Hvem kender ikke til at være ensom. Det gør alle, tror jeg. Når jeg er ensom, hvilket jeg ofte er, kan jeg opleve, når jeg har bedt mit Fadervor, at der ligesom kommer nyt liv ind i mig. Hvordan har I andre det med følelsen af ensomhed? Og hvad gør I ved den?

Venlig hilsen
Martinus

Hej Martinus
Ensomhed har for mig været et tema hele mit liv. Jeg er på vaklende vis kommet frem til at ; ekstientiel esomhed er en del af det at være et menneske, der er udelukket fra edens have, fra Gud. En helt grundlæggende del af det at være et syndigt menneske er at være skilt fra Gud, at være ensom.

Ensomhed på et lidt andet plan, ensomheden der opstår mennesker i mellem er noget andet. Her kræves der knofedt og masser af nærvær med Gud. Ensomhed kan for mig handle om relationer! Relationer til andre mennesker. fra begyndelsen var ensomheden ikke, men kun aleneheden (som hos Adam). ensomheden opstod da synden blev en realitet for os i vores hverdag. egoisme, angst, hovmod, manglede selvtillid og manglende tillid til andre. Sår på sjælen har alle mennesker der har levet. Og de sår hindre, at vi kan nå hinanden. derfor har vejen for mig været at Gå til Gud med mine sår så at jeg kan finde ud af at række ud til andre mennesker, både for min egen skyld men også for deres skyld. Fordi ligeså ensom som jeg er, er de også ensomme, fordi vi er fælles om at mangle herligheden fra Gud. Lidt langt svar sorry, håber at du kan bruge det til lidt. Må Guds fred være i dig. Amj

Jeg må give dig ret i at bøn er et godt våben mod ensomhed i en konkret situation. Især når egne ord slipper op.Der er også forskellige bønner bag i salmebogen. det har jeg selv haft gode erfaringer med.
(jeg vil dog sige at jeg med tiden er kommet til at holde af aleneheden, fordi den sætter livet lidt i perspektiv, hvis du forstår) Guds fred -Amj