Jeg har også været til snigpremiere; og som Benna Hørlück var jeg i vildrede efter filmen. Jeg kunne ikke røre mig. Godt 2 timers Mel-Gibson-vold havde i den grad banket mig dybt ned i biografens bløde Skeiestol. “The Passion Of The Christ” var slut - men min lidelse var først begyndt. Da rulleteksterne var ved at være til ende, vaklede jeg med skælvende knæ, bævende læber og våde øjne efter de andre gæster ud af salen. End ikke 1½ times køretur hjem til Toftlund, en plade Rittersport med rosiner og rom samt en pakke Stimorol (original chewing gum without sugar) kunne få mig til at falde til ro. Først i løbet af aftenens udgave af ”Inspector Frost” faldt jeg så meget til ro, at jeg kunne sove.

Det betyder dog ikke, at mødet med Mel Gibsons omdiskuterede film om de sidste 12 timer af Jesu liv var nogen dårlig oplevelse. Efter sigende skulle den ganske vist både være antisemitisk, mandschauvenistisk og voldsforherligende. Den er imidlertid ingen af delene. Som jeg oplevede filmen, lægger den sig så tæt op ad den bibelske tekst, at det må være denne tekst, der i givet fald måtte rammes af kritikken.

Tværtimod finder jeg, at Mel Gibsons film giver et nuanceret billede af hændelserne.
Jo – det er jøder, der i filmen tager initiativet til at slå Jesus ihjel, og det er en jøde som forråder ham; men det er romerne, der fysisk tager livet af Jesus. Det er jøden Jesus, der bliver dræbt, og det er jøder, der slår kreds om ham og efter bedste evne forsøger at værne om ham. Selv det jødiske præsteskab er nuanceret beskrevet med en gruppe ledet af Nikodemus, der tager afstand fra det, de kalder en skueproces..
Og jo – Satan var en kvinde. Men undskyld mig – det er da lidt forfriskende, for de Sataner, jeg har truffet, har i de fleste tilfælde været mænd. Det er vel egentlig også tilfældet her i Gibsons film, idet det udelukkende er mænd, der piner og plager vor frelser. Dertil kommer, at Satan ikke er alene om at være kvindelig hovedperson. Jesu mor Maria og Maria Magdalene følger forpinte Jesus indtil døden, og det er primært kvinderne, der forsøger hen ad vejen at lindre Jesu lidelser.
Så den, der bare er en lille smule inde i sin Bibel, vil jo kunne genkende forløbet og personskildringen.

Og så er der volden! Jeg var ved at få det fysisk dårligt. Jeg har set en del vold i tv og på film. Det er umuligt at undgå i denne medieverden. Men jeg kan ikke mindes, at jeg har set en så utilsløret og rå voldsudøvelse, som den, der er fremstillet her. Der er intet forsonende. Der er ingen humor til at tage brodden af gruen. Der er ingen billige effekter til at drukne rædslen med. Jeg har f.eks. set mytterister blive pisket i sørøverfilm og hvad ved jeg, men det er egentlig aldrig gået op for mig, hvor rædselsfuldt et torturinstrument en pisk må være. Her er jo ikke tale om et fastelavnsris, der laver røde striber på ryggen. Der er tale om et djævleredskab med mange remme, der i enden har monteret hårde metalkroge. Det er først muligt at fatte, hvilke skader en pisk kan forøve på en menneskekrop, når man som her har set den flå kødet af i blodtilsølede flager.

For nogle år siden så jeg sammen med nogle unge en musikvideo over Michael W. Smiths ”Secret Ambition”, hvor det lykkes ham på godt tre minutter at fortælle hele den nytestamentlige historie, og hvor lidelseshistorien også er ret så malerisk beskrevet. Én af de unge sagde bagefter, at det først var nu, at det gik op for ham, at det må gøre ondt at blive korsfæstet. Lyder det naivt? Faktisk tror jeg, at vi i den protestantiske tradition - i den bedste mening - har renskuret vore religiøse billeder for den dramtik og gru, der ligger i lidelseshistorien. Når jeg tænker tilbage på de glansbilleder, som vi fik i søndagsskolen, eller på de blodfattige krucifikser, der hænger rundt i vore kirker, så mener jeg, at vi har vi været tilbøjelige til at pakke Jesu død ind i idyl. Vel – den kristne påskes fortællingsunivers er i sandhed forbudt for børn, hvis den formidles, som den bliver her af Mel Gibson ; men det er måske nødvendig for igen at opdage alvoren og den egentlige betydning. Jeg får i hvert fald vanskeligt ved for eftertiden at synge de mest inderlige af Kingo eller Brorsons påskesalmer uden at have Mel Gibsons blodige Kristusbillede svævende for øjnene.

Det værste i ”The Passion Of The Christ” er dog ikke skildringen af den menneskelig ondskab. Det, som jeg oplevede som det værste, var den tilbagevendende rædsel over, at det her jo ikke bare er historie. Det er ikke kun noget, der skete engang. Der er i dag mennesker som dræbes, forrådes, hånes, mobbes, nedværdiges, piskes og hvad ved jeg. Havde der stået en repræsentant for ”Amnesti International” ved døren, da vi gik ud, havde jeg tegnet mig som medlem med det samme.

Skal man blive væk fra biograferne, fordi det er stødende at overvære denne tortur? Eller skal vi blive skamfulde over menneskers ondskab - vores egen ondskab? Jeg ved det ikke. Men det umuligt ikke at have medfølelse med Jesus; og det er svært ikke at sørge over verdens lidelse, mens man ser ”The Passion Of The Christ”. Og så er det vel slet ikke så meningsløst?

Jeg giver dig fuldstændig ret mester.... The passion of the Christ gav mig gåsehud hele filmen igennem! Jeg var træt, chokeret, men mest af alt følte jeg at jeg var heldig! Heldig fordi Gud ofrede hans søn for vores (menneskernes) synder. Jeg sad og havde det dårligt med mig selv, og da jeg vågnede næste dag, bad jeg en lang og takkende bøn til vores Herre, Gud!
Filmen har på en eller anden måde, ændret min tro. Jeg føler at jeg har fået en bedre forståelse for Gud, Maria, og Jesus.
En uhyggelig tankevækkende, og god film!