salvede hans fødder og hoved med vellugtende olier. Samtidig fornærmede han gudfrygtige jøder, der havde meget strenge forskrifter for, hvordan Gud er Deres forkastelse undrede mig. ville religiøse mennesker gøre det modsatte nu om dage? Kan vi blive ved at holde fast ved et billede af Jesus, som passer til vores fromme forventninger, når det ikke passer til den person, der er så malende beskrevet i evangelierne?

Jesus var syndernes ven. Han satte en skatteopkræver, der lå på knæ foran ham, "højere" end en gudfrygtig farisæer. Det første menneske, han afslørede sig som Messias for, var en samaritansk kvinde, som havde fem mislykkede ægteskaber bag sig, og som nu levede sammen med den næste mand i rækken. Han tilgav en røver, der var ved at drage sit sidste suk, og som derfor ikke havde en jordisk chance for åndelig vækst.

Men Jesus selv var ikke synder. "Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget," sagde han. Og farisæerne selv forsøgte forgæves at finde et bevis på, at han havde brudt Moseloven. Han havde ganske vist trodset visse af deres traditioner, men ved det endelige retsopgør var hans eneste "forbrydelse", at han til sidst indrømmede, at han var Messias.

Det forbavser mig at se Jesu kompromisløse blanding af nåde mod syndere og fjendskabet til synd, for jeg ser præcis det modsatte i store dele af kirkehistorien.

(Fra kap. 14, Den forskel Han gør)

Jeg (MDA) kan meget varmt anbefale ovennævnte bøger, da det efter min mening er meget interessant læsestof.

M.v.h. MDA

Ja "Den Jesus jeg ikke kendte" og "Den Gud jeg ikke kendte" er fantastisk godt læsestof...

Rasmus