Hej!

Godt nytår!!

Her er lige nogle dejlige vers fra Bibelen, som jeg gerne vil dele med jer:

Hizkijas sygdom og helbredelse
v1 På den tid blev Hizkija så syg, at han var ved at dø, og profeten Esajas, Amos' søn, kom til ham og sagde: »Dette siger Herren: Beskik dit hus, for du skal dø; du bliver ikke rask!«

v2 Så vendte Hizkija ansigtet ind mod væggen og bad til Herren: v3 »Ak, Herre, husk dog på, hvordan jeg har vandret for dit ansigt, trofast og helhjertet, og altid har gjort det, som er godt i dine øjne.« Og Hizkija græd højt.

v4 Men før Esajas var nået ud gennem den mellemste gård, kom Herrens ord til ham: v5 »Gå tilbage og sig til Hizkija, mit folks fyrste: Dette siger Herren, din fader Davids Gud: Jeg har hørt din bøn, jeg har set dine tårer, og jeg vil helbrede dig. I overmorgen kan du gå op i Herrens tempel. v6 Jeg giver dig endnu femten år at leve i, og jeg vil redde dig og denne by fra assyrerkongen; ja, jeg beskytter denne by for min og min tjener Davids skyld.«

v7 Så sagde Esajas, at de skulle tage et figenplaster; de tog et og lagde det på kongens byld, så han kunne blive rask. v8 Da sagde Hizkija til Esajas: »Hvad er tegnet på, at Herren helbreder mig, så jeg kan gå op til Herrens tempel i overmorgen?« v9 Esajas svarede: »Dette skal du have som tegn fra Herren på, at han vil gøre, som han har sagt: Skal skyggen gå ti trin frem eller ti trin tilbage?« v10 Hizkija svarede: »Det er let for skyggen at flytte sig ti trin frem; nej, skyggen skal gå ti trin tilbage.« v11 Og profeten Esajas råbte til Herren, der så lod skyggen gå de ti trin tilbage, som den allerede var gået ned på Akaz' solur.

(Fra 2. Kongebog kap. 20.)

M.v.h. MDA