Hej

Jeg er en mand på 25, født og opvokset her i DK og har aldrig haft nogen venner, har svært ved at omgås mange/andre mennesker, faktisk er det ubehageligt. Jeg har det heller ikke godt med mig selv, har ingen selvtillid og selvværd. Sådan har det været hele mit liv.

Jeg har prøvet at gøre mig umage med at møde andre mennesker, men det var utroligt svært! Det gik ikke for mig.

Har været til psykolog, været på "lykkepiller" som har taget det værste depression og negative tanker.

Hvad pokker skal jeg gøre?! Der er bare INGEN som orker eller gider eller kan hjælpe mig ud af dette helvede, eller forstå mig. Sådan føles det.

Mit kristneliv er ikke noget at prale af!

Er der ikke andre her som har været igennem det her? (nok ikke i så voldsom omfang som mig) Nogen som kender et godt sted hvor andre har samme problemer, andre kristne???

Som sagt er jeg alene om det her har ingen andre jeg kan være sammen med.

Jeg har brug for et godt/sundt lille gruppe mennesker, der kan forstå hvad jeg har gået igennem...Jeg har brug for andre mennesker.

jeg ved ikke om det er noget jeg bilde mig ind at det nok skal gå, men jeg er 25...


Uanset hvad er her noget man kan "Hygge" sig med

Hej dbjn

Hvad med at gå i en kristen ungdomsforening?

Jeg synes, alle er meget flinke der, og alle snakker med alle.

Der, tror jeg, ingen holder nogen udenfor.

Kærlig hilsen Maria

Hej djbn,

Kender godt til problemet, det er meget mere udbredt end man tror. I den her verden handler det om at være åben og synlig, og hvis man så gemmer sig af vejen med sine plager så kan man ofte få lov til at sygne hen. Første fase er at erkende sit problem og at man ikke er alene med det, dernæst så er det snakke om det som du gør nu og selvfølgelig komme ud blandt andre mennesker, hvilket er den svære del. Pillerne du nævner hjælper nogen og øjensynligt har de hjulpet dig. Jeg kan også anbefale at komme i et motionscenter. Deprimerede mennesker har ofte slatne kroppe og det betyder altså meget for ens sindstilstand og energiniveau med en træt utrænet krop (som du måske har, gætter kun). Du er meget velkommen til at skrive til mig om din situation, evt på den interne email.

Guds fred

Hejsa

Jeg har lige læst dit indlæg og føler meget med dig. Jeg har gode nyheder til dig, for Gud som er din himmelske far, for ham er intet umuligt og han kan sagtens sætte dig fri for enhver negativ tanke og depression og han kan gøre så du også vil syntes godt om at være sammen med andre mennesker.

Jeg kommer selv i en kristen menighed hvor vi oplever hver fredag af Gud møder mennesker og forvandler deres liv.

Nu ved jeg ikke hvor du er fra, men kan du ikke fortælle mig det, så kan det være at jeg har mulghed for at finde ud af et godt sted du kan komme og blive hjulpet af andre kristne

håber at høre fra dig snart

Med venlig hilsen

Jan Sloth

Hej

Havde slet ikke regnet med at få svar så hurtigt

Tak skal I have

Kære Djbn!

Jeg er imponeret over din frimodighed og vilje til komme igennem problemerne... jeg synes du skal holde fast i den ærlighed! Jeg tror, den kan hjælpe dig et godt stykke.

Jeg genkendte straks nogle af de følelser, du beskriver. Jeg har selv haft lavt selvværd og selvtillid gennem en stor del af min barndom, og har adskillige gange i mit korte, 16-årige liv følt mig meget ensom.
Situationen har ofte været sådan, at jeg gerne ville have trofaste venner, men ingen viste rigtig interesse for at være sammen med mig. De havde heller ikke noget imod mig - men de de ignorerede mig!
Jeg har oplevede senere hen at få rigtige venner, og ved nu, at nogen holder af mig, men et lavt selvværd er alligevel meget svært at komme til livs. Man kan godt have godt venner og alligevel føle sig ensom. Teenagere opdeler sig ofte i små grupper, og jeg selv har selv ikke en sådan gruppe, hvor jeg føler mig hjemme - ensomheden vender ind i mellem tilbage.

Jeg har ikke nogle råd eller "guldkorn" jeg kan give dig - men jeg vil gerne give dig mit vidnesbyrd:
Jeg har fundet ud af, at den eneste, der virkelig stiller alle mine behov til det absolutte maximum, er Jesus! Hans kærlighed er det eneste, jeg virkelig behøver! Skønt min syndige natur helst vil søge tryghed alle andre steder end Gud, så er det Guds i Guds arme, der er bedst at være! Så når jeg føler mig ensom og synes, at jeg ikke er noget i forhold til så mange andre, klynger jeg mig til Jesus.

Jesus siger i Matt 6, 33: "Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift." Venskaber og relationer mennesker i mellem er godt, men at søge Guds rige er det vigtigste for os.

Jeg håber du kan bruge mit indlæg til noget!

Kærligst

Frans

Jeg bor i Kastrup og jeg har prøvet lidt styrketræning, men efter et stykke tid faldt jeg fra, da jeg simpelthen ikke havde energi og lyst mere:( jeg fik det dårligt, desuden var jeg alene, havde ingen til at støtte mig da motivationen forsvandt. Jeg vil meget gerne prøve igen, men jeg tør ikke for jeg orker ikke alene så det må jeg vente indtil jeg finder sammen med en eller flere.

Det sted jeg prøvede at være mere social var i pinsekirken kristne kulturcenter på Drejervej. Det gik ikke rigtigt, det var meget svært at være social, følte mig som en idiot Der var mange unge der, ALT for mange, virkede så uoverskueligt.

Jeg er heller ikke tilfreds med min krop, hvilket er med til at trække min selvtillid/selvværd helt ned i kulkælderen

Der er ingen tvivl om at hvis jeg skulle være så heldig at møde andre der også har gået igennem lignende, kan sætte sig ind i hvordan jeg har det, ville jeg formentlig føle mig mere normal og ikke så usynlig eller som en outsider.

Hej djbn,

Havde jeg ikke været syg idag, skulle jeg ind på drejervej på cafeen og høre Ndifon. Vi kan sagtens mødes derinde hvis du har lyst. Jeg træner hos sats i Søborg og har iøvrigt ikke (endnu ) en supermandskrop. Der er dog desværre lidt langt fra Kastrup til Søborg.

Vi har ingen lovning om at psykiske problemer forsvinder fordi vi bliver kristne, ligeså lidt som fysiske, eks. Timotheus havde et dårligt helbred (1 Tim. 5v23). Vi lægger vores åg på Kristus (Matt 11v29) men vi har stadig fysisk set åget fordi vi blot har Ånden i pant og dermed forventningen om (2 Kor 5v4-5) men ikke forvandlingen til den nye skabning (Fil 3v21). Dog håbet og Ånden skulle lindre på din situation, men det er vist ikke det du trænger til at høre ligenu. Nye undersøgelser skulde iøvrigt vise at der en sammenhæng mellem psykiske lidelser og fysiske ubalancer. Det er noget som jeg tror en del af os har haft en mistanke om. Der løber en depressiv åre i min familie, så jeg kender til dine problemer.


Guds fred

Hej!

Jeg har læst din mail og det gør mig ondt, at du har det dårligt. Aller først vil jeg gerne opfordre alle, som har læst/svaret på dette indlæg til at bede for djbn.

Jeg vil meget gerne bede for, at du må få en hverdag, hvor du kan se Guds underfulde velsignelser gennem andre mennesker.

Du mangler venner, men som du kan se, så har du venner. Du har fået en del ved at skrive denne mail.

Hvis det ikke er for personligt, så vil jeg gerne spørge dig, om der er helt konkrete bedeemner, som du gerne vil have, at jeg/vi skal tage med i min/vores forbøn for dig.

Det er meget svært at rådgive, men jeg vil gerne lytte, og hvis du har mere på hjerte, som du gerne vil fortælle så bare skriv.

Må Guds vilje ske med dig i fremtiden kære ven.

M.v.h. MDA

Hej MDA:)

Jeg blev meget overrasket over at du/I vil bede for mig? det da for vildt tænke jeg.

Der er ting i mit liv som er med til at ødelægge mit forhold til Gud. Min fobi til at omgås andre mennesker og andre ting som binder mig, så det må I meget gerne bede for:)


Jeg tænker nogen gange på at fordi jeg aldrig rigtigt har haft en eller flere venner, mennesker man kan lide at være sammen med, hygge og snakke, at jeg aldrig rigtigt vil føle mig godt tilpas med mennesker, på samme måde som alle andre vil med at være ensom??? Lyder nok vildt underligt i andres ører måske

Du og andre må lige huske at jeg har haft det sådan i rigtigt mange år, og for at jeg skal være normal, nok også vil tage rigtigt mange år??

Det som kan skræmme mig hvis jeg tænker for meget over det, er at jeg ser mig selv som en en gammel mand der sidder i sin gyngestol ved vinduet helt alene og ser ud mod gaden hvor biler og mennesker suser forbi i deres travle hverdag og tænker på det liv jeg aldrig har haft men kunne have haft.

Ja det lyder fjollet, men sådane underlige tanker kan godt presse sig frem i hovedet på mig.

Det er bare SÅ drømmeagtigt for mig at få rigtige venner man kan snakke med, ringe til, aftale hvornår man skal mødes og hænge ud, eller hvis man bare vil snakke osv. Så derfor kan jeg ikke forestille mig sådan, jeg er nok en enspænder der har svært ved at stole på folk

I skal have tak alle

Jeg vil bare sige at nu hvor jeg sidder og læser det jeg skev om mig selv, kan jeg ikke lade være med at føle mig til grin og sikken en hulens masse selvmelidenhed, BHUHUUU stakkels lille mig

Men hvad skulle jeg ellers gøre??? Det er svært det her:(

Jeg prøver at bede om at Han vil fjerne denne menneskefrygt, fordi det ødelægger mig!! Men når jeg sidder og søger Ham, får jeg den følelse af, at JEG skal tage mig sammen og gøre noget ved det, ligesom lægge ud, hvis I forstår.

Jeg er bare så bange for at det alligevel ikke vil gå, at folk bare klapper mig på hovedet og siger "nååååå! stakkels lille dig, det skal nok gå" og så smuldrer det hele igen.

Som sagt får jeg det meget ubehageligt ved f.eks. en reception. Det var der her på skolen for ikke så langt tilbage.
Jeg hørte om denne reception et par dage i forvejen og fik det dårligt bare ved at tænke på det!
Nå men det blev så fredag, overvejede at melde mig syg, men tænkte jeg gjorde et stort nummer ud af det, bildte jeg mig selv ind.
Det var kl. 12:00 det skulle starte i festsalen, jeg havde det dårligt nu, hjertet bankede!!!
Da jeg trådte indenfor og så ALLE de MAAAAAAAANGE mennesker, gik klappen ned og jeg vendte rundt, lod som om jeg liiiiige skulle på toilettet, vaskede mine hænder, smed lidt vand i ansigtet, jeg tog mig tid med at tørre mine hænder og sagde til mig selv "Hvad har jeg rodet mig ind i, hvorfor prøvede jeg overhovedet?!" Der kom nogen forbi og jeg kom ud af mine tanker igen.
For at komme ud af skolen, skulle jeg gå forbi festsalens åbne døre, så jeg prøvede at "snige" mig ud, stille og roligt, men jeg havde en trang til at løbe i stedet for bare at gå. Jeg behøver ikke at nævne at jeg havde en mindre depression i den weekend

Jer der kender til det, vil nok nikke genkendende til sådan en SKRÆK episode

jeg kan ikke klare mange mennesker, for det skræmmer mig laaaaaaaaaangt væk derfra:(

Nu har jeg ikke rigtigt nogen jeg kan snakke med, så det hjælper at skrive om det, det er rart at komme ud med det

Det det virkelig hæmmer mig, er nok at jeg har det dårligt med mig selv og min krop, men intet kommer jo ud af den blå luft

Jeg befinder mig fanget i en meget stærk og ond cirkel, det hårdt at bryde den.


En sidste ting: føler at ingen kan forstå hvordan jeg har det, hvordan jeg er. jeg føler mig som et misfoster.


Hilsen djbn

Ja den lyder godt nok kritisk. Man fristes til at spørge om du har et arbejde og hvordan det så kører der.

:-)

Hej igen djbn.

Tak for din mail. Jeg skal nok huske dig i min forbøn.

Har du prøvet at gå ind på følgende hjemmeside?:

www.netkirken.dk

Der har jeg i dag bl.a. set en link til rådgivning og samtale.

M.v.h. MDA

Hej djbn.

Har du hørt om Foreningen Agape? Ellers prøv at kigge ind på www.foreningenagape.dk.
Det er en kristen diakonal forening, der også tilbyder sjælesorg / terapi på bibeltro kristen grund. Jeg tror der kunne være nogle der, som kunne hjælpe dig.

Med venlig hilsen Annepande.

---

Ja den lyder godt nok kritisk. Man fristes til at spørge om du har et arbejde og hvordan det så kører der.

---

Det var på min "arbejdsplads" det skete, det med receptionen, vi er nu op på 140 skp-elever og der kommer flere. Det er ikke så slemt når vi er der til dagligt og arbejder, men når der er fester og lignende, da går det galt.

Hej!

Når der er episoder, som jeg ikke kan gennemskue, og når jeg er meget nervøs for, at noget skal gå galt, så beder jeg til Gud og siger Kære Gud jeg er fuldstændig magtesløs og det må være dig, der i dag lever i mig, det må være dig, der går på arbejde og tager hjem igen. Det må være dig, der gennemgår det, jeg ikke magter. Bed det af et ærligt hjerte og fortæl Gud om dine følelser og hvordan du har det. Sig det til ham, som det er og fortæl ham om det, som nager dig og gør dig nervøs. Det har ofte hjulpet mig og bagefter opdager jeg først, at Gud bar mig igennem hele forløbet.

M.v.h. MDA

jeg ved ikke hvad jeg skal sige, andet at det er godt for dig:) men det er ikke lige det jeg begynder at tænke på når jeg begynder at svede og skrækken breder sig i kroppen, altså hvordan bliver man pludselig social og glad, folk omrking mig kan se at jeg opfører mig underligt, at jeg ikke siger noget, at jeg sidder som en eller anden idiot dér og ikke aner hvad jeg skal gøre af mig selv.

Siden jeg stoppede med lykkepillerne, har der været gange hvor jeg bliver deprimeret, vred, agressiv. Alle de ting som plagede mig stort i begyndelsen, plager mig igen men ikke så voldsomt i dag, men det lurer i overfladen, det kan jeg mærke.

Det føles helt forkert for mig at være sammen med mennesker, men "rigtigt" når jeg er alene. Jeg tænker hvorfor er jeg dømt til at leve sådan, er det min skyld, eller...jeg aner det virkelig ikke!

Desuden kan jeg heller ikke holde på en ven, de fordufter lige så stille væk efter noget tid. Jeg er nok for krævende.

Da jeg startede med at skrive her, bildte jeg mig ind at det måske vil hjælpe mig, men det går det ikke, det ved jeg, for jeg har prøvet det før.

Jeg har levet sådan hele mit liv, så jeg skal nok bare glemme det her, for ellers æder det mig op indvendig og så jeg tilbage hvor jeg startede og det må ALDRIG ske!

Det er en stor gave at kunne omgås mennesker på en glad og afslappet måde, især piger måske er det en gave som normale mennesker tager for givet???

Jeg hader at gå til fester og andre former for sociale arrangementer, fordi jeg stopper med at fungere "normalt" for mig er det et helvede som for alt i verden skal undgås!

Allerede nu er jeg nervøs over at der skal være en reception når jeg modtager mit svendebrev og det er først i december i år!

Jeg har det ikke særligt godt i denne tid så jeg ser alle ting negativt, det nok en mindre depression. Jeg stråler ikke ligefrem af glæde for livet i øjeblikket, men hvornår har jeg egentligt gjort det.

Hilsen djbn

Hej igen!

Tak for din ærlighed. Jeg synes bestemt, at det ville være en dårlig idé at stoppe lige her. Selvom jeg ikke er psykolog, så er det nogle gange godt at få det man kæmper med ned på papir. Du finder måske medens du skrive, selv pludselig et svar eller flere på, hvorfor du har det sådan.

Da jeg var yngre, var jeg meget genert. Jeg kunne ikke være i store forsamlinger og absolut ikke, når der stod nogen bag ved mig. Med tiden blev jeg ældre og har fået et helt andet forhold til min generthed.

Jeg tror, at depression er når vreden vender indad. Du holder det for dig selv, i stedet for at sige hvad det er, du er utilfreds med - måske over for den, der sårer/har såret dig. Det kan godt være, at det ikke passer i dit tilfælde.

Du skriver, at det er godt for mig at bede. Det er godt for alle at bede. Bed om Gud vil fortælle dig, hvad du skal gøre. Vær et øjeblik stille og læs nogle vers i bibelen, som du holder særligt meget af. Det hjælper! Hver mogen beder jeg om Gud vil hjælpe mig. Bed før du gå til en reception, før du går ud på gaden, før du forsøger at stifte nye bekendtskaber. Måske vil Gud sige dig et eller andet....

M.v.h. MDA

hej djbn !

For mig er det sådan at Gud- er altid hjemme- selv om jeg var det sidste menneske på jorden og alle andre var døde er Gud der.

Der er ikke nogen normale mennesker- der er statistikmennesket- gennemsnittet som vi møder en meget sjælden gang, for langt langt de fleste har deres særlige opfattelse af kristendom , tro, træk , vaner og det der gør dem til de individer de er.

Du har dit studie- det er en god start- til at komme videre i livet - hvis jeg må mene det. Du har nok også andre interesser som du måske kunne finde andre der også har- den samme- så er grundlaget ikke hvem og hvad i er- hvor gamle, eller unge, hvor fattige , eller rige osv. osv. men den fælles interesse for et emne, en hobby , boglig eller materiel.

Selv har jeg få venner- mange bekendte og det er bedre- i mine øjne - at have få gode venner end en masse, der ikke er der for dig hvis du virkelig har brug for dem eller hjælp.

At opfatte sig selv som for krævende synes jeg ikke du skal tænke på - men det kan være en god ting at prøve, at lukke op for din interesse for andre- hvordan har de det - hvad går de og laver, har de oplevet noget nyt- eller noget de gerne vil fortælle dig. Der er mange der gerne vil dele oplevelser og snak i verden- det er ikke så sort- hele tiden. Men hvordan skulle vi vide vi har det godt, hvis vi ikke kender til at have det skidt?

Det kan måske også være en god ting at forestille sig ting, der gør dig nervøs på forhånd- eksempelvis din reception ved svendebrevet - spørg dine kolleger eller mester om hvad der kommer til at foregå, så det ikke er en fuldstændig overraskelse for dig - du har jo allerede hørt hvad der kommer til at ske.

"Frygt ikke".

Det lyder som om du pludselig ønsker at forhaste tingene, og det går nok ikke. Du er du kommet til et plan hvor du godt kan se at den er gal, men det er endnu for hårdt at tage det nødvendige skridt. Lad der gå noget mere tid og husk så tilbage på hvad der bliver snakket om her. Jeg kan nemlig godt mærke at du ikke er "klar" og ser dig ikke som et problem der akut kan og skal løses. Hvornår du er klar, om det er imorgen eller om 10 år, det er så noget ingen kan svare på. Naturligvis beder jeg for det bedste for dig, men "en kløverost tager den tid en kløverost skal tage".

Må jeg spørge om du hører negative stemmer? Det er helt seriøst ment, fornemmer du ofte at folk hvisker noget negativt om dig når du eks. sidder i en bus? Hvordan har du det iøvrigt med at køre i bus/tog?


:-)

Hej Alex

Ja jeg har vidst at den var gal i lang tid nu og det vil heller ikke virke ved at forhaste tingene. Det er bare det at der er så meget jeg allerede er gået glip af, som andre normale mennesker har oplevet, men måden jeg er på, er jo ikke ligefrem normalt.

Men ved at isolere sig som jeg gør, kommer man jo ingen steder. Jeg kan blive ved med at have det som jeg har til den dag jeg dør og hvad har man så opnået?

problemet er at omgås mennesker føles unaturligt for mig, men jeg føler et behov samtidig med at det skræmmer mig. Det føles som om jeg er bundet fast og kan ikke komme videre.

Det er på samme tid forvirrende og fortvivlende. Er nervøs for at falde i en dyb depression igen for jeg har det ikke ligefrem godt.

Jeg har snart fødselsdag hvilket skulle være en glad dag, bliver en dag hvor jeg bliver mindet om hvor hurtigt tiden har gået og hvor lidt jeg har opnået/oplevet BUHU stakkels mig hva:) Gennerelt set har mit liv været en stor depression og bitterhed.

hvorfor har jeg SÅ svært ved at tage mig sammen??? Jeg fatter ikke en klap af det her!

Jeg har prøvet at tage skridt til at åbne mig op overfor fremmede, men de virkede ligeglade eller ikke kan finde ud af at have med sådan en som mig at gøre, jeg ved det ikke rigtigt hvad der sker. Måske det mig som ikke gjorde mere ud af det? jeg kan bare ikke se hvad jeg skulle have gjort bedre

jeg må vel prøve at glemme det hele og tænke på andet:)

Tak for dine og andres respons

Kære djbn

Når jeg læser tråden om dine ensomhedsproblemer, så er der nogle ting, som slår mig.

Du siger, du er en enspænder.
For mig at se er det vigtigt, at du accepterer det. Ikke som en accept af, at du så skal være isoleret fra andre, men som en accept af, at du har brug for at være alene med mange ting.
Når du f.eks. dyrker motion, så fortæller du, at du går i motionscenteret - og må opgive!

Lad mig sige dig en ting: Hvis jeg gik i motionscenteret for at træne, så ville jeg også få det dårligt. Jeg ville føle trang til at kravle i et musehul, for ikke alene sidder jeg sammen med disse veltrimmede, solbrændte, svedende osv og udstiller mit bugflæsk og mine hængende overarme, næh, der er også spejle fra gulv til loft, som udstiller min elendighed.
Så når jeg trænger til motion, så cykler jeg - og ror kajak. Jeg er nemlig også lidt af en enspænder.

Motion er vigtig. Manglende motion kan i sig selv give depressive tilstande - dermed ikke sagt, at motion er en garanti imod depression, men det øger under alle omstændigheder velværet. Men hvorfor vælge de vanskeligste omstændigheder? Hvorfor vælge motionscenter, hvis du kan cykle en tur hver dag? 10, 20 eller 50 km, alt efter din form?

Ligesådan, når du skal ud mellem mennesker. Hvis du har det ok ved at være sammen med nogle få, så lad være med at presse dig selv til at gå ud blandt mange. Sig det evt, som det er, at du ikke kan klare store forsamlinger.
Og når du alligevel prøver, som nu med den reception, så vær stolt over, at det overhovedet lykkedes dig at komme derhen i stedet for at hakke på dig selv over, at du kun klarede at være der er kort øjeblik.
Du klarede trods alt at være der et lille stykke tid, ikke? Og du kom derhen, selvom du ved, at du bliver overfaldet af hamrende angst. Det er da en præstation, som vil noget.

Det med, at du ike kan tage dig sammen, det er det værste, man kan sige til sig selv eller andre. Det er jo ikke det, det handler om.
I stedet for vil jeg foreslå, at du er lidt strategisk. Vurder, hvor bange du er for hvad, og vælg nogle situationer, hvor du har en chance for, at det vil lykkes for dig. Lad være at vælge de store ting.
F.eks dit svendebrev - det skal du nok få, også selvom du ikke møder op og træder frem foran hele forsamlingen for at få det overrakt med håndtryk og tillykke og hvad ved jeg.
Hvis den situation er så angstfremkaldende, som du siger, hvorfor så udsætte sig for den? Du kan få svendebrevet tilsendt med posten, og du behøver ikke engang begrunde dit valg.

Jeg har hørt andre gode og dygtige folk takke nej til større festivitas ol med den begrundelse, at de ikke kan klare store forsamlinger, og det blev de ikke ringeagtet for.

Nu ved jeg godt, at dit problem er mere komplekst end som så. Det handler jo ikke kun om at undgå det, der giver dig angst, det handler også om at have et fællesskab - et sted at høre til blandt andre.
Du nævner, at du måske er for krævende? Det er jo ikke til at svare på, for ingen af os ved, hvordan du opfører dig sammen med andre.
Men jeg kunne godt forestille mig noget i den retning. Ikke, fordi du vil kræve, men fordi du har svært ved at være sammen med andre, og derfor nemt kommer til at have 'overdrevet' fokus på din egen fremtræden.
Her gælder det også om at være lidt strategisk. Hvordan har du det, når du er sammen med andre om at løse en praktisk opgave? Så står I med hænderne i arbejdet, og er der så tid til at tænke så meget over, om man nu virker på den ene eller den anden måde?
Det jeg mener er, at hvis et arbejdsfællesskab virker, så begynd der. Læg mærke til, hvad der er godt og se efter det i andre sammenhænge.

Begynd med det, der virker! Derfra kan du tage et lille skridt længere ud i det, der næsten virker, og når det er ok, så et skridt mere. Af og til har man så brug for at gå lidt baglæns, og det skal der også være plads til.

Du gør dig selv en bjørnetjeneste ved at vælge det sværeste.

Jeg ved godt, at mit forslag kun er en enkelt lille brik i et meget mere omfattende problem. Jeg ved også, at der næppe findes enkle løsninger på dit problem og at du har det svært.
Netop derfor er det så vigtigt at holde fast i det, der lykkes. Det er det bedste udgangspunkt.

Og så ser det ud som om du har opdaget, at bøn er et fællesskab, hvor vi kan være rigtig mange uden at blive en skrækindjagende forsamling -

Eva,

Der er meget rigtigt i det du siger, vores ven trænger til nogen sejre på hans præmisser, som eks. at løbe en tur i skoven. Men det er tydeligt og naturligt at han ikke vil nøjes med sine begrænsninger, han er meget bevidst om alt det han føler han går glib af. Mange enspændere ville jo gerne være populære og sociale. Vores ven her afslører også at han gerne vil have en kæreste, hvilket er meget naturligt og menneskeligt, og her er det endnu vaskelligere at leve i sin egen verden. Helt enig i at han må tage et skridt af gangen. Det kan også anbefales her i det gode vejr at sætte sig ved en tyndt befolket fortorvscafe og betragte verden lidt derfra. Vende sig til at folk går frem og tilbage. Kigge lidt på dem, de kigger på ham osv.


:-)

Hejsa

Jeg kunne ikke være mere enig med jer to (Eva og Alex) I ramte pletskud

Det føles rart at der er nogen der kan sætte sig ind og forstå én


Eva!
jeg har slet ikke tænkt på det sådan. Det er de dårlige følelser der gennemsyret min tankegang, for jeg har kun tænkt på en måde og det er hvordan jeg næsten hovedkulds skal løse proglemerne. Har slet ikke tænkt på at være strategisk med mine problemer


Tak skal I have

Hej djbn

Jeg har lige siddet og læst alle svarene igennem og sige, at personerne på dette debat forum kommer med en masse godt forslag.

Hvis jeg må ærlig og sige føler jeg mig glad over, at jeg ikke er den eneste i denne verden som går og kæmper med, at være udadvent og have en masse venner.

Jeg har p.t lige meldt mig fra et arrangement ude på mit arbejde fordi jeg ikke følte, at jeg kunne magte at være blandt så mange mennesker. Jeg ved ikke hvad det er for noget pjat som foregår inden i mig, men jeg er for at sige det ved at være pisse træt at det.
Jeg har det ligesom dig jeg føler også, at livet smutter fordi en og alle andre når at opleve en masse mens man selv sidder og føler sig ensom.

Jeg var så heldig, at få en læreplads som IT-supporter her for 2 år siden og har lige fået mit svendebrev. Jeg glemmer aldrig den dag da jeg fik det, der var ikke noget som kunne knække mig. Hvor vil jeg så hen med det ? Jo, vi har brug for engang imellem at have nogle opture hvor vi virkelig føler, at vi er noget værd og at der er nogle som kan bruge en. Nu skal det siges, at jeg har været utrolig ærlig ude på mit arbejdet og snakket med min afdelingsleder om de problemmer jeg har og han har været utrolig forstående. Jeg har sågar gået til psykolog, men jeg har ikke rigtigt villet indrømme at jeg har et problem.

Da jeg var til psykolog mente han, at det havde noget med min barndom, at gøre. Jeg mistede min mor pågrund af kræft mens jeg gik på efterskole og min far har jeg ikke snakket med de sidste 10 år fordi han er alkoholiker og fordi han har såret min mor meget. Nu er jeg jo ikke psykolog, men jeg mener ikke at det er det der gør at jeg er som jeg er i dag. Skal man tage det positive ud af sådan en situation vil jeg sige at min ældste bror og mig har fået et meget bedre sammenhold (Jeg boede ude ved ham 2 år efter at det skete).
Vi brødre har aldrig rigtigt siddet og snakket om hvad det egentlig var der skete da min mor døde. Den dag da min mor skulle begraves følte jeg ingenting, mens mine andre brødre stod og græd. Nu skal du/ i ikke tro at jeg ikke holdte af min mor for det gjorde jeg skam. Der var tit hvor jeg prøvede, at få hende til at smile og se glad ud mens hun havde kræft. Men jeg har aldrig snakket personligt med hende som mange andre unge vel gør med deres forældre.
I dag ærger jeg mig over, at jeg ikke fik snakket noget mere med min mor inden hun døde, men det er jo let at sige i dag.

Men for at komme tilbage til hvad dette debat oplæg handler om vil jeg fortælle en anden ting. Jeg har som dig også svært ved, at omgås andre mennesker og bliver tit meget nervøs jeg ligefrem ryster på hænderne. Hvis du bare viste hvor meget jeg hader det. Det hemmer min hverdag meget. Det gør det heller ikke bedre, at jeg tænker over det. Men det jeg har fundet ud af er, at hvis jeg pludselig skulle få en samtale i gang med nogen så glemmer jeg helt det med min rysten og nervøsitet og slapper fuldstændig af. Så det har vel også noget med, at føle sig tryg i de omgivelser man er i.

Nu vil jeg stoppe for denne omgang men håber, at du men også andre får øje på dette omlæg.

Hilsen
H.C Andersen

P.S Prøv at fokusere på de ting du er god til og ikke alle de negative ting. Kender det fra mig selv.

Hej hca4

Det lyder som om at det går bedre for dig end for mig Det godt med en læreplads som er så forstående og tillykke med svendebrevet

Jeg bliver også snart færdiguddannet som grafiker og det ser vist ikke særligt lyst ud nu. Dels er jeg en 2. gen. indvandrer + jeg tåler ikke at omgås mennesker.

Jeg genkender mange af de ting du skriver om. Jeg har også snakket meget med de indstruktører i "virksomheden" og har hjulpet mig igennem den værste tid, ved at give mig mere luft, men jeg føler jeg sidder fast i det her møg. Der er ingen tvivl om at de er meget gode forslag der er kommet her, men det er stadig svært at gribe det an. I 25 år er mit liv fløjet forbi med lysets hastighed og de næste 25 år ser heller ikke for lyst ud.

Du har i det mindste nogen du kan snakke med, jeg kan ikke snakke med mine forældrer for det er også svært for dem at forstå hvad jeg går igennem. Så her er jeg alene, men alligevel ikke. Det er dog ikke det samme som at have venner, andre man kan pjatte, grine støtte hinanden mv.

Den psykolog jeg gik hos sagde også det samme, at det er noget fra min barndom, hvilket jeg også tror det er.

Det er bare det med at finde et godt sted, med ikke mange mennesker, nogen der kan forstå og hjælpe mig stille og rolig på vej, med andre ord et sted hvor jeg kan føle mig tryg og ikke så nervøs. Det nemmere sagt end gjort.


hilsen djbn

hej alle!

Jeg har oplevet at hvis man giver sig lidt tid til Gud, bliver man bekræftet gang på gang at Han er der for én og man kan mærke hvordan Han ligesom omfavner ens hjerte og lindrer smerten.
Han er faktisk overalt og er aldrig længere væk, end at man kan række hånden op og blive trukket op at det snavns man er plumpet ned i.

Med det sagt, så tror jeg også at man selv skal tage et skridt for at få noget i gang. Tag f.eks. mig Det var et meget stort skridt jeg tog, dengang jeg valgte at åbne mig op for en komplet fremmed i håb om at jeg vil kunne få hjælp og støtte. Det gik så ikke, det var vist en for stor mundfuld der på Drejervej. Derfor er det svært for mig at tage det skridt igen, selvom jeg ved at jeg skal gøre noget selv først.

Jeg har accepteret at jeg er en enspænder, men har også brug for venskab og på et tidspunkt, helst inden jeg bliver gråhåret finder en sød tøs der kan holde mig ud men det vigtigste er at jeg selv finder den balance hvor jeg kan holde mig selv ud, ellers finder jeg det meget svært at acceptere at blive elsket.


Jeg må også acceptere at en håndfuld venner og en sød kæreste ikke vil dumpe ned fra himlen, derfor er jeg nød til at tage kontakt til andre for at blive hjulpet igang med at blive mere social.

Jeg ved godt der er kommet mange gode forslag, men nu er der kommet flere svar fra alle jer og mig selv. Taget mit problem i betraktning hvor synes I jeg kan få god hjælp, helst et sted der kender til mit problem?


I må meget gerne sende mig en interne beskeder hvis I synes det;)

på forhånd tak
Hilsen djbn