Halløjsa!

Jeg mødte for ikke så lang tid siden en skøn pige, en virkelig skøn pige.... Og der gik heller ikke ret lang tid før at vi så begyndte at komme sammen... Hvilket var ret nyt for mig, da jeg aldrigAldrig har kommet sammen med nogen før, fordi det altid på en eller anden måde er lykkedes mig at flygte fra mine følelser.Men det at det hele skete så hurtigt var også med til at vi ikke rigtigt havde nået at lære hinanden ordenligt at kende. Da vi havde kommet sammen i ca. 1 1/2 mdr. begynde jeg at tvivle, jeg ved hvorfor, jeg ved ik hvad.... jeg begyndte at sætte mig til at finde en masse gode grunde til at jeg ik elskede hende... hvorfor ved jeg ikke. Og så skete det så at jeg slog op... Men kun i dagene efter kunne jeg virkelig ikke konsentrere mig om noget som helst... jeg troede hele tiden at jeg så hende, men så var det bare en anden. Jeg kunne på ingen måder få hende ud af mit hoved. Så vi begyndte igen... for det kunne ikke passe at jeg elskede hende og bare slog op...!! Men det hele tog til igen og jeg tvivlede igen,... jeg var både bange for at jeg ikke brugte nok tid sammen med mine venner, jeg kan overhovedet ik foklare hvordan det var... men jeg slog op og så færdigt nu kunne jeg ikke mere, desuden pinte det jo hende mere, at se mig gå tvivlende rundt - så jeg blev nødt til det!
Så mødes vi igen til Nytårsfest og det piner mig at se hende snakke med andre drenge.. jeg var mega jaloux... men er selvfølgelig bestemt på at lade det være som det er... Jeg er ked af at have forklaret jer alt dette, men det skulle til for at jeg kunne spørge om dette: "Kan man flygte fra kærlighed?, kan man frygte at blive elsket?, kan man frygte for at blive andreledes? Jeg ved at jeg stadigvæk elsker hende... jeg kan bare ik, og jeg syntes ikke at Høre Gud svare mine bønner!!

Kan man frygte for fremtiden uden grund??'

Mvh. Gaspar!

Kære Gaspar

Det med kærligheden er slet ikke så nemt og det har du tilsyneladende også erfaret sådan som du skriver. Men efter at have læst dit indlæg nogle gange spørger jeg alligevel mig selv om det er kærlighed du flygter fra eller det er noget helt andet?

Det er vigtigt at være opmærksom på at der er forskel på forelskelse og kærlighed. Forelskelsen er den følelsesmæssige betagelse man oplever i forholdet til en anden. Det er en spændende og dejlig, men også forvirrende følelse, som næsten er umulig at kontrollere. Den kan opstå på et øjeblik og den kan forsvinde lige så pludselig igen. Måske er det snarere denne forelskelses-oplevelse der har "leget" med dig?

Kærligheden er derimod af en lidt anden karakter. Kærlighed opstår ikke pludseligt, men vokser stille og roligt. Ofte begynder det med en forelskelse, men skal det kunne holde til mere end en midlertidig rus, så må kærligheden tage over. Hvor forelskelsen for en stor del handler om at nyde, så handler kærligheden mere om at give og at tjene. Kærligheden er tålmodig og trofast, den er mild, den misunder ikke og bilder sig ikke noget ind. (læs 1 korinterbrev kap. 13). Kærligheden bygger i modsætning til forelskelsen på konkrete valg og konkrete handlinger som har til hensigt at tjene, ære, støtte og opmuntre den du elsker. Det er noget man lærer og som har med viljen at gøre. Og det er noget som det tager mere end et livslangt ægteskab at blive udlært i.

Når du derfor spørger om du skal frygte for kærligheden, må jeg svare nej. Det skal du ikke. Derimod kan en forelskelse godt gøre ondt og slå i stykker - især hvis den får lov at leve sit eget liv og ikke bliver "styret" af kærlighed.

Hvis du elsker den pige som du nu et par gange har slået op med, så kunne det jo være at det er kærligheden der spirer. Men du har ladet dig forvirre af en forelskelse som er gået op og ned og som du ikke har vidst hvad du skulle gøre med. Prøv at tage en god snak med hende, tal ud med hinanden om hvad I føler for hinanden og giv hinanden tid. HVis det virkelig er kærlighed så skal tiden nok vise det.

Som Asbjørn rigtigt nok pointerer er der stor forskel på forelskelse og kærlighed. Hvis jeg nu skal være rigtig firkantet ville jeg endda sige, at forelskelse ene og alene handler om det fysiske. Man bliver seksuelt tiltrukket af en og der sættes en skyhøj hormonproduktion i gang. Det kan virkelig forvirre, især hvis man ikke har ladet det komme til udtryk før.

Min dejlige kone siger, at kærligheden kommer af kendskab og jeg havde slet ikke tænkt sådan på det, før hun sagde det, men jeg tror, hun har ret. Det kan lyde mærkeligt, men det gælder faktisk for alle former for kærlighed. Jeg har to børn og før de blev født, elskede jeg dem ikke, for jeg vidste ikke, hvad det hele var for noget. Jeg kendte dem ikke og hvordan skulle jeg kunne elske nogen, jeg ikke kendte?

Du skriver selv, at I ikke havde lært hinanden at kende, hverken før eller efter bruddet og her kan der godt ligge en delvis årsag til din forvirring og frygt. Jeg tror egentlig ikke, ud fra det, du skriver, at du har frygtet kærligheden, men du har måske frygtet at åbne op for dig selv. For hvis man skal lære nogen at kende, så kræver det, at man åbner sig og lader dem kigge ind i én. Det gælder selvfølgelig også, hvis det er kammeraterne, men det gælder i særlig grad, hvis det er én, som man måske får eller har et romantisk forhold til, for her kommer nemlig troskab ind i billedet. Mellem to mennesker, der elsker hinanden romantisk, skal der opstå en forpligtelse, for ellers vil tilliden ikke kunne få den plads, der er nødvendig. Men før denne forpligtelse kan opstå, må der først være tillid og det er en konflikt, der er svær at hamle op med. Forpligtelse kræver tillid og tillid kræver forpligtelse. Men det er der ikke en rationel løsning på. Den eneste måde at komme videre på er faktisk at gå imod enhver form for logik og have denne tilllid uden at have noget at have tilliden i. Man skal springe ud i det og tage en chance.

Men det er vi ikke vant til. Vi er vant til at at se det sådan, at hvis jeg giver noget, så skal jeg først være sikker på at få noget igen. Den går bare ikke med kærligheden. Den er altid en usikker investering.

Sagt med andre ord: Jeg tror ikke, du frygter kærligheden. Jeg tror snarere, du frygter at skulle udlevere dig selv med risiko for at blive såret.

Lyder det helt forkert?

Per

Kære Gaspar!

Jeg ved præcist hvordan du har det (ja, det tror jeg da)

Jeg har oplevet noget nær det samme. Jeg begyndte - dog efter ½ års forelskelse - at komme sammen med en sød (!) fyr. Men samme aften som vi var blevet kærester, blev jeg i tvivl. Frygteligt i tvivl. Så meget at jeg tudede hele natten og kæmpede for en måde at slå op.

Men jeg fik ikke slået op med det samme. Der gik et par måneder, hvor jeg var i tvivl (hvilket han vidste), og da tvivlen blev for meget for mig, slog jeg op.

men, men, men. Efter fire dage hvor jeg konstant havde tænkt på ham, tog jeg kontakt, og vi fik snakket om tingene og begyndte at komme sammen igen.

Vi er stadig kærester og har alt i alt været det et år. Men stadig er jeg i tvivl. Stadig kan jeg genkende følelsen fra den første aften, hvor jeg slet ikke kunne rumme at have en kæreste. Stadig har jeg lyst til at slå op. Og stadig elsker jeg ham overalt på jorden.

Om vi er følelsesforvirrede, det ved jeg ikke. Men jeg ved at man kan frygte kærligheden. Jeg har længe forsøgt at analysere mig frem til, hvorfor jeg har det, som jeg har det, når jeg nu ved, at jeg har fundet MANDEN i mit liv. Jeg tænker på, om noget er gået galt i min barndom. Om jeg er følelsesblokeret. Om jeg er bange for at give mig hen. Ja, der kan være mange ting galt. Og hvor gerne jeg end ville, så kan jeg ikke give dig en løsning. Jeg kan blot fortælle dig, at du ikke er alene. Og måske kan vi finde ud af noget i fællesskab (!???)

Kærlig hilsen en sjælefælle

Hejsa..!!

Jeg siger mange tak for jeres besvarelser, Det har hjulpet en del at høre tingene fra forskellige sider.
Jeg ved endnu ik helt, hvad hvorfor, men håber på at det vil dukke op engang i fremtiden...
Men jo bange for at give sig selv væk, har måske nok været en stor del af det.
Mht. dig som selv havde haft/har det sådan, så siger jeg mange tak for at du fortalte mig det, for rent faktisk har jeg altid troet at det var mig som der var noget galt med, at jeg var palle i verdenen med den følelse.
O jeg ved ik helt hvad du mente med at vi kunne finde ud af det sammen, så jeg kan kun sige at jeg vil bede for både dig og din kærste.

Må Gud Velsigne jer alle!!

Your friend in Christ!
Gaspar!

Kære Casper

Det var skønt at læse dit indlæg! Jeg har haft det/ har det på samme måde.
Man kan pludselig ikke rumme kærligheden mere - synes ikke man kan give nok igen. Kærlighed skal da gengældes i samme mål? Jeg slog op og var fortvivlet - for der findes da ikke nogen bedre for mig? Tankerne blev ved at flyve rundt og det hele var meget forvirrende - jeg savnede/savner min kæreste - men er det mon ham eller bare det at have en kæreste jeg savner?
Var jeg bare for usikker og bange for at binde mig? Løb jeg fra mine egne følelser fordi jeg var bange for kærligheden? Jeg ved det ikke - men mon jeg nogensinde lærer at binde mig til nogen? Lod jeg chancen for den eneste ene gå forbi, fordi jeg bare ikke turde kaste mig ud i det og stole på kærligheden?
Det er lidt ligesom med troen - Kan Guds kærlighed virkelig være så stor, at han elsker mig ligegyldigt hvad? Kan jeg virkelig stole på Guds kærlighed og binde mig til ham? Det er selvfølgelig ikke helt det samme - men alligevel tror jeg ofte vi hænger os meget i følelser, om det har med Guds kærlighed eller kærligheden mellem to mennesker at gøre! Nogel gange føles Gud langt væk - alligevel stoler jeg da på hans kærlighed er der. Jeg har lært, at man ikke kan bygge troen på følelser! Er det da også sådan med kærligheden mellem to mennesker - handler det både om fornuft og følelser? Man kan da ikke bygge et forhold på fornuft, hvis følelserne siger noget andet og man er totalt usikker?? Men jeg har også hørt at man skal lære at elske. Var jeg så bare for hurtig - var jeg inde i en indlæringsperiode, hvor jeg skulle lære at gå fra forelskelse til ægte kærlighed! Jeg bestod vist ikke prøven og gik min vej. Var bange - var det her noget for mig? - hvor var Guds vilje henne?
Det er mærkeligt med den kærlighed - mon vi noegnsinde lærer at elske? Hvis bare vi kunne lære lidt af Jesu kærlighed - den ubetingede og sikre kærlighed!
Gud hjælpe og vejlede os - også i vores kærlighedsliv!