Det er meget svært for mig at skrive dette indlæg, men jeg har virkelig brug for en uvildigs sjælesorg.

Jeg er gift på 4. år med en ikke kristen mand, som jeg elsker overalt på jorden. Hver dag siden jeg mødte ham, har jeg bedt Gud om at møde ham, standse ham eller ´bare gøre et eller andet for at han skulle blive kristen. Men nu har han til min store fortvivlelse bedt om seperation.
Han ønsker sin frihed, mener ikke at kunne leve i faste rammer med kone og barn, vores søn på snart tre. Og så er han også blevet forelsket i en anden pige, og det er gengældt. Han har ikke været sammen med hende, men vil heller ikke love, at han ikke gør det. Mit hjerte er revet midt over! Jeg kun elsket ham, og selvom vi gik i seng sammen før vi blev gift, hvilket jeg ved var forkert, har jeg kun været sammen med ham, og bundet mig til ham for livet. Han siger, han elsker mig, men er ikke villig til at kæmpe for os.
Nu står jeg alene med vores søn på tre, et knust hjerte, vrede og fortvivlelse mod Gud og udsigten til måske at leve alene resten af mit liv. Jeg er kun 23!
Jeg har grædt og skreget efter Gud, udøst mit hjerte ved korstets fod, men finder ingen fred i, at det, der sker er en del af Guds plan. Han har lovet at være med alle dage, at hvad som helst vi beder om i Jesu navn, det vil han gøre, at hvad Gud har sammenføjet kan et menneske ikke adskille (gælder det også borgerlig vielse?), men nu vender han mig ryggen. Jeg ønsker i mit hjerte at følge Jesus og min søn skal lære ham at kende og tro på ham. Men det er så svært at tro, at han er med i dette her. Jeg ved og tror, at jeg for Guds trone står skyldfri i Jesu blod. Jeg ved, at jeg er frelst. Hvorfor lukker Gud så ørerne for mine bønner gennem 5 år!?

Jeg har valgt at rykke teltpælene op og flytter med min søn hjem til Jylland til jul for at være i mit sociale og kristne netværk. Jeg har sagt mit job op, har ikke noget sted at bo og ingen pasning til min søn. Selvfølgelig ved jeg, at Gud vil sørge for os. Det er bare så umuligt at se nogen mening med noget af alt dette.

Hvor er Gud, når man behøver ham? Hvorfor vender han mig ryggen? Hvorfor? Hvor mange tårer skal jeg græde, hvor højt skal jeg råbe for at han hører mig?
Du kan selvfølgelig ikke give mig nogle konkrete svar, Asbjørn, men jeg behøver vel også mere trøst og forbøn.

I dyb fortvivlelse, Perle

Kære Perle

Jeg kan ikke sige at jeg forstår din smerte og fortvivlelse, for hvem gør det uden selv at have været i samme situation? Men jeg er overbevist om at hvis jeg var i din situation, ville jeg reagere på samme måde og stille de samme svære spørgsmål: Gud, hvorfor? Hvor er du henne i alt dette? Det gør så ondt at læse dit nødråb her.

Jeg er glad for at du ikke forventer at jeg kan svare dig konkret og give dig en masse gode råd, for det kan jeg ikke. Og det er også muligt at du slet ikke kan bruge det, som jeg alligevel vil prøve at skrive til dig. Men jeg håber der er et eller andet som måske kan trøste - på et eller andet tidspunkt.

Hvorfor har Gud ikke grebet ind og givet troen til din elskede mand? Er det ikke netop en bøn efter Guds hjerte og vilje, en bøn som han har lovet at svare? Jo, anderledes kan jeg ikke læse Bibelen. Men hvorfor gør han det så tilsyneladende ikke?

Jeg kan af gode grunde ikke svare på det spørgsmål, men jeg tror at vi skal stole mere på Guds løfter end på vores egne erfaringer og oplevelser. Derfor tror jeg også at Gud faktisk hører din bøn OG at han længes efter at opfylde den. Hvis ikke det er tilfældet så er Gud ikke den som jeg tror på og som Bibelen vidner om!

Men han har altså ikke ladet dig se svaret endnu. Af grunde, som kun han kender, har han givet dig gult lys: vent! Jeg ved ikke hvad det er Gud venter på, men jeg ved at Gud har lang tålmodighed, når det gælder at give os det bedste han har.

Hvorfor er Jesus ikke kommet tilbage endnu. Det er 2000 år siden at han lovede at vende tilbage igen - snart. Hvad holder Gud tilbage? Jeg tror kun der findes ét svar: Guds kærlige og frelsende tålmodighed. Og den gælder også dig og din mand.

Jeg indrømmer at det kan være svært - ja umuligt - at se Guds kærlighed gennem det som du i denne tid oplever. Jeg tror heller ikke Gud forventer at du skal kunne det. Men jeg tror at Gud - til sin tid - vil vise dig, at han alligevel var med og aldrig overhørte dine bønner eller tabte din nød af syne. Det er utallige troende menneskers erfaring og det er Bibelens vidnesbyrd igen og igen.

Hvor er Gud når man behøver ham? Hvorfor vender han ryggen til? Sådan har du lov til at spørge og til at klage, og det skal du fortsat gøre. Men jeg håber så inderligt at du også vil give dig selv lov til at finde hvile og fred i at Gud - på trods af hvad vi ser og oplever - er trofast og omsorgsfuld, og at han har både magt og vilje til at vise det når hans tid er inde.

Jeg kan ikke love dig at Gud vil give dig din mand tilbage eller at han vil frelse ham. Men jeg er overbevist om at der næppe er noget Gud hellere vil og ønsker for dig end at vende din sorg til glæde, din ulykke til lykke. For sådan ER Gud! Også i de tider hvor han af én eller anden grund skjuler sig og lader os vente.

Jeg vil nævne for dig en enkelt beretning fra Bibelen (Johannes 11), som jeg håber kan bringe lidt lys ind i dit liv, dér hvor du er nu. Det er beretningen om Lazarus, som på trods af søstrenes bøn om at Jesus skulle skynde sig at komme, alligevel dør og bliver gravlagt. Søstrene føler sig svigtet fordi Jesus gav sig så god tid og Maria beklager sig direkte til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.«. Fra vers 38 lyder det:

Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. v39 Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« v40 Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« v41 Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. v42 Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« v43 Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« v44 Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.«

Ingen havde kunnet forestille sig hvad meningen var med at Jesus trak tiden ud og ikke skyndte sig til Betania. Men læg mærke til vers 40, som jeg har fremhævet med rødt. "Hvis du tror, skal du se Guds herlighed". Dette ord vil jeg gerne give til dig også.

Jeg glæder mig over at læse at du ved at du står frelst og fri overfor Guds trone. At du tror på at Jesus har frelst og løskøbt dig. Den grund må du ikke slippe. Og så beder jeg til at Gud vil give dig udholdenhed og trøst til at vente på at han vender din sorg til glæde. Og måske han endda giver dig langt mere end du turde bede om og håbe på. Ligesom i Betania.

Tak for dit svar. Jeg fik faktisk en hel del ud af det, og faktisk er Lazarus-teksten et af de steder, Gud har vist mig inden for de sidste uger. Jeg tror, jeg vil forsøge at male det og hænge det op i mit nye hjem for at blive mindet om Guds magt til at handle når alt synes forbi.
Jeg har haft endnu nogle lange nætter i bøn og råben til/på Gud. Stadig tavshed. Men min mand har haft ret travlt med at bevise, at det, der sker, er bedst for vores søn! I lørdags drak han sig bevidstløs til en julefrokost og endte på hospitalet, hvor han var blevet kørt til i ambulance med fuld udrykning. Han aner ikke selv, hvad der er sket, og eneste kommentar var; "Så har jeg prøvet det med!" Han kunne være død.
Jeg har forsigtigt spurgt Gud, om det ikke var bedre, at han VAR død! Så havde det egentlig været en hel del nemmere på mange områder! Men måske er han ved at dø i overført betydning? Måske kræver Guds frelsesplan så skrappe midler, at han skal helt derud, hvor gribbene flokkes om ådslerne, for at han kan nå ham. Måske skal han "dø", for at Jesus kan få lov at vise sin magt og vække ham fra "de døde"? Jeg håber og ber til, at det er sådan, det hænger sammen. Men kun Gud ved det.

Når Gud ikke ønsker, at min mand skulle dø nu, så vælger jeg at tro, at det er fordi, hans frelsesplan ikke er færdig. Min smerte er ikke mindre på nogen måde, men mit håb er større.
Det du har svaret på mit smertensudbrud har nemlig mindet mig om et andet ord fra 2.pet 3.;v8 Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag. v9 Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse.

Når Gud har så stor en tålmodighed med mennesket, må jeg vel prøve at have tålmodighed med Gud og hvile i, at han ved, hvad han gør. Det er bare så svært. Og egentlig hvile har jeg heller ikke fundet...endnu.

Det er vel en af de tidspunkter, hvor jeg ved enden i mit liv ser tilbage på en lang vandring med Gud, kun ser et fodspor i sandet og spørger; "Gud, hvorfor forlod du mig, da jeg havde mest brug for dig?" og Gud svarer; "Jeg forlod dig ikke! Jeg Bar dig."

Må Gud selv udråbe et nådeår for mig og min søn. Og ikke mindst for min mand.