Hej!

Jeg er lige blevet færdig med at læse bogen BØN TIL GUD af Torleiv Austad (credo-forlag).

Den kan jeg varmt anbefale og vil gerne dele følgende med jer:

Bønnen har noget væsentligt at tilføre teologien gennem sit sprog. Den sætter navn på Guds velgerninger og lærer os at kommunikere med Gud både med og uden ord.

Når det glade så vel som det sørgende menneske bringer sin livserfaring frem for Gud i bøn, fortolkes den og sættes ind i en større sammenhæng. Jubel og lidelse bliver da ikke isolerede oplevelser, men erfaringer i Guds verden.

Når jeg beder, ånder min tro. Troen har brug for bønnen for at kunne leve.

Man vil (ved bøn) få øje på, hvordan bønnen er knyttet til forståelsen af Gud.

Vi svarer på Guds kærlighed ved at bede til ham.

Ved at bede til Gud hylder vi ham som vor Gud, den eneste sande Gud. Gennem bønnen og for den sags skyld også gennem bekendelsen og lovprisningen kommer vi inde i et fællesskab med Gud. Det er netop det, han vil (jf. Joh. 1,12).

Rationalisten i os spørger, om det kan betale sig at investere i bøn. Han er utålmodig og kræver et måleligt udbytte her og nu. Men sådan er det ikke meningen, det skal være i troens univers.

Den kristne ånder gennem bønnen. Det samme gør menigheden. Vi tager frisk luft ind og kommer af med den gamle. Det er nødvendigt for at leve. I kristenlivet sker det, ved at vi går til Gud på ny.

Vi beder til Gud Fader, i Jesu navn og ved Helligånden.

Jesus bad også selv, endda meget flittigt. Han gik til Faderen med sine sorger og sine glæder. Han bad ofte sammen med folket, oftere sammen med sine disciple og oftest, når han var alene. Jesus praktiserede bøn og undlod aldrig at fremhæve bønnens velsignelse.

Det, der ligger os på hjerte, og som vi vil lægge frem for Gud, står og falder ikke med vor formuleringsevne.

Vi har brug for at bede for at beskytte os mod afguder.

Når vi beder, påvirker vil Gud il at drysse ud af sin uendelige kærlighed. Bøn udlæser velsignelse.

Gud behøver ikke vore bønner for at være Gud. Hverken hans eksistens eller hans magt er forankret i vor gudsdyrkelse. Han kan gribe ind, hvor og når han vil, uafhængigt af menneskers bønner. Gud svarer på vore bønner gennem velsignelse. I den forstand kan vi indvirke på hans omsorg og nærvær. Vi har mulighed for at lukke op for hans velsignelse, lige så vel som vi kan lukke af for den. Det betyder ikke, at vi begrænser Guds suverænitet, men at han har lovet at lytte, når vi henvender os til ham i bøn.

Vi kan også bede om, at han i glimt vil vise os, hvilken velsignelse, der skjuler sig i hans magt. Det betyder ikke, at vi kan rokke ved hans magt, men vi kan gennem bønnen indvirke på den måde, den når os på.

Ægte fromhed har et grundlæggende fællestræk: Gudsfrygten. Den ytrer sig gennem bøn. At leve med Gud er at leve i bøn.

Vi har virkelig brug for at bede om visdom og styrke for at kunne tilgive dem, som har opført sig uretfærdigt over for os.

De, der tror på bønnens magt, ved, at den kan spare os for krig og undertrykkelse.

Når nøden er størst, er bønne nærmest.

Vi er virkelig velkomne til Gud med alle vore bekymringer:

Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud, idet I beder og bønfalder under taksigelse (Fil. 4,6). Den mand, der skrev dette, sad i fængsel for sin tros skyld. Han havde hverken forbrudt sig mod Romerrigets love eller mod almene retsprincipper. Men han havde opdaget styrken og glæden i at kunne lægge alle bekymringer over på Gud. Bøn giver håb.

Den, der bringer sin fortvivlelse frem for Gud, gør det i håb om en forandring og forbedring af situationen.

Så længe vi beder, er der håb.

Hvordan Gud vælger at svare, er overladt til hans suverænitet.

I store og små hændelser i livet kan den troende se Guds mægtige hånd.

Bøn er hjertets hengivelse til Gud.

At nå frem til Gud med de ønsker, man har, er ikke et spørgsmål om formuleringsevne, men en hjertets åbenhed over for ham.

Bøn er nært beslægtet med tro, bekendelse, lovprisning og tak. Ingen af disse er begrænset til bestemte tider eller situationer. De udtrykker en holdning, som gerne skulle præge hele livet.

Gud har sin egen forretningsorden. Den kan erfares i tro, men lader sig aldrig gennemskue helt.

Troen og bønnen er porten ind til Guds velsignelse.

Den troendes bøn står under Guds løfte om velsignelse.

Bønnesvar: Det virker mere overbevisende, synes vi, hvis der sker noget, som ikke kan forklares på naturlig vis. Efter vor målestok bliver et bønnesvar mere troværdigt, hvis det manifesterer sig i tegn og undere, velgerninger og velsignelse. På den måde kan vi komme til at undergrave den tillid til løftet, der er så væsentlig i kristendommen. Det er i løftet, bønhørelsen har sin grundpille og sin version.

Tro er tillid til Gud, og det er bøn også.

Vi kan ikke købe, hvad vi vil, for bøn. Gud hører alle vore bønner, men han besvarer dem ikke uden videre efter vort ønske. Hvordan han svarer, er op til ham, og vi har ingen ret til at diktere ham efter vore behov.

Gud giver os ikke alt, hvad vi ønsker, men han opfylder alle sine løfter.

I glimt erfarer vi hans svar. Det styrker troen, håbet og kærligheden. Gud alene ved, hvad der egentlig tjener os bedst.

Om tågen er nok så tæt, mister den beden dog aldrig troen på, at den kan lette. Den, der beder, håber, at sigtbarheden kommer tilbage. Det allerbedste ved bønne er netop forventningen - forventningen om, at Herren viser vej. Et liv uden forventninger må være forfærdeligt. Det er anderledes for den, der sætter sin lid til Herren. Dér er der håb, selv midt i ledelsen. Bønnen holder modet oppe trods alt det, der peget i modsat retning.

Intet mørke er helt sort for den, der tror på Herren.

Vi søger Gud for at få hjælp til at se klart, hvor vi skal sætte fødderne.

Vi får lov til at lægge det, der tynger, fra os. Han indbyder os til det og har omsorg for os (1. Pet. 5,7).

I troens og bønnens liv med Gud kan man fornemme Guds stærke hånd uden at kunne se den eller føle den.

Når man ser tilbage, er det forunderligt, hvordan tingene kan have lagt sig til rette, selv om vi ikke så det, da vi stod midt i situationen. Derfor: Lad os dagligt bede om at blive ledet af Gud.

M.v.h. MDA

Tak for påmindelsen, MDA, om at vi skal prioritere vores samvær med Gud i bøn meget højere end de fleste af os gør.

Jeg er i hvert fald en af dem, der har brug for at blive påmindet - det går tit sådan at jeg liiiiige først skal ordne hytten her - læse avisen - ringe tilbage til dem der har ringet på tlf.svareren - checke min mail - og se om der er nogen nye debatindlæg her i Café Thomas .. og ... og ... hov, nu ringer det på døren .. og jeg er ved at komme for sent til det møde ... og jeg må huske også se at få købt "Bøn til Gud" af Austad ... (!)

Nej, NU ved jeg hvad jeg vil gøre ved det: I aften vil jeg stille vækkeuret til at ringe 20 minutter før ..

kristina

Det allerbedste ved bønne er netop forventningen - forventningen om, at Herren viser vej. Et liv uden forventninger må være forfærdeligt. Det er anderledes for den, der sætter sin lid til Herren. Dér er der håb, selv midt i ledelsen. Bønnen holder modet oppe trods alt det, der peget i modsat retning.

Da min bedste veninde var blevet alene ( hendes mand blev erklæret hjernedød og døde efter 11 døgn ) sagde hun noget til mig, som gjorde et stærkt indtryk på mig:
Det er altid spændende at se, hvad Gud har lige henne om hjørnet!
Hun erfarede netop det, som du skriver om her.

Den bog vil jeg også læse!