Hej café
Dette er titlen på en bog jeg er ved at læse, og jeg vil gerne dele nogle ord med jer:
"Denne kamp mod synden er i begyndelsen en ren glæde for den vakte sjæl. Det er, som når selvejeren begynder at arbejde med sit nye hjem. Stenene flyver, og spaden synger i jorden. Men når mennesket arbejder i sit hjertes ager, gør det efterhånden den bedrøvelige opdagelse, at der bliver flere sten, jo dybere det kommer. Det finder stadig nye synder hos sig, og de bliver vanskeligere at skaffe bort, jo dybere de er sænket ned i dets indre. At bryde med spiritusmisbrug og eder og vanhelligelse af sabbaten, kan vel gå for en aften. Men hovmodet, lysten til at tale om sig selv eller finde fejl hos andre sidder endnu tilbage efter mange måneders hård bodskamp.
Så en dag, når mennesket kæmper med synden og går der og bryder sten på hjertets ager, så sveden hagler, i håb om, at det nu alligevel skal blive de sidste syndesten kvit og få at se, at det begynder at vokse for alvor, rammer spaden den faste klippegrund. Så går mennesket omkring, graver hist og her, skraber og forsøger på ny. Da går den forfærdelige sandhed op for det: Der er stengrund hele vejen. Når det har kørt læs efter læs af løse sten ud og kastet dem uden for havegærdet, har det alligevel ikke fået lavet en have, som kan begynde at bære frugt for Gud; det har blot en stengrund af granit, som aldrig nogen sinde vil kunne bære et nyttigt træ.
Det er den stengrund, som også kaldes syndens fordærv. Det er den fordærvede natur, som står igen når mennesket har skilt sig af med alle sine bevidste synder. Stengrunden gør, at mennesket er en lige så stor synder overfor Gud, når det har budt ham alt, hvad det formår af lydighed og hengivenhed.
Når mennesket står på stengrunden, har det tre muligheder at vælge imellem. Det kan gå bort i vantro som Judas. Den vej fører til døden. Det kan fuske med rydningsarbejdet som farisæerne. Så samler man de sten væk, som ses af mennesker. Man bliver ædruelig, ærlig og påpasselig. Siden kører man lidt muld på af selvretfærdighed og planter nogle blomster, som dufter godt for ens egen næse: Elskværdighed, hjælpsomhed, store bidrag til missionskollekten, ivrigt arbejde for Guds rige, vidnesbyrd og prædiken eller måske den yderste strenghed i spørgsmål om mad og drikke. Så går man blandt sine blomster og mener at arbejdet er færdigt. Men for Gud ligger stengrunden nøgen, og på dommens dag er blomsterne for længe siden visnet.
Kun den, der giver Guds ord ret uden prutten og tager imod det helt og holdent som Guds ord, kommer ned til stengrunden og opdager syndens lov, som bor i lemmerne. Kun det menneske forstår, at det ikke blot trænger til forbedring, men til frelse. Men netop dette, at det forstår, at det må frelses af nåde, om det nogen sinde skal frelses, det er Guds værk. Derhen ville han føre sjælen, da han blottede stengrunden........"
Stengrunden: af Bo Giertz
Mkh Malli
†Hvor syndernes forladelse er, der er liv og salighed†
i løbet af de lange vinteraftner som jo kommer nærmere 
Forrige tråd
Oversigt
| Sitemap | Til toppen© 2001-2012 Indre Mission. Ansv. redaktør: Peter Guldager Dahl. JesusNet.dk må citeres efter aftale. Alle henvisninger til siden er velkomne.