Jeg har været kristen i et par år, men for omkring et år siden læste jeg en ateistisk artikel, som virkelig rystede mig i min kristne grundvold (dvs. så meget "grundvold" var der nok ikke), fordi jeg et eller andet sted måtte give forfatteren ret, selvom jeg ikke ønskede det. Artiklen satte desværre ord på nogle ting, som jeg inderst havde tænkt over.

Nogle af artiklens påstande/spørgsmål lød som følger:

Ang. korsfæstelsen/opstandelsen: Hvordan kan Gud formilde sig selv ved at sende sig selv for at imødekomme nogle regler, han selv har sat op (Reglerne: Som hellig kan han ikke tåle noget uhelligt - og dermed ikke menneskers synd)?

Hvordan kan han i det hele taget indgå i en forhandling med sig selv? Er det så ikke bare et "skuespil for galleriet"?.

Man hører ofte, at Gud ikke kunne have skabt mennesket uden en fri vilje, fordi vi derved ville have været som "robotter" - eller forprogrammerede. Kærligheden kan ikke tvinge osv. Den argumentation forstår jeg ikke. Problemet er jo, at en manglende tro sender - utallige - mennesker lige lukt i ind en evighed i Helvede (Her gælder også, at et ikke-valg også er et fravalg). Hvordan kan den frie vilje være at foretrække frem for ét menneske i Helvede? (Og det drejer sig jo desværre nok ikke kun om ét menneske...)

Det siges på den konto, at mennesket så at sige var et slags eksperiment for Gud. Et temmelig uheldigt - og uigennemtænkt - eksperiment må man sige, eftersom der nærmest gik fornærmende kort tid, før det gik galt. Vidste Gud ikke, at der i menneskets natur - ikke bare var en fri vilje - men også en tilbøjelighed til at vælge det onde? Gud er vel alvidende? Artiklen påpegede dernæst det nærmest sadistiske i, at Gud på den led vidste, at vi ville tage sygdommen - synden - på os og dernæst kunne sælge os kuren til samme sygdom. At mennesket pludselig befinder sig i en fælde.

Jeg ved ikke, om det overhovedet er muligt at svare på disse spørgsmål, fordi man dermed forsøger at gå Gud "i kortene" og spørge: Hvad kan Gud have tænkt med dette? Men spørgsmålene martrer mig - også her i påsketiden, så jeg håber måske, at jeg bare kan få en lille smule afklaring. Jeg er ikke i tvivl om, at kristendommen er sand; med ovenstående spørgsmål i mente virker det bare nogle gange til at være en fuldstændig meningsløs/uforståelig sandhed. Jeg vil så gerne på en eller anden måde "glemme spørgsmålene", så jeg kan få lidt fred, men de ligger hele tiden i baghovedet og får mig til at tvivle.

Kære spørger

Du skriver at du er stødt på kritik af kristendommen, som har rystet dig og fået dig til at tvivle og spørge om ikke det hele blot er "skuespil for galleriet". Jeg vil først sige til dig at kristendommen - sådan som vi lærer Gud og hans budskab at kende i Bibelen - ikke er en sindrigt udspekuleret tankekonstruktion eller en religiøs filosofi baseret på vi menneskers begreber om logik og fornuft. Ikke fordi kristendommen er fuldstændig ulogisk - det er den ikke - men der er punkter i Bibelens lære, hvor vores begrænsede logik ikke kan følge med, men blot må undre sig. I artiklen "Tredimensionel Gud" kalder Sprint Gud for "over-logisk". Han forklarer det sådan: "Når Gud for mig ser ulogisk ud, skyldes det, at min forstand ikke kan overskue ham. Det kan være, at han er ulogisk – men det kan også være, at hans logik bare er større end min!"

Bibelen selv er meget klar over at tingene også forholder sig sådan. Fx når vi læser i indledningen til det første korintherbrev: "For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft". Prøv selv at læse de følgende vers i 1. korintherbrev kap. 1 vers 18-25, hvor der også står: "vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger". Jøderne var forargede over at Jesus gjorde sig selv til Gud, og hedningerne (grækerne) opfattede det som en dårskab at Gud på denne måde gjorde sig til menneske og sonede vore synder. Og sådan er det også i dag.

Du spørger fx til hvordan Gud kan formilde sig selv ved at opfylde nogle regler han selv har lavet osv. Ja, man kan godt stille sagen op på en måde så den virker urimelig og komplet ulogisk. Men siger det ikke mere om os mennesker end det siger om Gud? Gør det ham til en løgner, en snyder og bedrager, at vi ikke kan følge logikken i hans måde at handle på? Næ, det vil jeg ikke mene. Hvis Gud var en størrelse som vi kunne forklare og forstå fuldstændig, så var der da for alvor grund til at tro, at han blot er noget vi selv har skabt og forestillet os.

Prøv at læse svaret på "Kan vores synd sones af en stedfortræder?"

Kernen i forsoningen er at Gud lider for os. At han selv påtager sig den skyld som vi har pådraget os overfor ham. Det handler ikke om at vi har overtrådt nogle bestemte regler, men om at vi grundlæggende har vendt Gud ryggen og forkastet ham. Guds reaktion på dette er vel hverken logisk, rimelig eller forudsigelig. Men den er fremfor alt kærlig! Og det er det det hele drejer sig om. At Gud - i Jesus - soner vores skyld, er først og fremmest en mægtig kærlighedserklæring til alle vi mennesker og det er denne kærlighed han tilbyder os at tage imod. Uanset om vi forstår den eller ej.

Du nævner også spørgsmålet om den frie vilje og fortabelsen. Også her står vi egentlig overfor et mysterium, altså overfor noget som det er umuligt for os at gennemskue. Men igen: Gør det Gud utroværdig? Eller gør det bare mig lille? Jeg kan ikke forklare dig sammenhængen mellem Guds alviden, hans kærlighed og fortabelsens mulighed. Men jeg kan endnu mindre forkaste det og afvise at tro på at det er sådan. Ikke fordi at det virker logisk og forklarligt, men fordi Guds kærlighed - som vi primært oplever gennem Jesus - virker overbevisende og troværdig og fordi at en sådan kærlighed aldrig vil lyve eller bedrage mig. Derfor ved jeg at Gud ikke er sadist eller psykopat, at han ikke sætter fælder op for os osv.

Jeg ved godt at dette ikke besvarer dit spørgsmål, men det er heller ikke det jeg prøver på. Jeg prøver derimod at sige til dig, at det som bør bekymre os ved Gud ikke er det vi ikke forstår, men derimod det som vi faktisk forstår: nemlig at vi er syndere, der har fortjent Guds dom og vrede, men får lov at gå fri, når vi tager imod hans tilgivelse. Og hans tilgivelse og kærlighed er lykkeligvis ikke afhængig af om jeg forstår eller kan forklare Guds inderste væsen, men alene afhængig af om jeg tror på ham og har tillid til ham.

Hvis du stadig er lige forvirret og tvivlende, må du gerne skrive igen.