Hej Café

Hermed et lille uddrag fra en bog jeg er ved at læse:

Lidelsens kalk

Da Jesus i Getsemane tømte lidelsens bitre bæger, den kalk som han oven i købet veg tilbage for, var det selvfølgelig ikke kun den kald, der rummede legemlige smerter, tortur og dødsangst. Den drak han også. Alene den ville ikke have gjort den angstfyldte nat i Getsemane så mørk, som den skildres i evangelierne. Og Jesus stod rank foran de rasende skarer i Nazaret og over for sine fjender på tempelpladsen. Dem var han ikke bange for. Her i Getsemane skælvede og rystede han; han knælede ned, og hans sved blev som bloddråber.

Her ser vi et billede af en mand, der segner under en overmægtig byrde, som ser et knusende bjerg af angst og rædsel styrte ned over sig og får rakt en kald, der er umenneskelig svær at tømme. Og den kalk var sandelig overmenneskelig svær at drikke, for den rummede følgerne af alverdens ondskab . I dens bitre dråber var al den skyld, al den fordømmelse presset sammen, som en falden verden og en forbandet jord havde båret på og skulle blive ved med at bære på i mange tusinde år.

Her blev han, der ikke kendte til synd, gjort til synd for os (2. Kor. 5,21) Han blev en forbandelse for vor skyld (Gal. 3,13), tog byrden af menneskeslægtens grænseløse utaknemmelighed, hårdhjertethed, råhed og usædelighed på sig. Alt tog han på sig for at købe os fri. Alt - lige ned til det yderste mørke i bunden af min sjæl, det som jeg hverken kender eller kan bekende. Selv den mest forplumrede synd aller inderst i mit hjerte, det dybeste og mest skjulte mørke derinde, som jeg selv ikke aner endnu og stadig væk må være bange for - selv dét var med i kalken.

Én eneste gang er dette forfærdelige, mørke dyb, roden til alle mine synder, blevet tømt helt til bunds og lagt frem for Gud!. Det skete, da det blev tømt og presset sammen i den kald, som min Frelser drak for min skyld.

Således gik du, min Herre og Frelser, i den time i døden i mit sted. I mit sted bar du på den fordømmelse og vrede, jeg havde fortjent. For min skyld blev du bøjet ind under synden, ind under alle misgerningerne i mit liv, under mine hemmeligste og skammeligste handlinger og under mine mest lumpne tanker og hensigter.

Alt dette gjorde du til dit!

Og du alene tog de bitre følger af alt dette, indtil du segnede om på smertens vej og hang på korset, forladt af Gud og hele den himmelske hærskare, og måtte smage den største rædsel og fortvivlelse, den gudsforladthed og den evige fordømmelse, det at være fjernt fra Gud, ting som jeg nu aldrig mere skal være bange for at komme til at smage.

Og disciplene sov!

De sov! I verdens skæbnetime, da deres egen og alle sjæles frelse stod på spil, kunne de ikke engang holde sig vågne et øjeblik og med deres bønner støtte ham i hans frygtelige kamp. De sov.

Denne tilsyneladende og ynkelige tilfældighed, denne skamløse og prosaiske søvnighed i et af verdenshistoriens mest skæbnesvangre øjeblikke har også sin dybere mening. Så helt alene skulle Frelseren gå ind til sit kald som formidler. De sov. De svigtede, og der ligger de, søvndrukne og hjælpeløse, mens Mesteren beder. På denne måde bliver de et billede på os, et billede, der er værd at huske, et billede på vor forsømmelse, vor svaghed og vor utaknemmelighed, der bevirkede, at intet i forsoningen blev udført af mennesker. Det var Hans værk, Hans alene. Han alene bar verdens synder!

Derfor blev værket også fuldbragt . Der er i dag ikke noget, jeg kan eller har behov for at føje til. Nu hedder det blot: " Kom, for nu er det rede! " " Og den, som tørster, skal komme; den som vil skal modtage livets vand uforskyldt " (Luk. 14,17: Åb. 22,17)

Hvad skal jeg så sige?

Herre - når jeg ser den lidelse, du har taget på dig for min skyld, forstår jeg, at intet kan opveje dette, at der intet kan ydes til gengæld!. Og da ser jeg, at jeg var skyld i det hele, men at du alligevel elskede mig mere end jeg kunne håbe på og forestille mig, så må jeg græde og sige: Min Frelser her er jeg. Jeg er ingenting værd - alligevel ville du købe mig til den pris! Så kan jeg ikke tro andet, end at du vil have med mig at gøre på trods af alle mine synder og hele mit syndige, forkvaklede liv, og selv om jeg har det forfærdelige, sorte dyb inden i mig.

Hvad kan jeg så gøre andet end komme til dig og blive hos dig med legeme og sjæl, med ord og gerninger, og alle mine behov, med alle mine dage og timer, med alle mine kræfter og lemmer, med alt, hvad jeg ejer, og hele min fremtid. Tag det, Herre, tilgiv alt og brug, hvad du måske kan bruge, til ære for Dit Hellige Navn!

(Bo Giertz: Den store løgn og den store sandhed)

Mkh Malli

Hej malli

Stykket beskriver flot og tankevækkende hvor svær og tung Jesu lidelse var..... hvor meget han skulle bære på for at sætte os fri..... Det er stort.

Hej Ester

Ja!

Bogen kan iøvrigt anbefales, der står fantastisk meget opbyggeligt.

Mkh Malli

Hej Malli, tak for dit dejlige styrkende indlæg!

Den bog (Bo Giertz' Den store løgn og den store sandhed) vil jeg ønske mig i julegave!

kristina