Hejsa Café

Jeg har valgt at lave en voldsom overskrift, og hvorfor så det? Det er fordi det er den afgud, vi advares imod flest gange imod i Guds Ord. Nu vil jeg så dele et (længere) ord med jer:

"Mammon er et omfattende udtryk for alt jordisk-materielt, alle ydre ting, som bestemmer over et menneske, og som har magt over det. Bibelen taler ikke imod penge og ydre ting i sig selv. Tværtimod kan de betragtes som Guds velsignelse. Men idet de løsrives fra gudsforholdet og ikke længere får deres bestemmelse og betydning derfra, bliver de midler i Djævelens hånd til at holde et menneske i fangenskab og ufrihed. Mammon hindrer således mennesket i at holde første bud.

Mammon er en afgud til alle tider og for alle folk. Mammon kæmper altid for at få magt over mennesket, uanset hvor det befinder sig. Uanset hvor godt et menneske har det, vil det altid sukke og klage over, hvor dårligt det står til. Det får aldrig nok. For mammons magt over et menneskes åndelige liv er stor. I vor moderne civilisation forklæder mammon sig i uddannelse, tro på sig selv og andre mennesker, karriere, levestandard, prestige, forfængelighed og æresyge. Det er sådanne ting, mennesket dybest set ønsker og sætter sin lid til her i verden. Ikke altid i teorien, men i det virkelige liv, i praksis. Og hvor disse ting træder i forgrunden, forsvinder gudstroen, og surrogatreligiøsiteten har taget overhånd. Afgudsdyrkelsen er et faktum. På samme måde dominerer mammon tænkningen om, hvad der tjener et menneskes ve og vel her i livet. Afguden mammon har nyorienteret livet, så mennesket lader mammon bestemme, hvad målsætningen for alt menneskeligt og menneskevenligt skal være.
Det er det materielle.

I denne verden bundet af mammons magt står den kristne kirke. Og den er lige så udsat for afguderne som verden iøvrigt, hvis den ikke holder sig til Guds Ord. Verdsliggørelsen indenfor kirken er afgudsdyrkelse. Og herunder spiller den afgud, som Jesus har skildret som den største og farligste, en enorm rolle.

Den mærkes i kirkens indre liv ved, at kirkens tjenere og de kristne lader mennesket såt i centrum for kirkens liv. Personer, stillinger, karrierer, forfængelighed og prestige præger livet i kirken i lige så høj grad som ellers i verden. Og det smitter og griber om sig i en sådan grad, at forkyndelsen også bærer præg af afgudsdyrkelsen. Det er ofte forkynderen, præsten, biskoppen, teologen, dvs. hans person, som står i focus. Massemediernes og kirkens egen opførsel skubber menneskets dygtighed, storartethed og ære frem, mens sagen, dvs. omsorgen for evangeliets renhed og ære, bliver underordnet. Og så fremelskes afguderne i kirken. Forfængelighed, selvtilbedelse, autoritetsdyrkelse, selvklogskab og falsk tro på egen dygtighed griber om sig. Også teologien bliver smittet af denne fordærvelige tankegang, for så vidt mammon også her kommer i focus.

Mennesket og det humane bliver centrum i teologien. Opmærksomheden rettes først og fremmest mod menneskets timelige og velfærdsmæssige kår i denne verden. Der tales om bombastisk om solidaritet, medfølelse, ny politik og økonomisk verdensorden til bedste for de undertrykte osv. mens menneskets åndelige liv med Gud og dets evige frelse kommer i baggrunden. Afguden mammon har bemægtiget sig kirkens virke!

Ind i denne situation taler det første bud: "Du må ikke have andre guder end mig". Under dette første og største bud kaldes ethvert menneske til regnskab og omvendelse. Det første bud viser hen til Jesus Kristus. Han har som menneske og som eksempel for os overvundet Satan og afguderne (Matt. 4,1-11:Kol. 2,15). Alene han kan egentlig vise et emmeske vejen bort fra afgudsdyrkelsen. For han viser, at alt, hvad der fører et menneskes tro og tillid bort fra ham og det han kan give i evangeliet , er under afguderne. Og de fører et menneske i fortabelsen. Derfor skal et menneske over alle ting frygte og elske Gud og stole på ham alene. At Gud skal have hele vort hjerte og al vores tillid, indebærer ikke, at alt materielt her i vernde skal opgives eller fører til askese og falsk puritanisme. For også askesen og puritanismen kan blive til magter og falske afguder for et menneske, lige såvel som de ydre ting.

Guds Ånd virker i arbejdet med at få mennesker bort fra afguderne i overensstemmelse med Guds Ord. Det begynder og slutter med forholdet til Jesus Kristus og syndernes forladelse. Når et menneske ved Guds Ånd kommer til Kristus, og sætter al sin lid til ham, da fornægtes afguderne. Først da og kun da. For det indebærer ikke kun at Kristus har vores tillid i medgang, dvs. når et menneske får det som det vil, , men også når mammon udebliver med sine "goder" og det menneskeligt talt ser sort ud. Da tager den kristne ikke sagen i egen hånd, han begynder ikke at tjene afguderne for at rette op på forholdene. Derimod sætter han sit lid til Herren og er overbevidst om, at han vil lægge forholdene tilrette, sådan at det bliver til det gode til sidst (Rom. 8,35). Det gælder også i sygdom, død, økonomiske vanskeligheder, i sult og savn, i spørgsmål om uddannelse og livsstilling, i nød og fare.
Kristus skal have al vores tillid. Det er det første bud.

Men på det indre plan i hjertet er afgudsdyrkelsen lige så farlig som på det ydre plan. Her ødelægger den totalt et menneskes gudsliv i evangeliet. Denne gudsdyrkelse former sig som falsk åndelighed, hvor menneskets indre liv med Gud sættes i focus. Al opmærksomhed koncentreres om troen, om den er stærk eller svag, om følelsen af kontakt med Gud kan mærkes eller ej, om frugterne af troen kan ses og måles osv. Og så kommer tvivlen, angsten og mismodet. Og før man ved af det, er man dybt inde i afgudsdyrkelsen, hvor ens egne kræfter er sat i stedet. Den åndelige afgudsdyrkelses sikre kendetegn er, at man sætter troens frugter og nådens virkninger ind i stedet for Gud. Dermed er Kristus borte, og mennesket har lavet sig afguder forklædt i falsk fromhed. Det er den falske fromhed og falske karismatik.

Kristus skal have al vores tillid. Han drager omsorg ofr et menneskes ve og vel. Hans Ånd fører et menneske til Guds rige. Alene hans magt og kraft kan gøre det ved evangeliet om Guds nåde i syndernes forladelse. Hvis et menneske sætter sin lid til ham alene, drives afguderne ud!!

Og hvis vi falder i synd mod det første bud, hvilket vi hele tiden gør som syndere, så ved vi som kristne, at tilliden til Kristus borttager vores synd også her, og at denne tro og tillid til hans nåde er opfyldelsen af det første bud. Og da gælder Guds Ord: "Den, der holder hans bud, bliver i Gud, og Gud i ham; og deraf kender vi, at han bliver i os: af den Ånd, han har givet os (1. Joh. 3,24)" (Kristen etik - Aksel Valen-Sendstad)

Mkh Malli