Hej.
Jeg har et spørsmål der efterhånden har boret sig fast i mine inderste tanker, og jeg vil rigtig gerne af med det igen.
Hvis Gud kan alt( hvilket jeg i følge min tr, ved han kan), kan han så også skabe en sten han ikke selv kan løfte? Det er et underligt spørgsmål, det ved jeg, og i starten tænkte jeg heller ikke så meget over det, men efterhånden kommer det frem i mine tanker oftere og oftere. Gerne hvis jeg sidder i bussen, i toget eller selv kører i bilen. Det generer mig. Jeg stoler på Gud . Men hvorfor sætter jeg så mig selv i sådan et dilemma? Burde jeg ikke kunne lægge sådan et spørgsmål fra mig? Det trænger sig ind hvor det kan, og jeg kan sidde i flere timer og spekulere, og til sidst ende op med en meget tom og underlig følelse af, at min tro er en gang pladder. Jeg kan komme så meget i tvivl !
Jeg forventer ikke i har et svar, men hvis i har en mulig forklaring ville jeg være jer meget taknemmelig. Jeg føler selv, jeg bliver nødt til at komme af med det her spørgsmål på en eller anden måde. Håber i kan hjælpe...

Hvis Gud er almægtig, kan han så skabe en sten som han ikke selv kan løfte?
Det er et tricky filosofisk spørgsmål, som mig bekendt første gang er formuleret af jødiske tænkere for mange hundrede år siden. Spørgsmålet udtrykker et såkaldt paradoks, dvs. at uanset om du svarer ja eller nej til det, så antyder svaret at Gud faktisk ikke er almægtig. Dvs. at Gud ikke kan alt.

Hvad skal vi sige til det? Betyder det at Gud ikke er almægtig? Nej, det betyder blot at vi mennesker er begrænsede og ude af stand til at fatte Guds almagt. Vi kan ikke - ud fra vores menneskelige logik og fornuft - finde et passende svar på dette filosofiske paradoks. Men det er vores problem - ikke Guds.

Og dog: Det mest korrekte vil alligevel være at svare ja til spørgsmålet. Spørgsmålet om stenen svarer nemlig til at spørge om Gud er i stand til at begrænse sin egen magt. Og ja - det er han! Og det har han allerede gjort! Bla. da han skabte de første mennesker med en fri vilje til at sige ja eller nej til hans bud. Adam og Eva svarede som bekendt nej og dermed havde Gud faktisk skabt en sten, som han ikke selv kunne løfte! I dag betyder det for os, at Gud ikke kan frelse de mennesker som ikke vil lade sig frelse. Vi mennesker er faktisk de sten som Gud ikke kan løfte. Kun hvis vi giver ham lov.

Dette er hemmeligheden bag at sende Jesus til jorden. I Jesus blev Gud menneske - for at skabe en vej ud af det dilemma som den tunge sten (mennesket) har skabt for Gud. Vi kan altså sige at ved at tro på Jesus giver vi Gud mulighed for at løfte stenen på plads igen - eller sagt med andre ord: Ved at tro på Jesus kan Gud frelse os til evigt liv.

Kan Gud skabe en sten som ikke selv kan løfte? Ja, det kan han. Men han kan også skabe muligheden for at løfte den igen, og det er netop hvad han gør gennem Jesus Kristus: skaber mulighed for at vi fortabte mennesker kan omvende os og lade os løfte ind i hans evige rige igen.

Jeg har modtaget denne kommentar til spørgsmålet, som jeg synes er et godt supplement til det jeg allerede har svaret. Tak til Andreas, som skriver:

"Hvis man orienterer sig lidt i den religiøse debat på nettet, opdager man, at det gamle jødiske "paradoks" om, hvorvidt Gud kan skabe en sten, der er så tung, at han ikke selv kan løfte den, stadig giver teister, herunder kristne, filosofiske mindreværdskomplekser, og giver ateister en uberretiget følelse af at have håneretten, når det gælder spørgsmålet om troen på Guds almagt.

Det er en skam.

Det skal dog siges, at det ikke skorter på behjertede og velmende anstregelser af teologer m.fl. på at finde en acceptabel løsning (f.eks. at paradokset ikke skulle være et udtryk for Gud manglende almagt, men tværtimod mennesket begrænsede rationalitet).

Det korrekte svar på spørgsmålet er imidlertid, at det slet ikke er et spørgsmål. "Paradokset" skyldes en simpel cirkelslutning. Man antager kort og godt, AT der findes en sten, der er så tung, Gud ikke kan løfte den, og spørger så, om han kan løfte den!?!

Der er altså tale om en trick-spørgsmål. Tricket består i, at man i formuleringen af spørgsmålet gør den omstændighed, at Gud ikke kan løfte stenen til en egenskab ved stenen, mens det ret beset må være en egenskab ved Gud.

Der er med andre ord tale om fejlagtig sprogbrug, hvilket tydeligt fremgår, hvis man stiller følgende to udsagn op, som ækvivalent til "paradokset":

1. Gud kan skabe en sten af en vilkårlig størrelse (vægt).
2. Gud kan løfte en hvilken som helst sten.

Disse to udsagn er på ingen måde selvmodsigende, og der er altså intet filosofisk til hinder for at tro på en almægtig Gud!

Det kan også illustreres ved følgende eksempel, nemlig spørgsmål: "Kan jeg hviske så lavt, at jeg ikke selv kan høre det". Dette spørgsmål kan man uden problemer svare ja eller nej til, når man ellers har undersøgt det empirisk (Vi ved, at der er lyde, jeg som menneske ikke kan høre, og man kan så undersøge, om jeg er i stand til at frembringe sådanne lyde).

Grunden til, at man i dette eksempel kan skyde sproglig genvej, selvom spørgsmålet principielt er lige så fejlagtigt stillet som det tidligere, skyldes, at der ikke er noget problem med den implicitte antagelse, at der findes lyde, jeg qua menneske ikke kan høre.

Men prøv f.eks. at stille det samme spørgsmål med Gud...

Så havner vi i samme paradoksale suppedas som følge af, at der i sagens natur ikke findes lyde, Gud ikke høre. (Bemærk i denne sammenhæng, at der ikke er tale om en bevis for Guds eksistens, udelukkende for, at der ikke er noget i vejen med almægtighedsbegrebet som sådan).

Konklusion: Jeg tror, det er på tide, teisterne holder op med at have filosofiske mindreværdskomplekser over et finurligt vrøvleparadoks."