Jeg synes, at det er så beskæmmende, at der er så stor angst for mennesker, der har lidt et stort tab i form af dødsfald i nærmeste familie.
Jeg har oplevet, hvordan folk vender ryggen til - eller går over på det modsatte fortov - for ikke at blive tvunget til at sige noget - til en dame i den lille by, hvor jeg bor. Hun har netop mistet sin mand - fra det ene øjeblik til det andet - ved et trafikuheld.
Hvad er det, som gør, at man flygter fra døden - er det, fordi man fortrænger, at døden er en virkelighed?
Er der nogen af jer, der har oplevet det modsatte, eller er det et generelt problem?

Hvordan føles det, at stå så isoleret? Er der nogen af jer, der har prøvet det?
Hvordan bærer man sig ad med at hjælpe?
Hvad kan man sige og gøre?
Hvordan er I blevet hjulpet?

Hej ært

Jeg har godt nok aldrig oplevet dødsfald af nær familie (jo min morfar døde - men der blev der taget god hånd om mig af mine venner)

Men jeg har oplevet at blive skilt - og oplevet at mærke oplevelsen af at være "den varme grød" alle dansede rundt om men ikke turde røre....
Det er forfærdeligt at opleve......

---

Hvordan føles det, at stå så isoleret? Er der nogen af jer, der har prøvet det?
Hvordan bærer man sig ad med at hjælpe?
Hvad kan man sige og gøre?
Hvordan er I blevet hjulpet?

---

- det føles totalt ensomt og "jeg dur ikke" og "de synes nok jeg er træls når jeg er så ked af det" og "det hele er nok også lidt min egen skyld"
- Være naturlige.... tal om vind, vejr og fodbold. Fortæl at du er der når vedkommende får overskud til at tale om "det". VIS at du er der ved at besøge/ringe til vedkommende
- Vær naturlig. Tal om det i altid har talt om - - det er befriende at tale om noget andet og ikke mindst at TÆNKE på noget andet.....
- Jeg er blevet hjulpet at nogle FÅ MEGET gode venner/familie. OG jeg har gået til psykolog i ca 8mdr. Psykologen var ikke nødvendig pga skilsmissen men pga alt det den rodede op i..... Selve skilsmissen kunne jeg have klaret vha gode venners "væren der" for mig.....

Hej ærten,

Du lyder som om du har lyst til at tale med hende. Hvorfor så ikke gøre det? Hun er helt sikkert ensom, og når alle ignorerer hende så er hendes chance for at komme ud i dyb depression så meget større. Hun har et stort behov for at tale om hendes sorg.

Hej Aerten

Ja jeg har oplevet det samme. Min mor doede for 8 aar siden af cancer, vi var meget knyttet, saa det tog meget haardt paa mig.

Jeg oplevede at mennesker kom til mig, men de var nervoese og vidste ikke hvad de skulle sige, man proevede at undgaa, at komme ind paa min mors doed, jeg gjorde saa det, at jeg startede med at snakke om det, for at faa loest op og det hjalp, men jeg tror det er svaert for mange mennesker, og jeg tror ikke, det har noget at goere med om man er bange for doeden, tror naermere det er en angst for , hvordan man skal takle andres sorg.

MVH
Ellen

Det kan du også tro, at jeg har gjort og gør!
Men det er alligevel noget, som nager den enkelte, der kommer i den situation.
Jeg tror derfor, at det er vigtigt at gøre opmærksom på problemet, for det er vist noget,som er et problem, ser det ud til.

Men du har ret!

Det bedste er, at vi hver især gør, hvad vi kan for at lindre sorg og smerte lige dér, hvor vi er sat.
Og så må vi sige, at en skilsmisse er måske desværre i kristne kredse et endnu alvorligere problem!

Formår vi at favne dem?
Jeg synes, at det er meget vigtigt!