Jeg er kommet til at tænke på, hvad der ligger bag det, at vi gi´r hinanden hånden, når vi si´r goddag?

Er der nogen af jer, der har tænkt over det, eller endda ved det
Egentligt er det vel lidt uhygiejnisk, ikke?

Hvad lægger I i en udstrakt hånd?
Selv har jeg vanskeligt ved at afvise et menneske, der gerne vil sige goddag eller hjælpe, eller har brug for hjælp!

Jeg oplevet at blive reddet helt konkret fra druknedøden, fordi min broder rakte hånden ud og reddede mig!

Men der er vel grænser for, hvor man tør tage imod en sådan udstrakt hånd, for ikke alle har de smukkeste hensigter i dag, vel?

Jeg er ikke sikker, men jeg tror bare det er noget som er kommet igennem tiden, det med at give hånd når man siger farvel og hej, men du har jo egenligt ret i at det er ret uhygainisk(ved ikke helt om det staves sådan). Her i Søndags skulle jeg sige farvel til en helt masse folk, som jeg havde været på Kursus sammen med, efter vi have været i Kirke kunne vi tage hjem, men lige inden vi kørte skulle vi sige farvel til alle, når man tænker over så må man godt nok have fået mange bakterier da vi gave hånd til alle, ret sjovt og ulækker at tænke på, men jeg syntes det var en hyggelig måde at sige farvel på, selvom det med bakterierne.

Hilsen Sara

Hej Ært!

Jeg mener at skikken stammer fra, at man i riddertiden rakte højre hånd frem til hilsen for at vise, at man var venligt stemt og ubevæbnet - og at den fremmede så forventedes at gøre gengæld ved at vise, at han heller ikke havde trukket blank.

Derfra er ikke langt til at gribe fat i hinandens hænder .. og et håndtryk er da fortsat en ganske god skik synes jeg ... selv om der ikke mere er så mange, der går med kårde.

Og i Sl. 73,21-23 henvender salmisten sig til Gud med følgende ord:

Dengang mit hjerte var bittert,
og det nagede mig i mit indre,
var jeg et uforstandigt fæ,
en stud var jeg over for dig.
Men nu er jeg altid hos dig,
min højre hånd holder du fast. .

kristina

Bare en lille tilføjelse...

Begrebet uhygiejnisk og bevidsteheden om bakterier har kun eksisteret i meget kort tid, hvorimod det at berøre hinanden, som en del af en samværsform er ligeså gammelt som mennesket selv.

Jeg tvivler på at Tyra har undladt at omfavne Harald Blåtand, bare fordi han havde lidt snavs på hænderne.

Og Ærten, med hensyn til det med de smukke hensigter, så tror jeg at det altid har været et problem om hvorvidt man kunne stole på folk, det er ikke isoleret til i dag.

Ja og din pointe er?

Hvorfor ordet: Nemlig?

Man kan ikke omfavne sin mor...?

Hej igen Ærten, jeg glemte at besvare dette:

Men der er vel grænser for, hvor man tør tage imod en sådan udstrakt hånd, for ikke alle har de smukkeste hensigter i dag, vel?

Næ, jeg synes ikke der er nogen grænser. Selvfølgelig har ikke alle smukke hensigter, og selvfølgelig skal man i udgangspunktet alligevel regne med at de har det - altså optage alt i bedste mening - indtil det er bevist, at tilliden var uberettiget.

Det har jeg i hvert fald altid gjort, og jeg mener ikke jeg er blevet snydt ud over det gennemsnitlige ..

Og hygiejnen? Jo, selvfølgelig er der en risiko for at man kan blive smittet ved at omgås andre mennesker, og selvfølgelig skal man gøre det alligevel.
Jeg tør godt!

For livet er generelt meget farligt - dødelighedsprocenten er helt oppe på 100, såeh ...

kristina

Hej kristina

Og hygiejnen? Jo, selvfølgelig er der en risiko for at man kan blive smittet ved at omgås andre mennesker, og selvfølgelig skal man gøre det alligevel.

Jeg har hørt at man i sin tid opfandt sofapuder for ikke at komme til at røre ved hinanden når man sad i en sofa Ganske enkelt ved at stille den mellem sig og ikke i ryggen som mange jo gør nu.....

Vi er måske blevet mere sociale med tiden

Ræk hånden

hvad der ligger bag det, at vi gi´r hinanden hånden,

For mig at se er det meget enkelt.
Hånden er billedet på vore gerninger, handlinger.
Vi er en del af et handlingsfællesskab, og når vi rækker hinanden hånden, så er det en anerkendelse af dette handlingsfællesskab. En person, som er meget imod enn andens handlinger, vil næppe række hånden til den anden, for ikke at have del i hans handlings-sfære. Ved at undlade håndgestus, kan man signalere en afstand til et andet menneske, over for andre.
Klapper man en på ryggen, viser man at man bakker ham op med sin handling, det kan være man sørger for ryggen er fri, eller sikrer hans udgifter, så han kan koncentrere sig om sin opgave.

Andre kulturer, hvor de bygger på et tankefællesskab, ser vi at man hilser ved at føre panderne sammen, som en anderkendelse af tankefællesskabet. Man kan også omfavne hinanden, hvor værten f.eks. kan tilkendegive, at han vil sørge for gæsten som var denne en del af husstanden.

Vi undfanger ved et kys...
Også her har vi et udtryk, som med f.eks. kysset på panden kendetegner at livsånden og tanken mødes og forenes.

Som det viser sig i mange sammenhænge, markerer vi eksempelvis anerkendelse, underkastelse, fællesskab, positioner, magt eller kærlighed, når vi kommer tæt på hinanden i berøringen.

Man kan sikkert både udlede en masse spændende ved at observere vor adfærd.
Nogen handlinger er reflekser, enten naturlige eller tillærte sociale mønstre. Måske kender vi ikke grunden til at vi vedligeholder dem.
Nogen handlinger kommer ud af en overlagt handling.
Denne overlagte handling, kan enten være ægte eller tilsyneladende. Den ægte ér hvad den giver sig ud for, medens den tilsyneladende kan give sig ud for noget andet.

Troende har gennem tiden arbejdet på, at få kontrol over den overlagte handling, gennem vedvarende bøn eller meditation.

Vandrer

Hej vandrer

Du skriver:
For mig at se er det meget enkelt.
Hånden er billedet på vore gerninger, handlinger.
Vi er en del af et handlingsfællesskab, og når vi rækker hinanden hånden, så er det en anerkendelse af dette handlingsfællesskab. En person, som er meget imod enn andens handlinger, vil næppe række hånden til den anden, for ikke at have del i hans handlings-sfære. Ved at undlade håndgestus, kan man signalere en afstand til et andet menneske, over for andre. Citat slut.

Kommentar:
Jeg er enig med dig i det meste af dit indlæg, men hvad gør vi ved dette problem:

Prøv at se en international fodboldkamp, hvor den samme spiller 2 gange i træk bevidst brutalt nedlægger eller smækker albuen i hovedet på en modspiller og hvergang rækker hånden frem (ofte for at undgå dommerens straf)
eller når man står i en indchekningskø i lufthavnen og personen bagved for 3 gang kører sin bagagevogn op i hælene på en og hvergang siger undskyld ???

mvh
carl

Hej Carl

Nu har jeg ikke så meget forstand på fodbold, det er min ynglings aversion, men for mig ser det ud som om, der er nogen omgangs signaler, der skal få spilloet til at køre. Du siger, spilleren rækker hånden ud, for at vise en tilsyneladende uskyld overfor træneren og tilskuerne. Den anden spiller er vel så tæt på det hele, at han gennemskuer det og ikke lader sig nare. Skal han spille med i skuespillet, eller skal han soige STOP lige en halv. Jeg ved ik om han kan det, men ellers giver han udtryk for sin mishag og signalerer med armfakter, at han er vred og det er unfair spil.

Hvad så med chekin i lufthanen, eller i køen til kassen i supermarkedet.
Hm, hvem har egentlig ikke oplevet noget lignende, at en anden kunde kører for tæt, igen og igen. Hvordan klarer man det...
Det er jo en åbenbar situation, for de indblandede, og første gang så lader man gå, anden gang lige så, men tredje gang, så tar vi ham og putter ham i gryden. Her mener jeg man må være klar over, at den anden kan have nedsat spatial (rum og flader) bevidsthed, af mange forskellige årsager. Det kan være af frygt for den forestående rejse, eller det kan være fordi der bruges opmærksomhed på planlægning af aftensmaden, eller andre personlige problemer. Altså der foregår noget andet, som gør at man er mere eller mindre bevidsløs over for omverden. Så kan man sige, sådan en skulle have frataget kørekortet...

Det er under alle omstændigheder en kraftig udfordring til os, når vi oplever noget lignende, noget hvor vi ikke mindst kan lære os selv bedre at kende.

Hvordan kan vi forholde os til det?

Vi kan lade vores reaktion komme fra orven eller nede fra.

Reaktionen nedefra
Der sker noget som generer os, som vi ikke ønsker den anden gør. På et tidspunkt bliver temperamentet igangsætter af en reaktion. Alt efter hvordan vor egen karakter er sat sammen og hvilke personlige motiver vi har på dette tidspunkt, kan reaktionen bringes helt ud af kontrol eller inddæmmes. Karakteren kan tage over og tæmme temperamentet, hvorefter personligheden kan komme til og give en mere hensigtsmæssig reaktion. Bagefter kan man med sin indre personlighed, på et senere tidspunkt reflektere over om man nåede sit mål, med den reaktion man valgte. Fik man slået den anden ihjel, fik man kastet dårligt lys på ham, eller fandt man ud af det sammen.

Reaktionen oppe fra
Der sker noget som generer os, som vi ikke ønsker den anden gør. Med udgangspunkt i den ubetingede Kærlighed, som igangsætter for tanke, tale og handling, kan temperamentet for det meste kontrolleres i sidste ende. Dette kan eksempelvis ske, ved at initiere sin reaktion med ihukommelse af Gud, og derved lade Lysets fylde i det indre menneske, være aktør. Vi kan så bedre udnytte vor lavere personlighed, karakter og temperament, og på en hensigtsmæssig måde, være med til at vende situationen.

Vandrer

Hej vandrer

Nu var det eksempler fra det virkelige liv jeg bragte, og jeg tror faktisk at de illustrerer ganske godt noget om mange af den post- eller senmoderne tids mennesker.
Om problemet i check-in køen kan man sige, at vedkommende godt nok sagde undskyld, men han manglede allerede efter 1. gang at omsætte ordet i aktiv handling- det vil sige, at stoppe med at køre op i personen foran i køen. Personen foran i køen kan tilgive mange gange, men kan den der laver fejlen stoppe med at køre op i personen foran ??? Og det er vel egentlig der problemet egentlig ligger !!!

I vor tid reagerer folk anderledes, når de begår fejl end tidligere. Og jeg tror det har noget med den kulturelle frisættelse og relativismen at gøre, som vi har oplevet de seneste 15-20 år. Og den manglende konsekvens og dannelsesproces i mange familier.
Ingen ønsker at erkende virkelig skyld for noget de har gjort forkert, man snakker udenom (politikerne er eminente til det) eller gebærder sig ud af det og glemmer tilsyneladende at nogen må påtage sig ansvaret.

F.eks. som bilist kan man opleve en grov lovovertrædelse i trafikken, som chikanerer en anden bilist. Hvis denne bilist så bruger bilens lygter eller horn til at gøre lovovertræderen opmærksom på chikanen bliver problemet pludselig vendt til at den lovlydige bilist bliver yderligere chikaneret af lovovertræderen.
En bilist på gaden i en større by ser 50 mtr. fremme på kørebanen en person på rulleskøjter henad gaden. Bilisten bruger hornet til at gøre opmærksom på problemet- personen på rulleskøjterne kunne også falde foran bilen og bilisten kan ikke køre udenom på grund af modkørende trafik- så oplever bilisten at personen på rulleskøjterne giver fingeren og fortsætter sit løb henad gaden.

Du skriver:
Reaktionen oppe fra
Der sker noget som generer os, som vi ikke ønsker den anden gør. Med udgangspunkt i den ubetingede Kærlighed, som igangsætter for tanke, tale og handling, kan temperamentet for det meste kontrolleres i sidste ende. Dette kan eksempelvis ske, ved at initiere sin reaktion med ihukommelse af Gud, og derved lade Lysets fylde i det indre menneske, være aktør. Vi kan så bedre udnytte vor lavere personlighed, karakter og temperament, og på en hensigtsmæssig måde, være med til at vende situationen.

Citat slut.

Kommentar:
Nu er det jo ikke alle der har en kristen tankegang og det er vel også begrænset hvor mange kristne eller ikke-kristne, der
kan forventes at affinde sig med situationen.
Iøvrigt er det jo ved at være in at tale om dannelse og konsekvens, hvilket jo ikke behøver at være mindre kærlig i sin opdragelse af både børn, unge og voksne, måske endda tværtimod.

mvh
carl

Hej Carl

OK, dette er blevet lidt langt, så jeg sætter lige overskrifter på.

jeg tror det har noget med den kulturelle frisættelse og relativismen at gøre

Det har du nok ret i.
I hvert fald passer din tidsangivelse for opløsningen godt med, at man i 72 ændrede folkeskoleloven, og med et pennestrøj fjernede alt hvad der har med etik, god opførsel, gode manerer og kulturelle normer.

Frisættelse
Man havde på universiteterne siddet og spekuleret over, hvordan individet kunne sættes fri af den kulturelle binding, som man så som en hindring for forandringsevnen. Samfundet var i hastig forandring, men de små subkulturelle grupper, holdt stædigt fast på gamle normer og ændrede sig kun meget langsomt eller slet ikke. De der stædigt holdt fast i det gamle, oplevede mere og mere omverden som en trussel og lukkede sig inde. Det førte til at mange mennesker ikke kunne følge med og være en del af samfundet. Flere og flere faldt uden for, fordi de ikke levede op til normerne, moralen og havde de ressourcer der skulle til, for at være en del af fællesskabet.

Den nye skole
Skolereformen får først rigtig virkning omkring 10 år efter loven er lavet om. Jeg husker ændringen dengang, som meget mærkbar, der blev ganske enkelt plads til flere i skolen. Den gamle skole satte eleverne i båse, med en real-klasse for de smarte og ressourcestærke og 8.-10. for de mindre smarte og ressourcesvage. Der blev sat klistermærker på os den gang, som vi skulle slæbe rundt med senere og det gav stor ulighed.

Jeg nåede at opleve, at komme på en skole, hvor man som forsøg kunne mixe mellem fag på almindeligt og på højere niveau. Det betød at jeg oplevede en frisættelse, hvor læringen i højere grad kom til at tage udgangspunkt i mine egne præmisser.

Hvor man før stillede op i rækker og stod bag stolene til man fik lov til at sætte sig, sagde de til lærerne og fik svedere efter skoletid; så kunne eleverne pludselig komme til orde og sige fra over for de overgreb der blev gjort fra lærernes side. Vi fik sat en ny viseinspektør i skammekrogen for at tro, at han kunne videreføre den gamle diciplinære kultur, som han kendte fra den skole han kom fra (den jeg havde flygtet fra).

Der har været bårde fordele og ulemper ved de ændringer der blev indført i datidens skole.

Jeg kan godt ærgre mig lidt over, at man sådan bare afskaffede ordenlig opførsel, men måske var det i erkendelse af, at den ikke længere var tidssvarende.

Der var masser af dårlig opførsel, også før man afskaffede begrebet i skolen. I hvert fald havde alt for mange af de pæne borgeres børn helt mistet den. De der ikke var sunket ned i den mest nederdrægtige form for mobning, var for frygtsomme til at sige fra. De fandt ligitimiteten i nedgørelsen af de svage, alene deri at de var anderledes. Det at være den stærke, betød ofte at man havde retten på sin side.

Den offentlige orden
Jeg kan huske den gang man stod i kø ved stoppesteder og ventede på bussen, der var stadig køkultur, og man kom til efter tur. Dengang fik vi at vide, at man skulle vise hensyn når man var ude mellem andre. I dag er hensynet mange steder fuldstændig fraværende. Ved stoppesteder, hvor mange unge stiger på for at komme til og fra uddannelsesstederne, der gælder ingen regler og det er dem der er frække som får plads. Jeg kan stadig ikke vende mig til det og forundres hver gang over, at der er en udpræget hensynsløshed og mangel på dannelse, blandt unge( og ældre, for den sags skyld).

Verden har ændret sig, om det er til det værre, det ved jeg ikke rigtigt, for der ér sket en ændring på nogen områder, som betyder at mennesket kan træffe egne valg, som ikke behøver at være styret af de subkulturelle bånd.

Moralens ofrer
Tidligere var et en katastrofe, hvis en ung pige blev gravid uden for det formelle ægteskab. Særligt i missionske kredse, førte det til tvangsægteskaber, hemmelig bortadoption, aborter, eller også måtte man opleve at blive udstødt af fællesskabet. Det finder stadig sted i dag, men flere vælger at beholde barnet, måske skynder de sig at blive gift. Kongebrev kunne blive løsningen, hvis man ikke var myndig, men hvem kunne tænke sig at skilte med et kongebrev, som før hen signalerede at man ikke kunne vente. I dag behøver det ikke at føre til at man isoleres, man finder bare andre fællesskaber.

Oprør mod normen
Når unge vælger at lægge sig på kørebanen med rulleskøjter, eller hærger offentlige toiletter, hvor de smadrer inventaret, så vil de nok sige et eller andet. Om det alene skyldes manglende konsekvens og dannelsesproces i mange familier, det jeg ikke så sikker på. Det gør det i hvert fald ikke bedre, at politikerne er eminente til ikke at ville erkende sin skyld og ansvaret for, at overhøre store dele af befolkningen, i effektivitetens og udviklingens heldige navn. For mig at se, er lovgivningen på vej ud af et vildspor, hvilket får nogen til at reagere med provokationer. Familierne står ofte magtesløse, for på den ene side mærker de og kan se de åbenlyse fejl og hensynsløshed i systemet og hos de unge, men på den anden side står systemet og kræver de unge tidligere og tidligere, samtidig med forældrene umyndiggøres over for deres børn. Jeg mener ikke, at mere lovgivning, strengere straffe og mere konsekvens er vejen til at løse problemerne. Det er prøvet af og har vist sig at have den modsatte virkning. Jeg mener der må ske en overførelse af myndighed og beslutnings kompetence til det enkelte menneske, som en del af det nye menneskesyn. Det kan give den enkelte en bedre fornemmelse af, at være del at et handlingsfællesskab, som man har mulighed for at være med til at præge.

Behovet for at skifte kørebane
Egentlig synes jeg at dit billede med ham på rulleskøjter passer godt på det politiske system vi vedligeholder ved at acceptere, at de lægger sig midt på kørebanen også selvom at de risikerer at falde og blive kørt over af udviklingen. Når de så vender sig om, og endelig ser på os for at give os fingeren; ved at forøge sine budgetter, hæve sine ergne lønninger, skære ned på de svage gruppers muligheder og samtidig kræve mere og større lydighed, med kontrol og trusler om at fratage dem forsørgelsesgrundlaget; så forstår jeg godt den frustration der breder sig i hele samfundet. I dag er vi i stand til at lave nye og mere effektive beslutningsprocesser, end dem man krampagtigt søger at holde foran samfundet, med vedligeholdelse af den partipolitiske struktur. De partipolitiske systemer er en miniput, i forhold til den globale udvikling og det nye menneskesyn, som er ved at have kørt sig op bag den gamle verden.

Vi skal rigtig nok ikke køre den gamle verden ned, bare fordi vi er stærkere og måske er i vor gode ret til at bruge kørebanen. Jeg mener det er vigtigt, at vi forstår hvilke værdier det gamle partipolitiske system søger at signalere til os. Vi må se forbi vore nuværende politikere og deres forbrydelser mod vor Folkesjæl, for at genopdage intentionen med at samles og gå i dialog, for at bygge samfund. Vi skal ikke føre partipolitik, men række hånden frem. Der er mange dygtige mennesker, som er gået ind i partierne, fordi de er bange for det kaos, de ser som en trussel mod den gamle orden.

Udstødelsprocesser i dag
Hvor det tidligere var enkeltpersoner, der risikerede at blive udstødt af de små stærke kulturbundne samfund, er det i dag befolkningsgrupper der konstant holdes ude og befinder sig uden for samfundet, som marginaliserede grupper. Mange steder er disse mennesker bortvist og søgt fjernet fra det offentlige rum. I dag kommer politikere, forretningsfolk og almindelige borgere og siger, vi har ret til at være her, væk med jer. Man fratager dem mulighed for at forsørge sig selv og holder dem ude fra arbejdsmarkedet, samtidig med at man skærer ned på deres ressourcer og stresser dem med trusler om, også at tage det sidste de får; hvilket blot er en ringe kompensation for at vige pladsen for de frække.

Opdragelse
Der er et stort problem i, at værdierne tilsyneladende sejler i stormfuldt hav og jeg kan da godt forstå det er ved at være in at tale om dannelse og konsekvens, hvilket jo ikke behøver at være mindre kærlig i sin opdragelse af både børn, unge og voksne, måske endda tværtimod. Men det er for mig at se, væsentligt at først danner os et helt nyt værdigrundlag og menneskesyn. Her tænker jeg ikke på, at vi skal afskaffe gamle værdier, som slægter forud for os har fundet værd at arbejde for. Men vi må være villige i dag, til at se verden på ny og genopdage kernen i disse værdier. Vi behøver ikke at fastholde og videreføre dem i samme kulturelle skikkelse som før. Det er noget nyt vi skal opdrages til.

Jeg er alvorligt bekymret ved, at man stadig tænker dannelse ud fra det gamle menneskesyn; at individet skal rette sig og ordne sig efter samfundet.
Jeg er ligeså ked af at se konsekvens udøvet, ud fra det gamle menneskesyn; at man foretrækker sanktioner og straffe.

Som om det er individet den er galt fat med og ikke samfundet, der er sygt i hele legemet.

Den kærlige opdragelse af både børn, unge og voksne, vil måske i virkeligheden være at hjælpe dem med at sige fra. At give dem værktøjer til at række samfundet hånden og være med til at drage det op af dets afgrundsdybe nød.

Håb for verden
Måske har netop den kulturelle frisættelse været med til, at bane vejen for det kan lykkes. Måske er oprøret og protesten et sundhedstegn, der viser at der er liv og håb om, at det hele kan være meget anderledes.

Det er ikke længere de overvejende missionske samfund der er toneangivne, som for halvtres år siden. De er næsten ikke til at høre mere, og når de lader høre fra sig, viser de ofte en total mangel på nutidsorientering. De har simpelt hen, i alt for mange tilfælde, ikke kunnet følge med forandringen og er belevet skræmte af den. Ved at lukke sig inde om dét de var vandt til, har de udviklet sig til små, nærmest ubetydelige subkulturer, som ikke længere tillægges nogen særlig betydnig af omverden.

Jeg håber at den kulturelle frisættelse, har været med til at gøre det muligt for de troende, at skifte den gamle klædning ud. Alle ting samvirker til gode for den som tror. Derfor venter jeg egentlig også, at der fremstår en ny vækkelse, hvor kærligheden vil sejre over for konformiteten med verden. Forandringen må begynde og tage udgangspunkt i individet, det enkelte menneske, og man må lære at værdsætte det liv Gud har givet.
Samfundet må eksistere på individets præmisser, og dermed kommer nok relativismen ind i billedet. Det bliver mest synligt, når vi skal til at omdefinere vort samfund på grund af mennesket og ikke skal tage udgangspunkt i fællesskabet. Fællesskabet har mistet sin berettigelse til at fortsætte, når bare ét menneske føler sig overflødig og tilsidesat.

Kan Kirken, de troende, være med til at gøre en forskel?

Ja!

At række hånden
Ved at ophøre med forargelsen og tage udgangspunkt i den betingelsesløse Kærlighed, som kraften bag alt hvad vi gør, kan vi række ud til de mennesker som har brug for Gud og længes efter retfærdighed.

Ved at ophøre med misundelsen, dette at ville lave om på mennesker, men derimod give dem et forbillede, gennem efterlevelse af Kærlighedens Lov, kan det lys der ér i dem, få lov til at vokse indefra ved Guds kraft og overbevisning.

Jeg mener, at kristne har fået kraften fra Gud, til at gøre en forskel, og netop vise at de kan hæve sig over temperamentets manifestation af misundelsen, som fører til undertrykkelse af mennesker, med udslukkelse og tab af livsmod til følge.

Det sker når de antikristelige ord, som "vi kan ikke" og "vi er godt nok nogen uforbedrelige syndere", bliver gennemskuet og bortkastet fra vor midte, så Skønhed og Værdighed kan stråle ud af de troende. Det skal nok få omverden til at kaste sig ned og tilbede Gud.

Vandrer

Hej vandrer

Ja, det var et langt indlæg du her er kommet med, men i det store og hele nogle rigtige tanker.

Jeg vil prøve kort at beskrive hvad jeg tror vi vil se fremover i denne dannelsesproces, som nødvendigvis må komme,

Nedbrydning
Jeg mener, at at eet af de store problemer er den nedbrydning af familiens værdier,- tryghed, omsorg og fælleskab- som har fundet sted i forbindelse med den kulturelle frisættelse (socoilogenThomas Ziehe) og relativismen.
Og den nedbrydning er ikke samfundets skyld, men det enkelte menneskes valg af de voksnes nye partnere med sårede børn til følge.
Respekten og omsorgen for det andet menneske er blevet til et charter for Menneskerettigheder og ikke til Menneskepligter og på denne måde blevet til et offentligt anliggende.
Denne nedbrydning vil stoppe for at give plads til en ny opdagelse af repsekten og omsorgen for de andre.

Værdier
Det drejer sig ikke om tilbagevenden til tidligere tiders metoder eller synspunkter, men om en styrkelse af de bedste af de kristne værdier.
Disse har tidligere haft stor indflydelse (mest for det gode og lidt af det dårlige) på samfundsudviklingen. Grundtvig og S.A. Kirkegaard fik jo og har stadig indflydelse på mange ting og det er vel ikke så underligt, at de igen er oppe i tiden omkring fællesskab og det individuelle og eksistentielle ansvar som menneske. Og denne tendens vil øges i de næste 10 år.

Du skriver:
Alle ting samvirker til gode for den som tror. Derfor venter jeg egentlig også, at der fremstår en ny vækkelse, hvor kærligheden vil sejre over for konformiteten med verden. Forandringen må begynde og tage udgangspunkt i individet, det enkelte menneske, og man må lære at værdsætte det liv Gud har givet.
Samfundet må eksistere på individets præmisser, og dermed kommer nok relativismen ind i billedet. Det bliver mest synligt, når vi skal til at omdefinere vort samfund på grund af mennesket og ikke skal tage udgangspunkt i fællesskabet. Fællesskabet har mistet sin berettigelse til at fortsætte, når bare ét menneske føler sig overflødig og tilsidesat.

Kan Kirken, de troende, være med til at gøre en forskel?

Ja!
Citat slut.

Kommentar: Enig, men dog dette:

Relativismen i den form vi har oplevet den kan heldigvis ikke overleve i fremtiden, fordi den i sin ekstreme del har skabt kaos især for unge i deres identitetssøgning og dannelse og for ældre i deres familier.
Individualismen derimod behøver ikke lide under at være en del af et stærkt fællesskab, tværtimod kan fællesskabet styrke det individuelle, dersom fællesskabet forstår og accepterer at forskelligheder er en styrke og en værdiforøgelse og ikke en trussel.

Og dette er faktisk kirkens/menighedens udfordring og opgave, som Paulus også beskriver i 1. Korinterbrev kap. 12 om de forskellige lemmers opgaver samt i Efeserbrevet.

mvh
carl

Nu har jeg siddet og læst alle indlæggene. Der bliver gået meget op i om det er uhyggiejninsk eller ej, helt ærligt, er det da ikke lige meget, vi kan jo ikke leve hvis vi ikke får bakterier.
Jeg kan godt afvise en udstrakt hånd, men kun fordi det er nødvendigt, og jeg er ikke glad for det, for hvis ikke folk kender mig, kan de ikke forstå hvorfor jeg ikke vil hilse, men jeg har ret ondt i mine fingre, så mit værste mareridt er når jeg ved jeg skal til en fest, og der kommer mange mennesker. Jeg har oplevet at folk reagerede negativt på at jeg ikke gav hånd, og så blev jeg næsten nødt til at sige at det er fordi det gør ondt, men det er ret irriterende.
Til sidst vil jeg lige fortælle en oplevelse jeg havde en gang jeg bad. Jeg havde det svært og havde virkelig brug for at få trøst af Gud. Jeg så et billede for mig hvor Guds store hånd tog fat i min lille hånd, og det gjorde bare så godt, for det var lige det jeg havde brug for der.
Jeg har både oplevet at gribe en hånd og give en hånd, og det er dejligt begge dele.

Hej Lonnie !
TAK for din meget gode og helt særlige historie!

Må GUD rigt velsigne dig!