Jeg er blevet forelsket i en. Han er kristen. Det er jeg ikke. Jeg tilhører ikke nogen anden religion, jeg tror bare ikke på Gud. Jeg kender ham ikke rigtigt, men jeg har været enormt vild med ham i mange måneder. Jeg har hele tiden haft en enorm lyst til at lære ham at kende, men samtidig er jeg enormt usikker på ham. For jeg ved ikke hvor meget han ligger i sin tro, hvordan han lever efter den osv. Jeg ved at han ikke drikker. Det gør jeg.
Jeg er på mange måder meget andeledes end ham. Men det at han er kristen kan jeg godt "leve med". Jeg mener at det er ok for mig, men jeg ved ikke om han har det på den måde. Det kan jo godt være at han tænker at han ikke vil være sammen med en der ikke deler hans tro. Jeg er ikke jomfru.. og det ved jeg heller ikke om han ville ahve noget imord.

Jeg er total rådvild. Hvad skal jeg gøre.. jeg vil for alt i verden have ham.. for han er så dejlig men er vi for forskellige?? Kommer en kristen normalt ikke sammen med "ikke-kristne"??

Mange fortvivlede hilsner

Kære du

Ja. forelskelse er en dejlig og spændende oplevelse. Men der kan være så mange ting der står i vejen og skaber problemer. I dette tilfælde er det din usikkerhed overfor ham og din uvidenhed om hvem han egentlig er. Du ved at han er kristen og at han ikke drikker - og at han er dejlig :-)

Umiddelbart kan jeg ikke se anden "løsning" end at du får fortalt ham hvad det er du føler. Jeg ved af gode grunde ikke hvordan han vil reagere på det, men der er jo ikke andet at gøre end at springe ud i det.

Hvis han er en kristen som tager Bibelen og sin tro alvorligt og ønsker at leve sit liv efter Guds vilje, så har det selvfølgelig også betydning for hvordan et forhold mellem jer kan udvikle sig. Jeg kan måske bedst svare dig ved at prøve at sætte mig selv i hans sted:

For mig (og for Bibelen) er parforhold, kærlighed, sex osv. altsammen noget som har ægteskabet som mål og som fuldkommes dér. Det betyder at tiden med en kæreste altid vil være en forberedelsestid til noget som forhåbentlig skal ende op med ægteskab og familie. Som kristen kan jeg altså sagtens have en kæreste, men det vil aldrig bare være som een jeg hygger mig med indtil noget andet og bedre kommer forbi. Det er det lissom for alvorligt og vigtigt til. Det vil altid handle om resten af mit liv.

Dertil kommer at den jeg på denne måde forbereder mig til at skulle dele livet med, hende vil jeg også kunne dele alt med - inkl. min kristne tro. Hvis ikke det er muligt så vil der mangle noget meget vigtigt. Den jeg elsker vil jeg også dele det vigtigste med: håbet om evigt liv i troen på Jesus. Kan jeg ikke det, så vil det være en smerte uden lige for mig.

Jeg vil være ked af det hvis min kæreste ikke er jomfru, men hvis der er tale om en ægte kærlighed kan det ikke blive et afgørende problem.

Som du kan forstå af det jeg skriver her, så må du være forberedt at overveje om dette "bare" er en forelskelse eller der også er ægte kærlighed med i det. Forelskelsen vil "for alt i verden have ham" - som du selv skriver det. Kærligheden derimod vil ikke eje, men tjene og bøje sig. Du må spørge dig selv: Betyder han så meget for mig at jeg også er villig til at dele de ting med ham som jeg lige nu ikke kan forstå eller forholde mig til: hans kristne tro? Det vil før eller siden blive et afgørende spørgsmål for jer begge to, da ingen af jer vil ønske at påføre hinanden den smerte det er at skulle have sit hjerte delt mellem sin tro og sin kærlighed.

Du spørger til sidst om det er normalt at kristne ikke kommer sammen med ikke-kristne. Til det må jeg nok svare ja af de grunde som jeg nævner ovenfor.

Kære fortvivlede.
Jo kristne kommer sammen med andre kristne. Vi ser os selv som separeret men bestemt ikke isoleret od vi vil heller ikke være isoleret fra de andre. Vi elsker dem nemlig :o))
ja det er svært at være kæreste med en der ikke har samme tro som en selv og måske endnu sværere at være gift med en der ikke har samme trosom en selv.
Hvis du er forelsket i ham så synes jeg du bør give det til kende. Samtidig må du respektere hans tro og han må naturligvis også respektere dig. Om du virkelig vil ham det bedste og altså ikke kun dit bedste men hans, ja så bør du ikke presse ham til at forlade sin tro men tage ham med alt det han nu er. Det samme gælder naturligvis for ham :o))
Men jeg synes helt klart at du bør give dig til kende for ham.
Det kunne jo være at han også kunne lide dig.
Guds fred til dig og Husk. Gud elsker dig over alle grænser.
Peter