"Nå, og hvad laver du så?"
Hvor er det bare irriterende og nedslående, at det altid er det første, man bliver mødt med, når man er sammen med nye mennesker. Det er som om, at arbejdet er ens identitet.
Jeg synes det er pinligt .

Jeg ville gerne komme i en bestemt forening, som har ord for at være kristen, men nu er jeg stået af, fordi jeg tilsyneladende ikke er fin nok til dem

Jeg har ikke nogen "højere uddannelse," fordi jeg ikke har kunnet holde ud at arbejde indenfor hele dagen og sidde stille.
( Jeg har prøvet det - ja, jeg har faktisk en ret god studentereksamen)

Det er bare ikke mig!

Jeg har været så heldig, synes jeg selv, at jeg har fået et job i et servicefirma, hvor jeg altså skal bruge min krop, og det har jeg det bare så GODT med. Her i denne tid er det måske ikke lige det aller sjoveste, fordi det også medfører, at jeg skal ud og skrabe sne og salte og den slags, men jeg tjener så til gengæld gode penge ved det
Der er bare det ved det, at det åbenbart ikke er fint nok for de kristne i den dér menighed... der spørger de endnu mere til uddannelse end andre steder, hvor jeg kommmer.
Hvorfor mon det er sådan?
Jeg vil godt være mit arbejde bekendt, men de vil åbenbart ikke omgås mig, fordi jeg kun er arbejder!
Jeg synes, at det er ukristeligt.... hvad synes I?

Er der nogen af jer herinde, der også er lidt "lavt nede" sådan rent jobmæssigt, men som alligevel er godt tilfredse?

Jeg har også tænkt på, at der er så mange akademikere, der går rundt og ikke kan få noget arbejde, som de er uddannet til, og nogle af dem vælger endda tilbud fra, fordi de ikke synes, at det er meningsfyldt arbejde!!!

Jeg synes det er pinligt

Shalom...

Det sjove ved alt det her "snobberi" eller for at sige det lige ud: tåbelighed, er at Jesus ikke selv var "uddannet"... Han talte rent ud, direkte fra Gud... Hvad skal man med en uddannelse, hvis man ikke har Gud??
Hellere være gadefejer og fyldt af Guds fred, end direktør for en multikoncern, eller udannet med diverse professor-titler og være tom...

Selv arbejder jeg som manager for McDonald's, har de to første år af en HHX... Og det er det... Det kommer jeg, sandt at sige, ikke langt med her i vores samfund ...
Men heldigvis, så betyder det heller ikke det store for mig... For jeg vil hellere komme langt med Gud...

Det vigtige er ikke hvilken uddannelse vi har, men hvilket forhold vi har til Gud... Herren selv, satte sig mellem sine disciple og kaldte dem brødre, på trods af, at Han er hævet over alt... Burde vi, som kristne brødre og søstre, så ikke kunne se bort fra uddannelse og se Gud i hinanden??
Det afgørende er, om vi kan støtte hinanden og følges ad med Gud, ikke om vi kan hævde os over hinanden...

Bare min mening..

Guds fred..

Vi to er vist stort set enige, men jeg forstår ikke helt, hvorfor du så skriver:

Det kommer jeg, sandt at sige, ikke langt med her i vores samfund ...

Hvad vil det sige at komme langt her i dette samfund.... når du siger det, så røber du jo også, at du godt ved, at det ikke bliver anset for at være så fint.....

manager for McDonald's

Det lyder ellers fint!
Hvad går det egentlig ud på - du kan vel avancere, og så bliver leder af hele systemet, hvis det er det, du vil?

Og hvorfor fortsatte du ikke med din uddannelse?
Var det fordi, du syntes, at dine medstuderende var en flok børnehavebørn?
For det var nemlig grunden til, at jeg holdt med mine studier!

Shalom

Du skriver:

Hvad vil det sige at komme langt her i dette samfund.... når du siger det, så røber du jo også, at du godt ved, at det ikke bliver anset for at være så fint.....

Ja... Ikke i vores samfund... Men det er desværre, heller ikke et kristent samfund... Selvfølgelig er der forskel på hvor, i landet man bor, men da jeg er placeret i hovedstaden, så kan vi virkelig tale om karriere- og symbolsnobberi....

Manager er da okay... Der medfølger en kæmpe bunke ledelse og driftserfaring, som man ikke kan få særlig mange andre steder, i den alder managers hos McDonald's normalt har (fra 18 til 25 typisk).... Det giver en kæmpe fordel, HVIS man har uddannelsen...
Selvfølgelig er der mulighed for at avancere i systemet... Og man kan tage uddannelse igennem McDonald's...

Jeg kunne bruge mange timer på at rose min arbejdsplads , men det er jo ikke det, det drejer sig om

Og hvorfor fortsatte du ikke med din uddannelse?
Var det fordi, du syntes, at dine medstuderende var en flok børnehavebørn?


Nok mere fordi jeg var et børnehavebarn ... Jeg tog det ihvertfald ikke seriøst nok... Det har jeg fortrudt siden... Også selvom jeg ikke ville få brug for uddannelsen i mit kommende liv...

Guds fred..

Hej kirkemus

Er der nogen af jer herinde, der også er lidt "lavt nede" sådan rent jobmæssigt, men som alligevel er godt tilfredse?

Jeg er nok så lavt som man kan komme på det danske arbejdsmarked..... jer er nemlig arbejdsløs for tiden...... Men jeg er skruet sådan sammen at jeg regner med at det er Guds vilje - så jeg tager det ikke så tungt.... og så giver det jo en masse tid her på jesusnet

Selvfølgelig vil jeg gerne have noget arbejde - og jeg søger også rundt omkring. Og så regner jeg med at Gud åbner en dør for mig den dag han vil at jeg skal have noget arbejde igen

Jeg føler mig ikke set ned på over ikke at have arbejde - faktisk føler jeg nærmere sympati og medfølelse over min situation...... Nu jeg tænker over det var den næsten værrere før jeg blev arbejdsløs..... da var jeg nemlig "kun" håndværker..... Der var mange som synes jeg skulle søge højere stillinger som fx skolelærer (BWADR - undskyld til dem som er lærere, men det skal jeg ikke arbejde med ) eller kirkesanger (som om det er fint )..... nej jeg er godt tifreds med min uddannelse som gartner..... og så kan folk rende og hønse....

Hvad der er kristent i denne sag - ja vi kan bare tage et kig på Jesus...... han var mest sammen med de lave i samfundet..... fiskere og toldere og horekvinder og andet godtfolk....... De lærde og andre højt på strå var han minimalt sammen med.....

Hej Kirkemus

Et meget interessant emne du der tager op, for du giver udtryk for nogle af de tanker som jeg selv går og fundrer lidt over.

Noget, der ofte undrer mig er,at vi kristne ofte er så optagede af denne verdens prestige, magt og rigdom i stedet for at være optagede af at gøre Jesus kendt for mennesker, det er som om vi helt (eller delvis) har glemt at vores borgerskab er i Himlen hos Jesus og ikke på denne jord som dog en dag forgår, vi skal helst have det samme som naboen og ikke skille os ud. Jesus sagde engang, at der hvor din skat er vil dit hjerte også være. Se, det er jo alvorlig tale, især når det viser sig at vi ofte er så bundne til materielle goder og velstand og er så etablerede at Gud måske har svært ved at nå os med kaldet om at gå ud i alverden (også Danmark) for at fortælle mennesker at de er håbløst fortabte uden Jesus.

Jeg har selv oplevet at blive frosset ud af en kristen forening fordi jeg åbenbart ikke var "fin nok" Jeg var godt nok under uddannelse, men havde ingen kæreste eller mand og børn og så var jeg ikke god nok til dem, det gjorde naturligvis ondt at opleve at blive udstødt af fællesskabet, men nu har jeg heldigvis fundet ind i et fællesskab hvor jeg føler mig accepteret som den jeg er, og ofte bliver opmuntret når jeg bliver ked af det, i det fællesskab er Jesus i centrum og det er bare dejligt!!! Ikke at det så er perfekt, for vi er jo syndere, men det betyder at man kan have det rart der.

I vore kristne fællesskaber er det nemt at bede om vækkelse i vort land (hvilket vi i sandhed også har behov for), men mon ikke vækkelsen skulle starte hos os selv så vi fik sat fokus på Jesus og ikke denne verdens prestige og magt? Jeg tror det.

Og så er det jo tankevækkende at Jesus ikke skelede til folks uddannelse eller status i samfundet...vi har det vist for godt som kristne i lille Danmark og i den vestlige verden generelt.

God, frels os fra denne optagethed af verdens ære, magt og velstand!!

Maijannes

Der var mange som synes jeg skulle søge højere stillinger som fx skolelærer (BWADR - undskyld til dem som er lærere, men det skal jeg ikke arbejde med )

Jeg kan godt sige dig, at jeg har en veninde, som er lærer, og hvis der er noget, hun er TRÆT af, så er det det!!!!!
Børn er ikke, hvad de har været, siger hun, men hvad der er værre er: Forældrene regner ikke lærere for det skidt, de træder på! Hun ville tusind gange hellere arbejde ude i den frie natur, som gartner.... og det er efterhånden ikke fordi, at lønnen som lærer er særlig stor i forhold til, at hun ikke kunne tjene penge under uddannelsen...... og så med alt det BØVL......altså efter hvad hun altså siger .....

Jeg tror faktisk at mange, der er ansat indenfor det offentlige med deres uddannelser i virkeligheden er ved at køre ned, fordi der bliver krævet mere og mere af dem ..... og også nye ting, som de hekle tiden skal tage sig af.....!

Så bliv ved din læst , og jeg håber snart, at du kommer i arbejde, i hvert fald, når det bliver sommer.
Det er jo netop det, som jeg nyder glæde af i mit job, som somme tider er ude ....... også når det er varmt og SKØNT

Hej kirkemus

Jeg kan bestemt nikke genkendende til din frustration over, at når man møder nye mennesker, næsten altid bliver spurgt hvad man laver! Og det er som om arbejde og livet bliver forvekslet. Helt fra vi er små, bliver vi jo spurgt "Og hvad skal du så være når du bliver stor?" Som om arbejde er det eneste, der tæller her i livet!

Jeg har et okay arbejde nu, men som slutter om et halvt år og jeg ved ikke hvad der så sker. Det er jeg naturligvis ret spændt på, men det irriterer mig, når jeg gang på gang må sige, at jeg ikke aner hvordan mit liv ser ud om et halvt år.
Jeg har nogle temmelig vilde drømme, men der er ingen der regner med, at det kan blive til noget, og derfor er jeg næsten også selv holdt op med at tro på det.

Nogen gange når jeg har mødt nye mennesker, har jeg bevidst prøvet at undgå at spørge til, hvad de lavede, men når man kun er på small-talk niveau med folk, så løber man ret hurtigt tør for samtale-emner. Eller det gjorde jeg i hvert fald! Har I nogle gode forslag til small-talk emner, som IKKE handler om job, uddannelse o.lign. ?

Guds fred!

- Thilde

Jeg kan bestemt nikke genkendende til din frustration over, at når man møder nye mennesker, næsten altid bliver spurgt hvad man laver! Og det er som om arbejde og livet bliver forvekslet. Helt fra vi er små, bliver vi jo spurgt "Og hvad skal du så være når du bliver stor?" Som om arbejde er det eneste, der tæller her i livet!

Jeg tror også at arbejde er livet for rigtigt mange mennesker.
Mange mennesker mister deres livskvalitet i og med de mister deres arbejde.

Nogen gange når jeg har mødt nye mennesker, har jeg bevidst prøvet at undgå at spørge til, hvad de lavede, men når man kun er på small-talk niveau med folk, så løber man ret hurtigt tør for samtale-emner.

Hvorfor undgå det spørgsmål, det er jo det mest nærliggende at spørge om i vores tid, altså lige bortset fra " VEJRET "
Men hvorfor ikke spørge folk on deres fritidsinteresse i stedet for, det er vel også er SMALL- TALK spørgsmål.
Men havd er målet med small-talk, er det for at distancere sig og afværge en dybere snak.... Det vigtigste og bedste er vel, hvis der der med dannes basis for den dybere snak?