Da vi for snart 21 år siden havde fået vores handicappede datter (Downs syndrom - eller mongolisme ), var der een meget "velmenende" læge, som sagde, at det skulle nok gå, for den slags mennesker er både kærlige og musikalske .....!

Passer det, synes I, kan man katagorisere på den måde, og er det egentlig ikke diskriminerende?

En anden læge fortalte mig, at det kunne jeg jo have undgået ! .......og så skred han ud af sygestuen!
Der var derimod een sætning, som har fæstnet sig i min hukommelse:
I har valgt at få et barn, som andre forkaster....!

Det gjorde mig stolt, og har været med til at bære både min mand og mig igennem den krise, som det naturligvis er, at få et handicappet barn.
Senere har det været utroligt godt at tænke på!

Er der nogen af jer, der har oplevet lignende ting, så kunne det da være interessant at høre om, og det kunne måske også være en hjælp for de unge, der i dag står i det dilemma, at de bliver opfordret til abort , fordi det viser sig, at det barn, de venter er handicappet, og man siger, at det så ikke vil få et værdigt liv..... !?
Sagen er jo nok den, at man ikke er villig til at ofre de penge, som det måske nok koster at oprette disse "dårlige" og "uværdige" liv!

Hvad giver et menneske livskvalitet nok til at leve?

Hvornår synes I, at livet begynder - og hvornår slutter det?

Hej ært,

jeg vil nøjes med at besvare ét af dine gode spørgsmål:

Hvornår begynder livet? Mit svar er, at det gør det ved undfangelsen.

Mvh Tau

Hej Ærten

Jeg ved at jeg får på pukkelen for at sige sådan, men jeg har ingen moralske skrupleri den retning. Jeg synes det er god ting at man i dag kan scanne og diagnosticere sig ud af mange handicaps.

Menneskets overlevelsesevne består blandt andet af evnen til at vælge noget fra eller til på baggrund af "beregninger" om hvordan fremtiden vil udfolde sig.

Når vi kan se med rimelig sikkerhed at et barn vil blive vanskabt og derved belaste ikke bare forældrene, men også samfundet unødigt, så mener jeg at det er i orden, at overveje at udnytte vores evne til at "beregne" konsekvensen af en handling.

Jeg siger ikke at det skal være en automatisk handling hver eneste gang at livet ikke lige bringer os det barn vi havde tænkt os, men at det skal være tilstede som en mulighed, som forældre og samfund ikke skal have det dårligt ved at vælge.

Jeg mener at der ligger en enorm menneskelig udvikling i det at få børn og opfostre dem og jeg mener at det forholder sig sådan uanset om barnet man får er handicappet eller ej.

Når et liv først er begyndt at udfolde sig og tage form er der selvfølgeligt meget der kan ske og mange udviklinger det kan tage uanset hvordan barnet er skruet sammen fysisk og mentalt, men hvad er prisen og er man villig til at betale den?

Jeg tror at de fleste mennesker formår at vokse med opgaven under de rette forudsætninger, men hvis man ikke umiddelbart kan overskue konsekvenserne for ens eget liv ved at få et handicappet barn, så mener jeg ikke at man bør fortsætte med at nære dette liv.

Folk er tit i denne sammenhæng bange for at der opstår situationer hvor folk dyrker racerenhed og forsøger at designe deres børn med de rette evner og sågar bestemmer øjenfarve og hårfarve.

Jeg tror at det langt hen ad vejen er hysteri. Der er faldgruber og farlige tendenser, men jeg tror ikke at de vil vinde i det lange løb. I sidste ende finder vi aldrig ud af de muligheder der ligger i den udvikling, hvis ikke vi vover os ud i det.

Altid har fremskridtet været behandlet med mistro og frygt, indtil det langsomt blev hverdagsviden og hverdagsbegivenheder og de fremskridt vi i dag nyder godt af har de fleste af vores bedsteforældre eller oldeforældre været skeptiske overfor en gang.

Bottomline: Jeg ser nogle muligheder for at skabe et bedre liv for flere mennesker i samfundet gennem det at kunne kontrollere hvilke børn vi får (ja, dræbe fostre!) og den chance lader jeg mig ikke holde væk fra, fordi der MÅSKE er et værdigt liv til mit fremtidige handicappede barn, min kone og jeg.

Når det er sagt har jeg stor respekt for de mennesker, både forældre og plejepersonale, der tager den "byrde" på deres skuldre at opfostre og hjælpe disse børn til et værdigt liv med glæde og lykke. Jeg er overbevist om at det for dem der VÆLGER det er en enorm udvikling og kærlighed at hente i det arbejde.

Så en stor hånd til Ærten, hendes mand og deres barn

Hej Ært

Hvor er det stort og flot at I valgte at få jeres mongoldatter på trods af andres fordomme, og hvor er det dejligt at høre, at I har fundet styrke i udsagnet om at I valgte at få et barn som andre ville forkaste

Jeg er selv meget glad for at jeg blev født længe før der var noget der hed fosterdiagnostik og fri abort, ellers ville jeg sikkert ikke sidde her i dag fordi jeg er født med den kromosomfejl som hedder Turners syndrom, en kromosomfejl som rask væk også bliver mødt med fordomme fra læger og genetikeres side.

Mange læger mener, at piger med Turners syndrom er psykisk udviklingshæmmede, men det passer ikke, de fleste har endog en meget høj intelligens, skulle jeg hilse og sige

Turners syndrom er en kønskromosomfejl som bevirker, at man normalt ikke udvikler sig kønsmæssigt og derfor har behov for behandling med kønshormoner, man bliver ikke så høj og de fleste kan heller ikke få børn, men disse ting kan behandles på forskellige måder.

Jeg bliver selv utrolig ked af gang på gang at høre, at piger/kvinder som mig bliver valgt fra, som om man ville sige til mig, at jeg heller ikke burde have lov til at leve, men jeg glæder mig samtidig over, at Gud har helt andre tanker om handicappede mennesker, og ALDRIG sorterer dem fra, det skal naturen nok selv ordne hvis fosteret ikke er levedygtigt, det behøver vi ikke videnskaben til!!

Til slut vil jeg sige, at jeg mener at livet starter i befrugtningsøjeblikket, da både ægget og sædcellen er levende organismer, og livet slutter først den dag hjertet holder op med at slå.

Mennesket fik desuden kun mandat til at opfylde jorden og underlægge sig den ved skabelsen, men det fik IKKE mandat til at underlægge sig livet og døden, den ret er forbeholdt Gud, og derfor mener jeg også, at abort er mord og dermed forkert.

Maijannes

Hej Maijannes

det skal naturen nok selv ordne hvis fosteret ikke er levedygtigt, det behøver vi ikke videnskaben til!!

Videnskaben må ikke trække fra, men den må godt ligge til?

Der kommer MANGE børn til verden i dag som ikke er levedygtige, hvis ikke de bliver pumpet i hoved og i r** med slanger, ilt, drop og jeg skal komme efter dig.

Du siger at naturen nok skal ordne det selv, men det er jo netop ikke det den gør uanset hvad.

Ligegyldigt om vi fjerner barnet med abort eller om vi får det til at overleve med alskens maskiner så er det jo netop ikke naturen vi lader ordne noget som helst.

Så den med naturen, må du enten forklare bedre eller længere ud på landet med

Hej CloudHands

Jeg ved godt, at naturen ikke altid sorterer det ikke-levedygtige fra i fosterstanden, men meget ofte sker det trods alt. Jeg ved da ihvertfald, at omkring 98-99% af pigefostre med Turners syndrom allerede går tabt i løbet af de første 3 mdr. af graviditeten, sikkert fordi disse fostre ikke er levedygtige når de bliver født.

At vi så via videnskaben kan holde børn kunstigt i live med slanger og maskiner osv. er så en anden ting, og man kan jo være så kynisk og fræk og spørge om man ALTID skal forsøge at holde liv i noget som ikke kan leve af sig selv, det er jo et etisk dilemma som vi hver især må tage stilling til. Desuden tror jeg ikke at det pågældende barn ville overleve uden slanger og maskiner, måske netop fordi det er så svært handicappet at det ikke kan leve, og så kan man godt spørge sig selv om hvilken livskvalitet det barn så vil få, men det er svære spørgsmål som der ikke findes entydige svar på, jeg er heller ikke færdig med at overveje det, men at abortere fostre provokeret fordi det fejler et eller andet, det kan jeg simpelthen ikke acceptere

Maijannes

Hej Alle!

Det er vidst tredje gang jeg begynder på et indlæg om dette emne.
Jeg har fortrudt hver gang. Ikke fordi jeg finder det uinteresant, tværtimod. Det er et emne som optager mig meget.

Jeg finder det totalt uacceptabelt at man "vælger fostre fra".
Bare at høre de tre ord, får mig til at få kuldegysninger.
Man vælger fra, det lyder unægtelig kønnere end at "slå ihjel". Det er "fostre", ikke børn. Det lyder heller ikke rart at nogen slår børn ihjel. Derfor kamuflerer vi gerningen. Bare det, ikke at ville stå ved, hvad det reelt er vi gør, når vi tillader abort. Det tydeliggør for mig, at vi ikke som samfund, har rent mel i posen.

-Vi undskylder aborter med at "fostre" ikke vil få et værdigt liv, hvis det livet igennem er handicappet.
Men hvem har egentlig forstand på, hvad et værdigt liv er??
Hvor stor skal ens husstandsindkomst være, hvor høj skal IQ`en være. Hvor mange ideealmål skal kroppen opfylde??
Hvad er et godt/værdigt liv??
For det er vel ikke til syvende og sidst et spørgsmål om bekvemmelighed og økonomi??
Manglende bekvemmelighed, uvidenhed, utryghed hos forældre. Og økonomi for staten/samfundet. Det er altid billigere at give "fosteret" sprøjten end at skulle bruge millioner på "fosterets" liv.

Og hvad med teenageren der ulykkeligvis er gammel nok til at gå i seng med kæresten, men ikke gammel nok til at tage ansvaret for følgerne.
At vi parentes bemærket har mange ufrivllige barnløse, der ville blive lykkelige for at adoptere en sådan uønsket sideeffekt.
Ja, det er en helt anden sag, eller er det?

Jeg er ikke ude på at sparke til kvinder, der har foretaget et valg der betød abort. I mange tilfælde har de det ikke for nemt. Og et el. andet sted, ønsker jeg faktisk ikke, at det går op for dem, at det vitterligt var et barn de slog ihjel.

Men jeg finder det bydende nødvendigt at man politisk sikrer, at der virkelig ER et valg. At det ikke bliver forlangt, at man skal have en abort når ikke barnet lever op til forventningerne. At de forældre der evt. står med et handicappet barn, at de får AL den støtte og hjælp de har brug for.

At teenageren får støtte og vejledning om hvad hun kan gøre. Det være sig bortadoption el. med al nødvendig støtte selv at kunne være mor for barnet.

Se det var min mening, den var nok lidt upoleret. Det må I have mig undskyldt.

Kan I hygge Jer.

Kærligst Løwendahl

PS. Hej Ært, det var dejligt at høre fra en, der selv har prøvet at være forælder til en handicappet.