Jeg har modtaget denne kommentar til spørgsmålet, som jeg synes er et godt supplement til det jeg allerede har svaret. Tak til Andreas, som skriver:
"Hvis man orienterer sig lidt i den religiøse debat på nettet, opdager man, at det gamle jødiske "paradoks" om, hvorvidt Gud kan skabe en sten, der er så tung, at han ikke selv kan løfte den, stadig giver teister, herunder kristne, filosofiske mindreværdskomplekser, og giver ateister en uberretiget følelse af at have håneretten, når det gælder spørgsmålet om troen på Guds almagt.
Det er en skam.
Det skal dog siges, at det ikke skorter på behjertede og velmende anstregelser af teologer m.fl. på at finde en acceptabel løsning (f.eks. at paradokset ikke skulle være et udtryk for Gud manglende almagt, men tværtimod mennesket begrænsede rationalitet).
Det korrekte svar på spørgsmålet er imidlertid, at det slet ikke er et spørgsmål. "Paradokset" skyldes en simpel cirkelslutning. Man antager kort og godt, AT der findes en sten, der er så tung, Gud ikke kan løfte den, og spørger så, om han kan løfte den!?!
Der er altså tale om en trick-spørgsmål. Tricket består i, at man i formuleringen af spørgsmålet gør den omstændighed, at Gud ikke kan løfte stenen til en egenskab ved stenen, mens det ret beset må være en egenskab ved Gud.
Der er med andre ord tale om fejlagtig sprogbrug, hvilket tydeligt fremgår, hvis man stiller følgende to udsagn op, som ækvivalent til "paradokset":
1. Gud kan skabe en sten af en vilkårlig størrelse (vægt).
2. Gud kan løfte en hvilken som helst sten.
Disse to udsagn er på ingen måde selvmodsigende, og der er altså intet filosofisk til hinder for at tro på en almægtig Gud!
Det kan også illustreres ved følgende eksempel, nemlig spørgsmål: "Kan jeg hviske så lavt, at jeg ikke selv kan høre det". Dette spørgsmål kan man uden problemer svare ja eller nej til, når man ellers har undersøgt det empirisk (Vi ved, at der er lyde, jeg som menneske ikke kan høre, og man kan så undersøge, om jeg er i stand til at frembringe sådanne lyde).
Grunden til, at man i dette eksempel kan skyde sproglig genvej, selvom spørgsmålet principielt er lige så fejlagtigt stillet som det tidligere, skyldes, at der ikke er noget problem med den implicitte antagelse, at der findes lyde, jeg qua menneske ikke kan høre.
Men prøv f.eks. at stille det samme spørgsmål med Gud...
Så havner vi i samme paradoksale suppedas som følge af, at der i sagens natur ikke findes lyde, Gud ikke høre. (Bemærk i denne sammenhæng, at der ikke er tale om en bevis for Guds eksistens, udelukkende for, at der ikke er noget i vejen med almægtighedsbegrebet som sådan).
Konklusion: Jeg tror, det er på tide, teisterne holder op med at have filosofiske mindreværdskomplekser over et finurligt vrøvleparadoks."
venlig hilsen
Asbjørn Asmussen
(Netmissionær)