Oftere og oftere hører man, at folk bliver bestjålet, overfaldet og ja endda voldtaget, uden at folk reagerer - den eneste reaktion er, at man skynder sig væk.

Man vil ikke blandes ind i noget

Hvor er den hjælpsomme dansker blevet af?

Hvordan kan en ældre blind kvinde få frastjålet sin taske på åben gade her i denne uge, og hvordan kunne en ung kvinde blive voldtaget af 5 på hovedstrøget i en mindre provinsby - uden der er nogen, der hjalp hende?
Denne gang var det endda nogen, der talte den lokale dialekt, ikke engang en af " de fremmede".
Er det fordi kærligheden er blevet kold , at man ikke gider at hjælpe , hvis der er nogen, som har brug for hjælp?
Jeg synes i hvert fald, at der er langt til næstekærlighed i Danmark, men det gælder vel ikke for os, der er kristne, vel?
Vi vil vel altid ile til for at hjælpe, hvis der er nogen, der bliver slået ned, for det har vi jo lært af Jesus, ikke?
Eller er det ikke noget, man kan overføre til dagligdags kristendom i dag?
Ved en trafikulykke, så stimler man sammen for at " se på ", men hvad med at hjælpe - yde førstehjælp og den slags?

Vil du ikke ha' ørerne i klemme?
Hvis der er tegn på ballade, så smutter jeg - har jeg hørt flere sige.
Er historien om "den barmhjertige samritaner", ikke relevant i dag i Danmark?
Er det blevet for farligt at gøre gode gerninger?
Er der nogen af jer på JesusNet, der har oplevet en "barmhjerig samaritaner" ?

Hej Aerten

Jeg kan kun give dig ret, hvor er omsorgen for andre mennesker henne, folk er bange for at blande sig og mange gange nok med god grund, men det undskylder ikke at man skynder sig vaek eller ser til siden og lader som om man ikke ser noget. Men jeg har tid spurgt mig selv: hvad vil du egentlig goere hvis du bliver vidne til et overfald?, og jeg er ked af at indroemme det, men jeg ved det ikke, nok proeve at faa fat paa hjaelp.

MVH

Ellen