”Ondt i Troen” er måske ikke lige det rigtige at sige, om det jeg oplever lige nu, men efter at have læst The Lost Girl’s indlæg hører det nok alligevel hjemme her.

Jeg har altid været meget optaget af livets store spørgsmål, men først i forbindelse med min mors død for snart 2 år siden, faldt der en masse brikker på plads, da Gud viste sig for mig. Han har vist sig tidligere i andre sammenhænge, men det var først på det tidspunkt, at jeg fandt ud af det.
Det konkrete møde med den præst, der skulle bisætte min mor, resulterede i, at jeg også mødte kærligheden, og jeg har siden deltaget i gudstjenesten hver søndag, samt når lejligheden er til det også stillegudstjenester på hverdage.

Jeg fattede stor tillid til min præst, og da hun blev fastansat som sognepræst, tog jeg skridtet fuldt ud og løste sognebånd til hende, fordi begge mine forældre nu ligger begravet i den kirke, hvor hun er ansat, men fordi jeg fattede tillid til hende som præst og menneske. Jeg var og er stadig overbevist om, at jeg mødte hende første gang på 3. dagen efter min mors død, og at det var Guds vilje, at jeg gennem hende skulle lære Gud og Jesus at kende, og at hun som præst kunne formidle Helligånden.

Du vil sikkert nu sige, at jeg blander tingene sammen, fordi jeg er kommet til at holde utroligt meget af hende, dels fordi jeg gennem denne oplevelse har fået åbnet døren til Guds Rige, men også fordi jeg er kommet til at holde utroligt meget af hende. Men Gud ER kærlighed, så forklaringen er ganske enkel. Gennem samtale med en person, man holder af og har tillid til, kommer man til at kende Gud. Jeg var sikker på, at vi gik i samme retning og forstod hinanden.

Jeg mere, jeg lærer Gud og Gudsriget at kende gennem læsning og deltagelse i gudstjenester og andre aktiviteter ved kirken, jo mere fred får jeg. Selv om min mor og jeg stod hinanden meget nær, også i hendes seneste svære år med sygdom, overraskede det mig, at jeg ikke brød sammen i sorg, da hun døde, men på en måde fik fred. Det skyldes, tror jeg, mødet med Gud gennem min søde præst, og det har jeg sagt til hende.

Her kommer problemet så: Jeg har aldrig lagt skjul på over for hende, hvordan jeg har oplevet disse ting, som jeg lige har beskrevet, og jeg havde forventet eller håbet, at jeg gennem kærligheden og bekendtskabet med hende, kunne se Guds Rige og blive lukket ind i det, men det viste sig desværre så for 3 måneder siden, at hun ikke ønskede at tale mere i dybden om emner angående kristendom, tro osv. Det var bare som om, at porten til Guds Rige blev smækket i med et brag, og at alle de ting, vi gennem nogle samtaler havde haft, forsvandt som en blå tåge – Skuffelsen og Tomhedens Kolde Vinde dukkede op – fundamentet for de ting, vi har til fælles kunne ikke bære. Den følgende søndag, hvor jeg deltog i hendes gudstjeneste var en tom og kold oplevelse, og siden har jeg ikke deltaget i hendes gudstjenester. Det var i begyndelsen meget svært også at deltage i hendes kollegas gudstjenester, men nu er tingene kommet lidt på afstand, så det skal nok gå.
Den følelse af, at man var velkommen, varmen i kirken og Helligåndens virke forsvandt som dug for solen.

Jeg har siden brugt al min energi i fritiden på at finde Guds Rige igen – med stor hjælp fra jeg og Indre Mission gennem ting, jeg via Nettet har fundet, BibelNøglen og nogle af de gode bøger, I udgiver – og det lykkedes ved lidt af en tilfældighed, at finde et sogn – 30 km fra min bopæl –, hvor gudstjenesten og øvrige aktiviteter åbner døren til Guds Rige især i kraft af sognets 2 præster. Især den ene, som viser nærvær og interesse for alle, der kommer; hun hilser altid på hver enkelt og sætter sig blandt kirkegængerne inden gudstjenesten.

Så vidt jeg kan finde ud af, tilhører menigheden enten IM eller Luthers Missionsforening. Begge foreninger omtales altid under ”meddelelser”, så måske er det forklaringen på den tydelige forskel der er på de to kirker – min ”egen” hvor der tilsyneladende lægges mest vægt på de ydre rammer (kirken er en meget populær dåbs- og bryllupskirke), og så en mindre kirke, hvor nærvær og interesse for det, det handler om, er i højsæde. Det er en god oplevelse at komme i god tid, sidde i fred og ro i kirken, men det spoleres desværre ofte af dåbsgæster, der ikke forstår at vise kirkerummet respekt.

Den sten, der er tilbage i skoen, er stadig, at jeg føler mig knyttet til ”min” kirke, og at jeg selv skal bisættes dér, og stadig føler smerten ved, at tingene ikke hænger sammen. Det lindrer heldigvis om søndagen, når jeg kører 30 km væk til den anden kirke, men jeg tænker alligevel tit på, hvorfor Gud har forladt min gamle kirke. Måske Gud har ønsket, at jeg skulle finde min ”nye” kirke. Havde nogen for 3 måneder sagt, at jeg nogensinde ville føle tomhed ved min gamle kirke, ville jeg ikke have troet det muligt. Men tvunget af omstændighederne – med et blødende hjerte – måtte jeg gøre det, og heldigvis genfinde Gud, Jesus og Helligånden, der angiveligt er tilstede i gudstjenesten igen.
Gudstjenestens helhed, salmerne og præsten er de 3 ting, der tilsammen får Helligånden til at virke.

Der er ingen ”bad feelings” overfor min præst – ingen vrede eller nag, men stadig varme følelser, men også skuffelse og tomhed, måske fordi hun blander tingene sammen.

Kære Anders

Det er rigtig godt at læse hvordan du har fundet fred og glæde gennem mødet med kirken, dens præster og forkyndelse. Men samtidig er du blevet skuffet over nogle ting som kan være lidt svære at sætte præcise ord på. Jeg forstår dig sådan at din oplevelse af Gud, af fællesskabet og budskabet i kirken var meget knyttet til den ene kvindelige præst i den kirke, hvor din mor blev begravet.

Når du skriver om præsten, så lyder det for mig som om at hun for dig var mere end blot en præst. Du antyder selv, at du oplevede et slags kærlighedsforhold til hende. Måske pga. den omsorg og forståelse hun viste dig i en tid som var særligt svær for dig. Den følelse er ikke så mærkelig, men for dig er den ydeligere oplevet som en port ind til Guds rige. Du skriver at du frygter at jeg vil sige at her bliver der blandet nogen ting sammen, som er vanskelige at holde adskilt. Og jeg må ærligt tilstå, at på baggrund af det du fortæller her, så må jeg også vurdere det sådan.

Når du nu oplever at din præst ikke længere vil tale med dig på samme måde som før, så vil jeg umiddelbart gætte på at hun netop oplever at du blander din interesse for troen og kristendommen sammen med din interesse for hendes person. I sorgen over tabet af din mor har du i stedet fundet trøst i mødet med præsten. Hun kan meget vel have følt dette som en usund og uheldig binding, som hun har været nødt til at gøre sig fri af, og dette oplever du nu som kulde og lukkethed fra hendes side. Men det er jo ret beset ikke fair over for hende som du har fået så meget hjælp fra. Synes du det? Du skal tænke på at hun også skal være præst for alle de andre i sognet. De har lige så meget krav på hendes opmærksomhed og hjælp som du har.

Jeg kan fornemme på det du skriver at følelserne og oplevelserne omkring dit forhold til Gud betyder meget for dig. Det er der ikke noget galt i, men hvis disse følelser bliver blandet sammen med følelserne overfor et andet menneske, så er det farligt. Og her skal du passe på at du ikke kommer til at såre andre mennesker og at du ikke kommer til at gøre troen på Gud til noget det handler om kærlige og varme følelser.

Du skriver at Helligåndens virke forsvandt som dug for solen. Jeg tror det er mere rigtigt at sige at dine egne følelser omkring det hele blev mere kolde. Helligånden er ikke noget vi "føler". HÅ er lige meget til stede om vi føler det eller ej. Han er altid der hvor Guds ord formidles sandt og bibelsk. Du skriver at Gud har forladt din gamle kirke. Mon ikke snarere det er din egne varme følelser for præsten der har forladt dig fordi de ikke blev gengældt sådan som du havde håbet på det? I så fald har det faktisk ikke noget med Gud at gøre.

Har jeg ret i den opfattelse som jeg her giver udtryk for, så skyldes den tomhed du oplever i din gamle kirke altså ikke at hverken Helligånden eller Gud har ændret sig eller har forladt stedet, men tomheden skyldes nogle personlige oplevelser hos dig. Og det må du ikke blande sammen med Guds nærvær. I stedet skal du acceptere både dine egne og din præsts følelser for det som de er, nemlig noget ingen af jer er helt herre over. Og så vil jeg anbefale dig at fokusere på hvem Gud er og hvad hans ord siger til os. Følelser og gode oplevelser er gode at have, men de holder ikke så længe af gangen. Det gør derimod de ord som Gud taler til os.

Hvis du mener at jeg misforstår dig eller tager fejl i min vurdering her, så må du endelig skrive igen.