Jeg har nu været sammen med min kæreste i 8 mdr. men her på det sidste er min kærlighed til ham blevet en helt del mindre. Vi har haft en del problemer med hans X- kæreste, og han har været forelsket i hende to gange mens han har været sammen mad mig. Det har været ret hårdt for mig og jeg har grædt en del. Men jeg var helt sikker på at det nu var ved at være helt slut med hende. Han har slet ikke nogen kontakt til hende længere. Men så her sidste weekend, kom der igen nogle problemer, og ham og jeg sad og snakkede længe i telefon. Det endte med at vi begge to sad og græd, og han var lige ved at slå op med mig. Hans begrundelse var at han ikke var go nok til mig, og at han ikkke kunne blive ved med at såre mig hele tiden. Han sagde at hvis han slog op nu, så ville det kun være fordi han elskede mig. jeg bad ham om ikke at slå op, klokken var 00.30 og vi var begge to meget ude af den, så det ville være lidt for hovedekuls. Nå men han gik så og tænkte, og hele min lørdag var total ødelagt. Altså søndag kom han så ud til mig, og vi sad ig snakkede lidt. Nå men det endte med at han ik slog op. Efter det spurgte jeg han hva det var jeg havde sagt eller gjort, som havde fået ham til at ombestemme sig. Han sagde at han bare havde opdaget hvor meget han elskede mig. Så i bund og grund sku alt være godt nu. Men jeg har bare så svært ved at glæmme det, det var bare SÅ tæt på at han slog op. Det sidder i mig endnu, og jeg ka ik lade være at tænke på om han lige pludselig slår op. Det hele skete så enormt hortigt. I løbet af dagen havde vi været ude ved ham. Det var bare kanon hyggeligt, og det sidste han sagde var at han ikke ku forestille sig en fremtid uden mig. 3 timer senere sidder vi så begge to og tuder i telefonen, og han vil slå op.
Jeg har fået en føgelse af at jeg kun har ham på lånt tid, og at vores forhold ikke holder evigt. Den føgelse gør også at jeg igen har fået lyst til at flirte, og det er jo ikke så godt.
Jeg ville også bare så gerne have gud med i vores forhold. Han er kristen, og vi kan sagtes snakke om at tro, og om hva der står i bibelen. Men vi har aldrig bedt sammen, eller holdt andagt bare ham og mig. Jeg har forsøgt at foreslå det, men han virker bare afvisende. jeg ved da godt at der er nogle mennesker der helst vil bede alene, men alligevel, vi kommer da sammen, og vi kan jo gøre alt andet sammen (for det er noget jeg ligger stor vægt på i et forhold) Jeg ved ikke helt hva jeg ska gøre ved det hele, vil du ikke prøve at give mig et svar. Både om det med gud, men også det med at jeg er ved at miste føgelserne for ham. Ska jeg bare slå op efter 8 mdr? jeg holder jo stadi af ham. Men jeg går jo også på en efter skole og hvis det med ham ikke holder, ja så ville det da være rart at kunne have nogle drenge venner fra skoleåret.
Mange hilsner fra Helena

Kære Helena

Det med forelskelse er noget vanskeligt noget og det VIL gå op og ned. Især når man er helt ung. Jeg vil ikke opfordre jer til at slå op med hinanden, men det kan godt være at det er god idé at I holder en pause og giver hinanden lidt pusterum. Hvis der virkelig er tale om kærlighed, så dør jeres forhold ikke af den grund.

Hvis I har svært ved at lade være med at flirte med andre, så synes jeg til gengæld at I skal slå op. Det er både respektløst og uansvarligt at flirte med andre end sin kæreste. En kæreste er ikke et legetøj.

Når I begge to er kristne og tror på Gud, så er det også naturligt at I deler dette med hinanden. Også sådan at I beder sammen. Den man elsker vil man også gerne dele det bedste med.

Hej Helena !

Jeg har læst dit brev og jeg syntes, at jeg kan genkende situationen lidt, din kommentar om lånt tid minder om en følelse jeg kan genkende, jeg ved selvfølgelig ikke hvordan du har det, men jeg vil alligevel prøve at fortælle hvordan jeg ser det, og jeg skal prøve ikke at lyde dum.
For mig ser det ud som om at det har været lidt hårdt på det sidste i jeres forhold og efter episoden hvor han var lige ved at slå op blev du bange, forståeligt nok ! og som du skriver det føles som at have ham på lånt tid, og så går man i gang med at søge i sig selv, hvad har Jeg gjort ?, er det mig der ikke er god nok, og så tror jeg at det er der af lysten til at flirte er kommet, det er ligesom et middel til at se om man nu selv også er god nok, med andre ord om man har noget at byde på, en efter omstændighederne forståelig men ikke særlig fornuftig reaktion, for så bliver det først rigtig slemt med jeres forhold, tror jeg.
Og troslivet, ja det kan virke underligt med det der fælles andagt og bøn, men der er som du selv ganske rigtigt siger nogle mennesker, der bare ikke kan bede sammen med andre, eller ihvertfald har svært ved det, såsom mig selv.
Det vigtigste tal med Gud om din situation dine pludselige ønsker om at flirte og de andre problemer, og til det med fællesbøn, snak med Gud om at han må give ham frimodigheden og styrken til fællesbøn, før du beder ham om det, det hjælper altid at få talt ud med nogen og hvem er bedre egnet end din himmelske far.
venlig hilsen din bror i troen Marsh.