Mht. debatten om Israel har jeg åbnet en ny tråd om hvem der egentlig har retten til landet.

I 1897 grundlagde dr. Theodor Herzl i Basel den zionistiske bevægelse. Målet var, at finde et hjemsted for alle verdens jøder, der på det tidspunkt var spredt over det meste af verden. Dette hjemsted skulle efter hans plan være Palæstina, som jøderne mente var deres i henhold til det Gamle Testamente. Palæstina var på daværende tidspunkt en del af kalifatet under det osmaniske rige, men blev efter 1918 et britisk mandatområde.

I begyndelsen forgik indvandringen af jøder meget langsomt, for englænderne ville ikke have problemer med de arabiske naboer. Selv under 2. Verdenskrig, hvor flere tusinde jøder omkom i koncentrationslejre, blev der kun givet få tilladelser til at emigrere til Palæstina. Men efter krigen i 1947 besluttede FN at realisere dr. Theodor Herzls drøm om et hjemsted for alle jøder.

Den 14. Maj 1947 erklærede premierminister Ben Gurion staten Israel for grundlagt. Selve staten Israels oprettelse ses af mange jøder som en bibelhistorisk begivenhed, et tegn fra Gud om, at de sidste dage er nær. At være i tvivl om dette, svarer til at modsætte sig Guds vilje. Jødernes argument har været flittigt brugt i zionistiske kampagner. Der er dog stadig jøder, som ikke selv anerkender staten Israel, da de mener, at det strider imod jødisk tro at besætte et andet land.

Men er der overhovedet hold i argumentet om, at jøderne har den bibelske ret? Lad os se på det.

I det Gamle Testamente Torahen, giver Gud dette løfte til profeten Abraham angående Palæstina:

” Men Herren åbenbarede sig til Abram (Abraham): Dit afkom giver jeg dette land.” 1. Mosebog 12:7

Dette bliver endvidere bekræftet i 1. Mosebog 13:15, 15:18 og 17:8.

Bemærk at løftet gives til Abraham, hvis afkom loves landet mellem Nilen og Eufrat. Det er i øvrigt derfor, at det israelske flag har en lyseblå streg foroven og forneden. Det symboliserer nemlig de to floder.

Jøderne påstår at være Abrahams afkom gennem sønnen Isak. Dette er til trods for, at størstedelen af alverdens jøder er konvertitter fra bl.a. Khazarernes Rige i det sydlige Rusland og Ukraine, hvor der i 700- tallet var mange der konverterede til jødedommen. Disse jøder kaldes ’Aksenazi-jøder’ og har intet slægtskab med oldtidens israelitter. Størstedelen af efterkommerne af israelitterne konverterede nemlig senere til nyere semitiske religioner såsom kristendom og islam.

Hvis vi alligevel antager, at alle jøder er Abrahams afkom, er de jo ikke hans eneste afkom. Vi er i Bibelen vidne til, at Abraham havde to sønner, Isak og hans ældre bror Ismael.

” ….Abraham kaldte sønnen, Hagar fødte ham, Ismael.” 1. Mosebog 16:15

Som det fremgår af Bibelen havde Abraham således to sønner, Isak og den ældre søn Ismael og dermed sit andet afkom. Og ifølge jøder, kristne og muslimer er netop araberne, underforstået palæstinenserne, Abrahams afkom gennem sønnen Ismael. Se i øvrigt 1. Mosebog 17:20. Men her er jøderne uenige. De siger, at Hagar var en trælkvinde og mener derfor ikke, at Ismael var et rigtigt afkom. Desværre for jøderne har de ignoreret det faktum, at Sarah rent faktisk var Abrahams halvsøster og derfor ligeså dårligt stillet som bevisførelse, se 1. Mosebog 20:12. I øvrigt havde Abraham, ifølge Bibelen, en tredje kone, Ketura, men det er en helt anden historie, se 1. Mosebog 25:1.

Desuden er det velkendt, at løftet angående Palæstina i 1. Mosebog 17:8 gives i forbindelse med Abrahams omskærelsespagt med Gud hvor det var Ismael, der var en del af pagten – ikke Isak, da han endnu ikke var født.

Bibelen går endda videre og påpeger, at den førstefødte, i dette tilfælde Ismael og hans afkom palæstinenserne, har arveretten efter faderen. Også selv om jøder og kristne ser ned på Ismael og hans moder.

” Men han skal anerkende den førstefødte, den tilsidesattes søn, som førstefødt, og give ham dobbelt del af alt hvad han ejer, for han er hans manddoms første frugt, så han har førstefødselsretten.” 5. Mosebog 21:17

Det er i øvrigt meget sandsynligt, at de skrevne tekster, som har argumenteret for Ismael, har været udsat for korruption, så de i stedet argumenterer for Isak. Et glimrende eksempel er 1. Mosebog 22:2.

” Da sagde han: Tag din søn Isak, din eneste, ham du elsker…..”

I dette vers er enten navnet Isak sat ind i stedet for Ismael, eller også er ordene din eneste lagt ind senere. Ordene din eneste går igen i versene 22:12 og 22:16 og kan kun referere til Ismael, eftersom han var den førstefødte. Dette er én af grundene til, hvorfor vi muslimer mener, at det var Ismael der skulle ofres og ikke Isak. Vores teori stammer ikke fra Bibelen, men fra Guds eget åbenbarede ord, Koranen.

Gud fratager det jødiske folk Sin Barmhjertighed og bryder pagten med dem pga. deres ulydighed mod Ham, og med det bliver løftet om det lovede land Palæstina, også brudt. Og det overgår til et folk som bærer dets frugter, nemlig muslimerne. Se i øvrigt Salmernes bog 37:29, der står:

” de retfærdige arver landet og skal blive der til evig tid.” og i Koranen bekræftes det også.

” Og Vi har allerede åbenbaret i Davidsalmerne (al-Zabur) efter formaningen, at Mine retfærdige tjenere vil arve landet.” Qur’an 21:105

Men hvem var egentlig de retfærdige tjenere? Lad os læse lidt:

” Men da israelitterne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, gav han dem 7 år i Midjans hånd ”
Dommerbogen 6:1

” Nadab, Jeroboams søn, blev konge over Israel i kong Asa af Judas andet regeringsår, og han herskede to år i Israel. Han gjorde hvad der var ondt i Herrens øjne, og vandrede i sin faders spor og i de synder han havde forledt Israel til.” 1.Krønikebog 15:25-26.

Se også 15:34, 16:25, 16:30, 2. Krønikebog 13:2, 14:24, 15:9, 15:18, 15:24, 15:28 osv. Så israelitterne (jøderne) var ifølge deres egne skrifter ikke særlig retfærdige folk, eftersom de jo gang på gang gjorde ting der var ondt i Guds øjne. Set ud fra et kristent og islamisk synspunkt, må man huske på, at det var derfor, Jesus blev sendt af Gud for at retlede dem. Se Matt. 15:24

Muslimer har intet imod jøder som folk. Jøder og muslimer er brødrefolk. Der bor tusindvis af jøder i Marokko, Egypten, Irak og andre arabiske lande, som lever lykkeligt side om side med deres arabiske naboer.

Når man taler om det, at være anti-semitisk, glemmer man ofte, at arabere også er et semitisk folk. Så hvis man er anti-semitisk er man både imod jøder og arabere. Jøder og muslimer har faktisk mere tilfælles end jøder og kristne.

1- Både jøder og muslimer tror begge på én Gud og ikke en treenig gud.

2- Jøder og muslimer har næsten samme trosbekendelse.

3- Jøder og muslimer bruger begge månekalenderen, og ikke den gregorianske solkalender, som de kristne gør.

4- Hverken jøder eller muslimer tror på arvesynden.

5- Både jøder og muslimer praktiserer halal-slagtning, (på jødisk kosherslagtning)

6- Både jøder og muslimer har forbud mod svinekød.

7- Både jøder og muslimer har omskæring af drenge.

8- Og selv om jøder i dag ikke længere praktiserer stening, var det jo netop i deres bøger, at Gud pålagde Moses regler for, hvordan man, i detaljer skulle stene folk til døde for utroskab, afgudsdyrkelse mm. Stening er en lov profeten Muhammed benyttede fra den tidligere åbenbarede bog Torahen. Koranen foreskriver intet om stening.

9- Hverken jøder eller muslimer har billeder eller statuer af profeter og andre personligheder i deres bedehuse, da det er forbudt.

10- Frelse for en jøde og muslim går gennem tilbedelse af Gud og overholdelse af Hans love, hvorimod frelse for en kristen går gennem troen på, at Jesus døde for vores synder.

Muslimer har intet imod jøder som folk. Jøder og kristne bliver omtalt som Bogens Folk i Koranen, fordi de også er folk der har modtaget åbenbaringer. Det er bare staten Israel, som besættelsesmagt man er i mod.

Og så må vi ikke glemme, at store dele af den palæstinensiske befolkning rent faktisk er kristne.

Den jødiske argumentation for den bibelske ret virker ikke særlig troværdig. Den bibelske ret, for slet ikke at nævne den menneskelige og moralske ret, er og bliver palæstinensernes ret.

Mvh. og Guds fred

Shakir

Hej Shakir

Jeg må med det samme indrømme, at jeg endnu ikke har læst hele dit indlæg. Alligevel ved jeg hvad det indeholder - det er nok blot at skimme over det... Ja undskyld, det er ikke for at sige dit lange indlæg er overflødigt - tværtimod. Og at du tør starte denne tråd!!!

Du konkluderer som slutning følgende (udplukket):

---

Den bibelske ret, for slet ikke at nævne den menneskelige og moralske ret ...

---

Jeg har fjernet noget fra din slutning. Jeg har fjernet Israel og Palæstina. Det har jeg gjort, fordi jeg syntes du i dette lille udpluk beskriver alt, hvad der er det væsentlige i mellemøst-konflikten, når man læser samtlige indlæg skrevet om denne konflikt her på jesusnet: Bibelen _kontra_ Medmenneskelighed/Moral/Næstekærlighed.

Disse to begreber, der står så forunderligt tæt knyttet sammen. Men i denne problematik er så fjernt fra hinanden som noget kan komme. Stående i vores to grøftekanter kan man være bibelsk og menneskefjendsk eller man kan være ubibelsk og medmenneskelig. Enten eller. Hvilken side vælger du?

Det er mig absolut på enhver måde fuldkommen umuligt at forsvare nogen af parternes brug af vold ved at legitimere det med en religion. Aldrig om jeg ønsker at jeg nogen sinde vil komme til det.

Aldrig om jeg på nogen måde kan acceptere eller holde op med at væmmes ved, at krig og vold og had praktiseres i Guds navn. Jeg fatter ikke, at nogen kan mene, de er i deres gode ret til at drage på korstog i Herrens navn med hævet sværd, og samtidig undgå at ignorere Jesus ord. Det er ubegribeligt, forkasteligt og forargeligt.

Hej Shakir

Når du nu kort gennemgår den nyere historiske baggrund for staten Israel, så synes jeg lige, der mangler et par enkelte detaljer.

Fx at den zionistiske bevægelse i 1903 blev tilbudt Uganda af den britiske koloniminister Chamberlain. Og faktisk vedtog, at tilbuddet ikke uden videre skulle afvises. Og at der i 1902 var forhandlet en jødisk kolonisation af nordsiden af Sinai-halvøen på plads. Det var først efter Herzls død, at Palæstina blev det eneste acceptable mål for den zionistiske bevægelse.

Bevægelsen sprang heller ikke ud af den blå luft, men var en reaktion på den såkaldte Dreyfus-procces, hvor den franske officer Alfred Dreyfus i 1894 blev dømt på en falsk anklage for forræderi - sandsynligvis udelukkende fordi han var jøde. Dette var et slag i ansigtet på mange assimilerede jøder (dvs. jøder, der prøvede at indgå naturligt i de samfund, hvor de levede) og gav grobund for tanker om emancipation (dvs. frigørelse) i form af en særlig jødisk stat. Bl.a. var det det, der skete for Herzl. Deres argumenter fik selvfølgelig en særlig klangbund efter 2. Verdenskrig, som godt kunne tydes som assimilationstankens fallit.

Og endelig skal vi heller ikke glemme, at FN i 1947 delte området op i en jødisk stat og en arabisk stat med Jerusalem som international zone. Det blev accepteret af jøderne, men de arabiske nabolande gjorde ikke.

Da du har nævnt de jøder, der lever fredeligt med deres arabiske naboer i arabiske lande, skal det lige nævnes, at der også lever arabere i Israel, der lever fredeligt med deres jødiske naboer.

Det var ikke det, som var hovedargumentet i dit indlæg. Så se det bare som et lille pip og tag diskussionen om den bibelske ret op med andre, som har lyst til det

Hej Machine A og tak for dit indlæg

Med mit indlæg stillede jeg tingene op ud fra et teologisk synspunkt. Jeg skal ikke retfærdiggøre de væmmelige ting der både er gjort af jøder og palæstinensere. Jeg mener ikke at det er retfærdigt at tegne et billed af en hel religion, udfra en politisk konflikt.

Du skrev:
Stående i vores to grøftekanter kan man være bibelsk og menneskefjendsk eller man kan være ubibelsk og medmenneskelig. Enten eller. Hvilken side vælger du?

svar:

Selv om jeg ikke selv er kristen, synes jeg nok ikke, at man kan stille tingene sådan op. Fundamentet i alle religioner bygger jo på fred. Men jeg er meget enig med dig i, at man ikke skal gå og slå hinanden oven i hovedet i Guds navn, eller i alle mulige andre navne, for den sags skyld

Mange kristne og jøder har forståeligt nok nogle gamle følelser for Israel, men følelser er ikke i sig selv målestok for hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, for følelser i dag, er ikke nødvendigvis det samme som følelser i morgen. Man må tænke rationelt. Personligt er jeg ligeglad med hvem der har retten til landet, hvis bare de kan leve side om side og ikke undertrykke hinanden.

Mvh. og Guds fred

Shakir