Livet som kristen på godt og ondt / Er man "født" ind i det kristne liv, kendes de uskrevne regler. Er man som jeg ikke opvokset som en "sand" kristen, så har man fornemmelsen af, hele tiden at skulle bevise, at man er god nok! Mener hun det, når hun siger, at hun er villig til at tage de problemer der opstår,når hun har valgt en kristen kæreste. Han er den "gode" og jeg den der hele tiden bliver testet. Jamen, hvorfor har kristne så travlt med at forudsige problemer i et forhold med kristen/ikke kristen? Er det ikke godt nok, at være et omsorgsfuldt og tilgivende menneske? Jeg har fuld forståelse for, at behovet for at være sammen med Jesus er stort og det giver en god ro ind i sjælen. Men hvorfor skal jeg frelses? Er det et krav fra kristne, at vi ikke-kristne kærester skal bekende os til troen og følge jer i alting? Er det ikke nok, at vi elsker jer og støtter jer? Naturligvis med det overordnede mål, at være tro og dele sorger og glæder! Hvorfor skal jeg træde ind i jeres verden-for at blive accepteret? Jeg kræver intet af jer - blot gensidig god og respektfuld behandling. Det virker som om, at I føler jer "bedre" og at vi kommer i anden række. Er det næstekærlighed? At skulle tvinges til at være på en bestemt måde, virker på mig anmasende og utidig indblanding. Sålænge jeg ikke skader ham jeg er meget forelsket i, og kan se, at han positivt får et modspil af livet udenfor kristendommen-uden at kræve at han slipper sine værdier og det han tror på! Kan jeg ikke bare være en kæreste?

Kære anonym

Jeg forstår så meget at du føler et pres for at skulle tro på Jesus, sådan som din kæreste gør det. Og du er frustreret over at føle at du ikke er "god nok" fordi du ikke er troende som din kæreste og hans venner og familie. Da jeg ikke kender til hvad det er for konkrete oplevelser du har været ude for, så kan jeg heller ikke svare dig konkret, men må holde mig til det generelle.

At du ikke er "sand kristen" betyder på ingen måde at din kærlighed ikke er ægte nok. Du skriver om din kæreste på en måde som viser at du virkelig respekterer ham, vil ham det bedste, satser på troskab og omsorg osv. Alt sammen noget som viser at du virkelig elsker ham oprigtigt.

Du spørger om ikke det er nok. Jeg må svare jo. Hvis det alene handler om kærlighed, så er det nok. Men jeg kan forestille mig at der er mere end kærligheden på spil for din kæreste - eller dem du føler dig presset af. Det er jo nemlig sådan at den man elsker ønsker man det absolut bedste for og ønsker man at dele det bedste med. For en kristen er troen på Jesus "det bedste". Og det vil være en stor smerte hvis man ikke kan dele "det bedste og største" med den man elsker. Jeg tror at det er det perspektiv du skal se det i.

Når du spørger: Men hvorfor skal jeg frelses? Er det et krav fra kristne, at vi ikke-kristne kærester skal bekende os til troen og følge jer i alting? Så må svaret være nej, det kan aldrig blive et krav. Kærligheden stiller ikke den slags krav. Men at elske hinanden handler til syvende og sidst om at følges ad, at gå samme vej mod et fælles mål. For den kristne er dette livsmål det evige liv på Guds nye jord, og den kristne ved at dét når han kun gennem troen på Jesus Kristus. Derfor kan det blive en ulidelig smerte for den elskende at ens kæreste ikke kan eller vil følge med på samme vej. Det gør ikke kærligheden umulig, men det gør den tung og smertefuld. Det svarer til at to elskende ikke kan forenes fuldt ud.

En kristen vil altid i sit stille sind tigge og bede om at den han elsker også må have den samme tro, sådan at han kan være overbevist om at de følges ad - også ind i evigheden. Jeg tror det er det du oplever noget af for øjeblikket.

I vores svararkiv har een spurgt: "Synd at gifte sig med en ikke-kristen?" Svaret her kan måske give dig et fingerpej om hvad der er som står på spil for den kristne.

Du skriver: Det virker som om, at I føler jer "bedre" og at vi kommer i anden række. Ja, det kan sikkert opleves sådan, men det er ikke sådan det i virkeligheden er. Som kristen er jeg ikke bedre end andre, men jeg har fået en gave, som jeg må dele med andre, især dem som står mig nærmest. Der er noget som til enhver tid er vigtigst sådan at alt andet kommer i anden række, og det er min evighed. Selv min kone kommer i anden række.

Jeg håber mit svar kan hjælpe dig til at se at din oplevelse måske netop er udtryk for at du er elsket - så meget at din kæreste vil dele det bedste og vigtigste med dig.