jeg var en af de mange heldige der i går oplevede at tiden stod stille et par timer!

i går da strømmen den gik i det halve af danmark oplevede jeg det først som at verden gik helt i stå for mig.... jeg kunne ikke komme med s-toget på seminariet og da jeg så var gået hjem, kunne jeg jo ikke engang gøre rent! mega frustrende.. så jeg hastede i føtex for at købe nogle batterier så jeg i det mindste kunne høre lidt radio og finde ud af hvornår min verden kom op at køre igen! men nej jeg kunne hellere ikke få radioen til at virke på batterier....
men oki jeg har gaskomfur så jeg gik ud og lavede en kop kaffe og satte mig i min vindueskarm for at at drikke den. mens jeg sad der, kom jeg til at kigge på kirkeuret overfor mig og så at der var klokken stadig 1236, som den havde været den sidste time, og da det ligesom gik op for mig at resten af verden omkring mig jo også var stoppet, opdagede jeg hvilken velsignelse det var! jeg har længe været ked af at jeg ikke havde ret meget tid til at læse i bibelen, ked af at jeg har så svært ved at tage mig tid til stilhed med Gud osv. og her var den oplagte mulighed for mig! så jeg brugte dagen på bare at være med Gud!

min dag i går lærte mig noget jeg egentligt godt vidste på forhånd. jeg var uden strøm i ca 6 timer, jeg havde lidt ekstra travlt da alt først virkede igen, men jeg havde også overskudet til det fordi jeg havde fået slappet af brugt tid med Gud og ja så opdagede jeg også at verden ikke gik helt i stykker af at jeg stod af et øjeblik!
så selvom elektrisiteten svigtede og meget af min verden ikke virkede så tog Gud endnu engang over og "rede" mig

Guds fred!

Hvor kunne vi dog alle lære af det! Jeg sidder jo næsten i mit stille jeg og håber på et længerevarende strømsvigt her i Jylland

Med venlig hilsen

Kristian Lindholm

Shalom...

Jeg opdagede det først en times tid efter det var sket... Var i den heldige situation, at jeg arbejdede med en bærbar og ikke en stationær, så var heldigvis batteri på:o)...

Må tilstå, at trods alvoren i det, så blev jeg ret opstemt da jeg kom ud på gaden... Kunne ikke lade være med, at grine af vores desperation, da tradiksignalerne ikke virkede og folk ikke helt var på det rene med, om de kunne køre eller ej... Faktisk var jeg meget oppe og ringe over det... At vi som mennesker sætter så meget lidt til os selv, at vi ikke aner hvad vi skal gøre, når alt hvad vi har skabt er ude af funktion:o)... Som et tegn fra Gud om, at vi skal tage os i agt for at tilsidesætte Ham...

Dog blev jeg også utroligt rørt om hjertet, da jeg så hvor hjælpsomme folk egentlig er, når det virkelig gælder... bilisterne fandt hurtigt ud af, at stoppe for hinanden og der var så godt som ingen sure miner... Der var enda folk der kørte ind og tog folk med fra stoppestederne... Det var virkelig et stort og smukt træk af dem...

Gud være priset...