Jeg er en pige midt 20´erne, som er vokset op i en kristen familie og som er rigtig godt kendt med kristendommen. Alligevel er det som om det hele er meget teoretisk for mig - mens jeg ofte beder om, at det må blive til liv for mig. At jeg må få et nært og fortroligt venskabsforhold/afhængighedsforhold til Jesus. Men det sker bare ikke. Hvad gør jeg galt?
Jeg synes også det er vanskeligt, det med at skulle være I verden, men ikke AF verden. Har meget tendens til at blive modløs og trist og håbe det snart får ende... Men er det rigtigt? Det tror jeg ikke selv det er. Er det ikke Guds ønske, at vi skal være glade som kristne. Sprede liv og kærlighed - og bruge tiden mens vi er her, fremfor at være pessimistiske livsfornægtere, der lukker os inde i en osteklokke mens vi venter på Himmelen. Er det at forvalte sine talenter rigtigt? Jeg har begge sider i mig... Ønsker at være den glade pige, som elsker Gud - elsker livet, men angsten for dommedag og alt, der skal ske, lammer og bedrøver mig ofte - alt, det dårlige, der sker omkring os, springer mig i øjnene. Føles af og til som om Djævelen har alt for meget magt - og jeg spekulerer på, hvor meget ondt og grimt der mon er i vente.
Har du nogle gode Bibelvers, som siger noget om Guds kærlighed til og omsorg for os. Skønt jeg er vokset op med søndagsskole og møder i hundredevis er jeg nemlig ofte i tvivl om det allermest basale: Elsker Gud mig virkelig?
Et andet problem, jeg har er forholdet til min chef, som er en meget påståelig, kritiserende, uretfærdig person, som går meget op i petitesser og sjældent uddeler ros. Jeg har ikke engang lyst til at holde af hende, men har for nyligt fået opdateret at jeg så må bede for hende, hvilket jeg har gjort lidt. Problemet er imidlertid det med at vende den anden kind til. Skal vi som kristne altid gøre det? Må vi aldrig forsvare os selv? I starten på mit arbejde var jeg - bevist - meget neutral og "ydmyg" og tog lidt imod, blandede mig uden om sladder mv. Og når min chef kom med rettelser, tog jeg imod - og svarede ikke igen. Men så et par gange har hun været meget uretfærdig mod mig personlig og har sagt nogle ting om mit arbejde, som har været direkte løgn. Og dét var der min grænse var. Det var for nedværdigende, så jeg svarede igen og holdt på mit (hvilket var sandheden) Jeg er bare meget i tvivl om, om det var det rigtige at gøre. For mig og mit selvværd og min selvforståelse var det helt rigtigt. Jeg fik værnet om min person og tilkendegivet, at jeg ikke vil finde mig i alt. Men hvordan harmonerer det med at skulle vende den anden kind til?

Ja, en masse blandede tanker, som lige trængte sig på.

Hej Solsort

Tak for dine 2 vigtige spørgsmål, som jeg meget gerne ville give dig et rigtig og godt svar på. Det kan dog næppe blive fyldestgørende og jeg vil derfor straks anbefale dig at du finder en præst eller en anden kristen leder, som du har tillid til, og som du kan kan tale med om det. Lov mig at gøre det! Det er vigtigt at du ikke går og tumler med disse ting for dig selv.

Dit første spørgsmål kan vel kortes ned til dette: Hvordan får jeg vished om at Gud virkelig elsker mig?

Jeg fornemmer at du opfatter det sådan at visheden om Guds kærlighed er lig med en følelse af nærhed og fortroligt venskab med Jesus. At det er noget du kan opleve på en overbevisende måde. Men sådan er det ikke (nødvendigvis). Dette at tro på Jesus oplever vi på mange forskellige måder og den ene er ikke mere rigtig end den anden. Nogle føler Guds nærhed på en meget konkret måde, mens andre har et mere teoretisk og pragmatisk forhold til troen. Vi skal ikke lade os presse ind i et bestemt oplevelses-skema, selvom mange kristne fællesskaber skaber nogle særlige idealer omkring dette.

Troen på Jesus - og dermed troen på Guds kærlighed - er i princippet uafhængig af hvad du føler og oplever hos dig selv. Troen handler i stedet om at fokusere på det som Jesus lærer os gennem Bibelen. Troen handler om at tro! Og det er noget andet end at føle.

Lad mig give dig et eksempel: Jeg tror og er overbevist om at mine forældre virkelig ER mine forældre og at de elsker mig. Ikke fordi jeg altid har en særlig følelse af nærvær og afhængighed, men fordi jeg tror på at det er sådan. Fordi min fødselsattest fortæller mig at de er mine forældre og fordi de har sørget for mig og taget sig af mig på den måde som forældre nu gør. På samme måde med mit forhold til min himmelske far. Jeg føler ikke altid glæde og lykke eller nærhed og fortrolighed med Gud, men jeg tror på at min dåbsattest taler sandt, når den siger at jeg er hans barn. Og jeg tror på at det som Jesus fortæller mig om Gud og hans omsorg, at det er sandt. Også når han fortæller mig om at jeg er en synder og at jeg har behov for at han bliver min frelser. Det er ikke sikkert jeg altid føler dette behov så stærkt, men jeg ved at det er sandt - fordi jeg tror at Jesus taler sandt!

Elsker Gud dig virkelig? Ja, han gør! Ikke fordi du er en speciel sød og elskværdig pige. Ikke fordi du har gået i søndagsskole og været til hundreder af møder. Heller ikke fordi du føler et stort behov for ham og hans nærhed eller fordi du er god til at bede og læse i Bibelen. Men alene fordi han er forelsket i dig. Og hvordan kan du vide det? Jo, det kan du vide ved at se og forstå hvad det var Jesus gjorde for dig. At han levede, døde og opstod for dig. Jesus er Guds bevis på hans kærlighed. Du skal ikke lede i dit eget hjerte eller i dine egne følelser. Du skal lede i Israel for 2000 år siden. Her var der en mand som påstod at han var Guds søn og at han og faderen var ét. Havde Jesus ret i hvad han sagde og gjorde, ja så er du elsket ud over alle grænser, uanset hvad du føler og oplever indeni dig selv. Men var Jesus en løgner og en bedrager, ja så er Guds kærlighed også bare blændværk, uanset om du alligevel føler hans nærvær og varme osv.

Lad mig nævne to ord fra Bibelen, som viser hvor enkelt det med troen faktisk er:

Johannesevangeliet 5,24: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.

Romerbrevet 10,9: For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses.

Men husk nu at få snakket grundigt med en erfaren kristen om dette.

Dit andet spørgsmål handler om hvor langt du skal gå i dette med at vende den anden kind til. Jeg tror ikke der findes en bestemt formel som vi kan bruge i enhver situation. Men Jesu lære om dette er, at vi på den ene side ikke skal tage os selv til rette på andres bekostning. Vi skal være gode mod dem som vil os det onde. Se Matthæusevangeliet 5, 38-48. Og på den anden side skal vi søge sandheden og retfærdigheden overalt hvor vi har mulighed for det. Jesus vendte jo heller ikke altid selv den anden kind til! Se Johannesevangeliet 18, 23.

Jeg tror det betyder at vi skal bekæmpe det onde med det gode samtidig med at vi skal sige fra overfor alt det som er uretfærdigt og forkert. At vende den anden kind til handler altså om at vi ikke skal hævne os og sætte hårdt imod hårdt, når vi bliver uretfærdigt behandlet. Hadets værste modstander er kærligheden.

Derfor lyder det også som om du har gjort det rigtige ved på den ene side at finde dig i din chefs urimeligheder og samtidig sige fra når grænsen er nået. Problemet er så bare at finde ud af hvor den grænse går. Måske kan en god tommelfingerregel være, at hvis det alene handler om din egen ære og stolthed, så kan du roligt vende den anden kind til og lade dig ydmyge lidt, men hvis urimelighederne også går ud over andre, så skal der siges fra for din næstes skyld. Det gælder selvfølgelig også hvis du oplever at du selv mister din selvtillid og frimodighed. Du har også ansvar for at du selv hænger sammen og kan bevare en sund selvfølelse.

Jeg tror ikke jeg kan komme det nærmere og håber du alligevel kan bruge disse svar til noget.