---

Dermed mere end antyder du jo, Martin, at det er helt uden betydning for kristendommens sandhed om Jonas virkelig opholdt sig 3 døgn i hvalfiskens bug og om Jesu bespisning af folkeskaren i ørkenen virkelig fandt sted.

---

---

Siger du i virkeligheden, Martin, at det egentlig er lige meget om disse helt utrolige og usandsynlige beretninger er sande – at det er uden betydning hvis de faktisk slet ikke fandt sted, men at det i virkeligheden er den kendsgerning at beretningerne faktisk fortælles i bibelen der gør dem sande for dig?

---

---

"Jonas kunne ikke have opholdt sig 3 dage i hvalens bug, ergo er der fejl i Biblen, ergo kan den afvises."

---

---

Jeg har ikke svært ved at se en kærlighed der ikke kan slå om i vrede.

[...]

Eksempelvis en bestemt palæstinensisk lærer som har boet i en flygtningelejr i 50 år efter at israelerne dræbte hele hans mors familie da han var spæd. Kun de to overlevede. Hans største sorg, fortalte han til fjernsynet, var at det ikke var lykkedes ham at overbevise sine sønner om at de ikke skulle hade, men elske israelerne.

---

---

Ja, det er vel en måde at sige det på. Som jeg skrev i mit forrige indlæg, har fortællingerne en pointe eller tegnværdi, som er fuldstændigt uafhængig af, om de refererer historiske begivenheder eller blot er fri fantasi, groft sagt. I sidste ende er disse to muligheder også fuldstændigt uafgørbare, da ingen af os jo har været til stede. Det, som er værd at hæfte sig ved, er, at man ikke, ved at afvise at fx Jonas skulle have været 3 dage i hvalens bug, har afvist det bibelske budskab - selv om det oftest er sådan, ræsonnementet går: "Jonas kunne ikke have opholdt sig 3 dage i hvalens bug, ergo er der fejl i Biblen, ergo kan den afvises." Jeg mener ikke, at det er helt så enkelt.

---

---

Men hvis det, at du ”forholder [d]ig logisk til Gud”, implicerer ”tvivl på Guds eksistens”, hvorfor så hævde Guds eksistens til at starte med? Ville det ikke være mere logisk simpelthen at afstå fra at tage stilling?

Det er faktisk en ateist som har udtrykt det bedst i en debat hvor han optrådte som "Djævelens" advokat.

---

Ateisten tror ikke på Gud fordi beviserne for Guds eksistens er utilstrækkelige.

Teisten tror på Gud fordi beviserne for at Gud ikke eksisterer, er utilstrækkelige.

---

---

Jeg ved ikke helt, om jeg er enig med pågældende "ateist". Det hele er et spørgsmål om, hvad man vil acceptere som "beviser..".

---

Jeg har ikke slået plat og krone om hvad jeg skulle vælge, og var i øvrigt oprindelig ateist - men har altid haft stor interesse for det "guddommelige" og har fundet mening i at tro at verden formes af et altomfattende væsen som er bevidst om sig selv og om os - og som det derfor også giver mening at bede om hjælp.

---

OK. Jeg kan bare stadig ikke se, at der skulle være mere logik i dette end i den kristne tro. For mig virker begge dele lige arbitrært, hvis den eneste begrundelse skulle være, at modbeviserne ikke er tilstrækkelige. Det mest logiske ville da under denne forudsætning være ikke at tale stilling, fordi beviserne simpelthen ikke tillader at gå hverken den ene eller den anden vej.

---

Deisme betyder, såvidt jeg er orienteret, at Gud efter at have skabt verden trak sig tilbage og lod verden sejle sin egen sø. Og jeg erkender at det er da en mulighed at Gud var handlende, men ikke er det mere. Men jeg tror ikke Gud er gået på pension.

Polyteismen synes jeg ikke er et reelt alternativ, idet verden jo så måtte styre selv selv, med mindre der var en "overgud" til at styre/forme verden, inklusive alle underguderne. Altså ender vi igen med i princippet én Gud kontra ingen Gud (som bl.a. i Buddhismen).

---

Jeg kan altså ikke se, at noget af dette afviser, at de egenskber, du nævnte, skulle være nødvendige betingelser for at tale om en guddom.

---

Vi kan vel også forestille os, at ”den ubekendte” henvender sig til os?

Om "den ubekendte", om Gud, kan vi efter min mening forestille os meget, men da vi intet kan vide, mener jeg det er bedst at forestille sig så lidt som muligt.

---

Hvorfor så ikke bare komme med den klassiske: "Jeg tror på, at der er mere mellem himmel og jord..."?

---

Ellers er det vi kommer til at brænde kættere på bålene og gå i krig i Guds navn.

---

Det mener jeg ikke er nogen nødvendighed. Du kunne ligesåvel forestille dig, at ateisten "brænde[r] kættere på bålene", fordi de ikke er enige med hende. Det har vi set eksempler på i det tidligere Sovjet og i Kina, hvor folk, der bekendte sig til en religion, blev forfulgt, fordi de ikke var ateister og dermed blev set som illoyale over for kommunismen. Så burde vi vel også afstå fra at være ateister?


Mvh.

Martin

---

Jeg skrev:
Dermed mere end antyder du jo, Martin, at det er helt uden betydning for kristendommens sandhed om Jonas virkelig opholdt sig 3 døgn i hvalfiskens bug og om Jesu bespisning af folkeskaren i ørkenen virkelig fandt sted.

Eller om Noah virkelig byggede en ark, om Jesus virkelig lavede vand om til vin, om Jesus virkelig gik på vandet, om Jesus virkelig genopvækkede Lazarus der havde været død så længe at liget var begyndt at stinke o.s.v., o.s.v.

Siger du i virkeligheden, Martin, at det egentlig er lige meget om disse helt utrolige og usandsynlige beretninger er sande – at det er uden betydning hvis de faktisk slet ikke fandt sted, men at det i virkeligheden er den kendsgerning at beretningerne faktisk fortælles i bibelen der gør dem sande for dig?

Gnomen skrev:
Ja, det er vel en måde at sige det på. Som jeg skrev i mit forrige indlæg, har fortællingerne en pointe eller tegnværdi, som er fuldstændigt uafhængig af, om de refererer historiske begivenheder eller blot er fri fantasi, groft sagt. I sidste ende er disse to muligheder også fuldstændigt uafgørbare, da ingen af os jo har været til stede. Det, som er værd at hæfte sig ved, er, at man ikke, ved at afvise at fx Jonas skulle have været 3 dage i hvalens bug, har afvist det bibelske budskab - selv om det oftest er sådan, ræsonnementet går: "Jonas kunne ikke have opholdt sig 3 dage i hvalens bug, ergo er der fejl i Biblen, ergo kan den afvises." Jeg mener ikke, at det er helt så enkelt.

---

---

Gnomen skrev:
Du kunne ligesåvel forestille dig, at ateisten "brænde[r] kættere på bålene", fordi de ikke er enige med hende. Det har vi set eksempler på i det tidligere Sovjet og i Kina, hvor folk, der bekendte sig til en religion, blev forfulgt, fordi de ikke var ateister og dermed blev set som illoyale over for kommunismen. Så burde vi vel også afstå fra at være ateister?

---

---

Gnomen skrev:
Det hele er et spørgsmål om, hvad man vil acceptere som "beviser..".

---

Ok Martin - så kom med dit bud på hvad der som minimum kræves for at noget kan kaldes et bevis!

---

Jeg skrev:
Jeg har ikke slået plat og krone om hvad jeg skulle vælge, og var i øvrigt oprindelig ateist - men har altid haft stor interesse for det "guddommelige" og har fundet mening i at tro at verden formes af et altomfattende væsen som er bevidst om sig selv og om os - og som det derfor også giver mening at bede om hjælp.

Gnomen skrev:
OK. Jeg kan bare stadig ikke se, at der skulle være mere logik i dette end i den kristne tro. For mig virker begge dele lige arbitrært, hvis den eneste begrundelse skulle være, at modbeviserne ikke er tilstrækkelige. Det mest logiske ville da under denne forudsætning være ikke at tale stilling, fordi beviserne simpelthen ikke tillader at gå hverken den ene eller den anden vej.

---

---

Som jeg skrev i mit forrige indlæg, har fortællingerne en pointe eller tegnværdi, som er fuldstændigt uafhængig af, om de refererer historiske begivenheder eller blot er fri fantasi, groft sagt. I sidste ende er disse to muligheder også fuldstændigt uafgørbare, da ingen af os jo har været til stede. Det, som er værd at hæfte sig ved, er, at man ikke, ved at afvise at fx Jonas skulle have været 3 dage i hvalens bug, har afvist det bibelske budskab - selv om det oftest er sådan, ræsonnementet går: "Jonas kunne ikke have opholdt sig 3 dage i hvalens bug, ergo er der fejl i Biblen, ergo kan den afvises." Jeg mener ikke, at det er helt så enkelt.

Jo, Martin - men det må jo, som jeg forstår dig, så i den sidste ende også føre til at du heller ikke finder det vigtigt om beretningen om Jesu genopstandelse og himmelfart blot er fri fantasi.

---

Hvordan kommer du frem til det?

---

At det derimod er tegnværdien og pointen i fortællingen der er det vigtige!

---

Nu er hele idéen med "Jesu genopstandelse og himmelfart" netop, at de finder sted i historien, så her kommer "tegnværdien og pointen" og den historiske sandhedsværdi ud på ét: Pointen med "Jesu genopstandelse og himmelfart" er deres historiske realitet.

I modsætning til alle de øvrige eksempler: Her er det ikke vigtigt, om de har fundet sted, for de tjener kun til illustration af Jesus som Gud, hvilket i sig selv er en trossag - jf. at muslimerne sagtens kan købe miraklerne uden at købe Jesu guddommelighed. Uanset, hvad Jesus havde gjort og sagt, kan man stadig se Ham som 'kun' en profet, hvilket netop viser, at miraklerne kun tjener det psykologiske formål at illustrere, vise og anskueliggøre - ikke det logiske at begrunde -, at Han virkelig var Gud. (Hvilket mirakel ville du fx mene kunne afgøre, om en person var Gud og ikke blot sendt af Gud? )

Kort sagt: Kristendommens budskab består dels af nogle historiske påstande (Jesu død, genopstandelse og himmelfart) og dels af en påstand, kun troen kan gribe: At denne mand, der faktisk levede, døde på et kors, genopstod og farede til himmels, var Gud. Som sådan kan du skrive Biblens budskab ned i én sætning: Der levede engang en mand ved navn Jesus (han var forresten Gud selv), som blev korsfæstet, døde og senere genopstod.


Mvh.

Martin

---

Hmmm.... jeg tror nu altså godt at Jonas kunne have været i hvalens bug i tre dage.....

---

Ja, det tror jeg bestemt også. Gud er almægtig, så at få en mand til at overleve tre dage i bugen på en hval må vel være en smal sag. Spørgsmålet er blot, om det er vigtigt, om man kan acceptere denne beretning for at acceptere det bibelske budskab.


Mvh.

Martin

---

Jeg synes ikke, at dit eksempel med "de 10 bud" passer særlig godt ind i denne diskussion, da jeg ikke med min bedste vilje kan se, hvordan moralske forskrifter skulle kunne tillægges en historisk sandhedsværdi (og det er altså historisk sandhedsværdi, der er på dagordenen her)?

---

---

Som sådan kan du skrive Biblens budskab ned i én sætning: Der levede engang en mand ved navn Jesus (han var forresten Gud selv), som blev korsfæstet, døde og senere genopstod.

---

---

Som sådan kan du skrive Biblens budskab ned i én sætning: Der levede engang en mand ved navn Jesus (han var forresten Gud selv), som blev korsfæstet, døde og senere genopstod.

Det er da kun NT, der kan opsummeres på denne måde.

---

I en kristen sammenhæng er GT en forjættelse af Jesus, så GTs budskab er sådan set det samme, blot skrevet i fremtid.

---

Du mangler stadigvæk hele første del af trilogien.

---

Hvilken "trilogi.."?


Mvh.

Martin

---

Jeg synes ikke, at dit eksempel med "de 10 bud" passer særlig godt ind i denne diskussion, da jeg ikke med min bedste vilje kan se, hvordan moralske forskrifter skulle kunne tillægges en historisk sandhedsværdi (og det er altså historisk sandhedsværdi, der er på dagordenen her)?

Det "historiske" er da, at Gud gav buddene til Moses, der gav dem til os.

---

---

Anser man denne beretning for sand er 'budskabet' i beretningen (de 10 bud som absolut moralsk referencepunkt) sand pga. historien bag.

---

---

I vurderingen af de 10 buds sandhedsværdi er det altså væsentligt at vide, hvorvidt Bibelens beretning er historisk sandhed eller ej.

---

---

Anser man blot beretningen som en poetisk måde at fortælles os, at disse 10 regler er altså "rigtigt gode", så er historien bag nok mindre vigtig for 'budskabets' sandhedsværdi.

---

---

Hvilken "trilogi.."?

---

GT + NT + det lovede 3. bind: "Kongen vender tilbage"

---

Ok Martin - så kom med dit bud på hvad der som minimum kræves for at noget kan kaldes et bevis!

---

OK: Det skal give mening under de givne omstændigheder, dvs. i forhold til dels den påstand, der skal bevises, de forventninger der er til beviset og ikke mindst, den situation, man som person står i. Det er det tætteste, jeg kan komme.

---

OK. Jeg kan bare stadig ikke se, at der skulle være mere logik i dette end i den kristne tro. For mig virker begge dele lige arbitrært, hvis den eneste begrundelse skulle være, at modbeviserne ikke er tilstrækkelige. Det mest logiske ville da under denne forudsætning være ikke at tale stilling, fordi beviserne simpelthen ikke tillader at gå hverken den ene eller den anden vej.

Ja, i enhver anden situation hvor to muligheder forekommer lige sandsynlige og samtidig betydningsløse nok for én til at man bare kan se bort fra dem, da er det naturligvis det mest logiske bare ikke at vælge.

---

---

Men spørgsmålet om Gud findes eller ikke findes, er et helt grundlæggende spørgsmål som jeg ikke tror noget menneske kommer udenom at forholde sig til. Jeg har aldrig kunnet komme udenom det, og det har du jo heller ikke.

---

---

Ateisten vælger ikke at tro Gud er til. Teisten vælger at tro Gud er til. Og nogle teister går så vidt at de gør sig billeder af Gud eller beskriver Gud og tillægger Gud ganske konkrete egenskaber og hensigter.

---

---

Beskrev Gud gjorde bl.a. bibelens forfattere, redaktører og fortolkere, og de agiterede med stort held for at DERES beskrivelse af Gud og Guds plan med menneskene var den eneste rigtige forklaring.

---

Jeg kan ikke se, hvor dette passer ind i debatten?

---

Men de er i øvrigt meget uenige om en række detaljer - bl.a. hvorvidt alle mennesker uden undtagelse bliver frelst eller om nogle går fortabt.

---

Ja, og i andre sammenhænge klandres kristne for at være dogmatiske og hjernevaskede! Det er altså svært at gøre alle tilpas.

---

Du kunne ligesåvel forestille dig, at ateisten "brænde[r] kættere på bålene", fordi de ikke er enige med hende. Det har vi set eksempler på i det tidligere Sovjet og i Kina, hvor folk, der bekendte sig til en religion, blev forfulgt, fordi de ikke var ateister og dermed blev set som illoyale over for kommunismen. Så burde vi vel også afstå fra at være ateister?

Både Sovjet og Mao-Kina var ikke ateistiske samfund, selv om de forfulgte religiøse, bl.a. kristne, og foretrak ateisme. Religionen var ikke ateisme, men kommunisme.

---

Kommunismen er pr. definition en ateistisk ideologi (= ingen guder). Ergo er der blevet begået uhyrligheder i ateismens navn. Benægter du dette, må du også trække din anklage mod religioner tilbage – medmindre du simpelthen definerer religion som noget, der leder til forfølgelse.

---

Og du har ret, Martin - det var ikke en handling Paven fandt belæg for i bibelen. Men Paven og hans folk hævdede at det var Guds vilje som den kom til udtryk i bibelen.

---

---

I vurderingen af de 10 buds sandhedsværdi er det altså væsentligt at vide, hvorvidt Bibelens beretning er historisk sandhed eller ej.
------------------------------------------------------------
Betyder dette, at vi fx ikke kan vurdere, om det er forkert at lyve, medmindre vi har taget stilling til, "hvorvidt Bibelens beretning er historisk sandhed eller ej"?

---

---

Om Moses virkelig har været en tur oppe på Sinai bjerget, ændrer ikke ved, at du sagtens kan mene, at "disse 10 regler" virkelig er givet af Gud.

---

---

Ja, det tror jeg bestemt også. Gud er almægtig, så at få en mand til at overleve tre dage i bugen på en hval må vel være en smal sag.

---

---

Spørgsmålet er blot, om det er vigtigt, om man kan acceptere denne beretning for at acceptere det bibelske budskab.

---

---

Beskrev Gud gjorde bl.a. bibelens forfattere, redaktører og fortolkere, og de agiterede med stort held for at DERES beskrivelse af Gud og Guds plan med menneskene var den eneste rigtige forklaring.

---

Nej deres agitation (eller hvad det nu hedder) skete IKKE med stort held. Profeterne blev både jaget og hånet for deres budskab..... Der var faktisk lange perioder hvor israelitterne ikke troede på hvad profeterne sagde...... men det afholdt så ikke profeterne i at vedblive med at sige det Gud sagde de skulle..... heller ikke selvom de var bange for at sige det.....

Jonas flygtede endda fordi han ikke turde viderebringe Guds budskab.....

Så tendensen, blandt den almene befolkning, til at forkaste Guds ord var der allerede dengang

---

Gnomen skrev:
Hvis det, at Gud er til, fx betyder, at alle bliver frelst, så har man vel – igen: logisk set – ingen grund til at tage stilling?

---

---

Jeg skrev:
Beskrev Gud gjorde bl.a. bibelens forfattere, redaktører og fortolkere, og de agiterede med stort held for at DERES beskrivelse af Gud og Guds plan med menneskene var den eneste rigtige forklaring.

Gnomen skrev:
Jeg kan ikke se, hvor dette passer ind i debatten?

---

---

Jeg skrev:
Men de er i øvrigt meget uenige om en række detaljer - bl.a. hvorvidt alle mennesker uden undtagelse bliver frelst eller om nogle går fortabt.

Gnomen skrev:
Ja, og i andre sammenhænge klandres kristne for at være dogmatiske og hjernevaskede! Det er altså svært at gøre alle tilpas.

---

---

Jeg skrev:
Både Sovjet og Mao-Kina var ikke ateistiske samfund, selv om de forfulgte religiøse, bl.a. kristne, og foretrak ateisme. Religionen var ikke ateisme, men kommunisme.

Gnomen skrev:
Kommunismen er pr. definition en ateistisk ideologi (= ingen guder). Ergo er der blevet begået uhyrligheder i ateismens navn. Benægter du dette, må du også trække din anklage mod religioner tilbage – medmindre du simpelthen definerer religion som noget, der leder til forfølgelse.

---

---

Jeg skrev:
Og du har ret, Martin - det var ikke en handling Paven fandt belæg for i bibelen. Men Paven og hans folk hævdede at det var Guds vilje som den kom til udtryk i bibelen.

Gnomen skrev:
Ja, men dette viser da ligeså lidt om religion, som det, at Mao og Stalin forfulgte anderledes tænkende i kommunismens navn, skulle vise noget om kommunismen. Jeg kan ikke rigtigt se, hvad pointen skulle være med at hive Paven frem?

---

---

Gnomen skrev:
Nu er hele idéen med "Jesu genopstandelse og himmelfart" netop, at de finder sted i historien, så her kommer "tegnværdien og pointen" og den historiske sandhedsværdi ud på ét: Pointen med "Jesu genopstandelse og himmelfart" er deres historiske realitet.

I modsætning til alle de øvrige eksempler: Her er det ikke vigtigt, om de har fundet sted, for de tjener kun til illustration af Jesus som Gud, hvilket i sig selv er en trossag - jf. at muslimerne sagtens kan købe miraklerne uden at købe Jesu guddommelighed. Uanset, hvad Jesus havde gjort og sagt, kan man stadig se Ham som 'kun' en profet, hvilket netop viser, at miraklerne kun tjener det psykologiske formål at illustrere, vise og anskueliggøre - ikke det logiske at begrunde -, at Han virkelig var Gud.

Gnomen skrev:
Kort sagt: Kristendommens budskab består dels af nogle historiske påstande (Jesu død, genopstandelse og himmelfart)

---

---

Jeg synes det er meget vigtigt at man ikke begynder at sotere i hvad "jeg" kan acceptere som sandt og hvad "jeg" kan nøjes med at regne for en "god historie".....

---

Det lyder lidt som en 'alt-eller-intet'-holdning til Biblen, der efter min mening ikke er særligt holdbar: Den Bibel, vi i dag kender i den lutherske kirke, er kun én blandt mange bibler, der bygger på forskellige opfattelser af, hvilke skrifter der er hellige. Mange af de skrifter, vi som protestanter i dag betegner apokryfer, betragtes i andre traditioner som autoritative (eller har været betragtet således) - og omvendt.
Som sådan er det, vi sidder med i dag, altså allerede et resultat af, at man på forskellig vis har "so[r]tere[t] i hvad "jeg" kan acceptere som sandt og hvad "jeg" kan nøjes med at regne for en "god historie" - alt afhængigt af hvilken teologi "jeg" har haft.

Dette går også igen i den daglige bibellæsning: Man prioriterer teksterne i forhold til hinanden, sådan at nogle får mere vægt end andre; nogle betragtes som 'autoritative', andre som 'mærkelige', 'uforståelige' eller 'mindre vigtige' - alt afhængigt af, hvad den enkelte troende finder passende eller "kan acceptere som sandt" i forhold til sin egen teologi.
Eksemplerne er legio, men vi kan tage Biblens forhold til astrologi som illustration, da vi har haft den oppe at vende flere gange før: Jer. 10, 2 og Es. 47, 12-15 kan med lidt god vilje læses som advarsler mod astrologi. Herimod står NTs talrige astrologiske referencer, mest udtalt i Bethlehemsstjernen, der leder nogle astrologer (gr. magoi) fra Østerland (sikkert Babylon) til Jesu fødested. Hvad skal man så gøre? Her er der 3 muligheder:

1) Enten fastholde forbudets autoritet og søge at bortforklare Bethlehemsstjernen.
2) Fastholde Bethlehemsstjernen og søge at bortforklare forbudet.
3) Eller simpelthen relativere teksterne til deres historiske kontekst: Teksterne i GT er sandsynligvis skrevet under eller efter det babylonske eksil, og derfor giver forbudet mod babylonsk astrologisk praksis god mening som en del af den identitetsdannelse, eksiljøderne gennemgår, og som bl.a. også udtrykker sig i de minutiøse forskrifter, indførelsen af omskærelsen og formuleringen af en specifik jødisk historie.
NTs tekster er derimod skrevet i et gennemhelleniseret Mellemøsten, hvor astrologien oplevede sin storhedsperiode og derfor også var en naturlig del af de nytestamentlige forfatteres begrebsverden.

Det er klart, at de to første muligheder søger at fastholde en idé om en ufejlbarlig skrift, hvor tilsyneladende modsigelser søges bortforklaret, mens den sidste simpelthen opgiver idéen om ufejlbarlighed og blot betragter skrifterne som udtryk for den tid og det miljø, de nu engang er opstået i. Hvordan man vælger imellem dem er imidlertid et spørgsmål om personlig teologi, altså "hvad "jeg" kan acceptere som sandt og hvad "jeg" kan nøjes med at regne for en "god historie"".

---

Jesus henviste flittigt til Gt (skriften) og derved konkluderer jeg at han mener at de er sande ..... Jesus henviser til hele GT (Moses, profeterne og salmerne) i Luk 24v43 ...... og når Jesus siger god for det ser jeg ingen fare i også at gøre det.....

---

---

Derimod synes jeg det er farligt at sige at der er ting i Bibelen som jeg ikke kan acceptere som sandt...... det er jo nærmest at tvivle på Jesu egne udsagn om sagen.....

---

---

Jf. ovenfor, så sker dette hele tiden. Og det grundlæggende spørgsmål er stadig, om det er vigtigt at få fikseret Biblen i en så rigid historisk ramme, at alt i den læses som faktuelle hændelser?

---

---

) Enten fastholde forbudets autoritet og søge at bortforklare Bethlehemsstjernen.
2) Fastholde Bethlehemsstjernen og søge at bortforklare forbudet.
3) Eller simpelthen relativere teksterne til deres historiske kontekst: Teksterne i GT er sandsynligvis skrevet under eller efter det babylonske eksil, og derfor giver forbudet mod babylonsk astrologisk praksis god mening som en del af den identitetsdannelse, eksiljøderne gennemgår, og som bl.a. også udtrykker sig i de minutiøse forskrifter, indførelsen af omskærelsen og formuleringen af en specifik jødisk historie.
NTs tekster er derimod skrevet i et gennemhelleniseret Mellemøsten, hvor astrologien oplevede sin storhedsperiode og derfor også var en naturlig del af de nytestamentlige forfatteres begrebsverden.

---

---

Men jeg har vel også ret i at kristne, hvor de har haft magten, har forfulgt anderledes tænkende med lige så stor ildhu - f.eks. kirkens torturing og afbrænding af kættere i tusindvis.

---

---

men fordi det er foregået i kristendommens navn gør det det jo ikke til kristendom - vel....

---

---

Det er klart, at de to første muligheder (kr: se næste citat) søger at fastholde en idé om en ufejlbarlig skrift, hvor tilsyneladende modsigelser søges bortforklaret, mens den sidste simpelthen opgiver idéen om ufejlbarlighed og blot betragter skrifterne som udtryk for den tid og det miljø, de nu engang er opstået i. Hvordan man vælger imellem dem er imidlertid et spørgsmål om personlig teologi, altså "hvad "jeg" kan acceptere som sandt og hvad "jeg" kan nøjes med at regne for en "god historie"".

---

---

1) Enten fastholde forbudets autoritet og søge at bortforklare Bethlehemsstjernen.
2) Fastholde Bethlehemsstjernen og søge at bortforklare forbudet.
3) Eller simpelthen relativere teksterne til deres historiske kontekst

---