Lille hvide lam
Du står der, så lillebitte og uskyldig
Jeg kaster mig ned på alle fire og leger med dig i græsset
Løber lidt væk, og ser dig forfølge mig med ubehjælpelig barnlighed
Jeg puffer til dig i kærlig leg
Og du vakler villigt på dine små hvide ben

Så bryder mine øjne sammen
Og strømme af lyksalighed rinder fra dem
Jeg løfter dig forsigtigt op
Knuger dig til mig med hele min krop og hele min sjæl
Vugger dig kærligt i mine arme
Vrider mig i glæde over din fine hvide krøllede pels
Som nu er gennemvædet af mine taknemmelighedstårer

Åh lille lam
Som dine små øjne dog kan få mit hjerte til at buldre i fryd
Og som din hjælpeløse uskyldighed dog kan vække min kærlighed
Du ejer mig jo, alle mine fæstningsværker er knust
Det er i sandhed en leg at overgive sig til dig.

Den savnede klods Hans

Ja det er gribende hvad du skiver i vers om de uskyldige lam.
Alle mennesker har en historie at fortælle.
Mennesker har alle sammen noget at fortælle, men det bliver på deres eget speciale sprog.
Godheden selv har også noget at fortælle, men det bliver på sit eget sprog.
Biblen er overgivet til os og de skriftkloge, men hvem forstår biblen.
Klods Hans må være den rette til at fortolke Biblen.

Med venlig hilsen Jens Balslev

Hej Jens.

Jeg er bange for at jeg ikke forstår meningen med dit indlæg, jeg har læst det mange gange, men jeg ser det nok fra den helt forkerte vinkel.
Det ene lam jeg priste ovenfor, er Jesus fra Johannes åbenbaringen, det lillebitte lam, stående mellem himlens mægtige engleskarer, der selv med deres umådelige hellige stråleglans, ikke kunne bryde seglet, det segl kun det lille hvide lam kan bryde.