Hej!

Jeg er ved at læse bogen Ester - en konges brud af Anne Lise Madsen og hun skriver bl.a. følgende:

Gud har nu arbejdet i snart 6 dage = 6 tusinde år for at gøre alt færdigt til den store dag, det 7. regeringsår, hvor Han skal være et med sin elskede menighed.

Ovennævnte forstår jeg ikke ret meget af. Hvem ved hvad det vil sige? Måske er det blot forfatterens mening og opfattelse?

M.v.h. MDA

Nu skal jeg ikke kunne sige præcis hvilken tankegang, der ligger bag et udsagn som det, men jeg kan da godt forestille mig et par kilder til det.

Når seks dage sættes lig med 6000 år, så tager det nok delvis udgangspunkt i 2 Pet 3,8:
"Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag."

Og så fortsættes tankegangen nok med, at tusindårsriget snart skal komme (Åb 20,3-6) og det ses så som den syvende dag ligesom ugen har syv dage jf. skabelsesberetningen.

Det er nok en lidt utraditionel tolkning, som Anne Lise Madsen kommer med, men helt grebet ud af luften er den altså ikke. Og netop forståelsen af, hvad tusindårsriget helt præcist er for en størrelse har været udsat for en del fortolkinger.

Personligt synes jeg dog nok, at den her fortolking virker lidt tyndbenet.

Ja tanken i de første vers af Åbn. 20 er helt klart at Jesus skal herske sammen med hans hellige. For mig har det altid stået rimeligt klart, at Peter taler om tusindårsriget i 2 Peter 3 som du nævner. Hvis vi vil se de tusind år som Herrens dag, ja så kan vi også se den tid som de sidste handlinger og udførsel af profetien i Sl. 102 / Heb. 1v10-12 om at Gud vil "rulle jord og himmel" sammen og udskifte dem. Vi taler næppe om tusind bogstavelige år ligesom skabelsdagene næppe skal opfattes som strengt 24 timer.


:-)

2 Pet 3,8 fremstår også som en forklaring på, hvorfor Herrens dag måske ikke kommer så hurtigt, som nogle forventer (jf. 2 Pet 3, 3-4). Derfor er det i det mindste for mig lidt usikkert, om det nødvendigvis kan bruges helt bogstavligt. Snarerere ser jeg det som et udtryk for, at Gud står over selve tidsbegrebet.

Og jeg skal ærligt indrømme, at jeg aldrig har sat mig særligt meget ind i den præcise karakter af tusindårsriget. Det er nok derfor, at det stadig står for mig som noget lidt underligt, at Satan skal slippes løs igen for en kort bemærkning efter tusindårsriget (Åb 20,7-10).

En af de mest pudsige (undskyld ordvalget) forståelser af det, som jeg er kommet over, er i Poul Hoffmanns bog "Nattetanker i arken" fra 1966. Der sætter han tusindårsriget lig med den kristne middelalder i Europa. Selvom jeg generelt har stor respekt for Hoffmann, og han fremfører flere argumenter for synspunket, tror jeg dog ikke, at han har ret i det.

Hej øhlenschlæger,

Mon ikke Satan skal slippes løs fordi vi stadig er under de gamle himle og jorde og fordi de dødelige der lever under tusindårsriget også skal have lov til at "smage" Satan. Man kan meget vel forestille sig at den menneskerace der er på det tidspunkt er blevet godt forkælet samtidigt med at den af naturen stadigvæk har meget "Adam" i sig.


:-)