Blot en kort notits i min evige vaklen mellem at elske og hade denne film.

Når jeg hører de mange kristne, der elsker denne film (og har sågar læst i IMT, at den er velegnet til konfirmander !!!???) kommer jeg til at spekulere på, om det er målet der helliger midlet. Og der tænker jeg selvfølgelig på Gibsons volds-forherligelse.

Er brugen af vold underordnet, når blot meningen med en films budskab er "i orden" ? Jeg syntes dette virker at være tilfældet, når man læser de mange anmeldelser af filmen.

Men hvis volden i filmen er underordnet, syntes jeg det virker noget underligt med alt den snak der har været om at der er for meget vold i film og computerspil. Er man rigtig dygtig, kan man sikkert med en hårfin ballance skille det i fiktion og non-fiktion. Ikke destomindre virker det hele en anelse Rambo-agtigt. For det er vel volden der er et problem, og ikke oprigtigheden i en film?



Husk nu - alle der endnu ikke har set Saving Private Ryan - at se den. den kommer nemlig i TV her i påsken (ha ha ha) og er efter min mening et glimrende modstykke / medstykke til The Passion. SPR er teknisk en virkelig flot voldsfilm. Autentisk, dokumentarisk, som at være der selv, blot man er fri for at rende rundt og forsøge at holde indvoldene inden for jakken med ens egen afsprængte arm. Men hvad skal man egentlig bruge det til? Og hvad skal vi egentlig bruge The Passion til? Andet selvfølgelig, end at nyde gyset af andres elendighed uden selv at risikere liv og lemmer.

Hej Maskine

Nu vil jeg nødig kommentere på en film jeg endnu ikke har set, men blot lige anføre at når du fastslår at filmen er voldsforherligende, så henter du åbenbart dette prædikat fra de anmeldere og kommentatorer som tilsyneladende har svært ved overhovedet at forstå meningen med Jesu lidelse. Selv de troende kristne som finder volden for voldsom og unødvendigt udmalet kalder den mig bekendt ikke for voldsforherligende.

Iøvrigt er jeg ikke helt så bange for den vold som virkelig gør ondt! Jeg tror det er meget værre at vise vold som ikke får konsekvenser. Tænk på de mange voldsomme film (og computerspil) hvor folk igen og igen overlever de mest voldsomme scener. Det er da i den grad noget der giver især børn og unge en uvirkelig opfattelse af livet. Vold er i mange tilfælde noget man dør af! Og ikke bare en leg!

Så længe volden rører os, så længe vi væmmes ved den, så er der da endnu håb. Det er værre med al den vold som ikke længere rører os, fordi vi har vænnet os til den eller opfundet måder at distancere os fra den.

Man kan iøvrigt spørge sig selv: Hvorfor skulle Jesus overhovedet lide så umenneskeligt? Var det virkelige nødvendigt for at sone dine og mine synder? (Set i forhold til alverdens synd og ondskab er 12 timers tortur iøvrigt ikke noget at skrive hjem om). Men måske er meningen med denne lidelse alligevel et guddommeligt forsøg på at forklare os tungnemme mennesker noget som ikke kan siges anderledes: At det i virkeligheden var dig og mig som havde fortjent hvert et piskeslag, hver en smerte og hvert en hån som istedet ramte Jesus.

Jeg ved det ikke, men lad os snakkes ved når vi engang har set filmen og ikke længere er henvist til gætterier og andenhånds kommentarer.

Hej Asbjørn.

Well, i min enorme vaklen ser det ud til at ende med, at jeg fredag smutter ind og ser filmen. Hvis jeg kan lide den, må jeg give efter for at voldsscener i film godt kan være flotte og værd at betale for at se. Hvis jeg ikke kan lide den, kan jeg forhåbentlig skyde det over på den typiske Gibson-patrioisme (jeg er spændt på om der gøres honør på et tidspunkt i filmen...).

Det er ikke nemt.