Hej!
Nogle tror, at bare man tror nok, uanset på hvem man tror, så vil der ske store forandringer. Men prøv at læs, hvad Georg S. Geil engang har skrevet:
I én forstand lever vi alle på livstid i "eneværelse".Og da aner vi lidt om, hvad tro er.
Man har sagt, tro er et tomrum, der skriger efter Kristus. Tro er sult og tørst - efter Gud, efter mening, efter sammenhæng.
Det betyder, at tro ikke er en plante, der kun kan gro i en bestemt slags sind. Tro er at lade alt det indestængte fra livets eneværelse få luft - få luft over for den eneste, der har forstand på et menneske (Jesus Kristus). Over for den eneste, der kender hele min baggrund og alle mine motiver og alle disse motivers forskydninger - og som midt ind i det alt sammen holder af mig.
Tro er: At måtte være sig selv over for Gud.
Tro er: At lade Gud være den, han er. Ikke min stik-i-rend-dreng, men Gud. Ikke min privat ansatte lykke-smed, men Gud. Den Gud, som ser mig dér, hvor jeg ingenting ser. Den Gud, der aldrig har lovet at lede mig uden om det svære, men at lede mig igennem. At lade Gud være Gud - trods alt.
For det at tro ham betyder ikke, at så holder gåderne op at være gåder. Kristentro er ikke et forsikringsfirma, hvor man forsikres mod modgang. Men troen er det fristed midt i kampens tummel, hvor Gud tager et ængstet menneske ind til sig og forsikrer det om, at hans løfter står ved magt. Det er altid tungt at leve under trykket af en gåde. Men det er muligt at gøre det, så længe man bæres oppe af en endnu større gåde. Og denne den endnu større gåde findes. Den hedder: Guds kærlighed, kommet til os gennem Jesus Kristus.
En har fortalt, at han en dag kørte nedslået og fortumlet med en taxa i Berlin. Bilradioen gik. Med ét kom der andagt. Nogle ord fra den nåede ham. Og nåede ind til ham. De lød sådan: "Gud har ikke skabt os for siden at lade os i stikken&..."
Jeg (MDA) kan meget godt lide at læse bøger af Georg S. Geil og ovenstående visdomsord er så klare, at jeg ikke kan tilføje noget.
M.v.h. MDA