Hej

Jeg er en ung kristen bøsse, som ikke har så lidt problemer, men det værste er, at jeg ved ikke om jeg kan tro på Gud eller ej.

Jeg arbejder på et kristen arbejdsplads, hvor en del af vores arbejde, ja faktisk en stor del handler om at skulle fortælle om Gud og Jesus til ikke kristne mennesker, ved at holde andagt hver aften. Vi er 5 unge til at hjælpe til her, men ingen af os er særlig go'e til at tage os sammen til at holde en andagt, og tærer meget på vores forstander, han synes simpelthen det er for dårligt at det kun er ham der trækker det læs med at vi er "et kristent hjem", og det kan jeg godt følge ham i.

Grunden til jeg skriver er at jeg kan ikke få mig selv til at holde en andagt for jeg ved ikke længere hvor Gud er i mit liv, jeg tænker tit på at det hele er noget møg, hvordan kan tro på en som foragter det jeg gør, jeg lever min seksualitet ud, og jeg ved godt at det er imod bibelens ord, og derved Guds, men hvordan skal jeg kunne stille mig op foran ikke-kristne mennesker og fortælle om denne her barmhjertige og retfærdige Gud, når jeg ikke føler det sådan, det eneste jeg vil kunne fortælle dem er hvor meget jeg tvivler hvor meget jeg har hadet ham for det han har "gjort" mod mig, som nu gør at hvis jeg skal leve efter bibelen vil jeg leve et ensomt liv, for selvom man ikke lever sin seksualitet ud, hvor mange kristne vil så omgåes en homoseksuel....

Det her er noget der fylder min hverdag rigtig meget, og nogen dage kan jeg trække mig tilbage i et sort hul bare fordi at det pludeslig fylder så meget, hvad kan jeg gøre.... jeg håber der er en som har et råd!

Hilsen den fortvivlende

Kære Ven

Jeg er overbevist om, at Gud ikke "foragter" dig. Tværtimod ved jeg at han elsker dig som sit kære barn. Det er meget vigtigt, at du holder fast i det under alle forhold. Også netop nu, hvor du er fuld af tvivl og føler, at Gud er blevet væk for dig, ja, at du har hadet ham, fordi du føler, at han bærer sin del af skylden for, hvor du befinder dig, hvor du gør .

Gud elsker dig, men han elsker ikke nødvendigvis det du gør. Hvorfor? Fordi du med dit seksualliv er lever i strid med Guds ord. Og det kan ikke anbefales, at nogen gør det. Det mister man nemlig troen og freden af i det lange løb.

Samtidig skal jeg være den første til at medgive, at det er forbristret svært at være kristen og homoseksuel. Du har ret i, at det kan føles både ensomt og uoverskueligt. Men du behøver ikke at bære smerten i ensomhed og fortvivlelse. Jesus ønsker at være fuldt og helt med i dit liv, han ønsker også at give dig kraft til at bære smerten og kampen, hvis du vil lade ham gøre det.

Rent menneskeligt behøver du heller ikke at leve "på en øde ø". Jeg tror, at du vil blive positivt overrasket, hvis du tog mod til at fortælle en nær kristen ven eller veninde om dine problemer. Jeg tror ikke, at du ville blive afvist.

Desuden har du også mulighed for at kontakte Basis - Foreningen Agapes arbejde blandt mennesker med en problemfyldt seksualitet. I Basis støtter vi og hjælper kristne, der kæmper med homoseksuelle og andre følelser. Vi gør det gennem weekend kurser, personlige samtaler per telefon, mail eller "in person".

Du er velkommen til at kontakte mig på 8227 1204 eller på jsl@imh.dk, men lad for alt i verden være med at gå alene dine fortvivlede tanker.

Kærlig hilsen
Johan Schmidt Larsen

Johan,

Jeg ved at at alle er elsket af Gud, det han ikke kan ha' er jo synden, og ikke synderen. Men jeg synder jo med vilje, og jeg kan jo ikke bede om tilgivelse for noget som jeg ikke angrer. Min kærlighed vil nok altid blive givet til den "forkerte", og jeg kan kun be' mine venner om at respektere det, men tror du nogensinde at jeg ville kunne komme i f.eks. IMU hvor alle vidste jeg var bøsse, og de vidste jeg udlevede det, og så stadig være velkommen, jeg tror at folk glemmer det med næste kærlighed, istedet dømmer de, selvom så er de ikke bedre end mig, for det er kun op til Gud at dømme mennesker...

Jeg kan ikke længere huske hvor jeg ville hen med det, og det kan da godt være at det er en fordom jeg har over for andre kristne, at jeg ikke vil blive accepteret, i et kristen samfund, som udlevende bøsse, men det er sådan jeg har det!

Den fortvivlende

Kære Ven.

Det er selvfølgelig sandt, at du ikke kan bede om tilgivelse for noget du ikke angrer. Og jeg skal heller ikke pådutte dig en anger du ikke giver udtryk for. Men jeg sidder alligevel med en fornemmelse af, at der er noget, som nager din samvittighed. Det tolker jeg, som om der er noget dybt i dit sind, som piner dig. Det virker med andre ord som om du ikke helt har sluttet fred med tanken om, at det ifølge Bibelen skulle være okay at leve et aktivt seksualliv som bøsse. Dette "noget" tolker jeg som Guds Ånd, der forsøger at få din samvittighed i tale. Forsøger får dig til at ændre retning i dit liv.

Samtidig nævner du, at "min kærlighed vil nok altid blive givet til den "forkerte", og jeg kan kun be' mine venner om at respektere det".

Jeg mener at du én gang i dit liv skylder dig selv at søge hjælp gennem sjælesorg og terapi. Jeg mener at du "hopper over hvor gærdet er lavest" med denne holdning. Jeg har flere eksempler på, at mennesker har fået afgørende hjælp til leve bedre og mere harmonisk med deres seksuelle følelser. Mennesker som gennem et langt terapiforløb har set, at deres følelser fra at være overvejende homoseksuelle har ændret sig til at være overvejende heteroseksuelle. Jeg har også mødt mennesker som har måttet leve med deres følelser uden de store ændringer, men som med Guds hjælp er i stand til at leve afholdende og mere ansvarligt og harmonisk med deres følelser. Hvis ikke du har prøvet den vej, har du ikke prøvet alle de muligheder, som du vitterligt har. Det skylder du dig selv og din Skaber og Herre.

Du har ret, at det ikke tilfalder os at dømme et andet menneske. Som kristne har Gud imidlertid givet os ansvar for at bedømme, hvad Guds Hans ord siger og forventer på alle livets områder. Derfor må du ikke forvente, at dine kristne venner uden spørgsmål og indvendinger bare accepterer dine valg uden at sammenholde dem med Guds ord. Accepterer de blot dine valg uden at tage hensyn til, hvad Bibelen siger, er de dårlige rådgivere og dårlige forvaltere af Gud ord. Ja, de handler imod, hvad Gud har sagt.

Kan du stadig komme i IMU eller et andet kristent fællesskab, hvis du fastholder et aktivt seksualliv. Ja, det tror jeg du kan, og det vil jeg også opfordre dig til. For det vil være din livline til et levende og personligt kristenliv. Ingen af os kan i længden leve et sololiv, hverken som kristne eller som mennesker.

Hh
johan

Johan,

Du foreslog terapi og ligende, personlig tror jeg ikke på at det virker, men kan jo selvfølgelig ikke sige det efter som jeg jo ikke har prøvet det, men desuden er jeg ikke "overvejende" homoseksuel, jeg ved hvad jeg er til, jeg har været sammen, med en fyr, en pige tænder mig simpelthen ikke seksuelt!

Jeg vil aldrig nogen sinde forvente at blive accepteret, men jeg synes ikke respekt er for meget at forlange, er det?

Jeg ved at for mange kristne, er homoseksualitet, svær at forstå, det er i hvert fald den opfattelse jeg har fået fra mine kristne venner som ved til at jeg er homoseksuel, men de forstår allesammen den kærlig som jeg føler er nødvendig for mig, jeg har også denne her drøm om at jeg finder den eneste ene, og skal dele resten af livet sammen med ham, men jeg ville bare så gerne at andre homoseksuelle kan forstå hvorfor, som regel får jeg bare at vide at homoseksualitet er ulækkert og klamt osv. men folk, både ikke-kristne og kristne kan ikke forstå den kærlighed som to fyre eller to piger kan ha' overfor hinanden, det er en ligeså stor kærlig som mellem mand og kvinde, jeg ville virkelig ønske at folk kunne forstå det.

Jeg håber at det her måske kunne få nogen til at tænke sig om før de bare forkaster homoseksuelle, også selvom det er en synd.

Hilsen den fortvivlende

Kære Ven.

Terapi og sjælesorg er selvfølgelig ikke svaret på alle dine problemer. Langt fra, men problemet ved din og andre kristne homoseksuelles holdning til terapi/sjælesorg er, at I tager stilling uden overhovedet at have gjort forsøget. Det ser jeg som et hovedproblem. Personligt tager du altså stilling til noget, du ikke har chance for at vide noget om.

Du har et liv, du skal leve som menneske og kristen. Betragt sjælesorg/Terapi som en god investering i dit liv, både her og i evigheden. Uanset om du 95% homoseksuel eller bare 45%, så er min påstand, at der er hjælp at få både for din tro og din seksuelle identitet.

Du har ret i, at mange kristne og mange heteroseksuelle generelt har meget svært ved at forstå homoseksualitet. Ganske enkelt fordi det overskrider deres egne seksuelle og følelsesmæssige grænser. De betragter det som noget unaturligt klamt, fordi deres seksualitet befinder sig et andet sted. Men selv om det er tilfældet må oogså de møde alle, også homoseksuelle med respekt. Mange fordomme skyldes natuligvis også manglende viden om, hvordan en homoseksuel tænker og føler.

Din drøm om, at møde den eneste ene og dele livet sammen med ham er forståelig nok. Den drøm ligger i alle mennesker uanset seksuel orientering, og drømmen er en del af Guds hensigt med os. Jeg tror heller ikke, at kærligheden mellem to af samme køn er mindre stærk eller varm end forholdet mellem mand og kvinde. Problemet består i, at et homoseksuelt forhold har Bibelens ord imod sig.

Samtidig vil jeg også nævne, at selv om du skulle finde den eneste ene, kan du godt blive skuffet alligevel. Selv om vi ser mange brudte og løse forhold mellem heteroseksuelle, så står det om end værre til i homoseksuelle parforhold, og specielt mellem mænd. Alle statistikker viser, at forholdene generelt ikke holder særligt længe samenlignet med heteroseksuelle parforhold. Desuden viser de samme statistikker, at både accepteret utroskab eller hemmeligt utroskab mere er reglen end undtagelsen i mandlige homoseksuelle parforhold. Personlig stiller jeg meget store spørgsmålstegn ved de glansblilleder som Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske m.fl. forsøger at opstille.

hh
Johan Schmidt Larsen

Hej Johan

Jeg har læst dit svar og har meget svært ved at acceptere det, hvis en af mine venner sagde til mig "gå i terapi", var personen ikke min ven, for han/hun elskede mig ikke som jeg var.

Al den her korrenspondace, har næsten fået mig til at indse at jeg kan blive nødt til at vælge mellem Gud, og mig selv, og jeg vil vælge mig, jeg vil ikke længere udsættes for smerte bare fordi jeg er "anderledes", Gud vil alitid have en plads i mit hjerte, men ikke nogen direkte indflydelse på mit liv. Som jeg skrev tidligere så arbejder jeg på en kristen arbejsplads, hvor jeg hver dag er tvunget til at være "et kristen eksempel", og Gud er en tvungen del af min hverdag, men når jeg forlader dette sted, lader jeg nok en stor del af min tro blive, måske vil jeg søge ind i en IMU, til det sted hvor jeg kommer hen for at give Ham en chance mere i mit liv, og måske er det bare slut nu, og jeg må derfor bare leve et syndigt liv, men et liv hvor jeg ved at de venner jeg har kan acceptere mig fuldt ud.

Med venlig hilsen
den fortvivlende

Kære Ven.

Du skriver:

"Hvis en af mine venner sagde til mig "gå i terapi", var personen ikke min ven, for han/hun elskede mig ikke som jeg var."

Din forståelse af venner er efter min mening alt for snæver. En ven er først og fremmest et menneske, som har omsorg for dig, og som kan lide dig som du er. Samtidig er han hjælpsom og ærlig. Ærlighed og åbenhed kombineret med kærlighed er faktisk de vigtigste forudsætninger for et godt venskab. Hvis en ven ikke tør sige, hvad han tænker og føler omkring dit liv, er han ikke en rigtig ven. Derfor tør en ven også sige ting til dig, som du ikke bryde dig om at høre. Og en kristen ven må nødvendigvis have sin værdimåler i det Bibelske budskab. Derfor må han også turde sige til dig, at du har brug for hjælp og støtte gennem sjælesorg eller terapi, hvis det er det, han føler du har brug for. Han kan ikke og skal ikke vælge for dig, men han må have modet til at sige det til dig, selv om han har en fornemmelse af, at du ikke bryder dig om det.

Du sætter selv valget, du står i meget firkantet op:
"Jeg kan blive nødt til at vælge mellem Gud, og mig selv, og jeg vil vælge mig". Langt på vej er det valget du står i. Du kan naturligvis godt tro på Gud, selv om du træffer dine egne valg på det seksuelle område og andre områder. Men som tidligere nævnt tager troen og nærheden med Gud fundamental skade af, at vi siger: Jeg vil godt på dig Gud, men jeg vil selv sætte vilkårene for, hvad jeg skal tro på og hvordan jeg skal tro. Så er vores Herre og Skaber ikke længere vores Gud, men en ligegyldig gud, vi selv har skabt. Og den slags guder er ikke værd at tro på. Dem er der ingen hjælp og kraft i, dem er der ingen velsignelse ved at tro på.

Jeg fornemmer klart din fortvivlese og smerte ved at være både ensom og anderledes, og den smerte er både dyb og reel. Men her mit råd og min påstand, at den smerte kan du få hjælp til enten overvinde eller få hjælp til at leve med. Så længe du ikke har har prøvet den vej, har du ikke brugt de mest oplagte muligheder. Samtidig er det værd at huske på, at selv om vi tror på Gud, undgår ingen af os kamp eller smerte. Det er livsvikår for alle mennesker og alle kristne. Den dybe og afgørende sandhed er, at kampen, smerten og tvivlen ønsker din Far i himlen at være en del af og hjælpe dig igennem, hvis du vil give ham lov til det!

Guds fred og alt godt!

hh
Johan