---

Hvordan ændrer det f. eks. på ens livsførelse, at man ikke tror på Gud? Hvad bliver anderledes? Forsvinder værdierne fra ens liv? Eller lever man bare videre, som om intet er hændt.

Det er jo, hvad de fleste ateister i dette land gør. Og så vil jeg såmænd sige, at så tager de ikke deres ateisme alvorligt.

De russiske nihilister fra slutningen af 1800-tallet, de tog deres ateisme alvorligt. Når Gud ikke var til, så var tilværelsen meningsløs, selvet opløst, alle værdier forsvundet, alting blevet ligegyldigt.

Det var også ligegyldigt, om jeg levede videre eller døde i dette øjeblik. At spille 'russisk roulette', du véd, hvor man kommer én patron i en tromlerevolver, rotérer tromlen, sætter revolveren for panden og trykker af, svarer udmærket til denne livsholdning.

Men vore dages ateister, de lever jo alle, som om livet har mening, som om der er værdier i livet, som om det f. eks. giver mening at stifte familie og få børn. Og kan man så tage deres ateisme alvorlig?

---

---

Man kan selvfølgelig skabe sin egen mening, men den gælder så kun for en selv, og er derfor i bund og grund ligegyldig for andres vedkommende.

---

---

Det passer ikke at den kun gælder for en selv. Den gælder også i større eller mindre grad for dem vi har et forhold til.

---

---

Desuden er det vel ikke noget problem hvad andre mener om meningen med mit liv?

---

---

Sø>Desuden er det vel ikke noget problem hvad andre mener om meningen med mit liv?
------------------------------------------------------------
Ph>Nej, selvfølgelig ikke. Men så kan man heller ikke forvente nogen stor objektiv interesse fra andres side. Folk, som oprigtigt søger objektiv mening med livet, vil inderst inde være uinteresserede i, hvad den enkelte, som selv prøver at skabe mening, foretager sig.

---

---

Men når der objektivt er mening, så kommer man hinanden mere ved og møder alle mulige forskellige slags mennesker, som man måske ellers ikke ville have mødt. Det er noget, som jeg har oplevet i kristenlivet, og det er da noget, der må siges at være positivt.

---

---

---

Desuden er det vel ikke noget problem hvad andre mener om meningen med mit liv?

---

Nej, selvfølgelig ikke. Men så kan man heller ikke forvente nogen stor objektiv interesse fra andres side.

---

---

Jeg er meget uenig med dig i at hvis man ikke tror paa, der er en personlig Gud, saa er livet meningsloest.

---

---

Det er ligepraecis ikke en objektiv vurdering, den er tvaertimod subjektiv synes jeg,

---

---

uanset tro/ikke tro, kan man ikke opstille nogle regler for andre om, hvorvidt der er en mening med livet eller ej.

---

---

Hvis jeg skaber min egen mening med livet, er den selvfoelgelig i bund og grund ligegyldig for de fleste, ja enig, men hvad er problemet med det? Saa laenge min selvskabende mening er til gavn for familie/venner og mig selv, saa er der da ingen problemer i det.

---

---

Mener du, at fordi du tror paa en personlig Gud, saa har din mening mere indflydelse paa mit og andres liv, end min mening har paa dit og andres liv?

---

---

Vel kun, hvis sådanne folk mangler en grundlæggende respekt for andre mennesker?

---

---

Hvad er objektiv interesse? Er det ikke den enkelte person som udviser, eller mangler interesse? Så er interessen vel subjektiv?

---

---

Hvorfor det? Kan man kun søge en objektiv mening hvis man er ligeglad med hvad andre mener?

---

---

Hvorfor skulle folk der søger en objektiv mening handle så afstumpet?

---

---

Det sidste afsnit kan jeg ikke for til at hænge sammen med resten af dit indlæg. Nu taler du ikke længere om folk der søger objektiv mening, men omtaler det som et faktum at der er objektiv mening. Er folk af denne overbevisning også ligeglade med hvad alle andre mener, eller var det kun mens de søgte efter mening at de havde sig selv nok?

---

---

Det kunne tyde på det siden du mener at når man er overbevist om at man har fundet den rette objektive mening så møder man mange mennesker - noget man åbenbart ikke gør mens man søger?

---

---

Jeg synes ikke alting er ligegyldigt, og jeg tror ikke på gud.

---

---

1) Det er ikke afgørende, om man tror på guden eller ej, det afgørende er, om guden eksisterer eller ej. Det behøver guden ikke at gøre, fordi nogen tror på den.

---

---

2) Det er ikke irrationelt at have en subjektiv mening med livet, så længe man er klar over, at den er subjektiv.

---

---

Jeg kunne blive ved med at komme med flere eksempler, eller bryde disse ned i mindre bestanddele, men jeg er lidt i tvivl om det er dette du spørger om?

---

Udgangspunktet for mit spørgsmål er vel, at det er pudsigt at meningen med livet er livet i sig selv - eller hva'?

Hvad driver os til at leve?

At leve!

Hvordan har vi i os selv, som det produkt af evolutionen vi ifølge din opfattelse er, fået lysten til at leve livet med alle de underlige gøremål vi har?

Elske, blive klogere, glæde andre, være materialistiske, søge adrenalin kicks - hvor kommer alle disse egenskaber/lyster fra, hvis det egentlige og basale formål med livet er at formere sig?

Mennesker har så mange sære ting for - er det ikke underligt?

---

Hvordan har vi i os selv, som det produkt af evolutionen vi ifølge din opfattelse er, fået lysten til at leve livet med alle de underlige gøremål vi har?

---

---

Elske, blive klogere, glæde andre, være materialistiske, søge adrenalin kicks - hvor kommer alle disse egenskaber/lyster fra, hvis det egentlige og basale formål med livet er at formere sig?

---

---

Rolf:
Hvordan har vi i os selv, som det produkt af evolutionen vi ifølge din opfattelse er, fået lysten til at leve livet med alle de underlige gøremål vi har?

Søren:
Ville det være mere forståeligt hvis ikke havde lyst til at leve?

---