Atter et emne, der dukkede op under en anden tråd, men som burde have sin egen tråd (synes jeg)

Hvor langt skal vi gå for at opretholde livet. Hvor mange ressourcer skal vi bruge på at hjælpe den for tidligt fødte med sin første tid? Hvordan forholder vi os til personer, der i årelange perioder ikke er andet end grøtsager på et hospital eller et plejehjem?

Per

Jeg arbejder på et plejehjem; og jeg har set i hvert fald et grotesk eksempel på, hvor langt nogen går for, at forlænge livet. Selvom det havde været langt bedre hvis vedkommende havde fået fred. Det er ikke altid så meget som skal til. Man behøver ikke komplicerede maskiner...man kan nøjes med at lægge en sonde....og en person som kun har 4 fungerende hjerneceller kan herefter holdes i live 2-3 år længere. Vedkommende kunne egentlig have fået lov til at dø ganske fredeligt, men dør efter 2 års forløb voldsomt af vand i lungerne (en komplikation som ofte tilstøder når en person er immobil).

Det er nogle underlige ydergrupper som er i vores samfund for øjeblikket. Nogle bliver holdt i live lang tid - andre går ind for aktiv dødshjælp og vil have læger til at hjælpe dødssyge med at begå selvmord. Jeg har den holdning, at bare fordi man kan noget - inden for lægeverdenen - skal man ikke altid gøre det. Man må gerne bruge sin sunde fornuft.

mvh
Susann

Angående det med at hjælpe de for tidligt fødte gennem den første tid, så synes jeg det er okay, så længe det ikke tilføjer barnet alvorlige skader, ellers tror jeg, at det er bedst at lade naturen gå sin gang.

Angående aktiv dødshjælp, så skal man være opmærksom på den indvirkning dette kan have på samfundet. På langsigt kan der opstå en forventning om at folk vælger aktiv dødshjælp når de bliver dødeligt syge eller svage af alderdom - ikke af egen vilje men for at aflaste familie og venner fra den byrde det kan være, at have en dødeligt syg person i familien. Så aktiv dødshjælp tror jeg man skal være meget varsom med.

Angående passiv dødshjælp, så skal det nok ske i en afvejning mellem godt og ondt - livet og den smerte vedkommende skal gennemgå for at få livet forlænget. Og selvfølgelig skal man i vid omfang tage hensyn til den syges egen holdning.

Jeg giver dig ret, Susann. Problemet er bare, at "den sunde fornuft" er identisk med en grænse, og at grænsen - eftersom den grunder på fornuft - må være individuel. Og så er vi egentlig lige vidt.

Lægevidenskaben kan i højeste grad nogle tricks i dag. Men man bliver hele tiden nød til at spørge sig selv, hvem man skal hjælpe og hvornår. Hvis chancen for, at man skal slukke for en respirator på et tidspunkt er stor, skal man så lægge personen i respirator? Hvis ikke, tager man så ikke personens chance for at komme til live igen fra vedkommende?

Faktisk kan man gå så vidt som at spørge, om man i det hele taget skal helbrede dødelige sygdomme. At få en dødelig sygdom er vel også naturens gang (eller syndens lod - om man vil). Men en simpel sygdom som influenza var jo oprindeligt en sygdom man hyppigt døde af. Det samme med mange børnesygdomme. Fødselshjælpen skal også under revision.

Så forfærdelig aktiv dødshjælp kan virke på nogen, lige så forfærdeligt kan det virke på andre, hvis læger meddeler, at de ikke har tænkt sig at foretage yderligere for at hjælpe en person fra at dø. Når man nu har muligheden, er spørgsmålet, om muligheden ikke også forpligter? Vælger man at ignorere muligheden, er det så ikke identisk med en passiv insats, hvor den passive insats jo også i sig selv netop er en "dommerkendelse" i bestemmelse over liv og død, på samme måde som det ville være, hvis man praktiserede aktiv dødshjælp. "Den der tier samtygger"!?

Angående ældre - set i et nyt perspektiv til selvmord. Hvis nogen ikke lige sidder med en bog fra Danmarks Statistik så lad mig referere: 258 selvmord ud af 1159 i alt (22%) blev begået af personer over 70 år ! ! ! En befolkningsgruppe, der kun udgør knap 12% af befolkningen.

Hej Susann.

Jeg ved ikke lige hvad bogen hedder for jeg har ikke læst den men jeg ved da hvad den går ud på...

Den handler om en mand som er så syg at han får inopereret organer praktisk taget hele tiden (Det er sådan det hedder ik?) fordi han er så syg. Da det havde stået på i et års tid begyndte han at tænke over hvem han egentlig var. Hvem var han mest af? Sig selv eller de andre som havde doneret organerne?

Han indser at de organer kunne hjælpe nogen med at overleve istedet for at holde et næsten dødt menneske i live. Han ved nemlig at uanset hvad der sker så vil han nemlig snart dø. Så derfor skriver han alle sine organer ned som må doneres for andre... Altså dem der stadig kunne bruges...

Nu snakker du så tilgændgæld om en sonde. Men princippet er det samme: At holde et praktisk taget dødt menneske i live. Og det er jo egentlig forkert. Mennesket er jo alligevel ikke i stand til at gøre noget.

Jeg ville da mene at det skulle gøre mere ondt indeni for familien at se på en levende grønsag end at være til deres begravelse... ;-(