Jeg har gået længe og spekuleret over det her emne: 'kristen og politik' Hvordan forholder en kristen sig til de politiske partier og ideologier? Bør vi underkaste os alt, der hedder øvrighed? Bør vi forkaste al ideologi hvis fleste tilhængere er ateister? Kan en kristen tilslutte sig et egoistisk parti, hvis motto er 'enhver er sin egn lykkesmed'? Bør vi alle sammen være kristendemokrater?
Og måske vigtigst: hvad bør være vores udgangspunkt? At vi indser verdens fordærv og prøver bedst muligt at leve med det? At vi adskiller politik og religion, og lever forskelligt i disse to verdener: den profane og den transendentale? Eller at vi ser optimistisk på processen, ikke målet, men tilstræber et utopistk/paradisisk samfund, velvidende at dette er umuligt - og dog, hvis vi bara kunne få det lidt bedre?

bare nogle tanker...
Jón

Ja, det er et ret svært spørgsmål, som jeg selv har tumlet en del med. Min foreløbige konklusion er at politik og kristendom for så vidt er ret adskilte størrelser - hvilket også rent empirisk viser sig i at kristne mennesker stemmer ligeså forskelligt som resten af befolkningen.
Noget andet er etikken - hvad der egt. er kristen etik, er faktisk ret svært at svare på. Vi har for så vidt kun kærlighedsbudet og den gyldne regel at holde os til, hvoraf specielt den sidste jo lægger op til en ganske subjektiv holdning til etiske spørgsmål.