Café,

Inspireret af en kommentar på Ateist.org, tænkte jeg, at jeg ville komme med mit eget syn på videnskaben og de huller, den har udfyldt.

I gamle dage forklarede man et fænomen som livet som de naturlige processers værk. Vores asertroende forfædre troede, at i tidernes morgen var gløder og smeltevand blevet blandet, hvilket resulterede i jætten Ymer. Men efterhånden som videnskaben har fundet ud af mere og mere om verden, har denne position gradvist måttet trække sig tilbage.

I det syttende århundrede troede man, at mus opstod spontant i bunden af klædeskabet, og at fluer og maddiker opstod i kød. Senere indrømmede man, at sådanne komplekse væsner ikke kunne opstå spontant, men fastholdt, at langt simplere organismer, som de encellede bakterier, skam godt kunne. Pasteur modbeviste som bekendt denne opfattelse, og i de følgende år opgav man troen på liv som et resultat af naturlige processer. Men i midten af det nittende århundrede dukkede denne op til overfladen igen, blot med endnu simplere livsformer, og i en fjern fortid, hvor omstændighederne var anderledes end i dag. Darwin forestillede sig en "varm, lille dam", hvor en protein-forbindelse kunne opstå, uden at risikere at blive fortæret af eksisterende organismer.

Accepten af disse scenarier hang sammen med den tro, at livet, og i særdeleshed cellen, var ganske ukompliceret, og derfor også let at konstruere naturligt. Men også denne opfattelse måtte give rum, efterhånden som videnskabens billede af cellens konstruktion blev mere og mere komplekst. For Haeckel var cellen en klump flydende kulstof. Så blev den en pose fyldt med kemikalier. Og nu er den kompleks som en storby, med indre organeller og molekylære motorer. Engang optog cellen sine stoffer gennem membranen ved simpel osmose - nu benytter den sig af receptorer, der omhyggeligt tjekker de indgående molekyler og åbner porte for dem. Engang flød molekylerne i cellen rundt, og reaktioner foregik nærmest tilfældigt (dette blev faktisk brugt som et argument mod design - "hvorfor skulle Gud lave noget så sløset?") - nu fragter motormolekyler stofferne rundt ad omfartsveje efter et simpelt postsystem (lur mig, om dette i fremtiden ikke kommer til at være et komplekst postsystem).

En af de vigtigste opdagelser i biologien er opdagelsen af DNA, det molekyle, der indeholder de genetiske instruktioner. Engang troede man, at generne lå som perler på en snor, som cellen uden videre aflæste. Nu ved man, at det er langt mere komplekst, med gener, der styrer andre geners udtrykkelse, proteiner, der markerer særlige gener, og systemer, der skærer uudtrykt DNA midt i generne væk, og splejser enderne sammen. Også selve kopieringen af DNA er gået fra at være udført af et enkelt enzym, til at være udført af flere enzymer, og for nu at blive udført af, hvad der bedst kan kaldes molekylære maskiner.

Det er muligt, som programmet "Gud og Mars" åbenbart berettede, at nogle mener, at naturlovene er Guds måde at skabe liv på. Teologisk ser jeg ingen problemer med en sådan holdning (jeg kan ihvertfald ikke finde noget sted i Bibelen, hvor Gud beskriver hvordan Han skabte liv), men videnskabeligt er påstanden ganske uden understøttelse. Der er intet, der tyder på, at naturlige processer er i stand til at skabe liv, og forsøg på at vise det har usvigeligt undervurderet livets kompleksitet, og har måttet trækkes tilbage, når videnskaben afdækkede ny viden. Som sølvfisk, der kryber i skjul, når man tænder lyset på toilettet, har `chance of the gaps' gennem videnskabens historie måtte finde nye gemmesteder.

Og så kort om liv på Mars: Engang troede man, at Mars husede en avanceret civilisation, og tegnede detaljerede kort over alle de veje og kanaler, som man mente at kunne se. Med vores dages viden skal vi være heldige, hvis vi i det røde sand formår at finde blot forstenede bakterier.

Guds fred,
Andreas
evolutionsteori/: Artikler om evolution og skabelse