I denne uge har vi hørt og læst i alle medier om mennesker, der er ensomme. Man kan ikke andet end rystes over, at det virkelig står så dårligt til med vores medmenneskelighed i vore dages samfund. Mange mennesker er angste og bange og i stor nød både åndeligt og socialt, og alligevel haster vi " der har vores på det tørre" forbi, i jagten efter at nå alle vore individuelle mål.

Kærligheden er blevet kold og ræset efter selv at få succes både i hverdagslivet og i familien er så stor, at vi glemmer det væsentlige i tilværelsen: At hjælpe, hvor der er mennesker, der "ligger på vores vej" i form af den syge nabo, eller den, der lige er blevet alene - eller for den sags skyld, forbi den, der har været venneløs i gennem hele livet, fordi han eller hun ikke er helt, som vi selv.

I mandags blev der samtidg sat fokus på, at danskerne jævt hen er meget godt tilfreds med sig selv:

"Mere end hver anden dansker på arbejdsmarkedet eller under uddannelse synes, at de har mere end almindelig succes.
Undersøgelsen viser, at vi ønsker succes i alle dele af livet, især i privatlivet, hvor 97 pct. anser det for vigtigt at være succesfuld." I følge Gallup på TTV DR1

For mig står det i hamrende kontrast til det med de mange ensomme - eller er jagten på succesen netop det, der er åragen til, at vi ikke ser vores næste?

Holger Skovenborg skriver i "Et Ord med på vejen":

" Hvis vi møder et andet menneske, som har brug for vores hjælp, og vi så alligevel ikke hjælper, så er det i virkeligheden Jesus, vi ikke hjælper."

Har jeg succes i livet, på bekostning af min næste, som jeg ikke hjælper, så må det være mig, der står om i Mattæus 25 vers 41-46:

Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. v42 For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, v43 jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. v44 Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? v45 Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! v46 Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.«


Hvis jeg har succes i livet, kan jeg så også have succes i døden?
Og hvad er det?

Jeg forstår slet ikke overskriften!
Betyder det, at hvis man har haft et succesfuldt liv, så bliver man straffet i helvede eller hvad
Eller bare det, at der ikke er nogen, der har noget at rose een særligt for?

---

Har jeg succes i livet, på bekostning af min næste, som jeg ikke hjælper, så må det være mig, der står om i Mattæus 25 vers 41-46:

---

og

---

Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.«

---

Helt ærligt:Er der nogen her inde, der tror på, at der virkelig er et sted, hvor man bliver straffet for sit liv? Eller for den sags skyld belønnet?
Mon det skal tages så bogstaveligt det med helvede. Der er så mange mennesker, der har haft nærdødsoplevelser , og ingen af dem beretter om, at de har været i helvede, men tværtimod i et uendeligt stort lys og megen fred.