hvorfor giver alting omkring Gud modstand i mig?

jeg har levet de sidste 3 år af mit liv med Jesus og er glad for at komme i min kirke (en folkekirke) og er sikker på at Jesus er Guds søn og at Gud er!
men her i sommers var jeg på "bibelcamping" og modstanden startede med at jeg syntes at vi indoktrinere vores børn, vi lære dem hvordan de skal tlbede og hvordan de tro på Gud! hvorfor lader vi dem ikke bare være i Guds nærvær og selv skabe en naturlig og sund nysgeringhed og når de så kommer og spørger kan man lære dem alle de her ting!?!
jeg mener at det er sundt at stille spørgsmålstegn ved tingende engang imellem og at være reflekteret over tingende istedet for bare at gå hovedløst igennem. men min skepsis er blevet langt større hen over sommeren så nu er jeg blevet en lille smule i tvivl om hvorvidt Gud er som vi ser Ham eller om vi har" tilpasset" Ham vores behov gennem tiden. Og er egentligt også blevet lidt i tvivl om teologien i min kirke er ok osv.
jeg ber ofte for at komme udover at dette problem men syntes ikke at det bliver bedre snare tvært imod....
hvad skal jeg gøre for igen at få en fst tillid til min kirke og mine kristne brødre og søstre?

Kære ven

Det er faktisk gode og sunde spørgsmål du stiller dig selv - og nu også mig. Det er bestemt ikke forkert at reflektere grundigt over hvad det er vi tror på og hvordan vi praktiserer vores tro - ikke mindst den måde vi formidler det videre på, også til børnene. Det er ikke givet at den måde vi plejer at gøre det på også er den bedste, endsige den eneste rigtige.

Du skriver at du oplever dette som et problem, du gerne vil ud over. Men spørgsmålet er om du skal se sådan på det. Måske er det snarere end kristen modningsproces du oplever. En proces hvor du oplever at dine vante forestillinger om troen og kristenlivet bliver udfordret. Jeg ved det ikke, men jeg vil gerne pege på det som en mulighed.

Ingen kristne undgår tvivl og skepsis i troen på Jesus. Det er en del af den kristne kamp vi aldrig slipper fri af. Det vigtige ved denne kamp er ikke hvordan vi undgår den men hvordan vi kommer igennem den. Det er netop gennem tvivlens kampe at vi kan blive stærkere kristne - dvs. mere afhængige af Gud, af hans tilgivelse og hans omsorg.

I denne kamp findes der ikke een bestemt nøgle eller kode til at få mere tillid til Gud. Men der findes en vej - en retning. Og det er gennem det Guds ord kalder "nådemidlerne". I praksis handler dette primært om 1) at bede konkret og vedholdende, 2) at studere og tro Bibelen, 3) og at hente opmuntring og glæde i det kristne fællesskab.

Du skal ikke tro på bestemte holdninger og vaner, men på Jesus og hans budskab. Oplever du at der bliver afstand mellem det Jesus lærer og det du oplever i din menighed og i dit kristne liv, ja så er det tid for reflektion og handling. Så må du undersøge nærmere hvad det faktisk er Jesus lærer, hvad der er Bibelens budskab, og du må i dialog med dine kristne venner og ledere om hvad der evt. skal ændres ved.

Må Gud velsigne dig til at tage kampen op gå den vej han vil.

Omkring din henvisning til bibelcamping oplevelsen, har jeg lyst til at tilføje lidt:

Nu ved jeg jo ikke hvad det er for konkrete oplevelser du henviser til omkring dette at børn bliver indoktrineret, men jeg kan nok forestille mig at mange traditionelle kristne børnemøder og aktiviteter af nogle kan opleves som en slags indoktrinering. At forkynde evangeliet for børn er på mange måder at "fylde i åbne kar" og det er klart at vi her skal være varsomme og huske at respektere børnene som selvstændige personer med egen tro og vilje. Men samtidig skal vi også huske at børn i dag udsættes for et sandt bombarderment af forskellige holdninger fra alle andre sider også. Både via skolen, kammerater, TV og blade osv. "indoktrineres" de med holdninger til både det ene og andet. Og her er den kristne "børnelærdom" blot een stemme blandt mange. Skal kristen forkyndelse blive til indoktrinering forudsætter det vel nærmest at man systematisk og udelukkende påvirkers med kristne holdninger uden mulighed for at holde dem op imod andre holdninger. Mao. forudsætter indoktrinering en slags isolation, som jeg tror de færreste kristne børn i dag er udsat for. Heller ikke selvom de er 8 dage på bibelcamping.

Du foreslår at børnene bare skal "være i Guds nærvær og selv skabe en naturlig og sund nysgeringhed". Det kan jeg sådan set ikke være uenig med dig i. Men er det ikke netop gennem den kristne forkyndelse, som bl.a. sker i søndagsskoler, børneklubber, på lejre og fx bibelcampings, at børnene oplever Guds nærvær? Gud er nær i sit ord, gennem bibelens beretninger og budskabet om Jesus. Hvis ikke vi fortæller børnene om dette og hjælper dem til at forstå Bibelens budskab, så bliver deres sunde og naturlige nysgerrighed næppe belønnet med et sundt og naturligt forhold til Jesus.

Når dette er sagt, så er jeg helt enig med dig i at det er vigtigt at stille spørgsmål og at reflektere over det vi lærer. Det gælder også for børnenes vedkommende. En god børneleder vil derfor også være god til at lytte til børnenes spørgsmål og til at sætte svarene i naturlig relation til børnenes hverdag og den verden de kender. At tro og forkynde evangeliet uden sammenhæng med dagligdagen og den personlige virkelighed, det er hovedløst.

Jeg håber at dette skriveri giver dig en smule hjælp til at komme videre. Du er velkommen til at skrive igen, hvis du føler dig misforstået eller gerne vil have noget uddybet.