Hej Café

Fra "Vejledning til fred" C.O. Rosenius

Frelse for uværdige

Vi er ofte tilbøjelige til at tænke: Når Gud kunne ofre sin Søn for os, må han have set noget godt i os!. Men Bibelen siger: "Medens vi endnu var fjender, blev vi forligt med Gud". Vor frelse er ikke afhængig af vor gode vilje, men af Guds barmhjertighed!
Og evangeliet selv er den Guds kraft, som fører et menneske til troen. Ordet om Guds lam, der bar alverdens synd, er ikke tørt og kraftesløs, som enkelte tror. Den tro, som frelser os, kommer af Ordet om Jesu blod og sår. Der findes ingen anden vej til tro.

Et åndeligt dødt menneske hører Guds Søns røst. Han ser sig selv i Guds lys, ser sin elendighed og sit fordærv og bekender: Jeg er den største synder af alle synder. Han erkender sin nød, men føler ingen hjælp i Jesu død. Han tror altså ikke og føler sig dømt og fordømt. Det er det Bibelen kalder "bedrøvelse efter Guds sind".
Den som nu ikke begynder at tænke på at gøre noget for at fortjene frelsen, som ikke lover det han ikke kan holde, som ikke gør sig bedre end han er, men går til synderes ven og bekender sin nød, han får skænket troen på ham der kan frelse ugudelige. Helligånden overbeviser ham om at Kristus er død for ham!

En synder der føres til tro, regner ikke længere med gerninger "Den som ikke har gerninger at opvise, men tror på Ham, som retfærdiggør den ugudelige: ham regnes hans tro til retfærdighed. Men den, som holder sig til lovgerninger, er under forbandelse. Altså er alle udvortes fromme mennesker, hvor mange gode gerninger de end kan rose sig af, alligevel under forbandelse som alle andre. Ja, toldere og skøger har kortere vej til Himmelen end dem. Derfor er det en stor misforståelse, når et menneske tror at han skal gøre det og det for at gøre Gud nådig, så han kan tilgive ham. Det er gerningsretfærdighed og fornægtelse af evangeliet!

Proklamationen af at evangeliet er for ugudelige mødes ofte med mistro og forbehold. Det er så let at tænke: De troende, de gudsfrygtige, de alvorlige kristne - dem kan Gud elske, men ikke mig ugudelige, letsindige, ustadige og ulydige, som synder imod Gud. Jeg, som ved bedre, og alligevel synder jeg, jeg, som ikke engang kan angre synden. Skulle Gud kunne elske mig? Nej, det er umuligt.

Men Gud forkynder stadig nådens evangelium for alle fortabte: "Thi jeg har ikke lyst til nogens død, lyder det fra den Herre Herren. Omvend jer derfor, så skal I leve". "Tal Jerusalem kærligt til" siger Gud. Det Jerusalem, som var det mest besudlede sted i verden. Som dræbte profeterne og stenede dem, som var sendt til dem. Og hos Paulus læser vi "Men den som har gerninger at opvise, ham regnes lønnen ikke af nåde, men efter fortjeneste; anderledes med den, som ikke har gerninger at opvise, men tror på Ham, som retfærdiggør den ugudelige:ham regnes hans tro til retfærdighed"

Dette underlige budskab har sin begrundelse i dette: Da vi mennesker var faldne, fortabte og fordømte, forbarmede Gud sig over os og fornedrede sig for vores skyld så dybt at han blev menneske lige så virkeligt som han var Gud. For skønt vi havde gjort oprør imod ham og var blevet Djævelens børn, elskede han os stadig lige højt. Derfor tog han kampen op mod Satan for at føre os tilbage. Derfor sendte han sin Søn, som gav sit liv som løsesum for os.

Mange er overhovedet ikke klar over hvad forsoningen indebærer. Man tager en masse forbehold, som man mener ligger i Skriftens ord, så det til sidst bliver som om at der ikke er sket nogen forsoning. Man vil ikke tro at Gud har forligt verden med sig selv, og ikke længere vil tilregne vores synd. Og selvom man bekender det med munden, tror man i sit hjerte at det kun gælder de fromme, de som kan angre og tro. Når så evangeliets budbringere kommer og indbyder til nådens bryllup : Kom for nu er alt rede! så forandrer vantroen disse ord til: Vent til alt engang bliver rede!!

Ja, siger du, men man må da være beredt og angre synden før man kan komme. Men Skriften siger: "Den som tørster skal komme; den som vil, skal modtage livets vand uforskyldt".

Hvis du sagde at du ikke ville komme, før du er beredt, så talte du sandt. Men at der er nogen, som ikke må komme til Jesus er løgn. Den som vil, må komme! Grunden til at ikke alle mennesker bliver salige, er den Jesus selv gav: - De ville ikke komme!

Søgende mennesker glemmer at det er deres ubetingede pligt straks at komme til Frelseren. De vil vente til de bliver små og føler et indre kald til at tro. De søger og beder, og forstår ikke at de straks må overgive sig til Frelseren. De venter på noget mærkeligt - en slags følelsesoverbevisning i hjertet om at nu kan de tro, og denne overbevisning skulle give dem selve evnen til at tro. Men hvor i Bibelen står der at syndere skal vente med at komme til de får tro? Hvor står der: "Tro, men ikke nu"? "Kom, men ikke nu - vent til du bliver mere egnet til det"???

Tværtimod står der "I dag når I hører hans røst, så forhærd ikke jeres hjerter" " I dag er nådens tid, i dag er Gud at vinde"

Kan Gud ikke forlade dig din synd her på stedet? Er Gud ikke blevet forsonet? Er dine synder ikke udslettede?

Skulle du stole mere på en åbenbaring fra Himmelen eller på en følelse i dit eget hjerte end på Guds eget Ord? Siger Jesus ikke "Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile" !!!

Med kærlig hilsen

Malli

Tak for de gode Rosenius-ord, Malli, jeg håber de bliver læst af mange.

Rosenius har været - og er stadig - en af mine allerstørste inspirationskilder som hjælp til af hjertet at kunne tage imod Guds ord.

kristina