Lovsang i bibelen er noget meget mere end vi i IM lever i, det er når man ser på grundsporgsordene, noget larmene, given sig selv hen til Gud af AL sin formåen, af hele ens styrke, sind, hjerte, vi når virkelig ikke david til sokkeholderne i hengivenhed, vi er frafaldne i forhold til ham, jeg siger ikke vi er det reelt, men mere at vi måske ikke er så hengivne. Det samme mener jeg er tilfældet i vores bønsliv, når lovsang er noget larmene, pralende (Gud er stor...), skulle vores bønsliv så ikke også være det? Du vil sikkert sige "jeg er mere stille af mig", men din bekendelse behøver jo ikke at være det. Din hengivenhed til Gud gør virkelig en stor forskel i livet med Gud, jeg er selv begyndt at være det noget mere og ser Gud gøre meget mere end han nogensinde har gjort før. Han siger mere om mit liv, hvad jeg skal i min fremtid, om livet med ham.

Gud er god

Ole

Jeg har altid været vant til at være stille og bede, og hvis jeg skal stå og række hænderne op i luften, så har jeg ikke den samme fokus på bønnen... sådan er det i mit tilfælde.

Men det betyder ikke at andre kan have det anderledes.. og det respekterer jeg fuldt ud.

Jeg har opdaget at jeg sidder og jubler under bibellæsning, hvis der står noget jeg bliver glad for.

Jeg tror ikke det vigtigste er fremtoning, men det indre og hvordan man selv føler man er nærmest Gud. Men igen, ingen tvivl om at det er en fin idé at forsøge andre måder.

Rasmus

Hej Ole.

Jeg ville mere opfatte det som et udtryk for, at der er frihed i måden, man udtrykker sig på.
Vi har lov til at larme, juble højt, springe og slå vejrmøller - og vi har lov til at tilbede på en mere stilfærdig måde.
Jeg tror vi skal være forsigtige med at blande beskrivelse og påbud sammen.
Fordi David gjorde, som han gjorde, skal det ikke ses som et udtryk for, at vi er forpligtet til at gøre på nøjagtig samme måde, så vi skulle være "frafaldne" i forhold til ham, hvis vi ikke gjorde det på samme måde. Det er hjertet, det drejer sig om, og hengivenhed kan både være af den stille og den knap så stille slags.
Men enhver har naturligvis frihed til at forsøge sig med forskellige udtryksformer og bruge dem, man holder mest af.
Endelig kunne det evt. også tænkes, at udtryksformen havde noget med kultur at gøre. Kulturelle forskelle skal der også være plads til. Men omvendt behøver det heller ikke være noget, man er bundet til.

Mvh. Anne.

Jeg er enig i at der er frihed, men jeg mener stadig at det skal være af hele ens hjerte

Ole

Hej Ole

Det er korrekt, at vi skal elske og tilbede Herren Vor Gud af hele vort hjerte, sjæl og sind.
Bibelen taler om personlig bøn i lønkammeret og fælles bøn, når to eller tre er sammen vil Han være midt iblandt os.

Jeg har været midt iblandt dansende og lovprisende kristne i Afrika,og USA og blandt varme kristne i Italien, stille kristne i England og forskellige slags bøn i Danmark.

Gud er heldigvis ikke afhængig af metoder og Han er så kreativ gennem Helligåndens påvirkning, at Han længes efter vor tilbedelse igennem alt hvad vi gør!

Lovprisning er nemlig ikke kun lovsang, men drejer sig om et helt og fuldt overgivet menneskes tilbedelse med alt hvad det indebærer.

mvh
carl