Kære allesammen.
Hjælp mig!!
Hvorfor føles Gud så langt væk? Når jeg beder føler jeg, jeg snakker til en lukket dør. Jeg har virkelig meget brug for at Gud svare og er ved mig lige nu. Derfor skriver jeg dette inlæg, måske bare for at høre om der er andre der har det som mig, og hvad skal jeg gøre?? Jeg har virkelig brug for Gud lige nu, og så er han der bare ikke. Man får altid at vide at når man har det allersværets så er Gud lige ved siden af en. Hvorfor føler jeg så han slet ikke er der??
Med mange hilsner JED

hvis du føler du snakker til en dør , gør du det sikkert også...snak med en person istedet vi er trods alt skabt i guds billed. find en god ven veninde og snak med dine problemer eller snak med mig..jeg har viet en stor del af mit liv til at hjælpe andre. især folk med personlige problemer.



"hvis du kun ser det du vil se,har du et meget lille perspektiv"

Hej JED
Jeg kender fornemmelsen. Det er altid når jeg virkelig føler, at nu har jeg brug for Guds hjælp, at han virker meget langt væk. Jeg kan desværre ikke give dig et et godt råd, der vil få den fornemmelse til at forsvinde. Men tro på at han er der, og hvis dit problem ikke er noget du ønsker at dele med andre, så hold fast ved at bede - savret skal nok komme. Det er ofte først bagefter at jeg kan se hvorfor Guds svar ikke lå lige foran mig - men at han havde en vej ud alligevel. Hvis du har modet til det så del dit problem med andre kristne, jeg finder stor trøst ved at vide at andre ber for mig - Pøv det.
Venlig hilsen JKS

Kære JED!

Ja jeg kender godt den følelse du har nu, at Gud er meget langt væk - og nu når du føler, at du har allermest brug for ham.

Der var en historie her inde på Jesusnet som jeg har forsøgt, at finde igen til dig, men det lykkedes ikke. Historien var om en kristen, som vandrede med Jesus i ørkenen og Jesu fodspor var i sandet ved siden af hans fodspor. Engang han havde det allermest svært, blev Jesu fodspor væk og han bebrejdede jesus, at han blev væk, da han trængte mest til ham. Jesus svarede, da du trængte mest til mig, bar jeg dig på mine arme, derfor var der kun eet sæt fodspor i sandet.

Personligt tror jeg, at sådan er det. Når vi har det mest svært og ikke synes at vi kan nå Gud i bøn, da er han stadig hos os og bærer os igennem vores vanskeligheder.

Jeg tror også, at det vil være godt for dig, at få personlig kontakt med en du kan tale med. Der er mulighed for at bede om personlig kontakt både her på Jesusnet og på www.folkekirken.dk og www.pinsekirken.dk

Jeg vil bede for dig JED

Krælig hilsen og Guds Fred Ann

Jeg tror godt jeg forstår hvordan du har det. Det med at føle Gud er noget vi oplever meget forskelligt og som mere har noget at gøre med vores eget temperament og psyke end det har at gøre med Gud. Det ville på mange måder være rart hvis Gud var sådan een vi altid kunne føle og mærke. Men sådan er Gud ikke. Heldigvis tør jeg sige. Tænk hvis Guds nærhed var afhængig af hvad vi føler og oplever? Så ville jeg ikke egne mig særligt godt som kristen!

Jeg er overbevist om at mine følelser ikke siger noget om hvorvidt Gud er langt væk eller tæt på. Jeg tror Gud er nær i sit ord og ved sin Ånd. Det tror jeg på uanset hvad jeg kan mærke. Forholdet til Gud må bygge på tro og tillid, ikke på hvad du føler.

Det gælder også når du beder. I Bibelen har han lovet at høre og svare alle oprigtige bønner. Uanset hvad vores følelser prøver at bilde os ind. Gud er nær fordi han har lovet det. Ikke fordi vi føler det. Hos ham er døren altid åben.

Bed Gud om at fylde dig med tro og tillid. Og læs i Bibelen som Guds ord til dig.

Hejza...
Nogle gange har jeg det ligesom dig... Men jeg tror bare at det er meget vigtig at du bliver ved med at tro selvom at det er svært... Men så er det meget vigtigt at du beder til gud om at han må hhælpe dig med at tro, da det er ligeså meget den det kommer an på...
Qnuz PotteJF

Jeg vil bare lige tilslutte mig dit indlæg. Det at tvivle er ikke ensbetydende med ikke at tro. At tro er også at komme til Gud med sin tvivl, sin følelse af at Gud er langt væk, sine bekymringer - at tro er at komme til Gud. Det væsentligste er hvor du går hen med din afmagt og følelse af at Gud er langt væk. Gå til Gud med det. Gud kan godt holde til at du spørger ham - "hvorfor svarer du ikke" , "hvor er du Gud". Kort sagt - gå til Gud (ham som man endda kan tvivle på - kan lyde mærkeligt, men hjælper). En romersk officer siger til Jesus: "Jeg tror, hjælp min vantro". Det er netop at komme til Gud med sin tvivl!

Hej!

Der kan godt være perioder i dit liv hvor du ikke føler at gud hører dig. Sådan har alle kristne det. Gud høre dig! Det gør han altid! Jeg har også haft det på den måde. Jeg bad om hjælp og andet, men jeg kunne ikke rigtig mærke at jeg blev hjulpet. Pludselig for et halv år siden, skete der noget. Jeg begyndte at føle at gud var der hos mig. Alting som jeg frygtede og var bange for.. ja det forsvandt. Jeg var ikke bange over for ting, som jeg tidligere havde frygtet, og jeg følte så stærkt at gud var mig nær.. Lige siden er jeg altid blevet hjulpet.

- Selvom du beder om hjælp, og du selv siger at det er som om gud ikke hører dig, så hjælper han dig på en anden måde. Gud hjælper dig på den bedste måde. Og vi mennesker synes måske ikke at der sker noget, men bare vendt. Om noget tid finder du ud af at gud hele tiden har været med dig. Sig så til dig selv; at det er den sværeste tid i dit liv, der styrker dig mest.

Hilsen Jesus Freak

Der var engang en som spurgte

"Gud hvem er du, som fylder hele verden med din fravær"

Sådan et spørgsmål er på samme tid spørgsmål OG svar.
Det er sandt at Gud er os evigt nær, så nær at Han næsten rører ved dig, det er dog sådan at den kløft der er mellem os og Gud den er uendelig dyb. Så det er faktisk ikke fordi Gud ikke er nær, det er Han.
I Jesus når Gud over til mennesket som Han egentlig aldrig var langt fra og mennesket når atter til Gud som det egentlig altid har længtes efter.
Kære ven, når du står fast i troen så vil du også opleve mere og mere at troen holder og bærer uanset hvad. Du vil efterhånden opleve at den kommer fra Gud selv og du vil se som tiden går at Gud kan man ikke altid føle. Men HELDIGVIS er Han der selv om man ikke kan føre Ham.

Gud velsigne dig nu og altid

Bed Gud om fylde dig med Helligånden.......

Kære Jed Jeg regner med at du læste mine svar inde på dit andet indlæg inde under "kirke og Kristenliv"...

Stadigvæk er det der holder forhold til Gud væk...synd.
Til de kriste der ikke oplever Gud tilstedeværelse, ville jeg sige Stræb! Stræb efter det.....

Unaset kløfter eller murer osv.
Så er Gud ikke bundet, han er ved min side, i mit hjerte...hele dagen..hele livet...

Hej Pente Costal.
Det ser ud til, at alt, hvad du har at vise J.E.D. hen til, er:
- Hvis du ikke føler Guds nærvær, er det nok fordi der er uopgjort synd i dit liv.
- Til de kristne, der ikke oplever Guds tilstedeværelse, ville jeg sige: Stræb! Stræb efter det.............
Hvad skal man sige til det?
Må jeg spørge dig en gang: Hvor står der i Bibelen, at vi skal "føle" Guds nærvær?? Mange taler om det, men jeg har aldrig kunnet finde noget om, at Gud skulle være skiftevis nær os og ikke nær, afhængig af vores følelser.
Derimod finder jeg flere steder i Paulus´ breve, at han beder for sine menigheder, at de må få " visdoms og åbenbarings ånd til at ERKENDE ham, med jeres hjertes øjne oplyst, så I FORSTÅR, til hvilket håb han kaldte jer..." (Ef. 1, 17-18).
Eller: "...at I sammen med alle de hellige får styrke til at FATTE, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at KENDE Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse..." (Ef. 3, 18-19).
Derimod ikke et ord om at FØLE Gud, selv om følelsesaspektet også kan være med.
Så hvor er det man har det fra?
Jeg var selv kristen i en del år uden at komme i en menighed eller kende andre kristne, men jeg læste i Bibelen og i kristne bøger. Men ingen steder fandt jeg noget om at føle Guds nærvær - derimod meget om at han var hos os altid og aldrig ville forlade os. Derfor kendte jeg ikke til at der skulle være noget der hed, at "Gud bare ikke var der", selv om det selvfølgelig ikke betød, at jeg var glad altid eller aldrig tvivlede.
Da jeg begyndte at komme i en menighed, fandt jeg ud af, at der var noget, der hed, at opleve Guds nærvær. Men jeg udledte aldrig af det, at han så skulle være "fraværende", når jeg ikke var glad, netop pga. det jeg havde lært tidligere. Derfor undrede det mig altid, når folk kunne tale om tider, hvor "Gud bare ikke var der".
En ting er, at der er noget, der hedder åndelige oplevelser, og det er jeg bestemt ikke ude efter at benægte eller mistænkeliggøre som sådan. Problemet er bare, at du, så vidt jeg kan se, gør det til et KRAV, noget den kristne skal for at have et "vellykket" kristenliv. Ja, i en sådan grad, at hvor følelserne ikke indfinder sig, så må der være noget i vejen ... fx uopgjort synd - og i en sådan grad, at de der ikke har haft "oplevelser" endelig skal stræbe efter det!
Når folk hører (direkte eller mellem linjerne) et oplevelseskrav af den slags, ja så er det man bliver fortvivlet, den dag man intet føler, sådan som jeg synes det tydeligt fremgår af JEDs indlæg. Så bliver reaktionen, at "Gud er der bare ikke!"
Og så er det bare jeg spørger: Hvordan er det gået til, at det er blevet så almindeligt at tænke sådan, når Jesus ganske tydeligt har lovet at være med os alle dage indtil verdens ende (Matt. 28, 20) og når David i salme 139, v. 7-12 lige så klart siger, at man simpelthen ikke kan flygte fra Guds tilstedeværelse, fordi han er allestedsnærværende? Eller Heb. 13, 5: Gud har selv sagt: Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke !?
Gud har som sagt aldrig lovet at være til stede i vor følelse af ham! Men han har lovet at være med os - uanset, hvad vi føler - , og at tilgive vore synder, når vi bekender dem - uden at røre begrebet "oplevelse" med en ildtang - og at vi fuldt ud kan stole på hans kærlighed, nåde, ord og løfter for Jesu Kristi skyld!
Hvorfor i alverden viser man ikke anfægtede mennesker hen til alt dette i stedet for at skyde dem i skoene, at det nok er synd / forkert bøn der blokerer (underforstået: den der "føler noget", har naturligvis alt i orden med Gud!!) - og i stedet for at henvise til en yderligere lovisk stræben efter erfaringen? Har man da slet ingen forståelse for, at sådanne mennesker trænger til at blive henvist til HVILEN i Guds trofaste kærlighed og løfter, hvilen i, at vi er forsonet med ham pga. Jesu blod, totalt uafhængigt af vort humørs op-og- nedture?!
Med venlig hilsen Anne Pande.

Kære du....

Jeg forstår ikke hvor du egentlig vil hen.............Gud har ikke lovet os at vi skulle føle hans tilstedeværelse.....nå....aha!.......hvis vi ønsker det..tror du så Gud vil opfylde vores ønske?

Mit liv har været præget af mange ting, en af dem var/ er at jeg ved Gud er med mig, dernæst at jeg kan mærke det, gennem min krop, i mine tanker jeg føler at Gud er til, at han er hos mig......det gør mig så meget stærkere....

Jeg er sikker på at ved synd træder du væk fra Gud, og jo længere væk du træder desto sværer bliver det for dig at være hos Gud... Ved at bede om tilgivelse og søge Gud er jeg sikker på at der vil ske ting og sager......

Jeg synes at andre skal kende til at have et føleligt og personligt forhold til vores Herre, istedet for proppe deres hoveder op med tørre bibelsteder og fortælle dem at GUd er med dem, synd de bare ikke kan mærke det.......Hvad er lettest at tro via det du føler og ser, eller via ord og bogstaver.....

Heller en oplevelses tro end den tør og kedelig tro...hellere en levede tro end en døende.......

Kære ven.
Vi kan ikke kæmpe os frem til Gud nærvær. Vi kan derimod sagtens kæmpe os fem til en følelse af Guds nærvær eller vi kan sagtens overbevise os selv om Hans nærvær men det er ikke det samme som at Han også virkelig ER nær.
Skal vi opleve Guds uendelige nærvær så er der ige præcis én ting vi IKKE skal og det er at stræbe og stræbe og stræbe efter den. Det svarer til at gå over åen efter vand. Gud ER nær. Evigt og altid uendeligt nær. Gud er os nærmere end vi er os selv.
For at erfare Guds kærlighed/ nærvær skal vi derimod holde op med at stræbe og tro på Guds kærlighed og Hans nærvær. Når TROEN som er Guds gave og ikke en frukt af vores stræben og overbevisen os selv, når den er blevet rodfæstet i vores liv så spørger vi ikke længere om Guds nærvær er tilstede eller ikke. det er unødvendigt. Når troen som er Gus GAVE og ikke vores præstation slår rødder i vores liv så vil al stræben efter Gud holde op, og lige præcis fordi at mennesket alet og aldeles ikke KAN stræbe sig hen til Gud. Det er Gud som kommer til os. Det er altid Guds initiativ.
Mennesket kan ikke stræbe sig til Gud. Det er umuligt og alle forsøg herpå vil automatisk lede os bort fra Gud fordi vi vil opleve at vi ikke lykkes. MEN mennesket kan derimod LADE SIG LEDE AF GUD til Gud og det er noget HELT ANDET.
Når vi begynbder at tro på Guds løfter og Hans kærlighed så kan vi gå ind til hvilen som er en af troens gaver. Så kan vi holde op med at stræbe efter Gud og istedet hvile I Gud og lade Gud gøre arbejdet.

Jeg forstår godt din intention og jeg er da også enig med dig. det var blot en broderlig kommentar.

Hej Pente Costal.

Det lyder måske lidt mærkeligt i dine ører, når jeg siger, at Gud ikke har lovet os en følelse af sit nærvær. Men jeg kan ikke finde et sådant løfte i min Bibel (hvor finder du det?). Derimod masser af herlige løfter om nærværet selv, uden at det diskuteres, hvorvidt vi kan / skal "føle" det eller ej.

Hvis vi ønsker det, tror jeg så Gud vil opfylde vores ønske?
Det er jo op til Gud selv, for han er alvis, almægtig og alkærlig. Det kan være, han opfylder vor bøn, som vi forventede det, og giver os en særlig oplevelse af sit nærvær. Lad os glæde os over sådanne oplevelser og takke Gud for at han også berører os på denne måde.

Det kan også være, han opfylder vor bøn, men ikke som vi forventede det. Vi får ikke den eftertragtede oplevelse, uanset evt. stræb og bekendelse mv.
Hvordan kan du så skrive, at han opfylder vor bøn, det er jo bare tør teori? vil du så måske spørge. Jo, det vil sige, at han, ved tilsyneladende at "skjule sig" for os,
i virkeligheden vil føre os ind i et langt dybere forhold til sig selv: han vil lære os ikke at bygge på følelser, som er flygtige og tvetydige, men på hans eget ord, som er en tryg og urokkelig grundvold at bygge på. Det har vi alle gode løfter om! Og det er absolut ikke et tørt, kedeligt og upersonligt gudsforhold - og da langt mindre et døende...

Mht. synd: Ja det er rigtigt at synd holder os borte fra Gud, og vi har også fået en samvittighed, som til en vis grad kan sige os, hvad der er ret og galt. Har vi samvittighedskvaler, kan man føle at Gud er væk, det er sandt, evt. var det det, du tænkte på? Men det ser bare ikke ud til, at JEDs indlæg handlede om samvittighedskvaler. Man kan ikke bruge nærvær / ikke-nærvær-følelsen som barometer for sit gudsforhold, det lærer Bibelen os ganske enkelt ikke! Det ville jo også føre til skråsikkerhed i forholdet til Gud, hvis en nu fx havde mange oplevelser og derfor troede at alt var i orden med Gud, selv om det ikke var. Det ville blive et farligt selvbedrag.

Med en følelsesorienteret tankegang skulle et ægtepar også kunne sige: Der var store følelser og forelskelse, da vi blev gift, men nu er følelserne væk, altså er vort ægteskab der ikke længere, det er kun tørre ord på en vielsesattest! Nej vel?

Det modsatte af det følelige Gudsforhold kalder du "at proppe andres hoveder op med tørre bibelsteder og fortælle dem at Gud er med dem, synd de bare ikke kan mærke det..." Nej vi skal aldrig, aldrig have en nedladende "synd-du-bare-ikke-kan-mærke-det"-holdning, men vise folk hen til det evangelium, at Gud ufravigeligt har lovet os, at: Om bjergene viger og højene rokkes (hvor meget mere da ikke følelserne?), Guds kærlighed viger ikke fra os, hans fredspagt rokkes ikke, så siger Herren der viser os barmhjertighed !
Nu er det vist mig der ikke forstår hvor du vil hen ... hvad mener du med "tørre bibelsteder", det er jo Guds eget ord? eller er det for dig bare en død bog?
Mener du virkelig, at den der intet "føler" i din forstand har en tør og kedelig, ja en døende tro?! Så så det sort ud for mange!
Denne holdning er netop med til at føre så mange ud i fortvivlelse! Modsat er vi masser af mennesker, der finder og har fundet trøst i Guds sikre løfte om hans nærhed, kærlighed og nåde for Kristi skyld, uafhængig af hvad vi mærker!

Hvad er lettest at tro, via det du føler og ser, eller via ord og bogstaver?
Mener du virkelig at du kun vil tro når du ser?
Hvordan forstår du så Heb. 11, 1:Tro er fast tillid til det der håbes på, overbevisning om ting, der ikke ses.
Eller 2. Kor. 5, 8: For vi lever i tro, ikke i det, som kan ses.
Men derimod, ang. ord og bogstaver: Troen kommer altså af det, der høres, (ikke det,der ses / føles) og det, der høres, kommer i kraft af *Kristi ord* ! Rom. 10, 17.
Og: Salige er de som ikke har set og dog tror! Joh. 20, 29.

Er det så bare endnu et par "tørre bibelsteder" ud af mange - eller kan du se det befriende og glædelige evangelium i det? Jeg vil inderligt håbe det sidste.

Venlig hilsen Anne Pande.

For folk som ikke er kommet til tro:...... er det ikke lettere for en ikk-kristen, at komme til tro ved at se Guds kraft og opleve ham, end at læse en masse ord og ikke forstå halvdelen af det......Jeg siger ikke biblen er dum og kedelig jeg elsker den. De fleste mennesker idag (ikke-kristne) synes biblen er gammel og kedelig og det kan være meget bedre at vise dem, at biblens ord er virkelige og levende......istedet for at bare fyrer skriftstedet af.

Hej Pente Costal,

Jeg tror heller ikke, at de mange, ikke har modtaget en kristen opvækst, vil komme til kristen tro bare ved at læse i bibelen. Nogen gør, men ikke mange, tror jeg.
Mig hvad det i hvert fald aldrig sket for, det er jeg sikker på.

For mig eget vedkommende skete det dog heller ikke ved at jeg oplevede Guds kraft, som du skriver om - mirakler og helbredelser, for disse foreteelser havde jeg særdeles godt kendskab til fra andre, ikke-kristne, sammenhænge.

Det som hjalp mig til kristen tro var forkyndelse og samtaler med troværdige kristne mennesker, som jeg ad sære omveje ved Guds nåde havde lært at kende og få tillid til. "Troen kommer af det der høres! "

Men der findes nok ingen "forkert" måde at komme til kristen tro på. Den gode hyrde opsøger og finder sine får, der hvor de nu befinder sig !

kristina

Hej Pente Costal.

Vi kan jo ikke lave en bestemt opskrift på, hvordan det er "lettest" at komme til tro. Mennesker er meget forskellige, og kommer til tro på vidt forskellig måde. Nogle kommer faktisk til tro ved at læse i Bibelen, også selv om den i første omgang syntes tør og kedelig, andre gør det ved at høre Ordet forkyndt, møde andre kristne der viser dem omsorg osv.

Hvis vi spørger sådan, hvad der er "lettest", er jeg bange for vi glemmer, hvor troen kommer fra: Helligånden skaber den i os, og Faderen drager os til Jesus. Uden at han gør det, kan ingen komme til Jesus.

Det vil selvfølgelig ikke sige, at de kristnes vidnesbyrd er ligegyldigt. Det kan lade sig gøre at støde mennesker fra sig ved nok at forkynde Ordet, men samtidig ikke at vise omsorg, at bagtale, hykle osv. Evt. er det det du mener med at man ikke bare skal fyre skriftsteder af. Eller hvad mener du med at "se Guds kraft" helt nøjagtigt?

I øvrigt er jeg selv i første omgang kommet til tro gennem at læse i både Bibelen og i kristne bøger. Det tog flere år, inden jeg kom i et kristent fællesskab. Men dermed vil jeg bestemt ikke sige, at det var "tørt og kedeligt" eller noget i den retning. Jeg har altid været glad for at læse, og den læselyst tog Guds Ånd så fat i og brugte den til at lede mig til Gud, sådan vil jeg sige det. Andre er kommet til tro på anden vis.

Men ang. JEDs indlæg så det nu slet ikke ud til at han ikke var kommet til tro. Så jeg ved ikke helt hvor du vil hen med at begynde at nævne ikketroende som eksempel?

Venlig hilsen Anne Pande.