Hej!

Jesus siger i Bibelen: Jeg er vejen.

I bogen GUD GÅR GENNEM BYEN skriver Georg S. Geil blandt andet følgende:

Vejen til Gud, vejen ind til livets mening.
Midt mellem en række røster i historien siger han det. De andre siger noget andet. Hvis du lærer at beherske alle lavere tendenser i dig, så skal du nok finde vej! siger nogle. Hvis du lærer at samle dine tanker så meget, at du kan se nogle dybere sammenhænge end de fleste, så skal du nok finde vej! siger andre. Hvis du bare kunne stryge alle hæmninger af dig og lade al trang og drift i dig udfolde sig frit, så skal du nok finde vej! siger atter andre. Hvis du blot kan komme så langt ind i en rus, at du kan sanse rigere end andre, så skal du nok finde vej! siger igen nogle. Og andre siger: Hvis du bare kunne se i øjnene, at alt er meningsløst, er tilfældigt, at det ikke nytter, lille menneske, hvor meget du stritter og sparker og regerer - hvis du bare kunne se det i øjnene, så finder du den eneste mening, der er, den eneste vej fremad, der er - resignationen.
Midt mellem en række røster står Kristi ord. De andre siger hver sit, peget på hver deres vej. Kristus peget ikke på nogen vej - han véd, at langs alle vore veje sidder der mennesker og græder, fordi vejene fører ikke frem. Han véd, at alt af vort er fortabelsens veje, veje der ender i ørken, veje der bliver til spor, spor der bliver til ingenting.
- Se en situation for dig: Der går et menneske i ørkenen. Det har tulret rundt så længe derude, at det ikke længer véd, hvorfra det kom, endnu mindre hvorhen det skal. Alle omgivelser ligner hinanden. Flere gange har det menneske krydset rester af sine egne spor - der er ingen vej. Da kommer der én: Jeg er kendt her, siger han; jeg vil gå sammen med dig! Og måske den vejløse spørger: Hvor tør jeg regne med dig? Og kanhænde den fremmede svarer: Se på mine hænder - jeg sled dem til blods for at nå frem til dig - jeg så, du var i større fare, end du selv vidste. Kom så!
Denne fremmede forklarer ikke, han peger ikke. Og der er ingen vej at pege på. Men idet han går med den vejløse, bliver han den vejløses vej.
Det er historien om Kristus og et menneske. Til et menneske, der ellers ville gå tabt, siger han: Jeg er din vej.
Han er vejen. Ikke en vej, vi skal slide os frem ad, men den vej, han sled sig ad fra sin Fader til os. Med rette peger Søren Kierkegaard på, at hele Jesu liv var vejen, og at den blev trangere og trangere. I langfredags-råbet: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? var vejen så trang, og han selv så fattig, som man kun er, når Gud har vend én ryggen. Men det betyder igen, at han har været fattigere end du. Dig vender Gud ikke ryggen - det har han lovet dig, før du kunne love ham noget somhelst.
Jeg er vejen! - det vil sige: jeg viger ikke fra dig. Jeg er hos dig, dér hvor der ingen vej er.

Jeg (MDA) vil vælge den vej, som Jesus viser mig.

M.v.h. MDA

TAK for det gode indlæg - og til lykke med valget!
Jeg har valgt den samme!