Jesus og Josefine åbnede en del spørgsmål for mig.

Jeg er sikker på at han skulle lære at gå, tale og spise ligesom alle andre børn skal af sine forældre. Men hvornår gik det op for ham at han skulle være verdens frelser?

Var det først ved dåben, hvor han var 29/30 år (deromkring, så vidt jeg ved), men han kendte jo til Bibelen som 12-årig, det eneste vi hører om ham mellem hans fødsel og hans dåb.

Talte han for andre om tro før dåben, og vidste han at han skulle dø? Lavede han undere?

Men samtidig ved vi, at han ikke syndede, så han må altid have vidst hvad der var rigtigt og forkert, for han har jo ikke syndet, og han blev ikke skånet for fristelser, ved vi også.

Det er som sagt noget der ikke står noget om i Bibelen, og det gør det lidt besværligt... men hvad mener I?

Rasmus

Rasmus

Godt spørgsmål!
Der er nok ikke noget korrekt svar på det - på denne side af Jesu genkomst i hvert fald, på den nye jord kan vi jo spørge Ham!

Da han var 12 år og blev væk for sine forældre, skældte Han dem ud over at de ledte efter Ham og var bekymrede - de kunne vel regne ud at Han var i sin Fars hus...!

Så på det tidspunkt har Han nok været klar over at Han var noget særligt, og nok også at Han var Guds søn.
Netop fordi Han, som du også selv nævner, var syndfri, må Han vel have vidst det hele tiden i et eller andet omfang.

Men, det er jo ikke noget Bibelen taler direkte om, så det er heller ikke noget vi kan vide noget om.

Hej Lars, du skriver

Da han (Jesus) var 12 år og blev væk for sine forældre, skældte Han dem ud over at de ledte efter Ham og var bekymrede - de kunne vel regne ud at Han var i sin Fars hus...!

Jeg synes du indlæser noget her, og at det ikke fremgår ikke af teksten, at han skældte sine forældre ud. Det ville også have været en synd ("Du skal ære din fader og din moder"!) Han stillede dem blot et spørgsmål, som de ikke forstod, og fulgte derefter med dem.

Jfr. Lukas 2,48-52
Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem.

Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

kristina

Hej kristina (og LarsP)

Jeg mener godt man kan være vred på sine forældre eller irettesætte dem uden at synde.

Sådan som jeg ser episoden omkring Jesu 12 års oplevelse i templet er at Jesus var i sin faders hus. At hans mor og Josef ledte efter ham. At Jesus irettesatte dem for ikke at vide hvor han ville søge hen (til sin fars hus). At Jesus ære sin "far" og mor (og far) ved at følge med dem hjem uden at brokke sig.... og ved at være lydig som der står.

Gud har givet os alle vore 6 grund-følelser og det er ikke synd at bruge dem ret - heller ikke overfor sine forældre.
(vrede, glæde, sorg, angst, seksualitet og kærlighed)

Hej Rasmus

Jeg er sikker på at Jesus skulle lære alle de samme ting som alle andre børn skal..... gå, tale, pottetræning osv osv.....

Men - ja hvornår gik det egentlig op for Jesus at han skulle være frelser.....

Faktisk tror jeg han har vidst det lige siden at Eva tog den første bid af den forbudte frugt...... Planen var lagt inden det og blev sat igang af Adam og Evas fald.....

Jeg tror at Jesus (som menneske) også har vidst det på et eller andet plan. Han har vidst at hans Far var Gud (undfanget af Helligånden) - i hvert fald hvis Maria har fortalt ham det.... det tror jeg hun har.....
Og så har han jo kunnet høre i synagoen og senere selv læst i skriften at det kun kan være ham som alle profetierne peger på...... Men dette klarsyn han havde på skriften kan jo kun komme fordi han er Gud.....selv gamle lærde mænd undrede sig over hans visdom og indsigt.....

Talte han for andre om tro før dåben, og vidste han at han skulle dø? Lavede han undere?

- Nej jeg tror ikke han prædikede før sin dåb. Hverken det ene eller det andet...... han udlagde skriften - sikkert for at vise de skriftkloge hvordan de skulle kunne kende messias når han ville vise sig......
- Ja - det tror jeg han gjorde......
- Nej - det eneste under jeg tror han har lavet inden sin dåb var at leve syndfrit og at lade være med at springe fra sin titel som Guds søn (som i JoJ)..... men det er vel egentlig også noget af et under når man tænker efter......

OK Ester, det er i orden at "vredes" - når vi bare ikke begår synd og ikke "lader solen gå ned over vores vrede".

Men stadigvæk står der ikke noget om, at Jesus var vred ved den lejlighed. Der står heller ikke, at han irettesatte. Der står kun at han stillede et par spørgsmål. (Tonefaldet i de spørgsmål indlæser vi selv, det kan være undrende, bedrøvet, belærende eller irriteret - det ved vi ikke.)

Men at Maria bare "gemte ordene i sit hjerte" synes jeg ikke tyder på nogen vrede eller irettesættelse fra Jesu side .. så havde hans forældres reaktion formentlig havde været anderledes. ( Min indlæsning )

kristina

Hej kristina

Jeg er enig i at tonefaldet er noget vi indlæser......

Jeg tror at grunden til at Maria gemte ordene i sit hjerte var at de var sagt med en form for myndighed (Guddommelig) og at det ikke var noget Jesus gjorde i tide og utide...... Men det er stadig bare min tolkning af det.....

Forældrene: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« (jeg indlæser - irettesættelse og lettelsens vrede)
Jesus: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« (jeg indlæser - undren og irettesættelse/påmindelse og myndighed)
Maria: Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem.... Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. (jeg indlæser - myndighed i Jesu ord)

Nåja - vi indlæser forskelligt - men det har ikke nogen betydning for helheden og budskabet...... og så længe vore små uenigheder er på det plan kan det ikke gøre så meget......

Jeg indlæser ikke vrede i Jesu ord i denne sammenhæng...... jeg sagde kun at man godt kan være vred og bruge sin vrede til noget uden at synde...... Bare for ikke at skabe den misforståelse at man som kristen ikke må blive vred...... det har jeg nemlig troet i en del år efterhånden.... at man ikke måtte - det giver altså kun problemer at tro sådan.....

Hej Ester

...... jeg sagde kun at man godt kan være vred og bruge sin vrede til noget uden at synde...... Bare for ikke at skabe den misforståelse at man som kristen ikke må blive vred...... det har jeg nemlig troet i en del år efterhånden.... at man ikke måtte - det giver altså kun problemer at tro sådan.....

JA, nemlig! Lige præcis! Så landede vi på samme platform (igen!) - for jeg er også enig med dig i det øvrige, du skriver.

Det med følelserne - - faktisk tror jeg slet ikke vi står til ansvar for vores følelser, men kun for vore handlinger.

Når Jesus siger, at vi skal elske vores næste, mener jeg også vi roligt kan lade være med at tænke det som et påbud om at rumme bestemte følelser. Det er vist noget som først kom indover med romantikken. At elske sin næste er helt enkelt at gøre godt imod ham, at besøge ham, når han er syg, give ham mad når han er sulten osv. Tror jeg. Og at elske Gud er at holde hans bud.

Vi kan ikke gøre noget for at forhindre sorgens og vredens sorte fugle i at flyve hen over vores syndige hoveder, men vi kan godt prøve at forhindre dem i at bygge rede i vores hår, og det kræver tit en indsats på handlingsplanet ..

kristina

Hej Kristina

Det er et rigtigt spændende emne hvordan vi håndterer vreden (og andre følelser) i fht kristendommen.

Du skriver:

"Vi kan ikke gøre noget for at forhindre sorgens og vredens sorte fugle i at flyve hen over vores syndige hoveder, men vi kan godt prøve at forhindre dem i at bygge rede i vores hår, og det kræver tit en indsats på handlingsplanet .."

Ja det skal vi. Men det er unægtelig hårdt, når man nu HAR tilgivet de mennesker overfor Gud....og så fortsætter med at mærke den fantastiske vrede man nu engang har i sig, så føler man sig rigtig ussel....for mente man det nu i grunden? Og har man ikke bare løjet overfor Gud?

Så er det jo en fantastisk trøst at kunne høre Evangeliets røst: "men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. Så meget mere skal vi, der nu er blevet gjort retfærdige i kraft af hans blod, ved ham frelses fra vreden. For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde (Rom. 5, 8-10)

Mens vi endnu var FJENDER! forligte Gud sig med os i Jesus Kristus.

Så betyder det pludselig ikke længere noget hvor meget jeg gør, om jeg mener eller ikke mener, hvor dyb min tilgivelse rækker eller ikke rækker, hvad jeg føler eller ikke føler. Nu kommer det an på Gud!

Gud rækker os alle hånden i Jesus Kristus, og i HAM ALENE er vores tilgivelse. Og derfor kan vi med god samvittighed bekende at vi er vrede, men for Jesu Kristi skyld tilgiver vi den der har vækket vores vrede.
.....forbavsende ofte, men ikke altid, kan man mærke en ændring, som om vreden er punkteret, en ballon der er prikket hul på - men dette er ikke kriteriegivende.

Mkh Malli

Hej Kristina

Jeg synes du indlæser noget her, og at det ikke fremgår ikke af teksten, at han skældte sine forældre ud. Det ville også have været en synd ("Du skal ære din fader og din moder"!) Han stillede dem blot et spørgsmål, som de ikke forstod, og fulgte derefter med dem.

OK - irettesatte så.

Desuden ser jeg ikke nogen problemer i at ære sin far og mor selv om man 'irettesætter' dem en gang imellem hvis det er nødvendigt.
Selv om jeg ikke altid er enig med mine forældre, og derfor 'irettesætter' dem, mener jeg da stadig at jeg ærer dem som mine forældre.

Eller hvad? Er det at ære sin far og mor det samme som stiltiende at skulle finde sig i hvad som helst?

Mvh

Lars

Hej Rasmus

Der er for mig ingen tvivl om, at da Jesus, som 12-årig var i templet- Lukas Evg. 2. fra vers 42 - var tydelig bevidst om sin oprindelse og kaldelse, da Han som beskrevet i vers 49 sagde:
" Hvorfor ledte I efter mig? vidste I ikke, at jeg bør være i min Faders Hus ?"

mvh
carl